Tiden er moden til store manifestationer af feministisk kunst i USA.
MOCA, Museet for samtidskunst i Los Angeles, har arrangeret den hidtil
største udstilling om feministisk kunst i 1970’erne, som nu turnerer
videre i USA og Canada.

Mens udstillingen Global Feminisms
i New York for nylig fokuserede på 1990’ernes feministiske kunst,
vendes blikket her tilbage mod den første store bølge af feministiske
billedkunstnere. Og kurator Cornelia Butler har en meget stor ambition
med udstillingen: WACK! skal vise, hvordan feminismens indtog
på 1970’ernes kunstscene er den mest betydningsfulde internationale
bevægelse i kunsten siden 2. Verdenskrig – selvom den sjældent ses som
en samlet bevægelse ligesom fluxus, minimalisme, abstrakt
ekspressionisme eller andre -ismer.

Den feministiske bevægelse
skal netop forstås som bevægelse i bogstavelig forstand, som noget der
hele tiden flytter sig. Kunstnerne på WACK! bidrog alle til
bevægelsen og til feminisme i kunsten, fremhæver Butler – om ikke andet
så gennem at understrege de to centrale temaer: Det personlige er
politisk, og al repræsentation er politisk.

Med bidrag af 120
kunstnere blandes kortene her til et nyt stort kapitel i historien om
feminismens internationale indtog på kunstscenen.

International bevægelse

Her
tales netop om en international, ikke en global bevægelse. Dette første
historiske kapitel af feministisk billedkunst er i høj grad centreret
omkring vestlige, og mest hvide, kvindelige kunstneres nye
manifestationer i kølvandet på kvindebevægelsen og 1960’ernes radikale
livtag med etablerede patriarkalske konventioner.

Så når WACK!s
arrangører løfter blikket fra den hjemlige amerikanske feminismekanon
og henter kunstnere fra 20 andre lande, er det primært kunstnere fra
Sydamerika og Europa, herunder Danmark, der inddrages for at
perspektivere det internationale omfang. Både Kirsten Justesen, Ursula
Reuter Christiansen og Kirsten Dufour er med og repræsenterer grøden i
kvindekunst i København omkring 1970.

De bidrager til det gode
selskab: Det er en overvældende mangfoldig og frodig udstilling med
værker af kvinder, der på vidt forskellig vis sætter en særlig
dagsorden for kunst – og aktivisme. Måske for forskellig vis?
Det vil jeg vende tilbage til. Men skønt er det at se de mange livtag
med nye former i billedkunsten: performances, fotos, video,
installationer, der gør op med de traditionelle værkformer, skulptur og
maleri. Det traditionelle maleri har dog også sin plads, til tider med
nye ”feministiske” motiver, som når kvinder maler nøgne mænd.

Den
amerikanske vestkyst er temmelig tungt repræsenteret. Den udgør da også
et helt særligt punkt på landkortet: Det var her i Californien, at de
berømte kvindeakademier blev dannet i 1970’erne – Judy Chicagos
Feminist Art Program og CalArts, hvor hun sammen med Miriam Schapiro
satte sig for at transformere en mandschauvinistisk kunstinstitution. WACK!
viser både Judy Chicagos ”central core”-tematik i malerier, der kredser
om kussesymboler malet i tidens farveglade, glatte malestil og
reproduktioner fra den skelsættende udstilling Womanhouse.

Her
ses Lynda Benglis’ udflydende latexskulptur, der i kraftfuldt
koloristisk formsprog udfordrer sin tids tunge skulpturer. Men også
Benglis’ åbenlyst feministisk ladede projekter er med, som annoncen hun
indrykkede i kunstmagasinet Artforum i 1974, hvor hun poserer, nøgen og glinsende, med dildo – en direkte kommentar til kunstverdenens indgroede kønshierarkier.

Tegningen
optræder i ny form i amerikanske Tee Corinnes skelsættende lesbiske
undersøgelser og hyldest til kvindelig seksualitet, Cunt Coloring Book,
Kussemalebog, fra 1975. Her har kunstneren tegnet vaginaer efter
levende model og trykt tegningerne i malebogsformat, så alle inviteres
til at deltage i en nærmere udforskning af kvindekønnet.

Helt
anderledes tegninger ses af indiske Nasreen Mohamedi, der i sine
uendeligt fine udforskninger af, hvordan verden dannes i streg på
papir, afsøger billedets linjer stofligt og grafisk.

Slagfærdig
kussekunst fra den amerikanske vestkyst side om side med tyste indiske
afsøgninger af stregens vej på papir – hvad er sammenhængen?

