‘Adgang forbudt for kvinder’, kunne der stå over døren til landets store aviser. I spalterne er kvinder usynlige. Hvis verden så ud, som i aviserne, ville gaderne vrimle med mænd, der talte om politik, ‘gamle dage’ og penge. Kun to ud af ti mennesker i gadebilledet ville være kvinder. 

Jeg har undersøgt kronikker i fem landsdækkende aviser fra januar – maj 2005. I gennemsnit er 8 ud af 10 meningsdannere en mand. 

I Folketinget er andelen af kvinder for tredje valg i træk over 35 %. Reelt er det nemmere for kvinder at komme til orde i Folketinget end i avisen. Det er et demokratisk problem.

Aviserne understøtter ensidigt mandlige meningsdannere og holder liv i det demokratiske underskud, som denne skævhed er med til at fastholde.

Ifølge en debatredaktør fra Politiken får avisen ca. 19 gange flere kronikker, end den kan trykke. 32 % af indsendte kronikforslag til Politiken i 2004 var skrevet af kvinder. Der er derfor materiale nok. Når kun få kronikker skrevet af kvinder trykkes, betyder det en asymmetrisk vurdering af kvindelige meningsdannere. 

Når pressen bryster sig af at være den fjerde statsmagt, må vi kræve, at den lever op til sit samfundsmæssige ansvar. Det ansvar svigter aviserne.

Kronikker fordelt på kvindelige og mandlige skribenter

Jan-maj 2005
Berlingske Tidende: 20% kvinder 80% mænd
Information: 23 % kvinder 77 % mænd
Jyllands-Posten: 19 % kvinder 81 % mænd
Kristeligt Dagblad: 18 % kvinder 82 % mænd
Politiken: 28 % kvinder 72 % mænd

Ud fra en økonomisk synsvinkel opfører aviserne sig uhensigstmæssigt, og det kan ikke undre at aviserne oplever trange tider. Redaktørerne læser ikke, hvad de selv trykker om pengemagt i familierne. Gjorde de det, ville de nære respekt for de kvindelige læsere. De har nemlig den rå pengemagt over husholdningsbudgettet. 

I Politiken den 22. marts 2005 kunne man læse, at kvinder nu har et afgørende ord ved valget af familiens bil. Næste gang er det avisen! Evner aviserne ikke at tage kvinderne alvorligt, bliver bladdød en realitet. Aviserne bør sørge for, at kvinder kan komme til orde i aviserne, så de kan identificere sig med den. 

Jeg forudser, at kvindelige læsere siger avisen op. Hvorfor betale over 3.500 kr. om året for en avis, hvor de ikke kommer til orde. Den tid er forbi, hvor kvinder betaler musikken uden at have indflydelse på, hvad der skal spilles. En avis uden abonnenter er ingen forretning.

‘Medierne har alt for stor magt’, er den fremherskende konklusion blandt 128 samfundsforskere, der deltager i Berlingske Nyhedsmagasins Magtanalyse 2005 (20. maj). Denne ‘for store magt’ misbruges bl.a. til at fastholde bagud skuende synspunkter og agere platform for primært mandlige meningsdannere.

18 – 28 % med et totalgennemsnit på knap 22 % for kronikker skrevet af kvinder, kårer aviserne til at være en legeplads for ‘mandfolk’. Information ligger i midten af feltet med 23 % kronikker skrevet af kvinder. I mange år havde avisen en progressiv kvindepolitisk dagsorden med en god dækning af ligestillingsstoffet bl.a. ved journalist Hanne Dam. Hun modtog Cavlingprisen i 1980 med denne motivation: ‘ .. Har i de senere år opdyrket det kvindepolitiske stof og i en bred vifte af artikler skildret problemstillinger, der vedrører kvinderne. Det har givet hele kønsrolledebatten en ny dimension, der igen har indvirket på andre medier.’ I dag er Information bare ligesom de andre.

Aviserne forstår sig selv som samfundets vagthund og har derfor også et stort samfundsmæssigt ansvar. Ud fra den synsvinkel opfører aviserne sig uansvarligt. For min undersøgelse viser et alvorligt demokratisk underskud. Aviserne svigter, når de ikke sørger en ligelig repræsentation af kvindelige og mandlige meningsdannere. Aviserne udøver en usynlig magt. Ud fra denne synsvinkel har aviserne en negativ og egentlig skadelig indflydelse på demokratiseringen i samfundet. 

Demokratisk underskud er en alvorlig sygdom, som skal behandles, ellers vokser ulighederne mellem kvinder og mænd. Aviser, hvor borgerne uanset køn kan komme til orde i praksis, er en forudsætning for et velfungerende demokrati. 

Mange kvinder er aktive i politik m.m. uden, at de trænger igennem i aviserne. Kvindelige meningsdanneres manglende gennemslagskraft er ikke tilfældig. Den skyldes sandsynligvis generel mangel på interesse for, hvad kvinder mener. Vi er jo så vant til at mænd sætter dagsordenen, at mange kvinder slet ikke stiller spørgsmålstegn ved den. Dertil kommer, at når redaktøren skal sortere i de alt for mange kronikker, er det nemt at holde fast i det man kender, det sikre. Selvstændig dømmekraft savnes. 

Det samme mønster viser pressens dækning af World Economic Forums rapport Women’ s Empowerment: Measuring the Global Gender Gap fra den 16. maj 2005. ‘Danske kvinder er blandt de mest ligeberettigede i verden. Nr. 4 blandt 58 lande.’ Alle medier og TV-avisen refererede til konklusionen, hvor Danmark fik en samlet 4. plads, efter 5 målepunkter. Men hvad angår politisk magt/deltagelse i samfundet vardanske kvinder på en 20. plads. Denne historie borede ingen i.