Med fokus på kollektivt lederskab og lokal organisering coacher og uddanner organisationen Ahel græsrodskampagner i hele Mellemøsten. Det giver ikke bare politiske resultater, men styrker hele lokalsamfundets engagement, oplever Nareeman Shawahin, der som kampagneleder har organiseret lærere over hele Jordan og fået ændret lovgivningen.
Af Mathilde Nordenlund
Nareeman Shawahin havde aldrig set sig selv som hverken leder eller aktivist.
Hun var lærer på en privat skole i Irbid-regionen i det nordlige Jordan og glad for sit arbejde.
Men i 2015 ændrede en oplevelse på det.
Hun havde arbejdet på den samme skole i seks år, og undervejs havde hun, som alle lærere i den private sektor, optjent pension, som hendes skole havde indbetalt en del af.
”Det troede jeg i hvert fald, indtil en af mine venner anbefalede mig at gå ind og tjekke min sociale sikkerhedsstatus. Men da manden på socialkontoret slog mig op, sagde han, at der slet ikke var nogen fil under mit navn. Der var ingen opsparing. Jeg burde have sparet mange penge sammen i løbet af årene på skolen, men der var ingenting, og jeg følte mig så forrådt.”
Nareeman fortæller, at hun kørte hjem fra socialkontoret som på autopilot, og først da hun kom helt hjem opdagede, at hun havde grædt hele vejen.
”Men jeg var også vred. Jeg følte mig undertrykt. Skolen havde frarøvet mig mine rettigheder, og jeg kunne faktisk ikke vente til næste dag, hvor jeg ville gå op til min chef på skolen og kræve min ret, foran alle de andre lærere,” siger hun.
“Jeg havde troet på, at det var en god skole og at jeg selvfølgelig var garanteret mine rettigheder, men jeg ville fortælle ham, at han havde snydt mig. Det var et styrkende øjeblik for mig – det var første gang, jeg følte den slags mod til at sige fra.”
En kollektiv uretfærdighed
Nareeman Shawahin havde tidligere oplevet dårlige vilkår i ansættelser på andre skoler og set sine kollegaer blive behandlet på samme måde. Overarbejde og vikartimer uden løn, skoler der udbetalte langt mindre end minimumslønnen, lærere der blev presset til at sige op før sommerferien eller hvis de blev gravide.
Ahel og KVINFO
KVINFO har samarbejdet med Ahel siden begyndelsen af 2020.
Ahel er en non-profitorganisation med kontor i Jordans hovedstad, Amman. Ahel arbejder med menneskerettigheder på græsrodsniveau og har arbejdet med at støtte aktivisme og kampagner siden 2011.
Ahel’s arbejde foregår i tre spor:
- De følger og coacher kampagner
- De underviser kampagneledere i kollektivt lederskab og lokal organisering
- De forbinder aktivistiske ledere på tværs af den arabiske verden med hinanden i deres netværk
Samarbejdet orienterer sig mod udsatte samfundsgrupper og fokuserer på at styrke deltagernes tanker og ideer om deres tilhørsforhold i samfundet.
Det er finansieret af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) under det danske Udenrigsministerium.
Men den her oplevelse var anderledes. Nareeman fortæller, at den tændte en ild i hende, hun ikke havde oplevet før – og det skulle senere vise sig, at netop den oplevelse kom til at ændre hendes liv og blive til en langt større kamp.
Da hun kort efter, til en workshop om rettigheder på arbejdsmarkedet, hørte historier fra 35 andre lærere, der lignede hendes egen, blev det startskuddet til en egentlig bevægelse.
”De lærere havde jo oplevet præcis det samme. Jeg følte, at det var en kollektiv uretfærdighed og tænkte, at vi måtte kræve vores rettigheder. Efter workshoppen var vi tre, der blev enige om at ville organisere os og gøre noget ved det, så det ikke skete for flere mennesker. Og der begyndte opbygningen af vores første team, hvor vi hurtigt blev syv lærere.”
Kampagnen blev senere kendt i Jordan som qom ma`al muallem – Stand with the teachers– kampagnen.
”Vi ville ikke have tænkt så stort”
I begyndelsen fokuserede Nareeman Shawahin og de andre lærere især på at forstå omfanget af problemerne og at komme i kontakt med andre lærere, men det var svært. Der fandtes for eksempel ingen samlet oversigt over lærere ansat på privatskoler.
Det var i denne tidlige fase, de første gang blev fulgt og coachet af Ahels team og fik råd til definere deres mål og strategi og planlægge, hvilke redskaber de kunne gøre brug af for at nå deres mål.
