« Tilbage til søgeresultaterne
Arbejdskaar for Kvinder i Samarbejde med Mænd
III
Stats- og Kommune-Skoler.
Da Undervisning og Opdragelse i særlig Grad maa siges at høre til Kvindens Kald, skulde man synes, at her var et Felt, hvor Kvinder kunde opnaa samme Lønnings- og Avancementsvilkaar som Mændene. Dette er imidlertid endnu ikke Tilfældet. Kvinderne har tværtimod først ved Lov af
24/4 1903 om højere Almenskoler faaet Adgang til at blive ansat ved Statens Skoler (de gamle saakaldte Latinskoler). Dette var atter en naturlig Følge af, at der var blevet givet Pigebørn Adgang til at blive Elever i disse Skoler, og Forholdet er nu dette, at der skal være een eller flere Lærerinder ved de højere Almenskoler i Forhold til Antallet af kvindelige Elever. Uddannelsen er ens for de mandlige og kvindelige Lærerkræfter, nemlig fortrinsvis Skoleembedseksamen, men medens Lønnen for Adjunkter er fra 1800 til 3000 Kr. og for Overlærere 3000 til 4200 Kr. er Skalaen for Lærerinderne 1500 til 2400 Kr. og for Overlærerinder 2400 til 3300 Kr. Det er udtrykkelig fastslaaet i Loven, at ingen Kvinde kan blive Rektor.
Under Statens Skoler maa endvidere nævnes de kgl. Døvstummeinstituter i København og Fredericia, det kgl. Blindeinstitut i København samt de kgl. Døvstummeskoler i Nyborg og Fredericia. Medens tidligere kun Forstanderne havde kongelig Udnævnelse, er dette siden 1906 Tilfældet for hele Lærerpersonalet. Lærernes Løn er 1800 til 3300 Kr.., Lærerindernes 1600 til
2600 Kr. Arbejde og Arbejdstid er ens.
Ved de kommunale Skoler har Kvinderne en længere Virksomhed at se tilbage paa.
I 1859 vedtog Københavns Kommunalbestyrelse, at der kunde ansættes Lærerinder ved Byens offentlige Skoler. Der fandtes imidlertid ikke nogen Uddannelsesanstalt for kvindelige Seminarister; men Frøken Zahle oprettede i 1860 det første Kursus til Almuelærerindeeksamen. Medens der for de mandlige Seminarister findes 4 Statsseminarier i forskellige Egne af Landet, hvor Undervisningen ydes for 40 Kr. aarlig, altsaa næsten gratis, og Opholdet er meget billigt, er Kvinderne stadig henviste til den dyrere Undervisning paa private Seminarier. Eksamensfordringerne er ens for begge Køn, kun at Kvinderne har et Fag mere, nemlig Haandarbejde.
Bedst stillede er Kommunelærerinderne i København, hvor forøvrigt 60 % af Lærerpersonalet er Kvinder. Her er Lærerinderne langsomt naaet frem, først til at faa Adgang til Viceinspektør- og nu senest til Inspektør-(d. v. s. Overlærer-) Embederne. Ganske vist blev der først i 1894 oprettet et kvindeligt Inspektør-Embede ved en Pigeskole med en ringere Lønning end for de mandlige Inspektører, men i 1903 vedtog Kommunalbestyrelsen efter Ansøgning fra 400 Lærerinder, at ethvert overordnet Embede indenfor Københavns offentlige Skolevæsen herefter skulde kunne søges baade af Mænd og Kvinder, og at Lønnen skulde være ens for begge Køn. Der findes nu 3 Inspektricer ved Københavns Skolevæsen. Medens Kaarene saaledes nu er ens for de overordnede Posters Vedkommende, er dette ikke Tilfældet for de almindelige Lærere og Lærerinder. Lærerne faar ved fast Ansættelse 1500 Kr. aarlig, stigende hvert 3dje Aar med 300 Kr. til 3000 Kr., medens Lærerinderne efter en Konstitutionstid, der er den samme som for Lærerne nemlig 4 á 5 Aar, faar 1400 Kr. stigende hvert 3dje Aar med 100 Kr. til 2000 Kr. Pensionsreglerne er i København, som forøvrigt hele Landet over, de samme for Lærerne som for Lærerinderne, d. v. s. beregnet i Forhold til Gagen.
Frederiksberg Skolevæsen indtager en Særstilling, idet Lønningsforholdene her er anderledes end baade i København og i Købstæderne. Lønskalaen er for Lærerne, med 36 Timers ugentlig Undervisning, fra 1296 til 3200 Kr., for Lærerinderne med 24 Timer ugentlig, 870 til 1750 Kr. Baade Lærerne og Lærerinderne faar Ekstra-Betaling for Overtimer, og Lærerinderne kan i de yngre Aar have indtil 12 Overtimer ugentlig á 75 Øre og derved faa et Løntillæg paa ca. 400 Kr. til ovennævnte Skala, medens Lærerne kun kan have indtil 6 Overtimer ugentlig, der i den største Del af deres Tjenestetid betales med l Kr. pr. Time. Princippet, at give Lærerinderne kortere Arbejdstid og derigennem bringe Retfærdighed i den ringere Løn, er foruden paa Frederiksberg bragt til Anvendelse i Aalborg og Kolding. Paa Frederiksberg har Lærerinderne ikke Adgang til Inspektørembederne, men der er ved hver Skole, under Inspektøren, ansat baade en Overlærer og en Overlærerinde, som faar 300 Kroners Løntillæg og 6 Timers Nedsættelse i det ugentlige Timeantal.
