Ligestillingskampen har fået fornyet kraft både herhjemme og globalt. Samtidig er årtiers kamp for kvinders rettigheder og beskyttelse truet af kritisk tilbagegang. Som foregangsland er det tid til, at Danmark integrerer ligestilling på højeste niveau globalt gennem en feministisk udenrigspolitik, skriver lederne af en lang række organisationer.
Lige nu er forhandlingerne om en ny dansk udviklingspolitik i deres sidste fase, og vi bør snart have en ny udviklingspolitisk og humanitær strategi, der giver retning for Danmarks engagement i verden i de kommende år.
Debatindlæg bragt i Information den 12. juni 2021.
Af Henriette Laursen (KVINFO), Andreas Reventlow (International Media Support), Bjarne B. Christensen (Sex & Samfund), Charlotte Slente (DRC Dansk Flygtningehjælp), Dorthe Petersen (PlanBørnefonden), Janice Goodson Førde (Kvindernes U-landsudvalg), Julie Koch (Mellemfolkeligt Samvirke), Nanna Højlund (Kvinderådet) og Susanne Branner Jespersen (LGBT+ Danmark).
Kampen om ligestilling mellem kønnene har de seneste år fået fornyet energi herhjemme – om det gælder #MeToo, kampen mod social kontrol, kampen for inklusion af LGBTIQ+-personer eller ligeløn, bliver der fra mange hjørner af samfundet mindet om, at vi endnu er langt fra mål. Denne fornyede energi bør vi udnytte til ikke alene at kigge indad, men også til at sætte strøm til Danmarks globale kamp for ligestilling.
Sverige, Canada og Mexico har allerede en feministisk udenrigspolitik, der har støttet ligestillingskampen globalt på forskellige måder. Fælles for disse lande er, at man ikke tror på, at en lige, fredelig eller retfærdig verden kan opnås uden at have ligestilling i centrum, når det gælder handel, diplomati, sikkerhed eller udviklingspolitik.
Danmark har flere gange vist, at fokus på ligestilling i FN, medfører positive forandringer; eksempelvis da Danmark ledte en fælleserklæring, der kritiserede Saudi-Arabien i september 2020, som førte til, at flere kvindelige menneskerettighedsforkæmpere efterfølgende blev løsladt. Som foregangsland er det tid til, at Danmark prioriterer ligestilling på højeste niveau globalt gennem en feministisk udenrigspolitik.
Kriser rammer kvinder, piger og LGBTIQ+-personer hårdest
COVID-19 har ramt verdens fattigste kvinder, piger og LGBTIQ+-personer hårdt. Kønsforskellen i fattigdom er øget under corona, viser FN’s Gender Poverty Gap. Dette skyldes blandt andet, at kvinder oftest arbejder i de sektorer, der er hårdest ramt af COVID-19: herunder særligt hotel-, restaurant- og turisterhverv i udviklingslandene samt i den uformelle sektor, hvor nedlukninger har efterladt kvinder uden job og sikkerhedsnet. FN har erklæret, at en »skyggepandemi« har ramt verden: Kønsbaseret vold er eksploderet i hele verden under coronakrisen.
Kriser rammer generelt kvinderne hårdest, vurderer FN. I humanitære kriser er kvinder, piger og LGBTIQ+-personer særligt udsatte for menneskerettighedskrænkelser herunder kønsbaseret vold. Kvinder er samtidig stærkt underrepræsenterede både i humanitære og politiske fora såsom lokale komiteer og parlamenter samt i fredsforhandlingsprocesser. Derfor overses deres perspektiver og behov i løsningsforslag, og effektiv handling på de problemer, de oplever, udebliver.
Derudover giver kun 55 procent af alle piger og kvinder globalt udtryk for, at de har ret til at bestemme over deres egen krop – om det gælder abort eller børneægteskaber, færre piger end drenge går i skole på verdensplan, og i alt for mange lande er kvinders økonomiske rettigheder begrænsede, når det kommer til retten om at eje jord, at optage lån eller åbne sin egen bankkonto.
Samtidig sætter chikane, diskrimination og stereotype normer om kvinder, piger og LGBTIQ+-personers rolle i samfundet en begrænsning for deres indflydelse både på eget liv og på det samfund, de lever i.