For eksempel gik de i gang med selv at opbygge en national database med kontaktoplysninger på lærere ansat på privatskoler.
”Det var noget, jeg aldrig selv ville have tænkt på at gøre, hvis ikke jeg havde lært metoderne bag organiseringen af en kampagne at kende. Uden det havde vi ikke tænkt så stort. Vi ville ikke kunne have set, hvor stor en ressource sådan en database ville blive for vores arbejde,” fortæller Nareeman Shawahin.
Hurtigt resultater
Den nye kampagnegruppe lærte også, hvordan de kunne bruge deres personlige erfaringer og historier som lærere – både i kampagnens offentlige fortælling og i deres interne arbejde og sammenhold – og blev undervist i metoderne bag lokal organisering og kollektivt lederskab hos Ahel, fortæller hun.
”Jeg følte mig svag alene, men sammen med de andre kom der en følelse af at arbejde kollektivt. Vi var stærkere, og de her metoder styrkede teamet og var noget af det, der gjorde vores organisation og kampagne bæredygtig og modstandsdygtig mange år frem, tror jeg,” siger Nareeman Shawahin.
Allerede inden for det første år, opnåede Stand with the Teachers et af deres første, vigtige mål: at få indført samlede kontrakter, der sikrede lærere i den private sektor de samme rettigheder.
”Kontrakterne eksisterede, men der var ikke noget krav fra regeringen til skoleledelserne om at bruge dem. Så det her pres gjorde, at der kom et officielt krav, og det skabte samtidig opmærksomhed om det blandt lærerne, så de begyndte at efterspørge kontrakterne,” fortæller Nareeman Shawahin.
Herfra blev et af kampagnens næste mål at sørge for, at lærere fik deres løn via elektroniske bankoverførsler og ikke kontant for at undgå snyd og underbetaling.
Lærere bange for at slutte til
Efter de første succeser, løb kampagnen imidlertid ind i andre problemer. Nareeman Shawahin og hendes kollegaer ville gerne vokse ud over Irbid-området og involvere lærere fra hele landet, men efterhånden som kampagnen blev kendt rundt om i Jordan, blev mange lærere også bange for, at de ville miste deres job, hvis de støttede eller sluttede sig til.
Nareeman Shawahin og hendes team oplevede lærere, der havde problemer på deres skole, men blev presset af deres familie til at lade være at tage kontakt til kampagnen af frygt for, at de så ville miste deres indkomst.
”’Hvad så hvis du ikke får minimumslønnen i dag – hvis du bliver en del af det, får du måske slet ingen løn’, sagde de. Vi ville gerne vise, at vi ikke var ballademagere; at sagen også var deres. Men det var svært. Og her gjorde det enorm stor forskel, at Ahel forberedte et træningsforløb specielt til vores kampagne i popular education-metoden.”
Hele tanken er at samles i samtalecirkler uden hierarki, hvor alle har lige meget at sige, og dele historier med hinanden. De begyndte at holde ’popular education’-cirkler på offentlige steder, og det gjorde det lige så stille muligt at engagere flere lærere.
”Der var plads til at tale om ens oplevelser uden at være bange. Og med den her måde at mødes på, dukkede mange lærere op, fordi det virkede mindre farligt bare at komme og høre mere. Nogle kom også, uden at fortælle nogen om det, ikke engang deres forældre,” fortæller Nareeman Shawahin.
På det her tidspunkt fandtes kampagnen primært i Irbid-området i det nordlige Jordan, men samtalecirklerne betød, at mange nye grupper lærere hørte om den og begyndte at organisere sig på deres skoler, også i andre områder af Jordan.
For der begyndte at komme lærere til samtalecirklerne fra skoler, som lå flere timers kørsel væk, fortæller Nareeman Shawahin.
”Efter møderne gik en af de større gruppe lærere, der kom fra samme skole flere timers kørsel væk, tilbage til deres ledelse og forlangte, at deres rettigheder blev respekteret. De gjorde det sammen, og de fik alle lov til at blive på skolen. Så det beviste også for andre, at man godt kan kræve bedre rettigheder og beholde sit job på samme tid,” siger hun.
Magt tilbage til folket
Organisationen Ahel har snart eksisteret i tolv år og fulgt og coachet kampagner og græsrodsbevægelser i Jordan og resten af Mellemøsten.
MENA
MENA-regionen er en fælles betegnelse for Mellemøsten og Nordafrika.
