I Egypten giver MeToo håb om demokrati

10 år efter revolutionen på Tahrir-pladsen er situationen i Egypten så problematisk, at organisationer og aktivister knap kan arbejde. Alligevel er der grund til forsigtig optimisme: MeToo viser, at forandring er muligt.

”The girl in the blue bra” blev et ikonisk billede på kravet om demokrati og på egyptiske kvinders udsathed og særligt påtrængende kamp, da revolutionen brød ud for 10 år siden på Tahrir-pladsen i Kairo, og præsident Mubarak måtte gå af. Dengang så egypterne og verden for et øjeblik muligheder for et nyt samfund åbne sig. Nu, et decennium senere, har demokratiet og civilsamfundet i Egypten værre kår end før revolutionen. Men kampen mod sexisme og seksuel chikane fortsætter, og ligesom i Danmark er Egypten midt i en stormfuld MeToo-bølge, som trækker spor til de tidlige dage på Tahrir-pladsen.

Den unge kvinde med en blå bh deltog i demonstrationerne for frihed. Hun blev overfaldet af betjente fra sikkerhedspolitiet, hun faldt, hun blev slæbt hen ad jorden, sparket og slået. Hendes tækkelige, sorte frakke blev trukket op, og hele verden kunne se hendes jeans, hendes bare mave og den blå bh. Men ikke hendes ansigt. Hun er forblevet anonym, og hun er blevet et symbol. Et symbol på mod og protest, på kvinders modstand mod brutal, autoritær magtudøvelse, på behovet for forandring.

Kvinden i den blå bh var ikke et enestående tilfælde. Kvindelige aktivister blev overfaldet og chikaneret under revolutionen. Vold og voldtægter og grove krænkelser fandt sted midt på en plads fuld af demonstranter. Kvindelige aktivister, som blev arresteret under demonstrationerne, blev tvunget til at gennemgå en såkaldt jomfrutest på politistationen. Seksuelle overgreb mod kvindelige aktivister kom både fra myndigheder og meddemonstranter.

Ikke at seksuel chikane og kønsbaseret vold var et nyt fænomen, som opstod under revolutionen, slet ikke. Allerede før revolutionen arbejdede mange organisationer og institutioner mod vold mod kvinder. For eksempel udviklede organisationen Harassmap en tjeneste til rapportering af seksuel chikane i offentlig transport og på offentlige pladser, sådan at kvinder kan se, hvor der er indrapporteret mange krænkelser, og undgå de værste steder.

Friheden efter revolutionen blev kun kort. Allerede i 2013 afsatte militæret præsident Mursi fra Det Muslimske Broderskab, og siden har al-Sisi været præsident. 2014-forfatningens ædle principper om demokrati, menneskerettigheder og kønsligestilling er aldrig gennemført i praksis.

Tværtimod. Civicus, en organisation, som overvåger frihed globalt, kategoriserer Egypten som lukket – altså som et land uden manøvremuligheder for civilsamfundet. Ingen forsamlingsfrihed eller ret til at demonstrere, ingen ytringsfrihed eller pressefrihed. Men naturligvis eksisterer der stadig et civilsamfund i Egypten og også en bevægelse for ligestilling og kvinders rettigheder. Organisationer og aktivister er bare nødt til at træde yderst varsomt.

Vold mod kvinder er et problem, som både det pressede civilsamfund og regimet er nødt til at forholde sig til. Thomson Reuters viste i 2013, at 99,4 pct. af alle kvinder i Egypten er blevet udsat for vold. Den slags undersøgelser skal tages med et gran salt, for svarene kommer an på, hvordan spørgsmål bliver stillet, af hvem og om man tør tale om vold. Men Egypten er et autoritært og militariseret land, gennemsyret af vold. Og statens vold mod borgerne forplanter sig i samfundet i mellemmenneskelige relationer.

Det Arabiske Forår kan virke langt væk i Egypten i dag, men hvis man kigger efter, er mange egyptere i fuld gang med at forandre deres samfund i retning af ligestilling og demokrati.

Det viser sig også i organisationen Promundos undersøgelse af maskulinitet i Mellemøsten fra 2017. I Egypten anser 90 pct. af mændene og en majoritet af kvinderne på 70 pct. det som mandens ret at slå sin kone, ”for familiens overlevelses skyld”. I modsætning til andre lande i Mellemøsten og Nordafrika er unge mænd i Egypten ikke mere indstillet på ligestilling og respekt for kvinder end mænd i den ældre generation.

