« Tilbage til søgeresultaterne
Arbejdskaar for Kvinder i Samarbejde med Mænd
IV.
Kvinder ved Handelen.
(Fortsat).
Statistisk at angive, hvor mange Kvinder, der ernærer sig ved Handel i Danmark, er umuligt. Der foreligger kun statistisk Opgørelse for København med Sundbyerne, Frederiksberg samt
Gentofte-Ordrup. Denne Erhvervsstatistik udkom i 1904, baseret paa Folketællingen 1901, og er altsaa allerede forældet. Dertil kommer, at en Del Kvinder, som har Plads i en Forretning eller paa et Kontor, men som bor i Hjemmet, ikke angiver noget Erhverv paa Folketællingslisten, bl. a. vel for at slippe for Skattepligt. Nogen Vejledning kan dog den nævnte Statistik give, og vi henter derfor nogle Tal derfra, idet Tallene afrundes.
Af 215,000 Kvinder i København og Sundbyerne angives 76,000 at være Forsørgere, og heraf ernærer ca. 10,000 sig ved Handel og dermed beslægtede Erhverv. Statistikken inddeler de deri omhandlede Personer i tre Klasser: a, b og c. a-Klassen omfatter ca. 3500 selvstændige, kvindelige Handlende eller ledende Personer, f. Eks. i Aktieselskaber; b-Klassen ca. 4000 Medhjælpere, altsaa Ekspeditricer og Kontorister etc., og c-Klassen, der nærmest omfatter Tyende o.1., ca. 2800. Medens Opgivelsen for a-Klassens Vedkommende, de selvstændige Erhvervsdrivende, sikkert er væsentlig korrekt, maa b-Klassen øjensynlig betydelig forhøjes, bl. a. af ovennævnte Grunde
m. H. t. Folketællingslisternes Udfyldelse. Eksempelvis kan anføres, at i Statistikken er opført under „Stormagasiner” 130 kvindelige b-Personer og under „Manufaktur- og Modehandlere” 580 Kvinder i samme Klasse. Aktieselskabet Th. Wessel og Vett (Magasin du Nord) beskæftiger imidlertid henimod 300 Kvinder, der maa henregnes til b-Klassen, altsaa eksklusive Syersker, der jo falder ind under Industrien, og Firmaet A. C. Illum noget over 200 Kvinder af samme Klasse.
Interessant er det at se, hvorledes Aldersforholdet stiller sig for Kvinder, der arbejder ved Handel.
a-Gruppen, de selvstændige Kvinder, har 75 % i Aldersklassen 30-60 Aar, medens b-Klassen har
52 % i Alderen fra 18-25, ca. 20 % fra 25-30 og ca. 30 % fra 30-60 Aar. I a-Klassen er 33 % ugifte, 18 % gifte og 49 % Enker, medens b-Klassen har 94 % ugifte. Disse Tal giver et tydeligt Billede af, at en stor Del unge Kvinder forinden deres Giftermaal, altsaa indtil 25 Aars Alderen, ernærer sig ved Handel, og ved deres Giftermaal gaar over fra at være Forsørgere til at blive forsørgede. En Del af dem genoptager saa Arbejdet som gifte eller som Enker i selvstændige Forretninger eller fører ved Mandens Død hans Forretning videre.
Hvis man vil spørge, om alle disse Kvinder, der ernærer sig ved Handel, har forstaaet at organisere sig, for derigennem at skaffe sig bedre Kaar, lyder Svaret desværre benægtende. Der savnes i høj Grad Standsfølelse hos de arbejdende Kvinder indenfor Handelsstanden. En stor Del af de unge føler kun deres Arbejde som en Overgangsperiode forinden Giftermaalet, og blandt de ældre hersker der hos mange en vis Frygt for, at det skulde være ilde set hos Principalerne at være Medlem af en Slags Fagforening, i Forbindelse med daarlig økonomisk Evne til at betale Foreningskontingent. Mange af de dygtige, bedre stillede Kvinder af Standen savner Forstaaelsen af, at netop de burde gaa i Spidsen for en Sammenslutning, der vilde være til Gavn for deres mindre heldigt stillede Kollegaer. Frygten for Principalerne er sikkert ubegrundet, disse har jo selv deres faglige Organisationer, gennem hvilke de enes om Lukketid og meget andet, og en faglig Funktionærforening er jo ikke ensbetydende med Strike o.1.
