Jeg er en terrorbevægelse

Skulle vi simpelthen for engangs skyld tage #MeToo alvorligt her til lands?

I anledning af toårsdagen for #MeToo lægger Berlingske spalter til en sammenligning af #MeToo med en terrorbevægelse.

Det er så mærkværdigt og så sigende for danske mediers dækning den giftige forbindelse mellem magt og seksuelle overgreb, at man kunne tro, vi stadig var i 2017 og aldrig havde hørt om Harvey Weinstein. Forskning viser, at dansk presse var kritiske over for den brede bevægelse, betvivlede dens legitimitet, dækkede problematikken med skiftevis fnis og fornærmelse og stort set uden at hæve den fra det personlige til det strukturelle niveau. Artiklen både bekræfter og gentager tendensen. Og nu med trumf på ved at bruge lektor Marianne Stidsens sammenligning af #MeToo-bevægelsen med en terrorbevægelse som artiklens rubrik. Lad os få et par svar, før retssagerne begynder mod såkaldte #MeToo-terrorister.

#MeToo-kritikerne skylder svar på, om ‘terrorbevægelsen’ omfatter de af os, der ikke synes, det er okay at blive voldtaget lidt, når man går til ungdomspolitik. De af os, der ikke synes, det er ok, at en underviser gerne vil have sex med en i weekenden for så at bedømme ens faglige præstation om mandagen. De af os, der ikke synes, det er ok, at man som praktikant på arbejde får stukket en mikrofon op under skørtet, mens chefen siger “fissen snakker”, og alle kollegaerne ser med. De af os, der ikke synes, soldater skal være i risiko for at møde overordnede, som kræver særlig kys eller samleje eller fotograferer dem nøgne, mens de sover.

De, der udnævner #MeToo til at være en terrorbevægelse, skylder svar på, om bevægelsen også tæller daværende ministre Troels Lund Poulsen og Karen Ellemann (begge V), fordi de har kaldt #MeToo et wakeup call og pr. brev har bedt danske virksomheder sætte problematikken på dagsordenen. Er vores andre folkevalgte også med, efter de i Folketinget ændrede godtgørelsen for seksuel chikane ved lov og besluttede, at tonen på arbejdspladsen ikke længere kan være undskyldning for seksuel chikane?

Måske er Journalistforbundet også med, fordi forbundet suspenderede sin direktør og siden afskedigede en mellemleder i forbindelse med sager om seksuel chikane. Ligesom HK muligvis er med på grund af kampagnen, hvor mandlige fagbosser læste kvinders #MeToo-fortællinger op. Eller for – ligesom 3F og andre fagforbund – at undersøge udbredelsen af seksuel chikane blandt medlemmerne. Og DI, som holder kurser for sine medlemmer i, hvordan de forebygger og håndterer sexchikane.

Eller skulle vi simpelthen for en gangs skyld tage #MeToo alvorligt her til lands? Berlingske kunne bruge toårsdagen på at markere bevægelsen som væsentlig og vigtig for rigtig mange mennesker og undersøge den virkelighed, som en del af årsagen til, at så forskellige brancher som forsvaret, it-firmaer og finansverdenen stadig knokler for at finde nøglen til at kunne tiltrække andre end mænd. Kan du sige #MeToo 12 millioner gange uden at få øje på et problem? Det er lige så mange gange som hashtagget blev delt inden for det første døgn for to år siden.