Organisationens mål er at støtte kampagnerne i at opnå deres politiske eller sociale mål. Men mindst lige så vigtigt i deres tilgang er netop målet om at engagere nogle af de mennesker og samfundsgrupper, der normalt ikke kan opnå indflydelse og kræve deres rettigheder. Det fortæller Reem Mana, der er direktør for kampagnecoaching i organisationen.
”I MENA-regionen har vi ikke en stærk tradition for kollektiv aktion og kollektivt arbejde. Vi har ikke nogen rigtige politiske partier, vi har ikke studenterpolitisk arbejde eller lignende. Den slags kollektivt arbejde er blevet angrebet af politikere gennem mange år, så det står svagt. Så hvis man kun forsøger at lave forandring ved at lave politisk interessevaretagelse, rammer man kun et lille, elitært politisk miljø, og mange store samfundsgrupper forbliver svage,” siger Reem Mana.
Store dele af samfundet i regionen har hverken viden eller værktøjer til at skabe og lede forandring, forklarer hun.
”Og det er derfor, vi tror på lokal organisering og på at ledsage kampagner og bevægelser. Uden det vil der ikke ske forandring. Det handler om at give magten tilbage til folket.”
Modigere sammen
Reem Mana fortæller, at hele Ahel’s ide er, at man kan være modigere sammen, end hvis man er alene. Men netop fordi der ikke er tradition for aktivisme og kampagnearbejde i regionen, kan man ikke bare sige til de svagere grupper i samfundet, at de skal se at komme i gang med at skabe forandring, hvis de oplever noget uretfærdigt, understreger hun.
Det er svært, det vil ikke altid lykkes de første gange, og derfor er der brug at lære nogle konkrete redskaber.
”Samfundet er ikke vant til at være organiseret, at have et organiseret system. Ofte er der et regelsæt, der er en lov, men hele systemet er i stykker, så den bliver ikke nødvendigvis håndhævet. Derfor fokuserer vi på at bringe organisering og kollektivt arbejde tilbage i samfundet, på at få folk til at kende til deres rettigheder og kræve, at reglerne bliver fulgt.”
Ifølge Reem Mana er lokal organisering og kollektivt lederskab også vigtigt for at sørge for, at kampagnerne ikke falder fra hinanden, så snart de opnår deres første, politiske mål – for eksempel at få ændret lovgivning. For det kommer der ikke altid forandring af.
”Ofte skal de nye love og regler også følges tæt bagefter for at sikre, at de reelt også bliver implementeret. Her kan kampagnerne spille en vigtig rolle ved at lægge pres på regeringen, og derfor er det vigtigt, at de er godt organiserede og modstandsdygtige, så de kan fortsætte arbejdet længe,” siger hun.
Man kan organisere sig ud af det meste
I dag har kampagnen Stand with the Teachers lokale afdelinger i hele Jordan og 7000 lærere er registreret i deres database. Siden de første succeser er kampagnen også lykkedes med at få det jordanske undervisningsministerie til at vedtage regler, der gør det til et krav, at alle skoler udbetaler lærernes lønninger elektronisk, så der ikke kan snydes med minimumslønningerne.
De kæmper dog stadig med at presse regeringen til at sørge for, at loven faktisk bliver brugt, og at overtrædelser bliver sanktioneret. Samtidig arbejder Nareeman Shawahin og hendes kollegaer på at få flere lærere til at kende til og kræve deres rettigheder.
For at kunne blive ved at udvikle kampagnen, har Nareeman Shawahin og flere andre ledere fra kampagnen over årene også gennemført et længere uddannelsesforløb hos Ahel; kurset Organising and Leading Collective Action for Change.
Nareeman Shawahin tror på, at den grundige opbygning af kampagnens organisation og kultur er det, der har gjort den så modstandsdygtig gennem forskellige udfordringer.
Udfordringer var der mange af de første år, og siden kom COVID-19. Under nedlukningerne var mange skoleledelser, i Nareeman Shawahins ord, klar til at pille systemet med de samlede kontrakter, som de havde kæmpet så meget for, fra hinanden igen.
”Men vi holdt os til at fokusere på den her metode, lokal organisering, og den gjorde, at vi forstod, at selvom det her var en enorm udfordring, var det ikke tid til at give op. Vi genovervejede vores startegier og vores mål og blev ved at bevæge os fremad. Man kan faktisk organisere sig ud af de fleste udfordringer, når man har redskaberne,” siger Nareeman Shawahin.
Selvom det på det tidspunkt var en moden kampagne, holdt de også fast i nogle af de mange greb fra metoden, de havde arbejdet med. De fejrede for eksempel ikke kun de store sejre.