Feministisk kunst?

Ja, hvad er feminisme? Og hvad er feministisk kunst? WACK!
rejser de store spørgsmål, også i udstillingskataloget. Som svar på det
første spørgsmål har man lånt den amerikanske kunsthistoriker Peggy
Phelans definition: ”Feminisme er overbevisningen om, at køn har været
og fortsat er en helt fundamental kategori i organiseringen af kultur.
Og at mønsteret, der organiserer, typisk favoriserer mænd frem for
kvinder.”

Det er, mener jeg, et glimrende bud på feminisme. Men hvad så med spørgsmålet om, hvad feministisk kunst er? Der sætter WACK!
som helhed faktisk et noget andet bud. For det første viser
udstillingen udelukkende kvindelige kunstnere – mens ikke-kvindelige
kunstneres værker også godt kan operere feministisk ifølge ovenstående
definition. For det andet er stort set alle værker fra det samme årti,
1970’erne. Yoko Onos Cutpiece, den berømte performance fra
1964, hvor publikum tilbydes en saks og frit kan klippe i kunstneren,
er en af de få tidligere undtagelser.

Til gengæld viser WACK!
både værker af kunstnere, som definerer sig selv som feminister, og
kunstnere, der ikke gør det. Det feministiske greb står med andre ord
overordnet i udstillingens, ikke altid i projekternes tilgang.

F.eks. har Kirsten Justesens værk Skulptur II fra 1969, hvor en papkasse åbner for et sort/hvid foto af den nøgne kunstner sammenkrøbet i boksen, fået en flot placering på WACK! (og også på MOCAs hjemmeside) og står her umiddelbart som billede på kvindekroppen fanget i konformitet.

Kirsten
Justesen selv understreger, at der ikke er en feministisk agenda på
spil. Hun var optaget af formalistiske spørgsmål om skulptur – om
sokler og skulpturkroppen og andre minimalistiske udfordringer. Men
Kirsten Justesen blev siden involveret i 1970’ernes feministiske
bevægelse. Og den – en meget mangfoldig størrelse at omtale i ental –
spiller en hovedrolle for udvalget i WACK! Art and the Feminist Revolution.

Trappevask som kunstværk 

Under
den rummelige parole om, at det personlige er politisk, kan alle
udstillingens 120 bidragydere stå samlet. For ud over billedkunstnere
tæller de også aktivister, filmmagere, forfattere, lærere og tænkere.
Samtidig med, at det aktivistiske indhold understreges, er et andet
vigtigt spor et opgør med opfattelsen af, at 1970’ernes feministiske
kunst udelukkende var essentialistisk præget, mens senere generationer
arbejder i en mere nuanceret diskurs omkring identitet, køn, magt og
begær – og kunst. Der er masser af eksempler på det sidste i værkerne
fra 1970’erne på WACK!. Cindy Shermans serie Unitled Filmstills er et af dem.

Mindre
kendte, men ikke mindre spændende og udfordrende for forståelsen af
kvinderoller og kunstbegrebet, er amerikanske Mierle Laderman Ukeles
udforskninger af rengøring i serien Maintenance Art. Ukeles skrev i 1969 sit Maintenance Art-manifest
som resultat af den chokerende erfaring, det var for hende at blive mor
og pludselig synke ned i alt det usynlige, ulønnede huslige arbejde,
som ikke passede ind i den dominerende opfattelse af kunst og
kunstnerrollen. 

Ukeles satte sig for at ændre definitionen på
kunst – og på husligt arbejde, særligt rengøring. Fotos dokumenterer en
række af kunstnerens institutionskritiske performances på museer, hvor
hun udfører det ellers usynlige arbejde, som rengøring typisk er, og
dermed ophøjer det til kunst – f.eks. at vaske trapperne.

 
WACK!
viser i det hele taget rigtig megen fotodokumentation af performances
og af aktioner. Det vil altid være en udfordring: De projekter, der
levede, reagerede og åndede i nuet i det direkte møde med kroppe og
publikum på et særligt tidspunkt og sted i verden, hvordan kan de gøres
nærværende? WACK! viser både værker, der er lavet som kunst,
og rigtig mange projekter, der bestemt ikke var stilet mod
kunstinstitutionens guldramme. Men som det gælder så mange andre
revolterende kunstnere, vil de gerne indrammes i dag.

Dokumentation bruges også i selve værkerne som i Mary Kellys Post-Partum Document,
efterfødselsdokument. Mary Kelly dokumenterer her sit forhold til sin
søn, fra han fødes, til han mestrer sproget, i årene 1973-1979. Her er
ingen fotografier af de involverede personer, men den psykiske
kortlægning viser ”socialiseringen” af søn og mor dokumenteret i andre
sprog – aftryk af barnehånden, moderens dagbogsnoter,
leksikonbeskrivelser og videnskabelige forklaringer. De store
diskurser, vi formes til at begribe og operere i samfundet med, fortalt
med udgangspunkt i den personlige historie. Post-partum document er et komplekst hovedværk i feministisk kunst. En klassiker.

Nye historier

Selv
inden for den ”fortrængte” historie, som feministisk præget kunst på
mange måder stadig udgør, er der etableret en kanon, særligt i USA. WACK!-udvalget
har da også mødt protester over tilvalg og fravalg – en del amerikanske
aktivist-kvinder ser skævt til, at den franske kunstner Orlan er med på
udstillingen med sin 30 år gamle performanceinstallation med
luder/madonna-tematik, Le Baiser de l’artiste, “Kunstnerens Kys” – kys som helt bogstaveligt kunne købes for 5 franc.

WACK!-kataloget
udgør et særligt kapitel for sig. Det er spækket med gedigen forskning
og historisk dokumentation om de mange kvindelige kunstnere og
aktivister, og det kan kraftigt anbefales. Bogen er en ordentlig moppe
på over 500 sider og det største katalog, Museet for samtidskunst i Los
Angeles nogensinde har udgivet.

Arrangørerne
har bevidst valgt ikke at invitere de to gamle kvinder på feministisk
kunsthistories firmament, amerikanske Linda Nochlin og britiske
Griselda Pollock, til fordel for yngre forskere på området.

Det
er en fejl, mener jeg. Deres markante stemmer kunne med fordel blande
sig med de yngre og mindre kendte skribenter i kataloget.

Ikke
desto mindre lægger kataloget en ny og vægtig grund for fortsat
forskning og historiske indsigter – også med særlig vægt på
dokumentation af arbejdskollektiver og kvindeudstillinger.

Hot-house eller harem

Foreløbigt har kataloget dog primært rejst diskussion om dets omslagscover: Martha Roslers Hot house, or harem
fra 1971, en collage af playmates sakset fra kasserede numre af Playboy
Magazine, har vakt voldsom debat. Kritikere beskylder
udstillingsarrangørerne for at have valgt dette ”attraktive”
haremscover med afklædte damer for at sælge flere eksemplarer.

Det
er nok tvivlsomt, om det farverige omslag i sig selv kan lokke mange
til at investere i kataloget som tillokkende coffee-table book til 60
$. Men sikkert er det, at koderne blandes, når haremscollagen hentes ud
af sin kontekst (ligesom den også blev det i dette års
Documenta-udstilling). De kritiske strategier, der tydeligvis er på
spil, når man ser Roslers collage i sammenhæng med de øvrige, hun
udførte i serien Body Beautiful, or Beauty Knows No Pain, forandres, når konteksten for billedet ændres.

Hot House-collagens
parade af kasserede modeller, som har måttet vige pladsen for nyere
magasiners modeller, kan læses som en kritik af en sexistisk,
kapitalistisk kultur – men får en anden betydning, når de ses isoleret
som bogcover. Her læner de henslængte kvindekroppe sig direkte op mod
pornografiens objektgørelse, så collagen risikerer at tilnærme sig den
billedverden, den oprindeligt demonstrerede og demonterede.
Coverhistorien rejser vigtige spørgsmål om kontekstualisering og
situeret viden, spørgsmål som står helt centralt, når det gælder
feminisme og kunst.

Det er derfor også et åbent spørgsmål, om
feminismens indtog på billedkunstens arena i 1970’erne er den vigtigste
kunstbevægelse inden for de sidste 50 år, som WACK!s arrangører plæderer for. Men mindre kan også gøre det, det behøver ikke være størst, vigtigst, bedst. Værkerne på WACK! er simpelthen fundamentalt spændende og vigtige at se, de skal frem i lyset og skabe historie og debat.

Udstillingen
er et vigtigt kapitel i indskrivningen af feministisk kunsthistorie og
har nu forladt Los Angeles for at turnere i Nordamerika – desværre ikke
Europa – med Washington som første stop. På sin vej kommer WACK!
givetvis til at rejse flere spørgsmål, end projektet besvarer, om
feminisme, post-feminisme, kunst, køn og samfund. Og om hvordan
kunstens historie skrives. Og det er ikke så ringe endda. Der er
fortsat brug for feministiske revolter.