« Tilbage til søgeresultaterne
Pigebørns Erhverv
Almueskolens Elever er tidt i de første 2- 3 Skoleaar meget kvikkere at have at gøre med end de mere velstillede Klassers Børn; de er mindre forkælede, ikke bange for at gaa paa og hyppig tidligere udviklede. Der stilles allerede i deres unge Alder ikke saa faa Krav til dem: Et Barn paa 8 Aar anses for fuldkommen skikket til at være Barnepige for de yngre Søskende; det vænnes til at besørge Byærinder og passe at faa rigtig Penge igen. - Sligt udvikler!
Men naar en lille Friskolepige har naaet en Alder af 10 Aar, er hun „en stor Tøs", der bør begynde at fortjene noget til Hjælp til Familiens Underhold. Forsaavidt Barnet gaar i Formiddagsskolen, indfinder da Mor sig paa Kontoret for at andrage om at faa hende overført til en Eftermiddagsklasse, for at hun kan faa en „Plads" om Formiddagen.
Fra det Øjeblik er det som Regel forbi med Kvikheden. Lektielæsning bliver der ingen Tid til. Hun møder uforberedt og udslidt paa Skolen - hyppig for sent: „Plæssen", (som det hedder i hendes Sprog), vilde ikke give Slip paa hende; hun sover i Timerne eller fjanter og forstyrrer de andre for dog at holde sig en lille Smule skadesløs for Formiddagens Alvor.
Alle vi Lærere er kede af disse „Plæsser", som sluger Børnenes Kræfter. Og dog er de ikke det værste! der er langt mere ødelæggende Beskæftigelser.
En Lærerinde lagde en Gang Mærke til, at en 13-14 Aars Pige, der hidtil havde været
god og rar, begyndte at forandre sit Væsen; hun havde faaet et eget, tvetydigt Smil og var bleven ligefrem fræk i sine Bevægelser, havde altid saa mange Hemmeligheder at fortælle og gav ved Minespil og Øjekast til Kende, at hun underlagde omtrent alt, hvad der blev sagt, en sjofel Betydning. Desuden var hun doven og uopmærksom, kort sagt, helt forvandlet. Da hun en Dag ikke var i Skole, spurgte Lærerinden de andre: „Hvor mon det kan være, at Karla altid ser saa søvnig ud i den sidste Tid?" - „Jo, Frøken", svarede de, „hun siger, hun er altid saa træt, naar hun har rejst Kegler om Aftenen". Det viste sig da, at hun i lang Tid var bleven benyttet som Keglerejser i en Beværtning paa Vesterbro. Kl. l-2 om Natten maatte Barnet ad de øde Gader alene søge til sit Hjem.
Naturligvis skred Skolens Inspektør ind og fik dette forpurret; men Skaden var sket: Konversationen paa en Keglebane er ikke for et Barns Øren. Der fik den lille Stakkel sin naturlige Undseelse slebet af sig, den, som skulde have været hendes Værn senere i Livet. Følgen viste sig snart: Hun var endnu ikke over den skolepligtige Alder, da hun maatte indlægges paa Vestre-Hospital.
For et Par Aar siden var en stor, 13 Aars Pige Skolebarn om Formiddagen og Dame uden Underkrop om Aftenen - jeg tror, i Vimmelskaftet. Naive Sjæle er der til alle Tider nok af; Lokalet var stuvende fuldt.
„Herre Gud", sagde en og anden, „hvad lever dog det stakkels Menneske af?"
„Ja-a", svarede Foreviseren, „hun kan jo nok faa lidt Chokoladepastiller og saadan noget ned!"
Medlidende Folk forærede da den stakkels defekte Dame saa megen Konfekt og Chokolade, at hun havde nok til alle dem derhjemme. Hun tjente iøvrigt ved Forretningen l Kr. om Dagen, saa man kan forstaa, at hun var et skattet Familiemedlem.
Søsteren, som gik rundt i Lokalet og solgte Programmer, blærede sig i Skolen af Herligheden. „Det er illusjon med Spejle!" sagde hun. Derved fik Lærer og Inspektør Nys om Sagen, der skete Henvendelse til højere Skolemyndigheder, derfra til Politidirektøren, som mente, at denne Misbrug af Barnet lettest vilde forpurres ved at anlægge Synspunktet „Bedrageri", eftersom det jo vitterlig var Løgn, at Amanda var uden Underkrop. Men imidlertid havde „Damens" Impressario høstet saa meget Guld, som han kunde vente her i Byen, og var draget til andre Egne. Pigebarnet var under dette blevet ordentlig demoraliseret, var blevet vænnet til at tjene Penge uden retskaffent Arbejde, til at drage Nytte af andres Dumhed og Lettroenhed, og - værst af alt - til at betragtes. Hun havde faaet sin naturlige Undseelse grundig neddæmpet og sin Forfængelighed kolossalt oparbejdet.
En stor Pige i min egen Klasse, hestedum, men med et smukt Ansigt, var desværre som lille bleven „opdaget" af en Maler, af ham anbefalet til en anden osv. Hun tjente ikke saa lidt som Model, men blev det mest umulige Væsen, man kan tænke sig: luddoven og forfængelig. Aldrig kunde hun et Muk, og altid anbragte hun sig i „maleriske" Stillinger. Det var til at ærgre sig sort over!
