FN’s verdensmål

KVINFO arbejder for realisering af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling i 2030. KVINFO har særligt fokus på fem mål:

Målene vedrører alle mennesker i verden og både stater, erhvervslivet og civilsamfundet skal bidrage til at indfri dem. Et bærende princip er Leave No One Behind, sådan at alle har lige muligheder for at deltage i den globale udvikling.

Ligestilling er grundlag for fremgang

Mål 5 om at opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og piger rettigheder er nødvendigt for at opnå andre mål som for eksempel Mål 8 om inklusiv økonomisk vækst eller Mål 1 om at udrydde fattigdom.

Globalt set er kvinder og piger globalt særligt udsatte for kønsdiskrimination i lov og praksis, og derfor har mange af delmålene fokus på afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder og piger. Det er selvfølgelig i tråd med Leave No One Behind-princippet. Særligt i Mellemøsten og Nordafrika viser data, at især kvinder og piger oplever kønsdiskrimination.

Bruge sit potentiale

Ligestillingsarbejdet fokuserer både på at stoppe skadelige praksisser som for eksempel børneægteskaber og vold, hvad enten der er tale om seksuel vold som voldtægt eller omskæring eller om andre former for vold, ikke mindst den, som går ud over piger og kvinder – og at sikre, at alle har adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Samtidig går det ud på at sikre, at alle – også kvinder – kan deltage fuldt og effektivt i beslutningsprocesser i det politiske, økonomiske og offentlige liv, ligesom alle skal have mulighed for at tage lederskab.

Men i sin essens handler ligestilling mellem kønnene om retten til et liv uden diskrimination og med lige muligheder for at bruge sit potentiale. Menneskerettigheder og ligestilling går hånd i hånd og styrker hinanden.

Det gælder naturligvis også rettigheder for LGBT+ personer, der dog ikke er eksplicit nævnt i Mål 5. KVINFO inkluderer LGBT+ rettigheder i sit arbejde for afskaffelse af alle former for kønsrelateret diskrimination.

Konfliktløsning og brede samarbejder

KVINFO’s arbejde med Mål 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner i Mellemøsten og Nordafrika handler om at styrke retssikkerheden for alle personer uanset køn, fremme ikke-diskrimerende lov og praksis, og styrke implementeringen af love, politikker og programmer, der søger at fremme kønsligestilling.

KVINFO samarbejder med civilsamfundsorganisationer, regeringer, parlamentarikere, virksomheder, fagforeninger, akademiske institutioner, journalister, FN og andre globale aktører i tråd med mål 17 om partnerskaber for handling. Se mere under partnerskaber.

Specifikt arbejde med delmål

Listerne herunder viser, hvilke delmål under de enkelte Verdensmål, som KVINFO arbejder med i Mellemøsten og Nordafrika:

Delmål under Mål 5:

  • 5.1: Alle former for diskrimination af alle kvinder og piger overalt skal stoppes (stop diskrimination mod kvinder og piger)
  • 5.2: Alle former for vold mod alle kvinder og piger i de offentlige og private rum skal elimineres, herunder menneskehandel og seksuel og andre former for udnyttelse (stop vold mod kvinder)
  • 5.3: Stop alle skadelige skikke, fx tvangsægteskaber, børneægteskaber og omskæring af piger (stop børneægteskaber og omskæring)
  • 5.5. Kvinder sikres fuld og effektiv deltagelse og lige muligheder for lederskab på alle niveauer i beslutningsprocesser indenfor politik, økonomi og det offentlige liv (kvinder sikres lige deltagelse i beslutninger)
  • 5.6: Kvinder får universel adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og reproduktive rettigheder, som det er aftalt i handlingsprogrammet fra den Internationale Konference om Befolkning og Udvikling samt Beijing handlingsplanen (kvinder sikres adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder)
  • 5a: Gennemfør reformer der giver kvinder lige rettigheder til økonomiske ressourcer samt adgang til ejerskab og kontrol over jord og andre former for ejendom, finansielle tjenester, arv og naturressourcer, i overensstemmelse med nationale love (kvinder får lige ret til økonomiske ressourcer)
  • 5b: Vi skal forbedre brugen af teknologi, især informations- og kommunikationsteknologi, for at styrke kvinder (øget brug af teknologi til at fremme kvinders rettigheder)

Delmål under Mål 8:

8.5: Inden 2030 skal vi opnå, at alle mænd og kvinder har et produktivt og anstændigt job, hvor de får lige løn for lige arbejde. Dette gælder også for unge og personer med handikap. (anstændigt job og ligeløn for lige arbejde)

  • 8.8: Arbejdstageres rettigheder skal beskyttes og et sikkert og stabilt arbejdsmiljø for alle arbejdstagere skal fremmes, herunder migrantarbejdere, især kvinder, samt ansatte med løs tilknytning til arbejdsmarkedet (arbejdstager rettigheder og arbejdsmiljø)

Delmål under Mål 10:

  • 10.1: Inden 2030 skal indkomsten for de fattigste 40 5 stige hurtigere end landsgennemsnittet
  • 10.2: Inden 2030 skal vi fremme den sociale, økonomiske og politiske inklusion af alle, uanset alder, køn, handikap, race, etnicitet, oprindelse, religion, økonomisk eller anden form for status
  • 10.3: Vi skal sikre, at alle har lige muligheder. Vi skal reducere sociale uligheder bl.a. ved at eliminere diskriminerende love, politik og praksis. Vi skal fremme hensigtsmæssig politik, lovgivning og praksis
  • 10.4: Der skal vedtages finans-, løn- og socialpolitik, der fremmer lighed

Delmål under Mål 16:

  • 16.2: Mishandling, udnyttelse og menneskehandel og alle former for vold og tortur mod børn skal stoppes
  • 16.3: Retssikkerheden skal fremmes nationalt og internationalt og alle skal sikres en retfærdig rettergang
  • 16.5: Alle former for korruption og bestikkelse skal nedbringes betydeligt
  • 16.6: Vi skal udvikle ansvarlige, gennemsigtige og effektive institutioner på alle niveauer
  • 16.7: Beslutninger skal tages på en lydhør, inkluderende og deltagerorienteret måde
  • 16.9: Inden 2030 skal vi give alle mennesker en lovlig identitet, inklusiv fødselsregistrering
  • 16.10: Der skal sikres offentlig adgang til information og beskytte fundamentale frihedsrettigheder i overensstemmelse med international lovgivning og aftaler
  • 16.b: vi skal fremme og håndhæve ikke-diskriminerende lovgivning og politiske beslutninger for bæredygtig udvikling

Delmål under Mål 17:

  • 17.7: Vi skal fremme partnerskaber på tværs af den offentlige sektor, det private erhvervsliv og civilsamfundet
  • 17.18: Inden 2020 skal vi blive bedre til at støtte udviklingslandene i at udvikle kapacitet til at indsamle data af høj kvalitet og gøre data tilgængeligt
  • 17.19: Inden 2030 skal vi have videreudviklet måling af fremskridt mod bæredygtig udvikling, som supplerer BNP