KVINFOs offentlige arrangementer til WOMEN DELIVER

 

Rettighedsløb- Right to Movement: 16. maj kl. 13.00 - 16.00
FEM kilomenters løb til Bella Center. Sammen med The Right to Movement arrangerer KVINFO løbeturen fra Christians Havns Torv til Bella Center. KVINFOs direktør sætter løbet i gang 12.30, så der er rigelig tid til at nå frem til konferencestart kl. 16.30.

Marokkos Kvinder: Voldsramte kvinders levevilkår og børneægteskaber; 17. maj kl. 18.00 - 20.00
Kom og hør om, hvordan NGO-organisationerne Fédération de la Ligue Démocratique des Droits des Femmes (FLDDF) og Droit & Justice i Marokko arbejder for at fremme kvinders levevilkår, og hvordan de kæmper for kvinders rettigheder og bekæmper børneægteskaber i landområderne.

Gør aktivisme en forskel? 17. maj kl. 17.00 - 19.30
Politiken Live, Right to Movement, KVINFO og Women Deliver inviterer til debat om aktivisme. Vi starter aftenen med filmvisning af dele af dokumentarfilmen om Palæstina Marathon. Med afsæt i filmen vil der være debat om, hvorvidt aktivisme kan ændre på rettigheder for kvinder og mere bredt, om aktivisme kan rykke ved samfundet.

Mini-folkemøde i Tivoli: 18. maj kl. 18.30 - 21.30
Som en del af Women Deliver konferencen holdes der et mini-Folkemøde i Tivoli den 18. maj.

Læs mere om WOMEN DELIVER her

Det er to markante danske kvinder, der er i front, når konferencen åbner den 16. maj kl. 16.30. Den ene er meget kendt og kongelig, det er HKH Kronprinsesse Mary, som er protektor for Women Deliver-konferencen i år, og som derfor holder åbningstalen. Den anden hedder Katja Iversen, hun har været direktør for organisationen, som har sit hovedkontor på Broadway i New York, i et par år. Hun byder velkommen og deltager i flere af de high-level paneldebatter og diskussioner, som er på programmet. Og ambitionerne er store.

Vi forandrer verden

”Vi skal forandre verden for piger og kvinder. Det er det vi gør hver eneste dag i Women Deliver.  Fordi det er det rigtige at gøre, piger og kvinder har ikke muligheder nok. Det er dumt ud fra et menneskerettighedssynspunkt, og også ud fra et økonomisk synspunkt, ”siger Katja Iversen.


En uundværlig mand

Hun sidder i et af to møderum, som har glasvæg ud til fælleskontoret på 8. etage i en kontorbygning nær teaterkvarteret på Manhattan. Her arbejder 20 kvinder ved hver deres computer på at finpudse konferenceprogrammet, tilføje nyheder på hjemmesiden og poste indlæg på de sociale medier. Der føres lavmælte hektiske samtaler, telefonerne ringer konstant. En melding om at dagens personalemøde er aflyst bliver modtaget med kyshånd og en enkelt klapsalve, alle kan bruge den ekstra halve time til noget andet. Kontorets eneste mand sidder ved et skrivebord nær indgangsdøren. Han tager imod gæster, tilbyder kaffe og holder styr på det praktiske på kontoret. ”Ham kan vi ikke undvære,” griner Katja Iversen.

Fokus på tal og penge

I København er der særligt fokus på økonomi. Women Delivers hjemmeside vrimler med tal og opgørelser, der viser, hvad verden går glip af, fordi piger og kvinder bliver holdt tilbage. For eksempel tal fra UNICEF der siger, at tre millioner babyer dør hvert år, fordi moren ikke havde adgang til kvalificeret hjælp de første uger. Eller fra WHO som har gjort op, at 800 kvinder dør i forbindelse med graviditet og fødsel. Hver dag. Og så verdensbanken der konkluderer, at næsten alle dødsfald kunne undgås, hvis der blev investeret i bedre klinikker, uddannelse af sundhedspersonale osv.

Lige rettigheder ses på bundlinjen

”Sundhed er rigtig dyrt, og når man investerer kan der gå lang tid, før man får noget for pengene. Derfor kan nogle politikere være svære at overbevise, de kan være ude af politik, når statistikkerne viser, at investeringen hjalp.  Alle er enige om, at mødre ikke bør dø i barselssengen, alle kan se, at der er risiko for at børnene ikke får det godt, fordi familier ofte falder fra hinanden, når moren er væk. Hvis man så også regner på rationalet omkring kvinders produktivitet, altså hvad kunne de have bidraget med, hvis de havde overlevet, så taler det måske mere til en mandlig hjerne, eller til dem der tager beslutninger om investeringer,” forklarer Katja Iversen. Derfor brugte hun også udelukkende økonomiske argumenter, da hun i vinter deltog i World Economic Forum i Davos i Svejts.
Virksomhedsledere forstår argumentet om, at en kvinde ville være bedre arbejdskraft, hvis hun ikke var gravid hele tiden. Og mange steder er sex ikke et valg, så adgang til prævention ville gøre en stor forskel.
Hjemmesiden underbygger argumenterne, en analyse viser, at gav man fx lige rettigheder indenfor landbrug, altså til at eje og dyrke jorden, så ville der være mad til 100-150 millioner flere mennesker (FAO).  En anden beregning afslører, at hvis et fattigt land sender 10% flere piger i skole, så stiger bruttonationalproduktet med 3% (USAID). En del af den type argumenter vil blive udbygget og diskuteret på konferencen.

