Fakta om Ibi Ibrahim

Født 1987 i USA.  Vokset op i Yemen, Libyen, Irak og De Forenede Arabiske Emirater, søn af diplomater. Mens mange af Ibrahims værker er baseret på hans egne erfaringer, adresserer de samtidig kontroversielle emner, der anses som tabubelagte i det traditionelle, yemenitiske samfund, han kommer fra. Hans arbejde kredser om temaer som seksualitet, køn og tradition og har skabt røre og ophedede diskussioner om de sociale og kulturelle resultater af den udbredte konservatisme, som er vokset støt i landet og regionen de sidste fyrre år.

Da han var barn, søgte han tilflugt fra verden i familiens kælder, hvor han kiggede på sort-hvide fotografier af sine forældre. Første gang, han havde et kamera i hånden, vendte han det mod sig selv. Dengang var han 15 år. I dag bruger Ibi Ibrahim stadig sig selv flittigt i sine fotografier, og det er ganske sigende for hans kunst. Ved at udstille sin egen sårbarhed og seksualitet konfronterer den 26-årige yemenit det samfund, han er vokset op i. Et samfund, der ifølge Ibrahim er blevet mere konservativt med årene, og hvor kvindekroppen i dag i højere grad end tidligere betragtes som mandens ejendom. 
Ibi Ibrahims arbejde består af lige dele selvportrætter og portrætter af unge kvinder og mænd, ofte opstillet i monokromatiske kompositioner, der altid synes at anfægte eller rykke ved et traditionelt muslimsk rum. Derfor er hans værker bandlyst i Yemen. Alligevel er han vendt hjem efter et længere ophold i USA for at skubbe til strukturerne i en kultur, der ifølge fotografen er ensrettet af censur og påbud.

”Jeg forsøger at være en kriger mod censuren. Hvis jeg ikke gør noget, vil intet forandre sig. Jeg føler, at det er min pligt at adressere det,” siger Ibi Ibrahim, da KVINFO fanger ham på en skypeforbindelse fra Dubai, hvor han forbereder sin næste udstilling.
Repræsenteret af JAMM Gallery i Dubai havde Ibrahim sin første soloudstilling på London Art Fair i marts måned. Efter blot fem år som praktiserende kunstfotograf er han godt tilfreds:
”Første soloudstilling er jo en kæmpe ting. Vi havde forventet, at der ville dukke 50 mennesker op, men der kom 900, så det var intenst.”
Ibrahim var blevet anbefalet ikke at invitere nogen fra den yemenitiske ambassade i London, fordi ”det ville blive rapporteret”. Et godt eksempel på den censur, der hersker i landet, og som gør det yemenitiske kunstpublikum lette at chokere.
”Mine værker bliver anset for at være provokerende i Yemen. Der er ingen kunstgallerier i landet, så folk er ikke vant til at blive udsat for moderne kunst. Derfor bliver det yemenitiske publikum stødt, når de ser mine billeder. Fordi jeg tager noget fra deres egen historie og hverdagsliv og sætter det sammen på en grænseoverskridende måde.” 

Den glemte dronning

Et af Ibrahims værker, der vækker anstød i hjemlandet, er fotoserien ’Sitara’ – tre fotos af en kvinde svøbt i et rødmønstret klæde og intet andet. Liggende på en grøn, solbeskinnet græsplæne, ser hun nydelsesfuld ud. På det sidste foto har hun smidt klædet helt, og beskueren ser blot hendes bare ben stå på græsset. Sitaraen, det farvestrålende klæde, har historisk betydning i Yemen, forklarer Ibrahim:
”Sitaraen er den traditionelle yemenitiske klædedragt, som kvinder gik i, før den sorte abaya kom til landet fra Saudi Arabien.”

Og netop derfor ville han bruge den i sit arbejde:
”I Yemen i dag er en kvindes krop familiens ejendom. Jeg ville skabe en serie billeder, der minder os om, hvordan de yemenitiske kvinder engang var. Der var rent faktisk engang, hvor Yemen blev styret af en kvinde, dronning Sheba, men når man tænker på en yemenitisk kvinde i dag, tænker man på en misbrugt, uuddannet, tvangsgift barnebrud. Sitaraen fremkalder billedet af den frie kvinde fra fortiden, den glemte dronning, og er en kontrast til kvinders nuværende status, hvor de betragtes som syndige objekter, der må dækkes i sort.”
At modellen på billederne er nøgen under sitaraen er ikke tilfældigt. 
”Det er et bevidst træk. Jeg ville provokere og minde de yemenitiske kvinder om, hvad de engang var. Græsset repræsenterer frihed. Nu er det komplet omvendt: Kvindens krop er ikke hendes egen. Det er en katastrofe,” lyder det fra Ibi Ibrahim.

