Hermafroditmonumentet blev den svenske diva, Zarah Leander, kaldt. Hun var høj, bredskuldret med dyb stemme og teatralsk gestik. I en ny bog sætter den svenskfinske professor, Tiina Rosenberg, fokus på stemmen, der havde klang som et mægtigt orgel og kunne udtrykke både jubel, lykke og vild smerte. For forbindelserne mellem divaen og den mandlige homoseksuelle subkultur er mangfoldige og komplekse.
 
Helt siden den homoseksuelle identitet opstod i slutningen af 1800-tallet, har der eksisteret stærke relationer mellem guddommelige kvinder og mandlige dronninger. Hele transvestitkulturen er konstrueret omkring kærlige, ambivalente og/eller smertefulde identifikationer med flamboyante kvindefigurer.

Svansen og divaen

Vi kan for en gangs skyld lade nationalfisseletten H.C. Andersen hvile og lade være med at kalde hans sene faible for operasangerinden Jenny Lind, også kendt som “Den svenske Nattergal”, for en svans’ begejstring for en diva. Denne relation har H.C. Andersen Museet i Odense i et lattervækkende anfald af heteroseksuel manipulation kaldt “den sidste opblussen af H.C. Andersens manddomspassion”.

I stedet kan vi gå til sikrere grund og se på Herman Bang og hans mange forbindelser til skuespildivaer som Eleonore Duse og Sarah Bernhardt, som han promoverede og ledsagede på de store damers besøg i 1880’ernes København. Men også lokale divaer som Betty Nansen blev genstand for Bangs indlevede – og aldrig ukritiske – beundring. Fru Nansen og Herman Bangs forhold udviklede sig til et livslangt venskab. 


 
 
 
 
 
Ung mand med tatovering af store homo-divaer: Zarah Leander, Birgit Nilsson, Liza Minelli, Julie Andrews, Dolly Parton og Judy Garland. Foto: Rickard Söderberg. Foto fra bogen. 

Det kvindelige homoikon

I hele den vestlige verden har den homoseksuelle mandlige subkultur dyrket en særlig type divaer. Disse kan repræsentere klassisk musik, især opera, som i tilfældet med Maria Callas og Birgit Nilsson. Men ofte er divaer med homotække repræsentanter for populærkultur. De må gerne være ude over deres første ungdom, have haft et ulykkeligt og omtumlet kærlighedsliv og ikke sjældent en del mindre behagelige oplevelser i bagagen.

Homodivaen er typisk mærket af livet, “a lady with a past”, som hun heltemodigt har overvundet. Hvis hun er endt i situationer, hvor hun har hevet sig selv op med parykken, er det endnu bedre. Og så er hun selvfølgelig “for meget” på den ene eller den anden måde. I nyere tid er den brystkræftoverlevende popsild Kylie Minogue et populært bøsseikon; Liza Minelli med de kendte vægt-, alkohol- og misbrugsproblemer, og karrieremæssige op- og nedture et andet.

Utopi, overlevelse og modstand

Hendes moder, Judy Garland, slår dog alle homo-rekorder. Da hun i “Troldmanden fra Oz” i 1939 som Dorothy sang sig ind i homofile hjerter ved at påkalde et utopisk sted på den anden side af regnbuen, var en homoklassiker født. Et dæknavn for en homoseksuel mand er den dag i dag stadig “a friend of Dorothy’s”. 

Garlands rolle i homohistorien viser også, at divadyrkelse ikke kun resulterer i eskapisme og drømmeri. De nu berømte gadekampe omkring newyorkerbaren Christopher Street for fyrre år siden, hvor transer, lesbiske og bøsser for første gang i verdenshistorien slog igen mod politichikane, fandt netop sted dagen efter Judy Garlands begravelse. Hun var på klassisk homo-diva-vis død af en overdosis. Mange homoseksuelle havde overværet denne kultagtige ceremoni – og kunne omsætte deres følelser i politisk aktivisme.