Fokus på løsninger

Women Deliver er bygget op, så mange af de sideløbende arrangementer handler om løsninger. Foruden de sædvanlige oplæg fra keynote speakers, som trækker de store linjer op, er der plenumdiskussioner, og målet med de over 100 oplæg og diskussioner er at få de bedste eksempler på løsninger frem i lyset, så andre kan få gode ideer. På konferencens sidste dag er der regionale caucuses, dvs. møder hvor 100 deltagere fra samme region kan høre om nabolandenes projekter, udveksle visitkort og indlede partnerskaber, unge kan tale med ministre og erhvervsledere – og omvendt.

Fokus på læring

”Når vi sætter fokus på løsninger, kombinerer vi folk på forskellige måder,” fortæller Katja Iversen. ”Der er tendenser i Afrika, og en masse undtagelser. Nogle gange har en landsby i Zambia mere tilfælles med en landsby i Cambodja, end de har med folk i storbyerne.  Middelklassen kan have flere lighedspunkter over grænser end med de fattige i eget land. Så ud over den geografiske matrix, vi lægger ned over indikatorer som børnedødelighed, mødredød, prævention og uddannelse, kigger vi på land og by, klasse, fattigdom osv. Når vi modererer diskussionerne, så maler vi med en geografisk pensel, og vi ser på indkomst og fattigdomssymptomer.”


Women Deliver vokser

Det er fjerde gang, at Women Deliver holder verdenskonference, og den er vokset stødt siden starten. Første gang var i 2007 i London, siden har Washington DC og Kuala Lumpur været værtsbyer – alle tre gange, mens grundlæggeren af organisationen stadig var direktør. Nu er det Katja Iversen, men det er ikke fordi hun er dansk, at det blev København.
”Women Deliver er efterhånden så stort, at vi ikke kan være ret mange steder. Der var tre byer i konkurrence til sidst, og København havde det bedste tilbud, når man opvejer konferencefaciliteter, hoteller, transport, sikkerhed og alle de andre ting, som skal til for at få tingene til at klappe”.

De unge er fremtiden

I år er der repræsentanter fra 155 lande, og ud af de op mod 6000 deltagere har man gjort noget særligt ud af at tiltrække unge ledere, som dels har kunnet søge om at få udgifterne betalt, dels vil få et særligt program blandt andet med karrierecoaching og networking.
”Det er vigtigt at de unge er med,” siger Katja Iversen. ”Ellers kan vi ikke spørge dem, hvad de har brug for, og så ved vi det ikke. Og så er det vigtigt, at de får muligheden for at netværke med politikere og erhvervsfolk fra deres eget land eller region. Mange steder taler top og bund ikke sammen i hverdagen”.

Slut med siloer

Grundlæggeren af Women Deliver hedder Jill Sheffield. Hun er på vej på pension, men er stadig præsident og stopper først helt efter København. Det var en tilfældig bemærkning fra en iransk kvinde om, hvor absurd mange kvinder der hver dag dør i barselssengen, der fik hende til at starte Women Deliver for over ti år siden. Hun ville have tal, der dokumenterede hvordan virkeligheden ser ud, og skabe projekter, der kunne give flere adgang til bedre klinikker med uddannet personale.
Og så var ambitionen at få folk ud af deres siloer, så de kunne samarbejde på tværs af sektorer om fx at give de 225 millioner kvinder, der ikke ønsker at blive gravide igen adgang til prævention. Men det var også vigtigt for Jill Sheffield, at Women Deliver-konferencerne blev sat stort op. Diskussioner om piger og kvinder bliver normalt gemt af vejen.


Kvinder skal ud i lyset

”Vi holder til der, hvor EU og regeringer holder møder. Det skal være et stort, tilgængeligt sted med glasfacader, fantastisk lys og rene gulve. Vi indtager rummet og pladsen. Det er vigtigt for sagen. Og hun ikke i tvivl om, at Katja Iversen er det helt rigtige valg til både at føre traditionerne videre og udvikle organisationen: ”Jeg har aldrig været i tvivl. Hun har den rigtige baggrund fra Ngo’er, FN, ledelse og kommunikation. Hun har stor viden og den rette tilgang. Katja kan række ud og danne netværk på tværs af alle mulige slags grænser. Men det vigtigste er energien og passionen, som man mærker med det samme,” forklarer Jill Sheffield.

Netværk og rejser

Og der skal energi til at række ud i det omfang som er nødvendigt. Katja Iversen rejser mindst halvdelen af året. Til møder i verdensbanken og FN, til debatter og konferencer og samarbejde med partnere på hele kloden.
Og en del vigtige partnere er med til at stable Women Deliver konferencen på benene. Der vil være ca. 70 organisationer og virksomheder, som har stande i Bella Center. Den 18. maj, når alle konferencedeltagerne er inviteret en tur i Tivoli, laver det danske konsortium rundt om Women Deliver et minifolkemøde i HC Andersen slottet, så de udenlandske gæster kan få en fornemmelse for folkeligheden i dansk demokrati. Her vil KVINFO selvfølgelig også være repræsenteret.