En drøm af en grå sweatshirt med leopardpletter hænger over armen på den spinkle unge mand med den lille strikkede hue og det bølgede hår. Han har også et par andre sager i favnen, mens han oser med sin kammerat i den nye H&M Men på Købmagergade i København.
Som navnet mere end antyder, er H&M Men en butik for herrer, og ifølge den venlige ekspedient findes der kun den ene i Skandinavien. Han fortæller også, at lige som i dametøjsbutikkerne kommer der nye varer med meget jævne mellemrum. Kunder er der nok af, men han har lagt mærke til, at om formiddagen er her flest ældre kvinder, der køber tøj til deres mænd og sønner. Om eftermiddagen og i weekenderne fyldes butikkens to etager til gengæld med unge mænd, og det gælder også denne efterårseftermiddag, hvor shopperne er her enten alene, med en ven, veninde eller kæreste. De er alle under 30 år, og det ser ud til, at de hygger sig blandt hættetrøjer, David Beckham-underbukser, habitter og leopardplettede trøjer. Plus tilbehør i form af f.eks. hatte og butterflys.
“Vi har forbundet mode med kvinder og kvindelighed de sidste 100 år. Og mode er – i øvrigt lige som kvinder – blevet betragtet som noget irrationelt: Så er det grønt, så er det gult, og så er der ugler på. Herreskrædderi, derimod, er anderledes alvorligt. En habit er som et stykke mini-arkitektur: Den er baseret på pasform og beregninger. Alt sammen målbart”, siger Else Skjold, som forsker i mode ved CBS og Designskolen i Kolding og fortsætter:
“Men nu bliver det hele væltet godt rundt kønnene imellem, manderollen er til forhandling, og det kan ses i moden.”

Damer i bukser

Påklædning er en af de tydeligste måder at håndtere køn på. Det er en mulighed for at udspille, genfortolke og parodiere det omkringliggende samfunds ideer om og forventninger til køn. Modehistorikere har påpeget, at al aktiviteten og poseringen foregår som et sam- og modspil: At det mandlige og det kvindelige – det maskuline og det feminine – behøver hinanden for at understrege eller underminere forskellene.
I den vestlige verden er det benene, der har båret forskellen. Mændenes har været tydelige i todelte benklæder, mens kvindernes til gengæld har været usynlige under mange skørter. Det ændrede sig i løbet af de første årtier af det 20. århundrede. Nu blev de lange kjoler afløst af sømme, der kravlede op og afslørede kvindernes lægge, og timeglasformen med den struttende barm og bag røg til fordel for et mere drenget og fladbrystet ideal. Coco Chanel anvendte materialer som jersey, der tidligere udelukkende var blevet brugt til herreundertøj, og det blev nu nemmere for damerne at gå, løbe og spjætte med benene. Endelig røg de lange lokker, der havde ligget i tunge stabler på kvindernes hoveder. De nye væsener – drengepigerne eller garconnerne – vakte mistillid, postyr og bekymring. Her var virkelig tale om en underminering af de gængse måder at være mand og kvinde på.
Men hvorfor smed damerne de gamle klude på netop dette tidspunkt i historien? Svarene er mange. Kampen for kvindernes stemmeret var begyndt allerede i det forrige århundrede og havde tydeligvis ikke ladet sig begrænse af ubekvemme snøreliv, hatte, lange skørter og stor hårpragt. Men i det nye århundrede bar kampen endelig frugt. Der blev altså rusket i patriarkatet. Og da mændene blev sendt til fronten under Første Verdenskrig, blev kvinderne sat i arbejde iklædt praktisk arbejdstøj. Krigen traumatiserede mændene og underminerede deres maskulinitet. Sådan lyder i hvert fald en af forklaringerne.

