Omkring 600 gange om året tager et menneske sit liv her i Danmark. 450 af selvmordene er begået af mænd, og tallene har været relativt stabile siden 2010.

Årsagerne til disse sønners, brødres, mænds og venners afslutning på livet er formodentlig lige så forskellige og komplekse, som selvmordene er mange. Men forskning peger på, at der hærsker en forestilling om, at mænd skal være ’det stærke køn’ og leve op til traditionelle roller og maskulinitetsidealer. Og det bidrager til mænds voldsomme overrepræsentation i selvmordsstatistikkerne.

Mænd oplever blandt andet en ”machokultur” i samfundet, som præger mænd til at opleve at de ikke må vise følelser. Sådan lyder en af konklusionerne i undersøgelsen Selvmordsadfærd blandt mænd i alderen 40-59 år fra Center for Selvmordsforskning fra 2018 – de har fokus på mænd i alderen 40 til 59 år, fordi de er i høj risiko for at begå selvmord.

I undersøgelsen deltog 141 mænd i aldersgruppen. Ud fra mændenes besvarelser er en af studiets hovedkonklusioner, at der i samfundet skal gives plads til være mand på mange forskellige måder, og mænd skal lære at tale om følelser.

En anden pointe i rapporten er også, at traditionelle maskulinitetsforestillinger, som for eksempel at mænd skal være forsørgere og fysisk og psykisk stærke, er en hæmsko for, at de kan italesætte deres udfordringer og problemer. I undersøgelsen foreslår en af respondenterne netop, at en opblødning af normer og idealer for, hvad ’en rigtig mand’ er, kan gøre det lettere at være mand i dag.

Søg hjælp

Hvis du går med selvmordstanker, kan du kan kontakte Livslinien. Du kan også kontakte Livslinien, hvis du er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende til en, der har taget sit liv.

Telefonrådgivningen på 70 201 201 er åben alle årets dage klokken 11 til 04. Der er chat-rådgivning mandag og torsdag klokken 17 til 21 og lørdag klokken 13 til 17 – klik her for at komme til chat-rådgivningen.

Manden siger, der skal være:

”Mere, meget mere fokus på mænds psykiske problemer. Det er ikke anerkendt nogen steder, når vi har det skidt, da vi jo altid skal agere det stærke køn. Det er ufatteligt svært at hente/få hjælp som mand, specielt i systemet”.

”Føler sig kasseret”

Arbejdsløshed og skilsmisse er nogle af de situationer, som flere mandlige respondenter i undersøgelsen fra 2018 betragter som særligt svære. En respondent beskriver det således:

”Når mænd går i stykker ved tab af arbejde, ved skilsmisse og (ofte) ender som taberen i for eksempel skilsmisseprocessen og sidder alene på et lille værelse, træder ensomhed og manglende mening i livet i kraft. Mænd har generelt sværere ved at komme videre, har ikke som kvinder (generelt) den sociale udadvendthed, de føler sig kasseret, og har ikke de samme sociale kompetencer til at komme videre og etablere et nyt netværk.”

Undersøgelsen konkluderer, at skilsmisse, ensomhed, økonomiske og psykiske problemer er de hyppigste årsager til mænds selvmordsadfærd – selvmord, selvmordstanker og selvmordsforsøg.

Forvirring over kønsroller

Allerede i 2002 viste et studie i Tyskland fra universitetet Ludwig-Maximilians-Universität en sammenhæng mellem maskulinitetsforestillinger og mænds overrepræsentation i selvmordsstatistikker.

#mandpåmangemåder

KVINFOs kampagne #mandpåmangemåder ruller i anledningen af Den internationale mandedag, der finder sted den 19. november 2019. Den fokuserer vi på, for at eliminere de eksisterende skrappe normer for, hvad det vil sige at være ‘en rigtig mand’.

Vi har samlet viden, personhistorier og fakta om at være mand i Danmark i 2019 – du skal bare klikke her for at få det fulde overblik.

Studiet hedder The Gender Gap in Suicide and Premature Death or: Why Are Men So Vulnerable? og

peger blandt andet på, at et opbrud mellem traditionelle normer for maskulinitet og nye måder at være mand på skaber forvirring, der udløser negative reaktioner fra nogle mænd. Det kan føre til, at de undertrykker deres følelser, udvikler alkoholmisbrug eller ikke har lyst til at leve længere og begår selvmord.

Ifølge den tyske forskning har et generelt samfundsfokus på individ og individualisme også betydning, fordi for eksempel arbejdsløshed så anses som et individuelt problem frem for et spørgsmål, der vedrører samfundet. Dette lægger et unødigt pres på manden, da de i højere grad end kvinder oplever arbejdsløshed som en personlig fiasko.

Et metastudie – en samlet analyse af flere individuelle studier – fra Indiana University fra 2017 peger også på, at traditionelle mandeidealer kan spille en negativ rolle for mænds sundhed. Undersøgelsen viser blandt andet, at mænd, der lever op til de traditionelle maskulinitetsforestillinger om selvtilstrækkelighed, magt over kvinder og dyrkelse af det, som forskerne kalder playboy-adfærd, har risiko for dårligt mentalt helbred.

Mænd og selvmord: Læs mere

Undersøgelsen fra Center for Selvmordsforskning: På dette link

Jonathan A. Allan: På dette link

Artikel fra Ludwig-Maximilians-Universität: På dette link

Meta-studiet fra Indidana: På dette link

Eller måske denne artikel fra videnskab.dk om meta-studiet: På dette link

Den samme konklusion kommer Jonathan A. Allan, der er professor ved Brandon University i Canada, frem til i en nyere artikel i det internationale tidskrift for maskulinitetsforskning NORMA. Her skriver han således (KVINFO’s oversættelse, red.):

”Vi får at vide, at vi skal ‘mande os op’, men vi får ikke at vide, hvordan man kan ‘mande sig op’.”

Hans pointe er, at mænd oplever at komme til kort i jagten på at være mænd eller maskuline ’nok’, fordi samtidens maskulinitetsidealer er umulige at leve op til. Mænd er dømt til at fejle, konkluderer Allan.