At udøve vold mod sin partner, sin familie eller sine børn, er forkert. Det er ulovligt, det skal straffes – og ofrene skal have hjælp. Det vil alle kunne blive enige om. For det er indlysende rigtigt.
Debatindlæg bragt i Politiken den 12. oktober 2021.
Af Henriette Laursen (direktør i KVINFO), Sine Gregersen (direktør i Lev Uden Vold), Lisbeth Jessen (direktør i Danner), Trine Schaldemose (vicedirektør i Mødrehjælpen), Kamilla Bjørn Drøidal (direktør i LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre), Jacob Astrup (direktør i Mandecentret), Jesper Rønn-Simonsen (direktør i Dialog Mod Vold), Anders Ladekarl (generalsekretær i Røde Kors), Janne Tynell (stedfortrædende generalsekretær i Red Barnet), Mads Bilstrup (formand i Dansk Socialrådgiverforening), Isabella Wededahl (generalsekretær i Bryd Tavsheden), Anita Johnson (direktør, RED Center mod æresrelaterede konflikter), Sherin Khankan (stifter og CEO, Exitcirklen), Lise Linn Larsen (direktør i Dansk Stalking Center), Nanna Højlund (forkvinde i Kvinderådet), Maria Søndergaard (Dansk Kvindesamfunds Krisecentre), Kirstine Holst (forkvinde i Voldtægtsofres Vilkår) og Alexander Andersson (formand i Dansk Mandesamfund).
Men skal vi volden til livs, så er der noget andet, vi også skal tale om: Behandling til de mennesker, der udøver volden. For hvis vi skal bekæmpe volden i nære relationer, er det helt afgørende, at vi får stoppet volden der, hvor den starter: hos udøveren. Ellers vil volden fortsætte – og i værste fald eskalere.
Vi skal selvfølgelig fortsat arbejde for at sikre mere og bedre hjælp til alle voldsudsatte – kvinder, mænd og børn – og sikre alle voldsudsatte ret til ambulant hjælp og ophold på krisecentre. Men der er heldigvis også en stigende erkendelse i samfundet af, at hvis vi skal vold i nære relationer til livs, er vi nødt til ikke alene at hjælpe voldsofrene. Vi er nødt til også at arbejde målrettet på at ændre voldsudøvernes adfærd.
Billedligt talt: Vi skal selvfølgelig hjælpe mennesker ud af det brændende hus og hjælpe dem med at bearbejde deres traumer. Men vi skal også arbejde målrettet for at slukke branden, så den ikke breder sig yderligere. Det sidste gør vi ikke godt nok i dag.
Ingen af os kender de præcise tal for, hvor mange personer der udøver vold i nære relationer i Danmark. Men det er mange mennesker, for vi ved, at ca. 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for fysisk partnervold. Og vi ved, at tallene er ca. dobbelt så høje, hvis vi regner den psykiske partnervold med. Læg dertil, at 17 procent af alle 8.-klasses børn i Danmark angiver at have været udsat for vold af en forælder inden for det seneste år.
På basis af disse tal er et konservativt skøn, at der i hvert fald er på den forkerte side af 50.000 personer i Danmark, der årligt udøver vold i en nær relation. Men i dag har vi kun behandlingstilbud i Danmark til ca. 500 voldsudøvere om året.
Det betyder, at vi som samfund kun kan tilbyde behandling til mindre end 1 procent af de personer, der i dag udøver partnervold eller vold mod deres børn i Danmark.
Det er derfor tydeligt, at vi her i landet i dag må sætte skub på at oprette flere behandlingstilbud til personer, der udøver vold i nære relationer, hvis vi skal kunne forebygge ny vold. Det er en samfundsopgave at sikre behandlingskapacitet til alle, der har brug for hjælp for til at slippe volden.
For skal vi stoppe volden, skal vi behandle dem, der udøver den. Ellers vil volden fortsætte. Uanset hvor mange ofre vi hjælper.