En lille Pige med et ejendommelig tateragtigt Ydre optraadte en Dag paa Skolen rigt smykket med Similidiamanter i sit sorte, krøllede Haar og paa sit lasede Kjoleliv. Paa Forespørgsel erfarede man, at hun havde „været saa heldig" at blive antaget ved Cirkus. Der var hun nu om Aftenen Engel eller Sommerfugl, og aldrig mere fik nu Barnet sin ordentlige Hvile eller Nattesøvn; tidlig og silde skulde hun til Prøver og Forestillinger.
En anden Lærerinde og jeg havde en Gang en haard. men Gud ske Lov, sejrrig Kamp med en Moder, som ellers var udmærket flink og passede sine Børn godt, men som havde faaet den Ide, at hendes Datter, en nydelig, gratiøs Pige med et fint Ansigt med brune, spillende Øjne, skulde til Cirkus. Hendes Begrundelse af sit Ønske var ret ejendommelig:
„Jeg vil gerne have hende ind i noget ordentligt", sagde hun, „saa hun selv kan tjene sit Brød paa en pæn Maade. Giftes skal hun ikke! - Det er det værste af alt! - Saadant et Mas jeg har haft med at
blive af med min Mand, - for han drak jo saa frygteligt! - Forfængelig, siger Frøkenen? Ork nej! - jeg kender Erna! - Forfængelig, det bliver hun aldrig! - Blive ødelagt? Ork nej! - Jeg kan høre, at Frøkenen slet ikke kender lil det! Jeg hår-været dernede! Det gaar saa overordentlig pænt til! — Der er jo mange Børn antaget der; men der er ingen, der faar Lov at tale til dem. De klæder sig om i en Sal for sig selv, og der er en Dame, som tager sig af dem. Og sikke Dragter! - Dem skulde Frøkenen bare se! - Og danse det vil jo Erna! Det er det eneste, hun bryder sig om; og hun ser saa sød ud, naar hun danser!"
Ja, det er Ulykken! „Børnene ser saa søde ud". De lette Florsdragter, Glassmykkerne, Guldpailletterne, den elektriske Belysning - alt dette besnærer disse naive Mennesker og dækker over Afgrunden.
Nej, lad dem saa ti Gange hellere skure og skruppe og passe smaa Børn! Det ødelægger dog ikke deres Moral. Og lad dem saa, siden det ikke kan være andet, bagefter sove i Skolen: Saa længe man sover, synder man jo’ ikke.
Nora Mortensen.
„Pigebørns Erhverv" er den sidste Artikel, vi har fra Nora Mortensens Haand. Det er med Sorg, vi tænker paa, at vi aldrig mere skal modtage hendes smaa Indlæg i Børnenes Sag - saa ejendommelige, saa levende og saa hjærtevarme.
Og vi lader denne hendes sidste Artikel gaa i Trykken med et lille Haab om, at den ved sit dybt alvorlige og sørgelige Indhold kunde vække en eller anden Kvinde til Handling for de Pigebørn, den henleder Tanken paa.
Kun faa danske Kvinder har taget socialt Arbejde op. Engelske og amerikanske Kvinder har allerede længe indset, hvilke Pligter og Opgaver Samfundet har for dem. De har ikke blot som Søstrene Grimké, Lucretia Mott, Susan B. Anthony, Francis Willard arbejdet sammen med Mænd i disses Kamp mod Slaveriet og Alkoholen; men de har ogsaa selv taget Initiativet og rejst nye Bevægelser, fundet nye Veje til at hjælpe Samfundets Stedbørn. Det var en Kvinde, Elisabeth Fry, der, som alle ved, gav Stødet til Fængselsvæsenets Forbedring; en Kvinde, Florence Nightingale, der efter først under Krimkrigen at have omskabt Felthospitalerne, senere blev den, der i sit Hjemland grundlagde Sygeplejerskernes systematiske Uddannelse; en Kvinde, Annie Mackpherson, der først undfangede og udførte Tanken om at frelse Londons ulykkeligste Børn gennem Udvandring til Canada o.s.v. Allerede Taine bruger i sine Rejsebreve fra England en hel Side til at opregne de Afhandlinger om sociale Emner, han fandt i Tidsskrifter, skrevne al Kvinder.
En af Grundene til, at danske Kvinder i saa ringe Grad er med i socialt Arbejde, er den. at Samfundsfølelsen kun er meget lidt udviklet hos dem. Og dog er en vaagen Samfundsfølelse en af de vigtigste Betingelser for, at Kvinderne, naar de ved Valgret og Valgbarhed faar direkte Indflydelse i Kommune og Stat, kan komme til at virke godt og værdifuldt.
- En af de for Kvinder nærliggende sociale Opgaver, synes det os, at Nora Mortensen peger paa i „Pigebørns Erhverv".
Der blev for en Del Aar siden i København paabegyndt et saakaldt „Forebyggende Arbejde for unge Piger", hvilket Arbejde netop tog Sigte paa de ganske unge Piger og Børn, som Nora Mortensen skriver om. Det „Forebyggende Arbejde for unge Piger" blev den Gang kun til en Begyndelse; dets Ide er aldrig blevet udført, dets Opgave er endnu uløst.
Mon ikke en eller anden ung Kvinde, der har Evner og Kræfter til socialt Arbejde og Trang til et nyttigere og indholdsrigere Liv end det. Flertallet af vor Tids unge danske Kvinder nøjes med, vilde tage denne endnu uløste Opgave op?
Dette Blads Redaktion har i sin Besiddelse en Del Materiale fra det ovennævnte „Forebyggende Arbejde for unge Piger". Delte Materiale staar til Tjeneste, for hvem, der maatte have Brug for det.
Redaktionen.
