Kvindesagen i gode Hænder.
De fleste Blade har i Anledning af Camilla Collet-Festen i Kristiania gjort smaa Sidebemærkninger til Kvindesagen fra et mere eller mindre forstaaende Standpunkt. Deriblandt „København”. Dets Udtalelser bragte os virkelig til at le højt, idet de saa levende mindede os om Don Quixotés møre Landse, der sprang itu paa Virkelighedens Vejrmølle. Fru Collet og Kvindebevægelsen ramte Slaget i al Fald ikke, skønt den ærede Forfatter mente i en Haandevending at have gjort det af med Fru Collets „Skaberi”. - Hr. Oscar Madsen siger nemlig: „Fru Collet kørte virkelig fast i Sneen --- hun druknede med samt sine lovende Evner i Kvindebevægelsens forsumpede Vrøvl, i dens tætte kvælende Drivis, der siden har sendt saa megen Fygesne ud over baade Norge og Danmark.”
Vrøvl ved Kvindesagen - ja - det vil vi villig indrømme, men ved hvilken Sag findes ikke det i vore Dage? Se paa vort politiske Liv, skulde man tro, at det var forstandige Mænd, der baade ved Møder - ja - i selve Rigsdagen spilder Tid og Kræfter i megen overflødig Tale. Vrøvlet er vist noget, der ligger i Luften som den Fygesne, Hr. O. M. tillægger Kvindesagen. Men vi formoder, at Hr. O. M. aldrig har gjort sig den Ulejlighed at skaffe lidt af de Snedriver til Side, der skjuler den egenlige Kvindesag; havde han gjort Forsøg herpaa, vilde han sikkert have opdaget mangen en skøn Vaarblomst, til ikke mindst Glæde for Mændene.
Ti hvad vil Kvindesagen? - Med ét Ord: Ret for Kvinden til at være Menneske. Midlerne, som vi, der arbejder i Kvindebevægelsen, kæmper for, er: Adgang til selvstændigt Erhverv, politisk og kommunal Valgret. Mon ikke den Fordring vil være til størst Gavn for Manden selv, saa vel i Samfundets som i Mandens personlige Liv? ti hvilken Kvinde bringer en Mand mest Glæde i et Kærlighedsforhold og i hans Hjem, enten den Kvinde, der som en ubevidst Dukke kaster sig i hans Arme, eller den intelligente Kvinde, der som en selvstændig Personlighed i Forstaaelse af sit Ansvar giver sig hen.
Det er i Sandhed Nemesis, naar Mænd træder paa det, der skulde bygge deres egen Lykke op.
Vi vil raade de ærede Herrer til at gøre sig lidt mere bekendt med Kærnen i Kvindesagen, før de udtaler deres Dom over Fru Collet og Kvindebevægelsen i det hele.
At Fru Collet kan føle sig træt og se mørkt paa sit Livs Gerning, undrer os ikke, naar vi betænker, hvorledes hun har maattet ligge i Strid med Bornerthed hos Kvinderne og Blaserthed hos Mændene. Men hun burde glæde sig ved den Tanke, at vi, der kommer efter hende, vil dog forhaabenlig i nogen Maade høste Frugt af hendes geniale Begavelse og Energi i Bestræbelsen for Kvindens sociale Ligestilling med Manden, om vi end endnu i lang Tid maa kæmpe mod lignende Misforstaaelser som dem, „København” gennem Hr. Oscar Madsen i Lørdags bød sine Læsere.