« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Valgret paa Socialdemokratiets Kongres i Stuttgart
I Sammenhæng med Socialdemokratiets Kongres i Stuttgart i August Md. (ved hvilken flere Kvinder deltog som Talere), afholdtes en særlig Kvindekonference.
Ved et af Kongressens Møder blev følgende Resolution enstemmig vedtaget:
„Kongressen hilser med største Glæde den første internationale, socialistiske Kvindekonference og erklærer sig solidarisk med dens Stilling til Kvindernes Valgret.
Kongressen afviser den indskrænkede Kvindevalgret som en Forfalskning og Forhaanelse af Principet om Kvindekønnets politiske Ligeberettigelse. Socialdemokratiet kæmper for Principets mest livsfyldte konkrete Udtryk: almindelig Kvindevalgret, omfattende alle fuldmyndige Kvinder og hverken knyttet til Besiddelse, Skatteydelse, Dannelsesgrad eller andre saadanne Betingelser, der udelukker Medlemmer af det arbejdende Folk fra Nydelsen af deres Ret. De socialdemokratiske Kvinder bør føre Kampen for Kvindekønnets fulde Borgerret, ikke i Forbund med de borgerlige Emancipationsdamer, men i Fællesskab med de socialistiske Partier som en af de principielt og praktisk vigtigste Fordringer til Valgrettens fulde Demokratisering.
Socialdemokratiet i alle Lande forpligter sig til energisk at kæmpe for almindelig Kvindevalgret.
I Særdeleshed bør ogsaa Kampen for Valgrettens Demokratisering til Lovgivnings- og Forvaltningsmagten i Stat og Kommune til Fordel for Arbejderklassen føres med Kvindevalgretten som Formaal, der maa fremhæves med Eftertryk i Parlamentet og i Agitationen. I Lande, hvor Demokratiseringen af Mændenes Valgret er vidt fremskreden eller fuldstændig naaet, bør Socialdemokratiet optage Kampen for den almindelige Kvindevalgret og i Forbindelse dermed selvfølgelig forfægte alle de Krav, der endnu er at gennemføre til Fremme af fuld Borgerret for de mandlige Arbejdere.
Den internat. soc. Kongres kan ikke give noget Land bestemte Forskrifter for Tidspunktet til en saadan Valgretsbevægelses Indledning, men erklærer, at naar en saadan Kamp optages, maa den ubetinget og udelukkende føres paa Grundlag af den almindelige socialistiske Kamp for alm. Valgret for alle Fuldmyndige uden Hensyn til Køn.”