« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Retsstilling
I „Ugeskrift for Retsvæsen” (Juristernes Fagtidsskrift) redigeret af Professor Munch Petersen findes Pag. 232 under Juridiske Notitser følgende Meddelelse:
Kvindens Retsstilling. Herom er der forelagt Rigsdagen forskellige Lovforslag, nemlig foruden de i forrige Samling af Folketinget vedtagne Forslag om „Børn udenfor Ægteskab og disses Forældre” og om „Hustruers og Ægtebørns Retsstilling”, som indeholder en Række Bestemmelser til Kvindernes Beskyttelse, et nyt selvstændigt Forslag om „nogle Forandringer i Kvindens Retsstilling*).
(* lovforslaget findes aftrykt in extenso i ,,Kv. og Sf.” Nr. 18 (1907) Pag. 145.
Red.
Ved dette aabnes der for det første Kvinderne Adgang til at blive Værger og Kuratorer, særlig for deres egne Børn. Fremdeles til at optræde som Vidner ved Retshandler i Tilfælde, hvor der efter den bestaaende Lovgivning kræves Mand, saaledes Oprettelse af Testamenter og visse Pantebreve, samt til at være Forlovere. Der tillægges endvidere Enker samme Ret til at sidde i uskiftet Bo som Enkemændene, og endelig skal der til ufuldmyndige Børns Ægteskab ogsaa kræves Moderens Samtykke. Det sidste synes iøvrigt at stemme med Ordene i Fr. 30. April 1824 § 3 Nr. 6, der kræver „Forældres eller andre Vedkommendes Samtykke”. Ogsaa de andre Bestemmelser, Forslaget indeholder, maa betegnes som ret selvfølgelige, ja, for fleres Vedkommende kan det endogsaa omtvistes, om de ikke allerede er hjemlede ved bestaaende Lov eller Praksis. Derimod har Forslaget ikke villet indlade sig paa i Almindelighed at give Moderen nogen selvstændig Del i Forældremyndigheden over hendes ægte Børn, men opretholdt den nuværende Ordning, hvorefter Faderen staar som den egentlige Indehaver af denne Myndighed, Kvindernes lige Ret paa dette Omraade synes dog at være et saa selvindlysende Retfærdighedskrav, at man i Nutiden sikkert ikke kan komme udenom det*).
*) Fremhævet af os.
Red.
Denne Meddelelse er kun en kort Indledning til en ret indgaaende Behandling af Lovforslaget, idet „Ugeskrift for Retsvæsen” i det følgende indeholder en Afhandling derom af Professor Viggo Bentzon (Pag. 233) og derefter „Nogle Bemærkninger i Anledning af den foranstaaende Afhandling”, (d. e. Prof. Bentzons) af Professor Munch Petersen (Pag. 240).
Det er med en egen Følelse af Glæde og Tilfredsstillelse, at man som Kvinde læser disse to juridiske Professorers Udtalelser - baade fordi de saa uforbeholdent anerkender Kravet om Kvindens retslige Ligestilling med Manden, og fordi deres Udtalelser kan gælde for et fuldgyldigt Symptom paa Tidens forandrede Opfattelse af Kvinden, og endelig fordi disse to frisindede og kompetente Mænds Meninger og Ord nødvendigvis maa og bør komme til at øve stor Indflydelse og saaledes være med til at fremskynde den praktiske Gennemførelse af de Krav, som ikke blot Kvinderne, men ogsaa vor Tids forandrede Opfattelse maa stille til Lovgivningsmyndighederne.
Det er da en ublandet Fornøjelse for os at gøre vore Læsere bekendt med nogle af de vigtigste Udtalelser i de ovennævnte Afhandlinger.
Professor Bentzon udtaler sin Glæde over det i Rigsdagen fremlagde „Lovforslag om nogle Forandringer i Kvindens Retsstilling” og giver det „sin udelte Tilslutning for, hvad nyt det bringer”, men mener dog, at der kan „rejses en begrundet Tvivl overfor Spørgsmaalet, om Reformen er indgaaende nok”.
Blandt de Omraader, hvor Prof. B. mener, at Lovforslaget „burde være gaaet videre”, nævner han som det „vigtigste Punkt”: Moderens Forældremagt.
Prof. B. henviser til, at det i Motiverne til Lovforslaget erkendes, at Retsreglen om Faderens Vilje som den afgørende i Udøvelsen af Forældremagten, der jo, saa langt den rækker, gør Moderens Forældremagt illusorisk „i mange Tilfælde kan virke som en haard Ubillighed imod Moderen”. Men i Motiverne menes det dog, siger Professoren, at et Forsøg paa en Ændring heri, som den nyere Tids Kvindebevægelse saa stærkt har krævet, er „en Opgave af den største Vanskelighed”. Thi i de normale Ægteskaber, hvor hovedsagelig Manden maa skaffe Pengene, „kan man ikke indføre en Ordning, hvis praktiske Resultat var at lade Hustruen træffe Bestemmelser og lade Manden betale”. Skulde desuden begge Ægtefællers Stemme veje lige, maatte man, i de mange Tilfælde hvor en Afgørelse maa træffes, lade „de offentlige Myndigheder” afgøre Uenigheden, men dette „vilde aabne Udsigt til endeløse Forretninger for det offentlige og uheldsvanger Splittelse i Familielivet”.