For Købstadskolerne findes der saavel for Lærerne som for Lærerinderne 3 Lønskalaer, af hvilke den højeste, der benyttes i alle større Byer, for Lærerne er fra 1000 Kr. stigende til 2400, medens Lærerinderne begynder med 800 Kr. og slutter med 1500 Kr. Mange Kommuner giver imidlertid yderligere Løntillæg, og det ventes, at der i den kommende Rigsdagssamling vil blive forelagt en Lønningslov sigtende til en Forbedring af Lærerstandens Kaar, der under den nuværende „Dyrtid” er meget knappe. Man haaber ved denne Lejlighed at faa gennemført, at Lærerinderne i Købstadskolerne faar Adgang til Overlærerembederne, hvilket de ikke har nu. Der har været gjort Forsøg i en enkelt Købstad paa at faa en kvindelig Overlærer, men Forsøget strandede paa, at Overlærerne ved Købstadskolerne har kongelig Udnævnelse, og Embederne altsaa hører ind under Statsembeder, til hvilke Kvinder ikke har Adgang. Paa Dansk Kvindesamfunds Aarsmøde i Svendborg i Juli d. A. vedtoges det enstemmigt efter Forslag af Frk. Anne Bruun at indgaa til Regering og Rigsdag med et Andragende om, at Overlærerembeder ved Landets Købstadskoler fremtidig besættes lige saa vel med Kvinder som med Mænd.
Hvad endelig Landsbyembederne angaar, da er disse meget daarligt lønnede, saa daarligt, at det undertiden kniber med at faa Ansøgere til de ledige Embeder. Kvinderne kan paa Landet kun faa „Anden-Lærer” Embeder, for hvilke Lønnen er den samme for Mænd og Kvinder, nemlig en Begyndelsesløn af 500 á 700 Kr. stigende hvert 3dje Aar med 100 Kr. aarlig, indtil et samlet Alderstillæg af 500 Kr. er naaet; hertil kommer Bolig, Brændsel og Have. Skoleloven af 1858 bestemte, at Boligen til et Anden-Lærer Embede skulde bestaa af et værelse, der var 4 Alen højt,
40 Kvadrat Alen og forsynet med Bræddegulv og Kogekakkelovn! Nu er den sikkert i Reglen adskilligt bedre, derimod er Haven ofte erstattet med et lille Løntilskud. Skønt Landsbylærerinderne, som ovenfor nævnt, tilsyneladende er ligestillede med deres mandlige Kollegaer, er deres Kaar dog lidet misundelsesværdige. De er afskaarne fra at rykke op til Førstelærerembederne og medens det ugentlige Timetal for Lærerne er 36 Timer, paalægges der Lærerinderne at yde Undervisning i Haandarbejde og Gymnastik udenfor dette Timetal, hvorved de undertiden faar indtil 12 Undervisningstimer mere en deres mandlige Kollegaer, og uden at der gives dem noget Lønningstillæg for dette Ekstraarbejde. Paa skolemødet i København i Sommer blev denne Uretfærdighed, der medfører megen Overanstrængelse for Lærerinderne, da ogsaa paatalt meget kraftigt, og den vil forhaabentlig snart blive ophævet.
Naar Lærerinderne har faaet saa stor en Part af Folkeskolens Embeder, skyldes det sikker ikke udelukkende deres gode Arbejde, men ogsaa den Omstændighed, at de ifølge de gældende Lønningslove er væsentlig billigere end Lærerne, hvilket med den rivende Udvikling af vort Skolevæsen spiller en stor Rolle for mangen Kommune. Man har udregnet, at en Lærerinde med 30 Aars Arbejdstid efter højeste Lønskala i Købstæderne i disse 30 Aar repræsenterer en Besparelse af 18,500 Kr. i Sammenligning med en Lærer efter samme Skala. Et yderligere Udslag af denne Sparsommelighed maa Indførelsen af Forskolelærerindeeksamen i 1892 siges at være. Der skabtes herved en ringere, billigere Uddannelse af Lærerinder til Undervisning af Landsbybørn under 10 Aar, og der oprettedes for dem Embeder, til hvilke der ikke findes tilsvarende mandlige. Ganske vist afløste forskolelærerinderne mange Steder helt ueksaminerede Pogeskolelærerinder, men hvis en Folkeskolelærerinde vil søge at naa ud over de Kaar, der bydes hende – en gennemsnitlig Pengeløn af 462 Kr. + bolig og Brændsel – da giver hendes Eksamen hende ikke nogen som helst Lettelse til ,,seminaristeksamen”, som Almuelærerindeeksamen nu almindeligvis kaldes.
Man maa imidlertidig haabe, at Lærerinderne, der har ydet en væsetlig Indsats i Kvindebevægelsen i Danmark, inden altfor længe maa naa idetmindste et Skridt fremad imod Ligestilling med deres mandlige Kollegaer.