« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinderne i Bjørnsons Digtning

Af: Anna Brosbøll

« Se emneord

Essay af Agot Gems-Selmer. G. B. N. F. 1907.

Det er en taknemlig Opgave for en Kvinde at tale om Kvinderne i Bjørnsons Digtning, der har været som et Højsæde for Kvinden - at tale om Tora Parsberg, Ragni, Fru Rendalen, Fru Dag - alle disse, som vi kender og elsker, og over for hvilke det gaar os, som det hvert Aar gaar os Mennesker over for Foraarets og Sommerens Blomster, at naar vi ser dem igen, siger vi: „Denne er dejligst!" Og naar den næste kom­mer: „Nej denne!" og saa atter: „Ingen er som den!"

Hvis man ved „Essay" tænker sig noget som en Studie, hvilende paa videnskabelig Forsk­ning - et sammentrængt og afrundet lille kunst­nerisk Hele, med aabne Rum for det personlige og med aabne Vuer til almene Ideer, saa er det ikke det, Forf. har villet givet. Ud fra sin store Kær­lighed og deraf følgende Fordybelse i Bjørnsons Digtning, forklarer og kommenterer hun helt per­sonlig særlig to af de tre Grupper, hun deler hans Kvindeskikkelser i: „De modne, stærke, eroti­ske Kvinder", og „Moderskikkelserne", og der ind imellem føjer hun saa sine Betragtninger over Livet, Kvindens og Mandens Væsen, Ægteskab, Opdragelse og meget andet, som en forstandig Kvinde med aabne Øjne og et stadig ungt Følel­sesliv samler sig Erfaring om ved at leve. Hen­des Tanker gaar lunefulde Baner, bevæger sig ofte i uformodede Stød - som Guldsmeden, naar den flyver eller med Fugle-Hurtighed. Hendes Pen synes at glide over Papiret uden Standsning, ofte tegner hun en sindrig Arabesk, undertiden følger der i Hastigheden lidt Krimskrams med, men oftest slynger hun som et broget Rankenet om den Bjørnsonske Digterarkitekturs stolte, rene Linier, en Sejerskrans om Tinden eller for Foden af det, hun elsker - af det vi elsker, alle vi nor­diske Kvinder, hvis Udvikling vilde været ander­ledes, hvis Bjørnstjerne Bjørnson ikke havde levet.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner