Det får du ud af GenderLAB

Kom med en udfordring. Gå hjem med en løsning

Bedre trivsel og bedre bundlinje: Brug et GenderLAB til at sikre begge dele med innovative værktøjer og kulturforandring.

 

Tegning med en laboratoriekolbe i midten. Til venstre: En person som tænker på fire andre personer. Til Højre: Den samme person ser en elpære med vinger (symboliserer en god idé)

 

Ønsker du og din virksomhed eller organisation at rekruttere mere bredt? Har I problemer med at fastholde medarbejdere? Ønsker I at sikre et mere rummeligt arbejdsmiljø for alle medarbejdere?

Hvis kulturen i din organisation har brug for forandring, så kan et GenderLAB give nye vinkler på jeres udfordringer og innovative værktøjer til kulturforandring, som både kan ses på bundlinjen og på graden af trivsel.

Det sker ved at analysere og udrede det problem, I står med, samtidig med, at I finder ud af, hvilke bias, normer og blinde vinkler der forhindrer jer i at få øje på eller løse problemer.

På den måde gør GenderLAB to ting for dig og din virksomhed eller organisation: Skaber forandring i forhold til den udfordring, som I i første omgang ville arbejde med. Og bidrager til, at I bliver bedre til at identificere og håndtere andre og måske nye udfordringer.

Mangfoldighed som mål og som værktøj

Ligestilling og mangfoldighed er muligvis selve kernen i den udfordring, I ønsker at arbejde med. Men ikke nødvendigvis. Problemstillingen kan handle om noget helt andet, men køn og ligestilling kan vise sig at være en nøgle til at skabe forandring.

Et eksempel:

Når virksomheder har problemer med at rekruttere medarbejdere og ledere, kan man naturligvis se på, hvordan de kan tiltrække flere kvinder, hvis der er skæv kønsbalance i udgangspunktet. I den situation er det udmærket at undersøge den specifikke virksomheds rekrutteringspraksis og repræsentation og i et bredere perspektiv også at se på mænds og kvinders uddannelsesvalg. Men det vil formodentlig også være centralt at inddrage viden om for eksempel barsel og kønsnormer for at forstå udfordringen i dybden og for at skabe en holdbar forandring.

På den måde er ligestilling på samfundsniveau et element af arbejdet med en virksomheds rekrutteringsstrategi og i sidste ende dens bundlinje.

Nytænkning og udvikling på kort og lang sigt

I GenderLAB får du chancen for både at udfordre dig selv og at samskabe en ny kultur i din organisation. Du får værktøjer til at overveje og gentænke de normer og bias, som begrænser dig og organisationen i forhold til at arbejde effektivt med jeres udfordringer og at skabe positiv forandring.

Samtidig bliver du trænet i at visualisere og udforske nye muligheder i samarbejde med eksperter og andre aktører med forskellige baggrunde og fra forskellige sektorer.

Når du og din virksomhed eller organisation har været igennem et GenderLAB, så har I en afprøvet og implementerbar løsning på jeres udfordring. Det kan for eksempel være en projektbeskrivelse, en strategi, en kampagneidé eller et organisationsudviklingsforløb.

GenderLAB giver dig værktøjer og færdigheder til at kontinuerligt arbejde med de normer, der former og begrænser eller udvikler din hverdag og din organisation.

Moderniseret ligestillingsmotor

KVINFO og Copenhagen Business School, CBS, har udviklet GenderLAB for at støtte og styrke de danske kernevædier, ligestilling og mangfoldighed, som historisk set været en motor for udviklingen i samfundet.

Med GenderLAB bliver motoren opdateret med nye metoder, nye samarbejder og nye aktører.

Grundtanken i GenderLAB er, at forløbet skal være intensivt og innovativt, sådan at du kan træde ind i processen med en udfordring og komme ud af den med en løsning.