Selvregulerende mekanisme

Ifølge Ibrahim har det yemenitiske samfund de seneste fyrre år taget en stadig mere konservativ drejning. Mens kvinderne i hans mors generation ikke gik med tørklæde, dækker næsten alle kvinder i Yemen sig til i dag.
”Jeg har været tilbage i Yemen snart et år nu, og selvom der er fyrre grader udenfor, går kvinderne med handsker. Ingen bekæmper det,” siger Ibrahim, der mener, at det er en selvregulerende mekanisme, der er på spil i landet:
”Folk er ikke så optaget af religion som af, hvad naboerne siger om dem, om familiens navn og rygte. En kvinde er ikke tvunget til at bære tørklæde, men hun gør det alligevel, måske fordi hun ikke vil have folk til at tale dårligt om hende. Det samme gælder, når folk går i moskeen, det handler om at blive set som en god muslim af naboerne og familien. Det er efter min mening farligere, end hvis det var regeringen, der udstak reglerne.”
Han søger derfor gennem sine værker at minde folk om, at den mellemøstlige kultur engang var langt mere accepterende og åben for forandring, end det er tilfældet i dag.
”Samfundet er gradvist blevet mere og mere konservativt. Hvis jeg havde vist mit arbejde i 70’erne, ville det ikke have skabt så meget kontrovers, som det gør i dag. Det er ret deprimerende at se, hvordan mit land – et samfund, der engang var frontløber på områder som kunst, medicin og religion – er blevet så tilbageskuende.”
På et andet af Ibrahims fotografier, A girls’ get together, ser man gulvet i en lejlighed. I den øverste del af billedet sidder en kvinde iført sitara med en smøg og et glas vin i hånden. Gulvet foran hende er dækket af musikinstrumenter, æbler, en flaske spiritus, bøger, pengesedler, fotografier, et maleri af en kvinde med blottet bryst. Ibrahim forklarer:
”Billedet skal give et glimt af, hvad der sker, når kvinder hænger ud, alene eller sammen med andre kvinder. Det er baseret på mine venskaber med yemenitiske piger, der akkurat som piger fra alle mulige andre steder i verden kan lide at ryge og drikke, interesserer sig for kunst og kultur og sætter pris på at få opmærksomhed fra mænd.”

Forlod Yemen fyldt af sorg

Som barn af diplomatforældre har Ibrahim boet i mange forskellige lande, herunder Libyen, Irak, USA og De Forenede Arabiske Emirater. Det har åbnet hans øjne for de mange restriktioner og undertrykkende foranstaltninger, som er udbredt i Mellemøsten.
”Jeg har været heldig på den måde, at jeg er blevet udsat for mange forskellige kulturer, og det har uden tvivl fostret en kritisk stillingtagen og skabt en nysgerrighed hos mig.”
Som 15-årig begyndte Ibi Ibrahim at købe engangskameraer – familiens rigtige kamera var ikke beregnet for børn – og begyndte at eksperimentere med at fotografere. Langsomt begyndte passionen for mediet at tage form.
Alligevel var der grænser for forældrenes åbenhed, og trods Ibrahims ønsker, kunne der ikke blive tale om hverken en musikalsk eller kunstnerisk uddannelse – han skulle studere marketing. 
”I sidste ende var det et gennemsnitligt yemenitisk hjem, jeg voksede op i. Når jeg ser tilbage på de år, jeg tilbragte i Mellemøsten, går det op for mig, hvor meget jeg er gået glip af.”
I 2009, da Ibrahim var 22, deltog han i en gruppeudstilling i Yemen. Et af hans billeder viste to unge mænd, der står tæt sammen. Man kan ikke se det, men måden de står på, antyder, at de holder i hånd. Fotografiet vakte røre blandt publikum, og reaktionerne var primært negative, fortæller Ibrahim:
”Det er helt almindeligt at se mænd, der holder i hånd i Mellemøsten, men deres ansigtsudtryk insinuerer, at der er tale om mere end et venskab. Dem blandt publikum, der afkodede det, havde stærke reaktioner.”