Den bestaaende Fagorganisation er „Centralorganisationen af Handels- og Kontormedhjælpere”, som optager baade Mænd og Kvinder og har lokale Foreninger Landet over. Tiltrods for, at den paa sit Program har: samme Løn for Mænd og Kvinder - en Fordring, som maaske fra Mændenes Side tillige, bortset fra Retfærdighedshensynet, er udsprunget af Haabet om, at „Kvindekonkurrencen” dermed skulde meget betydelig formindskes - har Centralorganisationen hidtil vundet meget ringe Tilslutning hos Kvinderne, bl. a. maaske paa Grund af det forholdsvis høje Kontingent af l Krone om Maaneden.
Den ovenfor nævnte „Kvindernes Handels- og Kontoristforening” i København blev oprindelig stiftet særlig paa Initiativ af Fru Admiralinde Emma Gad under Navnet „Hegnet”. Som Navnet antyder, var den ment som et Værn for de unge Kvinder, særlig af Handels- og Kontorstanden, mod Hovedstadens Fristelser, og den skulde tillige gennem sin Sygekasse yde Medlemmerne Hjælp i Sygdomstilfælde. Navnet „Hegnet” er senere efter Medlemmernes Ønske forandret til „Kvindernes Handels- og Kontoristforening”, samtidig med at Adgangen til Foreningen blev væsentlig indskrænket til saadanne, der kunde falde ind under den i dette Navn antydede Ramme. Det er af Foreningens Udviklingshistorie aabenbart, at den har gjort en Del i Retning af at vække Standsfølelse og Standsinteresser blandt sine Medlemmer.
Foreningens Sygekasse, der er statsanerkendt og nu tæller henimod 1000 Medlemmer, drives saaledes, at man kan være Medlem af Sygekassen alene uden at have Adgang til Foreningens Lokaler og øvrige Goder. Enkelte store Forretninger, f. Eks. A. C. Illum, gør Indtrædelse i Sygekassen obligatorisk for deres kvindelige Personale, mod at Forretningen betaler en Del af Kontingentet. Foruden Sygekassen har Foreningen senere oprettet en Begravelseskasse, den har et Rekonvalescentfond, der synes at skulle blive Grundlag for et Rekreationshjem for Medlemmerne. Endelig har et Udvalg blandt Medlemmerne begyndt en kraftig Agitation særlig indenfor Principalernes Kreds for at skaffe Midler til et Alderdomsforsørgelsesfond ud fra den Betragtning, at Hjælp til Selvhjælp er nødvendig, hvis de skal tænke paa at skabe sig en nogenlunde sorgfri Alderdom. Med de nuværende Lønninger er dette ganske vist umuligt uden Hjælp for de allerfleste; men samtidig med, at man maa glæde sig over, at der synes at skulle komme et godt Resultat for de arbejdende Kvinder af denne Agitation, er der noget trøstesløst i den Betragtning, som derigennem kommer til Orde, nemlig at deres Lønninger ikke i en overskuelig Fremtid vil blive saaledes, at de selv, uden Hjælp udefra, kan sikre deres Fremtid. Det maa imidlertid haabes, at Udviklingen vil gøre denne, hos mange til Dels ubevidste Pessimisme til Skamme. Der er forskellige Tegn paa, at den mandlige Tilgang til Handelen ikke længere er saa stor som tidligere, bl. a. fordi nye Fag som Elektrikervirksomhed, og hvad dermed staar i Forbindelse, drager saa mange unge Mænd. Der er derfor ikke Tvivl om, at hvis begge Køn af den arbejdende Klasse indenfor Handelen i Stedet for at betragte hinanden som Konkurrenter, vilde forstaa Sammenslutningens store Goder, saaledes som Industriens Arbejdere, da vilde meget være vundet til Forbedring af deres Kaar.