Professoren imødegaar disse Udtalelser og siger bl. a. følgende:
„Flere af disse Indvendinger anser jeg dog for uvæsentlige og ingen for afgørende. Tiden er sikkert nu moden til en Reform af den her bestaaende klare Uretfærdighed. Vor gældende Ret er uklar. Den hjemler vel utvivlsomt Moderen en vis Forældremagt ved Siden af Faderens. Derimod er Hjemmelen til, at Faderens Vilje er den afgørende, meget usikker. Denne sidste Regel er bleven støttet og kan kun støttes paa det historiske Begreb: Mandens Husbondemyndighed ogsaa over Hustruen. Men netop naar det maa antages, at denne retlige Overlegenhed overfor Hustruen personlig er bortfaldet med Nutidens Kulturudvikling, burde man have draget den Konsekvens heraf, at dermed Ligestillethed overfor Børnene mellem Mand og Hustru var blevet Reglen. Naar man ikke har gjort dette, skyldes det sikkert ikke blot Rester af en „etisk” Opfattelse af Manden som den overordnede, men ogsaa den retstekniske Vanskelighed, at vor Ret ingen Udvej har paavist, naar Konflikten mellem de to Viljer maatte løses.”
Hvad angaar Løsningen af en saadan Konflikt mellem de to Viljer, Faderens og Moderens, siger Prof. B.:
„Den paakrævede Reform synes nu at kunne formes paa to Maader: Man kan gaa det kortere Skridt at bevare Mandens formelle Fortrinsret, men give Hustruen Ret til at paaklage hans Afgørelse for Domstolene, disse kan tilsidesætte den, hvis de skønner, at den fremtræder som et „Misbrug af hans Ret”, som en Tilsidesættelse af hendes Interesse i Forholdet til Børnene - paa lignende Maade som Øvrigheden nu efter Børneloven kan fratage Faderen Forældremagten eller begrænse den af Hensyn til, at han er forbryderisk eller Børnene forsømte.
Man bør dog sikkert gaa et Skridt videre*), dels fordi vor Lovgivning og Praksis næppe er indstillet paa at give Domstolene et saa vidtstrakt Skøn, dels og navnlig fordi Retfærdighed mod Moderen kræver fuld Ligestilling her *) Dette opnaas, hvis man, idet man fastholder Børnelovens Grænser for et virkeligt Indgreb i Forældremagten, giver Mand og Kone lige Forældremagt og kun bruger Øvrigheden som en „Opmand”, der kan paakaldes til at vælge mellem de to Løsninger af en Konflikt, som hver af Ægtefællerne holder paa. Ved Valget kunde der da blandt andet, hvor Foranstaltningen havde pekuniære Følger, tages Hensyn til, hvem af Forældrene der hovedsagelig bestred Barnets Underhold. Herved fik Manden ofte en vis Overvægt; kun maatte det ikke glemmes, at den Hustru der arbejder i Huset og med Børnene er Medforsørger, selv om hun aldrig tjener en Øre.*)
Der er ingen Grund til at tro, at det offentliges Medvirken vil blive for ofte paaberaabt. Dels har Manden vel endnu i vide Kredse en konventionel Overvægt, der ofte vil sejre uden Rekurs til Øvrigheden, dels vil Sagen sjældent komme saa stærkt paa Spidsen, naar ikke Ægteskabssamlivet er saa angrebet, at det kommer til Separation eller Adskillelse, hvor dog en særlig Ordning og Deling af Forældremagten bør foregaa. Paa den anden Side er det jo netop i de ulykkelige Ægteskaber, at Konflikten opstaar, og her kan man mindst af alt lade Manden være eneraadende.
At vælge Øvrigheden til Opmand, f. Eks. Amtmanden, stemmer med de nedarvede Forestillinger om Pupilautoriteters Opgave eller om Rekurs til Øvrigheden med Hensyn til, om en Vægring ved at give Ægteskabstilladelse er „skellig.” Maaske vilde man hellere lade Domstolene have Afgørelsen, men dette synes under nugældende Proces og uden særlig processuel Ordning et altfor tungt Apparat, Maaske kunde der ogsaa dannes et særligt stedligt Raad; dog vilde de nuværende Værgeraad efter deres normale Opgaver næppe egne sig dertil.”
