Tavshedsklausuler skader indsatsen mod seksuel chikane

Louise Kwang stod den 15. februar frem med en krænkelsessag fra sin tid som sekretær i Socialdemokratiet.

Hun brød dermed den tavshedsklausul, hun havde indgået med partiet. Men som hun siger til DR: »Folk skal vide, at de her fortrolighedsaftaler ødelægger folk«. I den aktuelle sag er det vanskeligt at få øje på hensynet til Louise Kwang. Hvad fik hun ud af at indgå denne aftale? Det handlede formentlig snarere om at beskytte alle andre end den krænkede part.

Louise Kwang er ikke den eneste, som er blevet mødt med en tavshedsklausul. Sædvanligvis vil en sådan klausul dog indeholde aftale om, at den krænkede modtager en godtgørelse, der ofte er højere end den, som man ville få tilkendt ved domstolene, mod til gengæld ikke at omtale sagen.

Men sådanne tavshedsklausuler risikerer at gøre mennesker syge, fordi kravet om tavshed forhindrer ofrene i at bearbejde den seksuelle chikane. Det fastslår Mille Mortensen, som forsker i krænkende adfærd på arbejdspladsen.

Louise Kwangs sag bør lede til overvejelser om, hvorvidt tavshedsklausuler i sager om seksuel chikane er rimelige for alle parter. I sager, hvor forlig indeholder tavshedsklausuler, er der en grundlæggende præmis om, at sagen af alle parter skal betragtes som “lukket”.

Men mangelfuld håndtering skaber den modsatte effekt. Sagen lever videre hos offeret.

Tavshedsklausuler medfører problemer på flere niveauer. Først og fremmest er det indgribende og kuende for den forurettede part at få frataget retten til at tale om hændelsen. Men det kan også være problematisk for den arbejdsplads, som indgår aftalen. Tavshedsklausuler risikerer at skabe en tabubelagt og hemmelighedsfuld tilgang til seksuel chikane og krænkelser, hvilket ikke blot vanskeliggør arbejdet mod seksuel chikane. Det kan også fremme en kultur på arbejdspladsen, som ligefrem legitimerer grænseoverskridende adfærd.

Tavshed kan være med til at styrke en stiltiende accept af skadelige arbejdspladskulturer.

Det skjuler omfanget af seksuelle krænkelser og seksuel chikane, når ofre betales til tavshed af ledelsen.

Hvorfor fortsætter vi så med at se disse tavshedsklausuler? Arbejdsmarkedsprofessor Anette Borchorst har i en kortlægning af seksuel chikane på danske arbejdspladser i 2017 fastslået, at tavshedsklausuler er hyppigt anvendt, og at godtgørelserne for seksuel chikane i retssager er meget lave.

Når arbejdsgiveren derfor let kan overbyde en eventuel økonomisk kompensation fra rettens side, kan arbejdsgiveren betale sig til tavshed, men derigennem også risikere at beskytte krænkeren og virksomheden frem for at hjælpe den krænkede.

Det kan være ødelæggende både for ofrene og for samfundet, når ofre bliver betalt for eller presset til at frasige sig retten til at tale om og bearbejde de ubehagelige oplevelser.

Sagen forsvinder ikke med en juridisk mundkurv. Tavsheden og den dårlige håndtering medvirker blot til, at konsekvenserne vokser sig større. En arbejdsgiver, som vil seksuel chikane og krænkelser til livs, bør helt overveje at undgå tavshedsklausuler. Og beskæftigelses-og ligestillingsminister Peter Hummelgaard bør fjerne incitamenterne for indgåelse af tavshedsklausulerne ved at forhøje kompensationen for seksuel chikane markant.