Hvis vi skal ændre de grundlæggende strukturer, kræver det en systemisk feministisk tænkning, hvor vi bruger alle vores udenrigspolitiske værktøjer til at tænke ligestilling og ændre på problematiske og begrænsende patriarkalske magtstrukturer, som skaber ulighed.
Forrest i arbejdet for demokrati og rettigheder
Kvinder og LGBTIQ+-personer har i høj grad været frontløbere i flere af de sociale protestbevægelser, vi har set spire frem rundt omkring i verden det seneste år. Både i Myanmar, Argentina, Nigeria, Colombia og Belarus er kvinder, nogle gange med livet eller friheden som indsats, gået forrest i demonstrationerne. I EU har vi været vidne til, hvordan LGBTIQ+-personer i Polen og Ungarn har kæmpet mod »LGBTIQ+-frie zoner« og nedslag på deres rettigheder.
Ydermere er kvinder, som deltager i den offentlige debat – såsom journalister, politikere og menneskerettighedsforkæmpere – i stigende grad udsat for organiserede digitale angreb og misinformationskampagner, der er designet til at presse dem til at stoppe med at udtale sig offentligt. Kvindernes sikkerhed trues, der lækkes personfølsomme oplysninger og spredes falske informationer med sexistisk chikane som følge. Eksempelvis har 73 procent af kvindelige journalister været udsat for digital vold, fastslår en ny global UNESCO-undersøgelse.
EU vurderer, at Verdensmål 5 om ligestilling er et af de dårligst finansierede Verdensmål (GAPIII), og OECD peger på, at kun én procent af den globale udviklingsbistand til ligestilling går til lokale feministiske organisationer eller kvindeorganisationer. I humanitære kontekster gik kun 0,004 procent af Danmarks udviklingsbistand i 2019 til lokale kvinderettighedsaktører ifølge CARE. Det er alt for lidt i forhold til den store opgave, der skal løftes. Støtten til kampen for ligestilling skal ikke kun være moralsk.
Pengene må følge med – og de må gå i de rigtige lommer. Lokale organisationer med stærk forankring i nærmiljøet gør oftest arbejdet bedst. De kender de lokale behov, og hvad de mest bæredygtige og skræddersyede løsninger er. Derfor er det afgørende, at en feministisk udviklingspolitik også er lokalt forankret.
En feministisk udenrigs- og udviklingspolitik
Selv om ligestillingsspørgsmålet ikke er et nyt fænomen i dansk udviklings- og udenrigspolitik, er behovet for et stærkere fokus i arbejdet for global ligestilling mere nødvendigt end nogensinde. Derfor bør Danmark også blive bannerfører for en feministisk udenrigspolitik og arbejde for det konkret gennem udviklingspolitikken.
Lokale organisationer skal have mulighed for at gå forrest og være med i internationale politiske koalitioner, som skaber forandring. Danmark bør derfor give flere midler til ligestillings-, kvinderettigheds- og feministiske organisationer og globale netværk, der kæmper for at fremme ligestilling.
Den danske tilgang til ligestilling skal være tosporet: Ligestilling skal fremgå som en selvstændig prioritet i den kommende udviklingsstrategi med målrettede midler, og kønsligestilling skal samtidig sikres i alle danske udenrigspolitiske, udviklingspolitiske og humanitære indsatser.
Eksempelvis skal kønsaspekterne på klimaområdet analyseres i alle problemstillinger og kvinder, piger og LGBTIQ+-personer skal indtænkes som både målgruppe og som en del af løsningen.
Den danske tilgang til at fremme kønsligestilling internationalt skal være intersektionel, hvilket betyder, at Danmark må arbejde med de forskellige lag af diskrimination, som opleves i og på tværs af køn, etnicitet, civilstatus, socioøkonomisk situation, uddannelsesniveau, religion, alder, handicap, seksuel orientering, kønsidentitet og kønskarakteristika, helbred samt andre markører, der påvirker ens muligheder i samfundet.
I det danske civilsamfund håber vi, at regeringen og de andre partier på Christiansborg vil gøre en feministisk udenrigs- og udviklingspolitik til en realitet. Gennem vores arbejde rundt omkring i verden kan vi se, at det gør en stor forskel at have et stærkt fokus på ligestilling, og i lyset af pandemien er det nu vigtigere end nogensinde før at tage disse skridt.