« Tilbage til søgeresultaterne
En Samtale om Kvindens retslige Stilling
”Lovene er skrevet af Manden og for Manden. Det nytter ikke at lukke Øjnene for dette. Og det er naturligt, at Lovene er partiske, naar kun han, den ene Halvdel af Menneskeheden, har skrevet dem.”
”Men naar denne ene Halvdel af Menneskeheden i Aarhundreder har skrevet Love, maa den vel have faaet saa meget Indsigt og Øvelse i denne Kunst, at den kan undvære den anden Halvdels Assistance".
„Det kommer an paa, hvad Slags Indsigt og Øvelse, Du mener. Der er noget moralsk nedbrydende for Manden i, at han alene styrer det hele, saavel hvad der angaar ham som hende. Han maa derigennem komme til at stille hende noget lavere som Menneske betragtet, end han stiller sig selv, og dette influrer på Lovene, han skal skrive. Disse trænger derfor i høj Grad til at renses for moralsk nedbrydende Ukrudt”.
„Naa, og saa skal vi være Lugekonerne?"
„Ja, naturligvis".
„Men det vilde næppe falde os naturligt. Madam Terkelsen, som har luget for mig i mange Aar, er brilliant til sin Gerning. Men min Kogekone vilde det vist ikke nytte at sende ned i Haven at luge.
- Saa kunde jeg saamænd lige saa godt gøre det selv".
„Du og Kogekonen kan lære det, naar I giver jer Tid dertil og vil det alvorligt; men da det er meget vanskeligere at lære at luge Love end Haver, er der ingen Tid at spilde for Kvinderne. Vi vil faa meget at kæmpe med i Begyndelsen, gøre meget forkert, undertiden komme til at rykke det op med Rod, som skulde være bleven staaende. Ganske som uerfarne Lugekoner kan bære sig ad; men naar vi nok op paa Siden af Manden, og vil da blive ham en uvurderlig Støtte og Medhjælper”.
”Og Tror Du virkelig et eneste Øjeblik, at Manden vil sætte Pris paa den Art af Støtte og Medhjælp?"
„Ja, den Mand, der udvikler sig under Samarbejdet med Kvinden, vil gøre det. Lad Samværet og Samarbejdet mellem dem begynde som Børn, i deres fælles" Skoler, hvor de stilles fuldstændigt lige, hvor den alvorlige Mening med deres Arbejde indprentes hende som den indprentes ham, og hvor det samme Ansvar bliver lagt paa hendes som paa hans Skuldre. Dette vil gøre, at han faar Øje paa Mennesket i hende først, derefter paa Kvinden, det vil udvikle Kammeratskabsforholdet
mellem dem, og af sin jævnbyrdige modtager man med Glæde Støtte og Medhjælp".
„Men naar vi nu allesammen giver os til at skrive Love o. s. v., hvem skal saa passe den Gerning, vi før tog Vare paa?"
„Sidder alle Mænd og skriver Love? Jeg tænker, at Skorstensfejeren passer sine Skorstene og Bageren sine Brød, og saaledes vil Kvinderne ogsaa gøre. Vi skal blot alle have Adgang, Retten til at være, hvad vi vil og føler Kald til, for at ingen Kræfter skal gaa til Spilde, som kunde komme Samfundet til Nytte. Og jeg mener at uhyre meget ligger brak, fordi Kvinden ikke er med til at raade og handle, og uhyre meget kunde gøres bedre, om Mand og Kvinde arbejdede Haand i Haand”.
„Det gør vi jo allerede. Min Mand passer sit, jeg mit, men det er da for vort fælles Hjem, vi arbejder, altsaa Haand i Haand". „Hvad er dit?"
„Mit Hjem, mine Børn, mine Folk. Jeg er jo da hans ægteviede Hustru".
”Netop derfor er det jo ikke dit, men hans.
Var der intet Ægteskab mellem eder, var Børnene dine, Hjemmet dit og Folkene dine. Som Hustru
er Du "noget, der hører Manden til, intet andet".
„Bevis mig det".
„Der, hvor din Mand ønsker at bo maa Du ogsaa være, hvis Du vil vedblive at være hans Hustru, men ikke omvendt, altsaa Hjemmet er hans. Hvis din Mand faar Lyst til at sende Børnene til Østasien, saa kan det ske uden dit Samtykke. Hvis Du fandt paa det samme, men han ikke samtykkede, saa blev de roligt, hvor de var. Hvis han ønsker, at Husjomfruen skal administrere, saa bliver det hende, men vil Du sige Husjomfruen op, behøver Jomfruen Ikke at tage sig af denne Opsigelse, hvis din Mand ikke giver sit Bifald til, at hun kommer bort, thi Du er juridisk set en uvedkommende Person".
„Ikke helt med Hensyn til Hjemmet. Dets Beliggenhed bestemmer han, og jeg skal altsaa blive dér, om jeg vil vedblive at være hans Hustru; men hvis han nu ønskede mig et andet Sted hen, vilde „sige mig op til den første", saa er Hjemmet dog for saa vidt mit, at han ikke kan rokke mig ud af Stedet, naar jeg ikke vil gaa frivilligt".
„Ja, her ser det jo virkelig ud, som om Loven støttede Dig. Men læn Dig ikke for trygt til denne Støtte, thi den har intet Fodstykke at staa paa’," den svæver T Luften. Du hørte jo før, at han kunde tømme Hjemmet for Børn ved at sende dem bort, hvorhen han lystede, at han kunde sige Folkene op, ganske som han behagede, naar dertil kommer, at Loven ikke foreskriver et Minimum, han ikke maa gaa under af Husholdningspenge og Paaklædningspenge til Hustruen, naar han selv kan spise ude, men kan forhindre hende i at skaffe sig noget paa egen Haand ved at gøre de Handlende opmærksom paa, at man ikke maå betro hende noget i hans Navn, ja, tror Du ikke, hvis din Mand benyttede alt dette overfor Dig, at Du saa var tilbøjelig til at gaa frivilligt et andet Sted hen?"
„Jo, men saa havde jeg jo Ret til Separation og ved Ordningen af denne kunde jeg stille mine Betingelser".
„Hvis Du er fattig og uden Forbindelse med denne Bagdørsindflydelse, ved hvis Hjælp man kan komme utrolig langt frem, nytter det kun lidt, Du stiller Betingelser. Har din Mand intet forbrudt mod Loven, og hviler Forsørgelsespligten alene paa ham, faar ikke Forældremyndighed over nogen af Børnene, naar han ikke ønsker det, og dit Levebrød bliver kun en lille Brøkdel af hans Indtægter".
„Man maa sige til Mændenes Ære, at de ikke benytter sig at denne Magt, de sidder inde med, det Bedste Bevis herfor er, at saa faa af os ved Besked om den Risiko, vi løber ved at gifte os, og at vort Samliv saa sjældent ødelægges ved dette Misforhold”.
„Ja i dens fulde Udstrækning benytter Mændene vistnok sjældent deres Magt. Det vilde jo ogsaa være uklogt at tvinge Kvinden i Knæ ved hver given Lejlighed. De kunde risikere, at Trykket blev hende utaaleligt, at en Storm af Indignation og krænket Stolthedsfølelse vilde blive almindelig over hele Linien, og vi er mange og vejer godt til i Vægtskaalen, naar vi staar sammen, og Mod og Energi har Kvinden ofte vist, at hun er i Besiddelse af, naar det gælder. Det kommer bare an paa at faa hende til at forstaa, at det gælder. Ellers skyder hun det fra sig som noget, der forstyrrer hendes Drømme".
„Drømme?"
„Ja, Kvinder elsker deres Drømme. De har saa megen Fantasi, og de ved, at Mændene vurderer dette højt hos dem. Det er saa kvindelig ejendommeligt, en forfriskende Kilde han øser af hos hende, naar Verden bliver ham tør og kedelig. Med Flid nærer han Fantasien hos hende. Livets Virkelighed faar derved mindre Betydning for hende, mindre Interesse; saa faar Mændene Fred og Ro til at styre Verden alene".
„Men i denne Kamp for at stille os lige med Mændene, ser jeg et Attentat paa Kønsforskelligheden, en Bestræbelse for at lade „der" og „die" erstatte af et kedeligt „das" over hele Linien".
”Du behøver ikke at frygte for, at Kvinder bliver Mænd og Mænd Kvinder ved, at de stilles menneskeligt og socialt lige. Den store Forskel, de store Ejendommeligheder hos hver især, legemlige og sjælelige, vil altid gøre sig gældende. De bliver aldrig ene, og skal heller ikke være det. Men deres Særegenheder er ikke til, for at den ene skal herske over den anden, men for at de kan supplere hinanden, danne en smuk Helhed ved at staa sammen. Føler Du ikke netop nu i Plisse Tider, hvor Manden trænger til at have Kvinden ved sin Side i det offentlige Liv. Hvad er det for en Maade, de har vænnet sig til at tale paa? Lyder det ikke ofte, som brugte de deres Mund kun som Afløbsrør for en sjælelig Kloak i deres Indre? Hvad er det for en Angrebsmaade, de anvender overfor hinanden? Sansen for det sømmelige træder stærkere frem hos Kvinden, det milde afdæmpende er mere hendes Natur end hans. Det vil blive til Gavn for Samfundet, naar hun faar Lov til at gøre sin Indflydelse gældende paa dette Felt".
„Ja Du har en vældig Tro paa Kvinden, blot hun ikke maa skuffe din næsten barnlige Tillid". „Jeg tror paa Gudsbilledet i os, paa den store, dybe skønne Mening med os alle. Det giver Tillid, Mod og Kræfter, kan Du tro, og det gør Tankerne unge.
