Vores nuværende minister for ligestilling, Mogens Jensen (S), betegner selv sit kontor som ’Ministeriet for blandet Landhandel’. Måske er tiden inde til at prioritere ligestillingsarbejdet politisk.
Ligestilling trender på Twitter, trækker overskrifter og fylder avisernes forsider, og #MeToo-bevægelsen sætter både hjerner og hjerter i kog og har netop afsluttet en toppolitikers lederskab.
Det kunne give anledning til at tro, at ligestilling er et eftertragtet område i det politiske magtlandskab. At det er et ressortområde med status.
Men sådan er det ikke.
Debatindlæg bragt i Politiken den 18. oktober 2020.
Af Henriette Laursen
Direktør, KVINFO
Det er almindelig kendt, at det på Christiansborg ses som ikkekarrierefremmende at engagere sig i ligestillingsspørgsmål. Vores nuværende minister for ligestilling, Mogens Jensen (S), betegner selv sit kontor som Ministeriet for blandet Landhandel.
Jeg nævner det ikke for at drage ministerens engagement i tvivl. Jeg deler sådan set hans pænt indpakkede rysten på hovedet, for realiteten er, at Mogens Jensen er ansvarlig for både fødevarer, fiskeri, nordisk samarbejde og ligestilling.
Tager vi andre dele af dansk samfundsliv med i regnestykket, fremstår ligestillingens lave status kun mere underlig.
Hele erhvervslivet råber på ligestilling, fra Nationalbanken over Dansk Industri til toneangivende firmaer som Deloitte og Microsoft. Erhvervsspidserne ved, at de skal lægge sig i selen for at tiltrække de talenter, de har så hårdt brug for. Og de synger i kor med forskere og andre ligestillingsprofessionelle, når de identificerer mangfoldighed og ligestilling som både redskaber og mål, for hvis arbejdspladsen er rummelig, er den mere attraktiv for flere mennesker at søge til, og således kan den enkelte chef optimere sin rekruttering såvel som sit fastholdelsesarbejde.
Samtidig viser forskning, at også på detaljeniveau er ligestilling central. Produkter og opgaveløsning bliver simpelthen bedre, når en mangfoldig medarbejdergruppe bidrager. Ganske enkelt fordi et bredt spektrum af viden, erfaringer og indgangsvinkler fra nede på gulvet til oppe på ledelsesgangen giver bedre analyse, udvikling og design.
Det er derfor, at man ikke mindst uden for Danmarks grænser siger, at ligestilling er godt for bundlinjen. Også den nationale bundlinje, altså bruttonationalproduktet.
At satse på ligestillingsområdet ville også være oplagt for de politikere, som er rundet af fagbevægelsen. De faglige organisationer nærmest falder over hinanden med initiativer og anbefalinger, der fremmer ligestilling. Her står blandt andet spørgsmålet om barsel og forældreorlov i centrum.
Ved forårets overenskomstforhandlinger på industriens område blev lønmodtagernes rettigheder forbedret. Arbejdsgiveren betaler nu fuld løn under 16 ugers forældreorlov, hvor det tidligere skete i kun 13 uger. Og endnu tydeligere i forhold til spørgsmålet om ligestilling: Otte af de 16 uger er nu øremærket til faren/medforælderen. Det gjaldt kun for fem uger tidligere.
Barsel og forældreorlov er et af de områder, hvor ligestillingsarbejdet når nye målgrupper i disse år.
Hvor ligestilling i tidligere har været forstået som et spørgsmål om flere og bedre rettigheder og vilkår for kvinder, så er ligestilling i dag i langt højere grad et spørgsmål om køn og om forbedring af alles vilkår.
Både OK2020 og Danmarks kommende udmøntning af EU’s barselsdirektiv er eksempler på, hvordan mænd og medforældre helt kontant får styrket deres rettigheder.
Igen: Mon det bliver om et år eller allerede i morgen, at politikerne stiller sig i kø for at få ordførerskaber eller en ministerpost på dette centrale område?
Hvis vi kigger 21 år tilbage i det politiske liv, finder vi den betænkning, der danner rammen for den formelle placering af ligestilling i et særskilt ministerium. 3. marts 1999 udsendte Statsministeriet en pressemeddelelse, som fortalte, at Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde var i mål, og at Ligestillingsministeriet skulle oprettes.
Ved den lejlighed sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S): »Jeg er glad for, at udvalget nu er færdig med sit store og vigtige arbejde. Vi skal videre med ligestillingen i Danmark«.
Det er nærmest pudsigt at konstatere, at det på den ene side reelt kan gå utroligt langsomt fremad med ligestilling i Danmark, uden at det får centralt placerede politikere til at råbe op – samtidig med at det halve kongerige på den anden siden protesterer højlydt og kritiserer datagrundlag og validitet, når en international måling placerer Danmark ude af top-10 for ligestillingsnationer.
Det skete for eksempel, da World Economic Forum senest offentliggjorde sit Global Gender Gap Index i 2019. Danmark indtager en 14.-plads, hvilket er et trin dårligere end året før og under Island, Norge, Finland, Sverige, Nicaragua, New Zealand, Irland, Spanien, Rwanda og Tyskland – fordi de lande rykker mere og hurtigere fremad med hensyn til ligestilling, end Danmark gør.
Ligestilling er en dansk kerneværdi, som vi markedsfører os på i udlandet og har ophævet til kanonstatus. Alligevel har rigtig, rigtig mange ledende politikere tilsyneladende først i løbet af de seneste fem uger fået øje på, at det ikke går så godt.
De utallige beretninger om sexisme og seksuel chikane på danske arbejdspladser har fået partiledere og andre magtfulde politikere til at udtrykke stor overraskelse og fortælle om egne erkendelsesprocesser.
Det er nu, de skal opdage, at ligestilling er løsningen på den sexisme, der pibler historier frem om. Al forskning viser nemlig, at der er større risiko for sexisme og sexchikane på arbejdspladser, der er domineret af et køn, oftest mandefag. Det samme gælder, hvor et køn dominerer de ledende positioner samt i fag, hvor man tolererer en hård omgangstone.
Foreløbig er jeg forsigtigt optimistisk. Der er åbenlyst bred og stærk opbakning i toppolitik til at forhindre og bekæmpe sexisme. Og samtidig kommer der hidtil uset klare meldinger om ligestillingens vigtighed og vægt fra højeste politiske sted, Statsministeriet.
Mon det bliver i Mette Frederiksen, der går forrest og gør ligestilling til det højstatusområde, som man skulle tro, det allerede var?