”Jeg har bygget et hus og undervist i håndarbejde, derfor kan folk have svært ved at placere mig”

I dag eksisterer der forskellige måder at være mand og kvinde på. Mange års debat om kønsstereotyper har medført, at de traditionelle kønsroller er blevet mere flydende. Det vælger vi i hvert fald at tro.

Dog findes er der stadig eksempler på, at der eksisterer bestemte opfattelser af, hvad de forskellige køn indebærer.

I den lille jyske provinsby Tvis, der ligge få kilometer uden for Holstebro, trives, som i alle andre byer, de normative mønstre i bedste velgående. Alle spiller håndbold, sammenholdet er stort, og retningslinjerne er klare.

Det er ikke altid lige nemt at pille ved de byggesten, der er med til at opretholde byens ro og orden. Der er plads til diversitet, men som i alle andre byer eksisterer der indirekte en rigtig og forkert måde at gøre tingene på.

En af de personer, der har skubbet til byggestene i den lille by, er Carsten Yding, der tidligere har været hjemkundskabslærer på den lokale skole.

Carsten Yding fortæller om sin måde at være ham på som led i KVINFOs kampagne #mandpåmangemåder, som ruller i anledningen af Den internationale mandedag, der finder sted den 19. november 2019. Kampagnen er sat i værk, fordi forskning viser, at mænds problemer med for eksempel at tage til lægen, komme godt ud af en skilsmisse eller håndtere livet, når det gør ondt, er tæt forbundet med hårde maskulinitetsnormer. Kravene til at være ’en rigtig mand’ er så skrappe – og alternativerne så få – at når mænd har alvorlige problemer, går de oftere helt ned. Eksempelvis begår langt flere mænd end kvinder selvmord.

Fra en virkelighed til en anden

Carsten Yding blev kontaktet i forbindelse med Den internationale mandedag 2019, med et ønske om, at fortælle historien om, hvordan det er, at skubbe til de normative mønstre, der kan eksistere i et lille lokalsamfund.

Selv blev han overrasket over henvendelsen.

”Jeg har aldrig forholdt mig særligt meget til, om jeg har skilt mig ud på det punkt eller ej. Men da jeg blev kontaktet satte det tankerne i gang.”

Carsten flyttede fra en storbystilværelse i Aarhus til den lille vestjyske by med sin familie. Han blev efterfølgende ansat på Borbjerg Skole, vest for Holstebro, hvor han blandt andet varetog håndarbejde- og hjemkundskabsundervisningen. Fag, der altid har lagt ligget naturligt for ham at varetage.

”Da vi flyttede til Vestjylland, og jeg blev hjemkundskab- og håndarbejdslærer på Borgbjerg Skole, havde jeg aldrig forestillet mig, at der var nogle, der ville synes, at det var mærkeligt. Men det var der. Jeg hørte på rygtebasis, at hvis man kunne finde ud af at lave mad og lære børn at lave kunsthåndværksmæssige ting, så måtte man være homoseksuel.”

Det nemmeste ville være at kaste håndklædet i ringen og indrette sig efter de spilleregler, der nu engang eksisterer. Men det ville Carsten Yding ikke.

”Da jeg fandt ud af, at de rygter eksisterede, så ville jeg gerne stå op og skubbe til normerne. Jeg har ikke haft et ønske om at gøre oprør, men indirekte haft et ønske om, at andre ikke skal bestemme, eller normerne ikke skal sætte grænser for, hvad jeg kan gøre og ikke gøre. Jeg har bygget et hus og undervist i håndarbejde, derfor bliver nogen forvirrede over, hvor de har mig henne.”

Carsten Yding er opvokset i et arbejderkvarter i Aarhus, hvor de gammeldags dyder var omdrejningspunktet for, hvordan man skulle agere som mand og kvinde. Carsten Yding har dog aldrig oplevet at føle sig forkert eller at hans familie satte spørgsmålstegn ved hans interesser. Han lærte at sy og strikke, fordi han lavede alt med sin tvillingesøster. Derfor blev hans deltagelse en naturlig ting, når søsteren og moderen lavede håndarbejde.

Det er nu 20 år siden, at han flyttede til Tvis. Selvom de mange år er gået, og relationerne i Tvis er blevet mange og gode, oplever han stadig, at der bliver sat spørgsmålstegn ved hans måde at være på.

Han fortæller, at han de seneste år er begyndt at leve som fleksitar, hvilket også er noget, der bliver sat spørgsmålstegn ved.

”Jeg er med i en herreklub, hvor vi laver mad sammen. Der er altid kød på programmet, det er fint med mig. Jeg spiser kød, når jeg er med der. Men det bliver altid kommenteret, noget med ”nu kan du endelig få lov at få kød”. Det, synes jeg, er mærkeligt. Det er nødvendigvis ikke noget med maskulinitet direkte, men det er alligevel noget, mænd har behov for at kommentere på”.

”Jeg ser forskellighed som en ressource”

Carsten Yding arbejder i dag som uddannelsesleder ved Uddannelsescenter Holstebro. Her varetager han den daglige ledelse af alle kommunens 10.-klasses elever. Et job, hvor han særligt har fokus på at møde den enkelte og være med til at udvikle de forskelligheder, der nu engang eksisterer.

Han forklarer, at han gennem hans refleksion om at bryde med sine egne normer og regler er begyndt at kigge på forskelligheden som en ressource.

”Ud fra min situation har jeg ofte tænkt, at vores normforståelse er for lille og for snæver. Nogle af de ting jeg tager med mig ind i arbejdet og de skoler, jeg har arbejdet på, er, at jeg ikke vil være med til at have en skole, hvor man ikke må være anderledes. De steder, jeg har været leder, har jeg set forskellighed som en ressource i stedet for en begrænsning.”