« Tilbage til søgeresultaterne

Religiøse Erfaringer

Af: Helene Berg

« Se emneord

Af William James.

(Paa Dansk ved Edv. Lehmann og Christine Mønster. Med et Forord af Professor Høffding. V. Pios Forlag 1906)

Til den største Mængde af de overmaade mange Bøger, som hvert Aar sendes ud i Verden, kan man, uden at miste noget der­ved - ofte vil man vinde - rolig sige „Hus forbi”. Men nu og da kommer der en Bog, som alle og enhver burde læse og helst eje.

En saadan Bog er William James’ „Religi­øse Erfaringer.”.

Thi denne Bog er, foruden alt hvad den iøvrigt er, et Tidernes Tegn.

Som dens Undertitel siger, er den „en Undersøgelse af den menneskelige Natur”, og det, den særlig beskæftiger sig med, er „den store Region under Bevidsthedens Tærskel og udenfor dens Bredder, hvis Tilværelse Viden­skaben begynder at indrømme, men om hvil­ken der i Virkeligheden vides saa lidt”.

Og den Maade, hvorpaa den højt ansete Videnskabsmand, Professor i Filosofi ved Harvard Universitet, behandler sit Emne, er mærkelig og usædvanlig. Han gaar ikke til Arbejdet med den forudfattede Mening, at Religiøsitet enten er Daarskab eller Sygdom eller noget rudimentært i Menneskeaanden, noget der hører et lavere Kulturtrin til, og som Menneskeslægten kan og bør udvikle sig bort fra. Heller ikke mener han, at der kun er een gyldig og værdifuld Form for religiøst Liv. Han undersøger ikke Formerne; Teolo­gien interesserer ham ikke; Institutionerne gaar han forbi og lige ind til det, der er og bliver det til Grund liggende, det evigt gyl­dige. Kærnen i alle Religioner: Den enkeltes umiddelbare religiøse Oplevelser - de per­sonlige Førstehaandserfaringer.

Med dyb Ærbødighed og med indtrængende Forstaaelse samler Forf. sit store Materiale af documents humains; fra Biografier og Auto­biografier, saavel fra historisk kendte Mænds og Kvinders Liv som fra ganske ukendte Menneskers Erfaringer og Oplevelser, fra alle Jordens Egne og fra de forskellige Trosbe­kendelser drager han sit mangfoldige og højst forskelligartede Stof sammen, og han ordner og fremstiller det saaledes, at Sammenhæn­gen ses, og Værdierne opdages.

Er det muligt, at nogen kunde være saa fordomsfuld, saa fremmed og fjærn overfor religiøse Livsytringer, saa vissen i sit eget religiøse Organ, at han kunde gøre sig bekendt med alle de her fremlagte Aktstykker, uden at faa et stærkt Indtryk af, at det er fra det religiøse Livs Kilder, de stærkest fremaddrivende og mest livsomformende Kræfter udspringer.

Forf. siger et Sted: „- - -  den reli­giøse Erfarings bedste Frugter er de kosteligste Ting, Historien kan opvise. Denne Pris er altid blevet dem tilkendt; her om ellers noget Sted finder vi Livet i dets lødigste Kraft - - - -  Den højeste Flugt af Kærlighed, Opofrelse, Frimodighed, Taalmod, Tapperhed, hvortil den menneskelige Natur har spredet sine Vinger, er blevet vovet for de religiøse Idealer”.

Forf. fører sine Læsere ind i en helt for­underlig Verden, som dog, trods alle Vuer ud over en højere Tilværelse end den rent materielle og alle Indblik i det menneskelige Sinds mystiske Dybder, maa være som et lukket Land for enhver, der selv er uden religiøse Erfaringer; thi kun ved et Førstehaandsforhold kommer Mennesket i Forbin­delse med de evige Kræfter, som ene kan benægtes af saadanne, der selv er uden For­bindelse med dem.

Dette skulde ikke være en udtømmende Omtale af „Religiøse Erfaringer”. Dette Blad har ikke Plads til længere Afhandlinger om slige Emner, og saadanne Afhandlinger vilde heller ikke være paa sin Plads i dette Blad.

Disse Linier skulde blot være et: Tag og læs! Læs selv denne Bog, som handler om de Spørgsmaal. der har den almenmenneskeligste Interesse og uden Sammenligning langt den dybeste Betydning og den største Værdi af alle de Spørgsmaal og Sager, som beskæf­tiger Menneskers Tanker og Følelser. De, som kan læse Engelsk, bør læse den paa Originalsproget, baade fordi selv den bedste Oversættelse aldrig helt gør Fyldest, og ogsaa fordi den danske Oversættelse er noget forkortet, saaledes ganske har udeladt tre Kapitler. Men de, som ikke med fuld Forstaaelse kan læse Bogen paa Engelsk, vil være vel tjent med den danske Oversættelse, der som Helhed er god. Oversætterne for­tjener stor Tak, fordi de har bragt denne Bog frem paa Dansk - det første Sprog, hvortil den er bleven oversat.

Lyngby, Juni 1907.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner