« Tilbage til søgeresultaterne
Ellen Sandelin
Sjælden tegnes Dødskorset med større Savn og Sorg end nu ved Dr. Ellen Sandelins Navn.
Sjælden er saa megen herlig Kraft, ædel Vilje, saa mange rige Løfter gaaet ind i Dødens dybe Tavshed.
Ellen Beata Elisabeth Sandelin fødtes i Varmland i Sverige 1862. Hendes Fader var Læge, og hos Datteren vaagnede tidlig en Tilbøjelighed til at følge i hans Spor. Denne gode Fader, som hun desto værre mistede, da hun endnu var meget ung, havde stor Indflydelse paa hende, endog i de mindste Ting; saaledes tog han en Gang det Løfte af hende ikke at drikke Kaffe, og dette Løfte holdt hun trofast til sin Død.
Foruden Faderen og Moderen var der en til, som fik stor Betydning for Ellen, og det var hendes Moster, Fredrique Kihlbom, Sveriges første kvindelige Journalist, en fremragende og kundskabsrig
Kvinde. Det turde først og fremmest have været hendes Fortjeneste, at „lille Ellen” sendtes til den Wallinske Skole i Stockholm, hvorfra hun blev Student 1881.
Da Ellens Moder giftede sig anden Gang med en Nordmand, fulgte Datteren med til Christiania, hvor det tillodes hende at studere videre og tage Eksaminer i forskellige Fag hos Universitetslærere, endskønt Universitetet paa det Tidspunkt endnu ikke var aabnet for Kvinder. Det hedder sig, at da Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til Universitetet senere forhandledes i Stortinget, nævnedes Frk. Sandelins Studier i Forhandlingen som et for Kvinderne gunstigt Præcedens.
Trods den ungdommelige Livsglæde, der var over Ellen Sandelin i hendes Studietid, siger de, som da kendte hende, at allerede den Gang mærkedes hos hende den dybe, ejendommelige Alvor, der i hendes senere Aar var karakteristisk for hende, trods hendes Livsglæde og Arbejdsfriskhed.
Efter en Tid at have været Lærerinde besluttede Ellen sig til at studere Medicin. Hun blev medicinsk Kandidat fra det Karolinske Institut i Upsala, og 1897 tog hun den medicinske Licentiatgrad i Stockholm. Umiddelbart derefter begyndte hun at praktisere, ligeledes i Stockholm. Kvinderne strømmede snart til hende i store Skarer, thi straks fra Begyndelsen viste det sig, at Ellen Sandelin ejede en sjælden Sikkerhed i at stille en Diagnose. Men det var ikke blot hendes kraftige, opmuntrende Optræden, hendes Omhu og Dygtighed, som skaffede hende den syges Tillid, men ogsaa det store, varme Hjerte og den fine Takt, som mærkedes gennem hendes Handlemaade.
Ellen Sandelin interesserede sig stærkt for Kvindehygiejne og for Sædelighedsspørgsmaal. Dette fik Udtryk saavel i hendes udmærkede Foredrag som i hendes populære Skrifter om disse Spørgsmaal. Blandt hendes Skrifter kan nævnes: „Om ungdomens sedliga Uppfostran”. Da Ellen Sandelin 1902 holdt en Række Foredrag om disse Spørgsmaal i Helsingfors samledes saa store Skarer om hendes Talerstol, at Politiet maatte afspærre Gaden for at forebygge Ulykkestilfælde.
For Kvindesagen arbejdede hun med stor og aldrig svigtende Interesse. Den Værdighed og Takt, hvormed hun i 1906 i Paris repræsenterede sit Land, vakte manges Beundring. „ Det var mærkværdigt at se,” skrev Lady Aberdeen til mig efter hendes Død, „hvor hun vandt alle deres Tillid og Hengivenhed, med hvem hun kom i Berøring - - - ”.
Ellen Sandelin havde mange Planer baade med Hensyn til det nationale og det internationale Arbejde for Kvindesagen. Disse Planer fik hun ikke virkeliggjort. En højere Magt havde besluttet det anderledes. Nedbrudt af mere end eet Aars svære legemlige Lidelser, gik hun bort den 7. Maj, efterladende sig en sørgende Moder og en talrig Skare Venner og Patienter.
Helsingfors 7. Juni 1907.