Mænd i kjoler

Der er løbet meget vand i åen siden 1920’erne. Ikke mindst hvad angår kønsroller. I dag findes der for eksempel bletasker til mænd, som rollemodellen Brad Pitt gerne slynger over skulderen. Men bukserne er stadig et tydeligt socialt signal. Vi taler om, hvem der har dem på, og i mange tilfælde er det altså kvinderne. Omvendt findes nederdele, kjoler og løse gevandter uden ben i til mænd i den vestlige verden næsten kun hos avantgarden. “Her går man bevidst efter at opløse de sædvanlige tegn, så du næsten ikke kan se forskel. Du skal gøre dig umage for at gennemskue, om der er en mand eller en kvinde under tøjet,” siger Else Skjold.
Det passer herretøjsdesigner Asger Juel Larsen fint, hvis publikum kommer i tvivl et øjeblik, når smalle modeller træder ind på catwalken iført store frakker, langt hår og sortmalede øjne. Samtidigt er det også tydeligt, at en nederdel ikke nødvendigvis behøver at virke forvirrende: Under hans show i august sendte modellerne i kilt og kjole i hvert fald et tydeligt maskulint signal takket være imponerende biceps, hårde blikke og tatoveringer. “Jeg laver herretøj, og jeg har ikke en særlig målgruppe i tankerne. Det glæder mig, hvis både min morfar og en stor teenagedreng vil gå i mit tøj. Jeg er uddannet til at frembringe den klassiske herretorso. Det er mit udgangspunkt, og så eksperimenterer jeg videre derfra,” siger Asger Juel Larsen. “Men mine shows må godt være vilde. Jeg vil gerne lege med samfundets retningslinjer og rykke ved fordommene.”
Herretøjsdesignerne har tilsyneladende god plads til at manøvrere. Den stramme slipseknude er blevet løsnet, og friheden større til at afsøge nye hjørner og muligheder inden for herrebeklædningen. Bettina Bakdal underviser på Designskolen i Kolding, og hendes elever bliver hele tiden mere interesserede i at skabe herremode: “Her er alt tilladt, og det optager både de kvindelige og mandlige elever. De blander gerne det hele sammen og skaber tøj, der kan bruges af både mænd og kvinder. De er ikke bange,” siger Bettina Bakdal.

Manden på gaden

Men et er de avancerede designere og designelever. Hvad med de mænd, der ikke har hjemme i de kredse? Hvordan ser deres garderobe ud? “Især de unge drenge er frygtløse og legesyge. De finder det ikke nødvendigt at bekende sig til én stil eller ét look. De kan være i leopardpletter den ene dag og skovmandsskjorte den næste. Det er ikke alvorligt,” siger Chris Pedersen, redaktionschef på magasinet Cover og tidligere moderedaktør på Euroman. “Og netop H&M Men viser, at der ikke er tale om en subkultur. Det kan godt være, at de fleste mænd ikke drømmer om at trække i en nederdel, men over hele landet går fyrene altså i farver.”
Else Skjold er enig: “Unge mænd og drenge ser det ikke som en risiko. De taler om tøj på samme måde, som piger gør, og de bruger enormt mange penge på tøj. De går med eyeliner og smykker. For dem er det lige så naturligt, som det altid har været for kvinder.” Men Else Skjold skynder sig at tilføje, at selvom reglerne ikke er så stramme som før, så betyder det ikke, at alle mænd i alle aldre hverken kan eller vil alt. Eller at de er i en social situation, der tillader det. Faktisk er det ikke så nemt. “Vi ser mange forhandlingsmodeller hos mænd, for der findes ikke længere et facit eller en dresscode. Der er mange spørgsmål, der skal besvares, før de kan drøne ud af døren og på job: Hvor voksen vil jeg være? Hvor langt vil jeg gå? Hvad kræver min arbejdssituation?”
Så selvom kvinderne har bukserne på, betyder det ikke, at mændene smider dem til fordel for en kjole eller en nederdel. Den heftige diskussion i sommerens agurketid om, hvorvidt det er i orden at sende sin lille søn ud i livet i balkjole, viser også, at der hersker nervøsitet for en maskulinitet, der tilsyneladende opfattes som skrøbelig. Der er altså ikke tale om den totale opløsning af gamle kønsnormer. Men alene det, at mænd går op i mode er en stor revolution. Og måske er der tale om et tilløb til noget lige så vildt, som dengang kvinderne begyndte at gå med bukser? “Det smukke er, at det snart er 100 år siden, at det skete. Tænk, hvis den første herrekjolekollektion faldt sammen med den fødselsdag,” griner Else Skjold.