Senere skulle tilsyneladende hjernedøde popmelodier som Gloria Gaynors “I will Survive” og “I am what I am” oplades med homopolitisk kraft, så de bliver kraftfulde og effektive protestsange ligesom Sister Sledges “We are Familiy”, Diana Ross’ “I am Coming Out” og The Weather Girls’ uimodståelige “It’s Raining Men”. Der er således al mulig grund til at tage populærkultur alvorligt.

En tvetydig stjerne

Dette har Tiina Rosenberg, svensk/finske kønsforskningsprofessor ved Lunds Universitet, gjort i sin læservenlige og veloplagte bog omBøssernes Zarah, det kontroversielle svenske ikon med den karakteristiske dybe stemme. Zarah Leander, hvis fødenavn var Sara Hedberg, tilhører nok i dag en svunden tid og var aldrig det store nummer i Danmark og Norge. Det var hun til gengæld i den tysktalende verden – det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Leander indtog rollen som diva, efter Marlene Dietriech havde forladt Nazi-Tyskland. Nazisterne havde brug for en erstatning, og Zarah Leander kom til at udfylde tomrummet, efter at “Die Marlene” var rejst til USA, og man havde brug for en syngende Greta Garbo. Den i tyske øjne lidt eksotiske svensker slog således igennem med det selvironiske nummer: “Vill ni se en stjärna?”, der i årtier forblev hendes kendingsmelodi.

Selv om Zarah – eller “die Leander” som hun hurtigt blev kendt som – optrådte i en række film, var det sangen, der var hendes domæne, og hun blev hurtigt indrulleret i nazisternes propagandaindustri. Det er omstridt, i hvor høj grad hun sympatiserede med det regime, hun arbejdede for, men hun var sandsynligvis aldrig rendyrket nazist. Selv karakteriserede hun sig som “politisk idiot” og erklærede bramfrit, at hendes mål blot var at arbejde og tjene penge.

1942 forlod hun Tyskland, da hun nægtede at blive tysk statsborger (og da krigslykken syntes at vende for tyskerne) og rejste tilbage til sin gård Lönö i Värmland. Hendes indtægter fra Nazi-Tyskland gjorde hende til en kontroversiel person i efterkrigstidens Sverige, og hun havde i mange år forbud mod at optræde. Først i 1949 gjorde hun comeback i Malmø og siden Stockholm, og bifaldet ville ingen ende tage. Endnu mere overbevisende blev hendes koncerter i Berlin og Wien. Igennem halvtredserne og tresserne blev hun atter diva’en, og hendes kultstatus forblev usvækket til hendes død i 1981.

 
 
 
Zarah Leander under en optræden i Berlin i juli 1957. De teatralske håndbevægelser, som typisk afsluttede hver sang på dramatisk vis, var fast inventar ved hendes optrædener. Foto: Archiv Paul Seiler Berlin. Foto fra bogen.

En skamdiva 

Rosenberg fokuserer særligt på Leanders vanskelige “hjemkomst” til Sverige i 1943, og hendes bestræbelser på at udskifte nazisternes “brune” farve, som klæbede til hende, med de svenske blå-gule. Ligesom de såkaldte “tyskerpiger” i Norge og Danmark blev Leander et offer for svenskernes efterkrigs-katharsis. Hun legemliggjorde på bekvem vis den skam, mange følte på grund af landets tvetydige rolle under Anden Verdenskrig som formelt neutralt, men reelt samarbejdende med tyskerne.

Leander, der havde skabt sig en formue i Berlin, blev symbolet på uetisk opportunisme, og hun fungerede i årene efter krigen som syndebuk, så det moderne Sverige kunne opretholde myten som lille, uskyldigt land, der blot havde været truet af mægtige fjender. Hendes skæbne kan sammenlignes med den danske stumfilmsdiva, Asta Nielsen, der ligeledes havde gjort karriere i Tyskland. Skønt Nielsen (i modsætning til Leander) på intet tidspunkt havde samarbejdet med nazisterne, blev hun efter hjemkomsten til Danmark betragtet som “tyskervenlig”, hvilket bl.a. medførte, at hun aldrig fik biograflicens.