Til disse Udtalelser knytter Professor Munch Petersen følgende Bemærkninger om den gifte Moders Forældremagt over sine Børn:
„Hvad Forældremagten angaar, synes det selvindlysende, at Moderen, der har født Børnene, i hvert Fald ikke kan have mindre Ret overfor dem end Faderen, og det behøver derfor egentlig kun at udtales for at blive klart, hvor ganske ubegrundet den Prioritet er, som Manden har tiltaget sig paa dette Punkt. Dette benægtes da heller ikke af Regeringsforslagets Motiver, som alene henviser til de Vanskeligheder, en Forandring af det nuværende Forhold formentlig vilde medføre. Der vil saaledes ofte ved Forældremagtens Udøvelse blive Spørgsmaal om Dispositioner, der koster Penge, og Manden har jo som den, der sædvanlig fortjener det fælles Udkomme, Raadigheden over Boet. Fremdeles vilde det, hvis Ægtefællerne paa dette Punkt skulde stilles lige, i Tilfælde af Meningsforskelligheder være nødvendigt at paakalde de offentlige Myndigheders Indblanding, hvad der „vilde aabne Udsigt til endeløse Forretninger for det offentlige og uheldsvanger Splittelse i Familielivet”.
Hvad nu de økonomiske Betragtninger angaar, maa det for det første fremhæves, at det - som ogsaa Motiverne indrømmer - dog ingenlunde altid er Manden, der alene eller væsentlig underholder Familien, ligesom det maa erindres, at allerede den bestaaende Ordning, jfr. 5-1 13, hjemler Hustruen en vis Adgang til at paadrage Fællesboet Forpligtelser til Fordel ogsaa for Børnene; det maa overhovedet ikke glemmes, at det fælles Bo, hvoraf Bekostningerne sædvanlig skal afholdes, tilhører hende lige saa vel som Manden. I mange Tilfælde staar Spørgsmaalet jo forøvrigt ikke saa meget paa, om en vis Udgift skal afholdes, som paa, hvorledes den skal anvendes, f. Eks. i hvilken Skole Barnet skal sættes. Men dernæst maa der bestemt protesteres mod hele Grundbetragtningen, at lade den højst personlige Ret over Børnene være afhængig af økonomiske Hensyn*). Ikke den at Forældrene, der forestaar Fællesboets Økonomi, men den, der personlig mest beskæftiger sig med Børnene og deres Opdragelse, synes nærmest til at træffe Bestemmelse angaaende deres Forhold, og dette vil jo, i hvert Fald i Børnenes yngre Aar, næsten altid være Moderen.
Maa saaledes Moderens Ret utvivlsomt anerkendes, og vil man ikke omvendt sætte Faderen ganske ud af Spillet (hvad der næppe vilde være synderlig Stemning for blandt Mændene!), kan Muligheden for Konflikttilfælde ikke nægtes, og lader disse sig da ikke løse i Mindelighed, maa en udenforstaaende Tredjemand træde til*). Dette er selvfølgelig ikke meget tiltalende, men helt saa slemt, som Motiverne gør det til, er det dog heller ikke. Den „uheldsvangre Splittelse i Familielivet” vil allerede den indvortes Strid mellem Ægtefællerne kunne have fremkaldt, og at man da for at forhindre den i at komme udvortes frem ganske træder Moderens Retfærdighedskrav under Fødder, synes vanskeligt at forsvare. „De endeløse Forretninger for det offentlige”, som en saadan Adgang til Rekurs skulde medføre, har heller ikke meget paa sig. Man kan sikkert, som ogsaa af Prof. Bentzon berørt, gaa ud fra, at denne Adgang meget sjældent vil blive benyttet, idet Ægtefællerne i de allerfleste Tilfælde blot ved Tanken om en saadan fremmed Myndigheds Indgriben faktisk vilde blive enige. Det er ligesom, naar der af de engelske Jury’er kræves Enstemmighed; de gaar da faktisk ikke fra hinanden, før Enighed er opnaaet. At blande det Offentlige ind i saadanne Forhold, berører mindre fremmed, naar det erindres, at vi lige siden Chr. V. Lov ved 3-16-4 har haft hjemlet en Adgang til angaaende det saa personlige og intrikate Spørgsmaal, om et Barn skal have Lov til at gifte sig uden sine Forældres Samtykke, at henvende sig til Øvrigheden. I vor Tid er jo ogsaa Børnenes Opdragelse mere og mere blevet anerkendt at være ikke en blot Privatsag for Forældrene, men en Samfundssag, som det Offentlige gennem Værgeraad og paa mange andre Maader fører Kontrol med. Forøvrigt kunde vistnok Øvrighedens Indgriben i disse Tilfælde mildnes noget, f. Eks. derved, at man ordnede Forholdet mere som en Slags Voldgift, saa at hver af Ægtefællerne valgte en Mand eller Kvinde, som de havde Tillid til, til at træffe Afgørelsen med Øvrigheden som Opmand; det vilde sikkert være det naturlige at lade Stedets Underøvrighed, som ofte vil kende noget til Ægtefællernes Forhold, indtage denne Stilling og ikke Amtmanden, som vil have dem for meget paa Afstand”.
I næste Nr. skal jeg komme ind paa de to Professorers Meninger i Spørgsmaalet om Hustruens formueretlige Stilling, samt gengive nogle af Professor Munch Petersen højst bemærkelsesværdige Udtalelser.
Lyngby, November 1907.
Helene Berg.
*) Fremhævet af os. Red.
