« Tilbage til søgeresultaterne
Vore Børn. Kostskoler ogsaa for Pigebørn
Man kan ikke undlade at lægge Mærke til, at j den ene ny Kostskole efter den anden dukker op her i Landet. Det bliver altsaa mere og mere almindeligt at sende Børnene bort fra Hjemmene og lade dem opdrage i en Kostskole. Endnu er det dog næsten udelukkende de riges og velhavendes Børn, der etableres paa denne Maade. At det er kostbart at holde sin Søn i en Kostskole, forhindrer jo i Reglen Folk med smaa Indtægter i at gøre det. Men det er maaske ogsaa de riges Børn, der allermest trænger til at opdrages her. Tusinde Krav udadtil trækker Forældrene bort fra Børnene. De lange Udenlandsrejser, Badestederne o. s. v. Og den store Selskabelighed, som det at have mange Penge gerne medfører, gør Hjemmet til et fredløst og uhyggeligt Sled for Børnene, baade naar de store spisende og drikkende Skarers øredøvende Spektakel suser gennem Rummene, og naar Faders og Moders Fraværelse gør Stuerne øde, mørke og kolde. „Glem nu ikke Peter at lukke for Varmen, og der maa kun være tændt i den lille Stue", lyder Fruens formanende Røst ud fra et Brus af Kniplinger og Silke, inden Vogndøren smækkes i. - „Uf! her er væmmeligt!" siger Børnene, og kiger fra det oplyste Rum ind gennem de mørke Saloner, hvor Peter gaar og lukker for Varmen. „Hvad skal vi nu tage os til? Det manglede bare, vi skulde sidde her og kede os, naar Far og Mor er ude at more sig". - Lektierne glemmes ganske; Maden, som Bolette i Dagens Anledning ikke an-retter synderlig appetitlig, langt mindre præcis, faar Lov til at staa at drive. De, der skulde spise den, er über alle Berge, og et „hvor mon de er rendt hen, Peter?" er al den Interesse, Bolette ofrer denne Sag, og Peter - skulde jo bare lukke for Varmen.
Paa Kostskolen er der altid lyst og varmt. Arbejdstiden, Spisetiderne, Fritiden er paa Klokkeslet. Børnene er altid under Opsigt og af Folk, der er sat til den Bestilling, fordi de har ofret en Uddannelse paa at fyldestgøre en saadan Stilling. Med Tanken paa Børnenes legemlige og aandelige Udvikling er alt i Skolehjemmet indrettet. Paa en rolig, ufravigelig Maade gaar det daglige Arbejde for sig, og paaskønnelsesværdige Anstrængelser gøres der for at undgaa aandelig Overanstrængelse hos Eleverne, hvad dog næsten umuliggøres paa Grund af de ublu Eksamensfordringer og den Masse forskellige Fag, Barnet overlæsses med. Ogsaa Adspredelserne er ordnet med Henblik paa, hvad Børnene har godt af. Er det en Theateraften, det gælder, bliver det ikke „den glade Enke", de faar at se. Gives der et Bal paa Kostskolen, er det selve Festligheden, der faar de unge Øjne til at funkle, ikke den skummende Champagne og de hede Vine, thi de findes ikke paa Bordet; og holdes der Foredrag, kan man være forvisset om, at den glade Latter eller ivrige Klappen ikke er Svar paa morsomme Slibrigheder eller interessante Ækelheder, thi alt - alt er lagt an paa, indrettet paa Børnenes Vel og sunde Udvikling med den Sagkyndiges faste Haand og bevidste Ansvarsfølelse.
Dette gik op for de Forældre, som Verden havde slugt, dog ikke saa grundigt, at deres Hjærter kunde lade være at slaa i Bekymring for deres Børn. Dette gik op for den travle Fader, hvem Arbejdet slugte, for den trætte Hustru, hvis Kræfte og Lyst til at være en god og dygtig Moder d bestandige Barnefødsler kvalte. Dette gik op for de ulykkelige Forældre, som havde gjort den uhyggelige Opdagelse, at de slet ikke passede sammen, ikke kunde leve sammen og derfor maalte have Børnene anbragt paa neutral Grund, under rolige Forhold, borte fra det sørgelig oprivende Syn, som de elskede Forældres Ulykke maa være for Barnets Sind.
Og saa blomstrede Kostskolerne op. - For Danmarks Sønner, ja; men Døtrene da? Ja, de blev jo hjemme hos Bolette, Jomfru Christensen eller Husfrøken Dit eller Dat. Sine Døtre kan man da ikke saadan sende nogen Steds hen. Nej, men det er netop denne Mangel, jeg vil paapege, netop dette, jeg vil have frem: Vi skal have Kostskoler for Pigebørn ogsaa. I øvrigt allerhelst Fælleskostskoler for Piger og Drenge, og det skal være Mønsterskoler, Landets Stolthed, hvis højtuddannede og højt betalte Lærerkræfter sætter Adelsmærket paa vore Sønner og Døtre, den høje Kulturs ædle og fine Racemærke. Men det vil koste mange Penge; her forslaar ikke det private Initiativ. Staten maa være Støtten, og er der noget bedre for Staten at bruge sine Millioner til, end at anvende dem til at fremme Landets Kultur? Nok saa godt forsvarer man vel egentlig sit Land med høj Kultur som med Krudt og Kugler?
Men Forældrene eller rettere sagt Faderen, thi med Skam at melde har jo Hustruen, Moderen juridisk set, ikke det mindste at sige i sit Forhold til Børnene; det er kun den ugifte Moder, der ikke betragtes som en uvedkommende Person. Altsaa Faderen vil kun langsomt vindes for denne Sag. Ikke fordi han ikke kan undvære Døtrene i Hjemmet, ikke fordi hans Hjærte hænger mere ved Døtrene end Sønnerne, men fordi han ikke vil ofre saa mange Penge paa Pigebørnene. „Drengene er saamænd kostbare nok, det manglede bare, man nu skulde have de samme Udgifter med Pigebørnene ogsaa!"
Nej, saa længe Manden endnu er i Tvivl om, at Kvinden er et virkeligt Menneske, ikke et usseligt Ribben, som Adam i en snæver Vending kunde undvære, men født til Verden som han, med den samme Ret til at være der som han, Ret til at dele Jorden med ham og herske over den, ja, saa maa jo Døtrene komme i anden Række, og det vil gaa smaat med Kostskolerne for Pigebørn.
Nu vel, lad det da gaa smaat, det er vi jo vant til, ved, at enhver ny Tanke skal snakkes mør Aar ud og Aar ind, inden den faar Lov at slippe ud som anerkendt, som brugelig. Selv med Hanefjed naar man jo Maalet, naar man kun bestandig gaar frem, og det gælder om at bruge sine Evner og Kræfter til at pege paa nye Maal. Pege utrætteligt, uden at tage Fingeren bort.
Men nu Hjemmene, der blev tomme? - Lad dem holde Søndagene, Ferierne hellige. Dermed mener jeg, lad Søndagene og Ferierne være Hjemmets, Forældrenes og Børnenes. Lad dem bruge disse Dage til at være noget for hinanden, helst saa meget, at det slaas fast i Børnenes Bevidsthed: Intet Sted paa Jorden som hjemme hos Far og Mor. Og jeg skulde næsten tro, at naar disse Døtre og Sønner var færdige med deres Uddannelse paa Kostskolerne og kom hjem, havde de lært netop at værdsætte Hjemmet; thi et Gode, man har længtes mod og glædet sig til, forstaar man at vurdere, naar man opnaar det.