På papiret ser det mindre slemt ud. Det egyptiske regime er erklæret for øget ligestilling, højere erhvervsdeltagelse for kvinder, mod seksuel chikane og vold mod kvinder. Straffen for at udføre kvindelig omskæring, som er forbudt, men meget almindeligt, blev skærpet i 2016 og nu igen i januar, sådan at læger kan idømmes 20 års fængsel. Præsident al-Sisi udnævnte 2017 til kvindernes år, og regeringen vedtog en national handlingsplan for at styrke kvinders ligestilling.

I forfatningen fra 2014 er indskrevet en kvote på 25 pct. ved lokalvalg, og selv da regimet indskrænkede de demokratiske rettighederne i forfatningen i 2019, fik kvinder en 25 procentskvote i parlamentet. Men lokalvalg er ikke afholdt siden 2008, og så hjælper kvoter ikke meget. Ligeså med straffen for kvindelig omskæring: Når ingen bliver anklaget eller dømt, har den skærpede strafferamme ingen betydning i praksis.

Samtidig er en egyptisk kvinde grundlæggende ikke lige med en mand for loven. Den særlige lov, der regulerer kvindens stilling i samfundet, er i Egypten en religiøs lov, såkaldt sharia. Al øvrig lovgivning – f.eks. straffeloven og lovene om erhvervsvirksomhed – er sekulær. Men kvinder gives negativ særstilling uden ret til frit og ligestillet at tage beslutninger om for eksempel ægteskab og skilsmisse, mandens ret til flerkoneri og til at arve.

Arbejdet for en mere ligestillet lovgivning og mod juridisk diskrimination af kvinder har været en hjørnesten i Kvinfos langvarige samarbejde med egyptiske organisationer under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, allerede før revolutionen i 2011. Human Rights Watch har estimeret, at der sidder 60.000 politiske fanger i egyptiske fængsler. Andre aktivister er på fri fod, men har fået inddraget deres pas og lukket deres bankkonti.

Ligesom i Danmark har MeToo vist sig som bobler i Egypten de seneste år. Men i sommeren 2020 dukkede en skandale op til overfladen, som har styrket bevægelsen trods den udbredte konservatisme.

En ung kvinde anklagede en ung mand af indflydelsesrig familie på prestigeuniversitetet American University i Kairo for seksuel chikane. Hun blev truet af familien til at fjerne sit opslag fra sociale medier. Men sagen døde ikke. En anden ung kvinde, den filosofistuderende Nadeen Ashraf, kendte den anklagede 22-årige mand Ahmed Bassam Zaki fra gymnasiet og havde allerede hørt om lignende krænkede, som også var blevet gjort tavse.

Nadeen Ashraf gik i aktion og åbnede Instagram-profilen AssultPolice den 1. juli. Det ændrede situationen. Pludselig kunne Zakis penge og familie ikke længere beskytte ham, pludselig turde hundredvis af kvinder at stå frem og fortælle om de overgreb, han og andre havde udsat dem for – trods den store risiko for selv at blive udskammet.

Ligesom Sofie Linde med sin tale til “Zulu Comedy Galla” fik bægeret til at rinde over, væltede vidnesbyrd frem i Egypten. I december blev Zaki dømt til tre års fængsel for seksuel chikane og afpresning. Han står stadig anklaget for tre voldtægter og voldtægtsforsøg mod mindreårige piger i en separat retssag. Skandalen fik også regeringen til i juli at ændre loven, sådan at kvinder nu kan melde seksuelle overgreb anonymt.

En anden MeToo-skandale er stadig i gang og viser omvendt, at magt og indflydelse stadig kan beskytte krænkere. Sagen handler om en gruppe mænd fra den egyptiske magtelite, som gennem 10 år har gruppevoldtaget flere kvinder og i mindst tre tilfælde filmet overgrebene og cirkuleret filmene blandt venner. Sagen kaldes Fairmont Case efter luksushotellet i Kairo, hvor et overgreb på en 18-årig pige fandt sted i 2014. Hun blev bedøvet med narko, voldtaget og filmet.

Navnene på både krænkere og ofre er kommet frem på trods af den nye lov om beskyttelse af ofre udsat for seksuelle krænkelser. Private oplysninger om kvinderne er lækket til medierne, og kvinderne er blevet skandaliseret som moralsk svage, ligesom overgrebene er blevet fremstillet som gruppesex.

Det kan således fortsat have alvorlige konsekvenser at stå frem og fortælle om overgreb. Men for eksempel sagen mod Zaki viser, at ikke alle længere vil tie trods risiko for mere chikane og flere overgreb. Det Arabiske Forår kan virke langt væk i Egypten i dag, men hvis man kigger efter, er mange egyptere i fuld gang med at forandre deres samfund i retning af ligestilling og demokrati, og egyptiske kvinder kæmper for et værdigt liv uden chikane og sexisme.