Leanders stædige insisteren på sin fortid, og hendes Edith Piaf-agtige motto: “Je ne regrette rien” er en vigtig forklaring på hendes rolle som homo-diva. Halvtredsernes homofile kunne identificere sig med rollen som paria i konflikt med herskende moralnormer – og med modet til at trodse dem. Men der er også andre grunde. Rosenberg understreger dobbelttydighederne i hendes sangtekster som “Davon geht die Welt nicht unter” (“Det betyder ikke Jordens undergang”) og “Kann Liebe denn Sünde sein?” (“Kan kærlighed da være en synd?”) som oplagte manifestationer for et indforstået publikum.

Hermafroditmonument og transvokalitet

Helt centralt står også Leanders krop: den høje, bredskuldrede kvinde med den dybe stemme og den teatralske gestik blev i pressen beskrevet som “hermafroditmonument”, der på fantastisk vis forenede mandlige og kvindelige træk. Hendes stemme havde klang som et mægtigt orgel og kunne udtrykke både jubel, lykke, og vild smerte.

Rosenberg introducerer termen “transvokalitet” for at beskrive kønsdissonante stemmer som Leanders mørke kontraalt, der til tider nærmer sig baryton. Stemmen overskrider gængse normer og grænser og kan tolkes som tilhørende både en mand og en kvinde. Således kan Leanders sang også opfattes som en mands kærlighedserklæringer til en anden mand.

Disse skæve forbindelser mellem køn, stemmer og begær har Rosenberg tidligere undersøgt i sin lettilgængelige og læseværdige bog Byxbegär fra 2000 om den klassiske musiks såkaldte “bukseroller”: mandlige partier sunget af sangerinder i mandsdragter, der inviterer til en lang række ukonventionelle identifikationer og begærsrelationer.

Langt ned i halsen

Divakulten omkring Leander faldt sammen med en særlig homoseksuel erfaring af skam, udelukkelse, marginalisering, usikkerhed samt ønske om at protestere mod en fjendtligsindet omverden. Her trækker Rosenberg på queer musikforskning, ikke mindst Wayne Koestenbaums nu klassiske analyse af opera og homoseksualitet: The Queen’s Throat: Opera, Homosexuality and the Mystery of Desire fra 1993, der blandt andet foretager uartige koblinger mellem æsteticeringen af strubelyde og anvendelsen af svælget som kønsorgan.

Koestenbaum analyserer også forestillingen om divaens stemmepragt som hidrørende fra et sjæleligt sår, en smerte, der skriges ud i skønne toner, men også hensætter publikum i en form for vokal voyeurisme: klarer stemmen skærene?


 
Zarah Leander i guddommelig positur. Hamburg 1959. Foto: Archiv Paul Seiler Berlin. Foto fra bogen.

Den perverse diva

I divamytologien er sangerinden en slags legemliggjort perversion: hun er monstrøs og abnorm. I Leanders tilfælde er dette fyldigt dokumenteret af de mange anmeldelser, som Rosenberg citerer (lidt for) fyldigt fra. Stemmen, især som den blev ældre, beskrives blandt andet som gående fra længselsfuld stønnen til brutalt skrig, den modne kvindes metalliske, let frosne, men til tider kærlige og smægtende røst. Tonerne hidrører ikke fra stemmen, men fra selve Leanders krop, der som et begær glider over musikken og teksten, et oprindeligt fysisk udtryk, toner af uopfyldt længsel, der kræver artikulation.

Leander gav stemme til stigmatiserede individers ønske om bekræftelse og beundring, og den bragte i ekstatiske øjeblikke utopien ned på jorden. Et eller andet sted på den anden side af den regnbue, der senere skulle blive biseksuelle, transseksuelle, bøsser og lesbiskes flag. Skønt Leander nu er en røst fra graven, vedbliver hun at fascinere. Ikke mindst bøsser. Og Tiina Rosenberg. Og hun deler gavmildt sin fascination med os andre.