Værkerne var for provokerende. Men det var i sidste ende hans families reaktion, der fik ham til at forlade landet – de støttede ikke hans kunstneriske ambitioner og forsøgte at få ham til at opgive fotografiet.
”De skammede sig over det jeg lavede, og jeg forlod Yemen fyldt af sorg og vrede. Det er hårdt, når de mennesker, der er tættest på dig, også er dem, der er mindst forstående.”
Ibrahim flyttede til New York, hvor han opdagede kunstscenen og de mange gallerier. Han bosatte sig i hipster-bydelen Williamsburg i Brooklyn og begyndte at eksperimentere med at fotografere sine venner og skuespillere, han mødte. De næste tre år tilbragte han med at arbejde på sort-hvide fotografier, der fokuserede på ungdom, individualitet, seksualitet og ytringsfrihed – emner, der alle er tabubelagte i Mellemøsten.
”Jeg ville vise den modstand, som jeg og andre kunstnere, der er vokset op i muslimske konservative samfund, møder,” siger Ibrahim.

Revolutionen har forandret noget

For et år siden flyttede Ibrahim så alligevel tilbage til Yemen. Han har svært ved at forklare hvorfor, men det handler blandt andet om, at det er i hjemlandet, han finder sin kunstneriske drivkraft og inspiration:
”Min frustration og min vrede – mange af mine værker er en refleksion af de følelser, jeg havde i løbet af min opvækst og mine første år som skabende kunstner. Derfor har jeg brug for at være her.”
Og så har revolutionen, der brød ud i Yemen i januar 2011 og førte til daværende præsident Ali Abdullah Salehs afgang, også været en faktor, forklarer Ibrahim:
”Revolutionen har forandret noget. Folk på min egen alder er ikke længere så bange for at klæde sig, som de vil, og sige hvad de vil. Folk er trætte af at holde kæft. Det er et stort skridt for et konservativt samfund som det yemenitiske. Jeg ser piger, der er mere bramfrie, som kører bil og har magt over deres eget liv. Meget har forandret sig de sidste tre-fire år i Yemen, og jeg ville være der for at se det og påvirke udviklingen. Mens andre arbejder som menneskerettighedsaktivister, prøver jeg at gøre min del gennem min kunst – jeg vil gerne rykke lidt ved strukturerne.”
Men det er ikke ufarligt at skabe kontroversiel kunst i et land som Yemen. Ibi Ibrahim udsættes jævnligt for dødstrusler.
”Jeg modtager dødstrusler og bliver angrebet verbalt på grund af mine værker. Jeg anklager ikke det yemenitiske folk, men kulturministeriet i landet. Hvordan forventer de, at verden skal kende til yemenitisk moderne kunst, når de ikke støtter nogen samtidskunstnere?”, lyder det fra Ibrahim, som tilføjer:
”Det er jo paradoksalt, at mens der er en enorm interesse for mellemøstlig kunst rundt omkring i verden i disse år, sker der intet nyt eller interessant på kunstområdet i Yemen. Det er kun de for regeringen harmløse kunstnere, der får støtte og lov til at udstille.” 
De fleste angreb, Ibrahim udsættes for, kommer fra mænd og handler om fremstillingen af kvinder i hans værker. Og det bekræfter den i dag 26-årige kunstner i, at en kvindes krop ikke tilhører hende selv, men manden – ”om det så er hendes mand, far, bror, endda lillebror”.

Sande øjeblikke

Intimitet og sårbarhed er de to ord, Ibi Ibrahim oftest bruger, når han taler om sin kunst. For som han siger:
”Vi er vores mest sandfærdige selv, når vi viser os sårbare.”
I en række selvportrætter blotter Ibrahim sin egen sårbarhed – som i billedserien , hvor han ligger i en uredt seng, og længslen efter en anden er tydelig. 

”Selvportrætterne dokumenterer sande øjeblikke. Det er tænkt som en påmindelse om, at vi alle er ens. Alle kan relatere til mig på det billede, uanset alder og oprindelse – det handler om, at alle har brug for en anden, at vi ikke er skabt til at være alene,” siger Ibrahim.
I det tredelte Yemeni orgasm står Ibrahim lænet op ad et rækværk, hovedet krænget bagud og sidelæns. Højre hånd er fæstnet om hans skridt, og mens scenen kunne være et udtryk for smerte eller sorg, efterlader titlen og håndens placering ingen tvivl om, hvad værket siger noget om:
”Det handler om at have styrken til at udforske sin seksualitet. Jeg ved ikke, hvorfor vi er så bange for at tale om det.”

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Han afslutter:
”Jeg kan godt lide at tage sensitive emner op i mit arbejde, og jeg tror, det skyldes, at der ikke er andre kunstnere i Yemen, der gør det. Jeg føler mig forpligtet til at skabe kunst, der kommenterer på det yemenitiske samfunds status i dag. Det er ikke noget, der kan udskydes – det er nu, jeg skal have mit budskab igennem, før folk glemmer revolutionen, hvor unge mænd og kvinder gav deres liv for at få et samfund med fuld frihed og menneskerettigheder.”