De fejrede også, når de lavede små aktioner på gaden, som da de for eksempel demonstrerede fredeligt foran undervisningsministeriet, indtil de lykkedes med at tale med ministeren om deres krav og de andre mindre mål, der lykkedes. For at holde fast i inspirationen og motivationen.
En stærk feministisk leder
Ifølge Nareeman Shawahin har al den erfaring forandret hende, både på et professionelt og meget personligt plan.
For eksempel havde hun aldrig set sig selv stå i spidsen for at gå ind i en stor samarbejdskoalition med andre kampagner og organisationer, der arbejder for at ændre forskellige love om rettigheder på arbejdsmarkedet – fra barselsorlov og regler om pasningsmuligheder til ligeløn.
”I dag ser jeg mig selv som feminist. Feminist forstået som en stærk, feministisk leder. Det ville jeg aldrig have troet, hvis jeg går ti år tilbage. Jeg havde nok gjort modstand på en eller anden måde, og jeg har altid haft en ambition om at lære mere, men jeg følte mig begrænset. Og jeg havde aldrig troet, vi ville kunne være med til at skabe forandring på det her niveau.”
Privat har Nareeman Shawahin også fået en større tro på sig selv gennem hele den udviklingsrejse, der begyndte i 2015, fortæller hun.
Hun føler sig ikke længere utilstrækkelig, hvis hun ikke kan alt derhjemme på én gang, samtidig med at hun arbejder, og hun tvivler ikke på sine egne evner. Efter hun begyndte at arbejde med kampagnen, mistede hun selv sit job og havde perioder, hvor det var svært at finde arbejde som lærer. Det gjorde hende bange, men det gør det ikke længere, understreger hun.
”Og så har det ændret måden, jeg opdrager mine børn på. Jeg giver mange af redskaberne videre til dem. Jeg lærer dem, hvor vigtigt ansvar er, og at de kan gå ud og arbejde for det, de vil,” siger Nareeman Shawahin.
De nye ledere
I dag er Nareeman Shawahin en del af Ahels netværk om lokal organisering i den arabiske verden, hvor hun mødes med andre kampagner fra hele regionen for at udveksle erfaringer og stå sammen om fælles aktivisme.
Hun ser det som en måde at give noget af alt det, hun har lært, tilbage til andre, og hun lærer selv undervejs.
Af samme grund er hun også netop begyndt som underviser på Ahels uddannelsesforløb Leadership, Organising and Feminism.
”Når jeg ser rundt på den her gruppe unge kvinder, føler jeg mig allerede forbundet med dem. Vi deler værdier og drømmer om retfærdighed. Den retfærdighed der betyder, at du har rettigheder, der betyder lighed og værdighed,” siger Nareeman Shawahin.
Hun håber, deltagerne på uddannelsen kan lære af hendes erfaringer og hendes historie – især af alle de steder, det har været svært undervejs.
Især vil hun give sine erfaringer videre om, hvor vigtigt det er at turde fortsætte, når der er udfordringer.
”Samtidig er det her også endnu en læringsrejse for mig selv. Det er en mulighed for at følge, hvordan disse unge feminister kan se forandring lykkes – måske hurtigt, måske efter lange kampe, men de vil lykkes.
Forandring på tre niveauer
Ifølge Reem Mana, direktør for kampagnecoaching hos Ahel, er Stand with the Teachers’ forløb og historie meget typisk for de kampagner, organisationen følger i Jordan og resten af regionen.
”Når de arbejder på den her måde, så ser vi altid forandring på tre niveauer: personligt ved at deltagerne i kampagnerne opbygger nye evner og en større tro på sig selv, på lokalt plan ved at bestemte grupper begynder at arbejde sammen, organisere sig og tage beslutninger i fællesskab – og strukturelt eller politisk ved at de opnår større eller mindre mål inden for deres sag,” siger Reem Mana.
I hendes øjne er politisk forandring ikke hverken mulig eller så meget værd alene. Det er ved at skabe forandring på alle tre niveauer, at man for alvor, og på en blivende måde, kan skifte magtbalancen, så befolkningerne bredt set får mere indflydelse, mener hun.
”I Stand with the teachers-kampagnen var lærerne for eksempel altid tavse, når de mødtes med embedsmænd fra ministeriet. Det var dynamikken; al opmærksomheden blev fokuseret på, hvad embedsmændene mente og kunne lide. Men efter de første år lagde vi mærke til, at lærerne fik modet til at sige ”det er jeg ikke enig med dig” – at stå op for, hvad de mente. Det er den kraft, lokal organisering kan give, og det handler ikke bare om deres sag, men om hele ideen med at bringe magten tilbage til folket.”