« Tilbage til søgeresultaterne
Nyere og ældre Forfattere om Kvinden
II.
----- Det er meget let af fælde en moralsk Dom, for Eksempel om en koket Kvinde. Vi siger om hende, at hun er forfængelig, og enhver er straks parart til at tiltræde denne Udtalelse.
Men hvis man derimod vilde spørge os, hvori hendes Forfængelighed bestaar, vilde det ikke være saa let at svare derpaa. Maaske vi i Tankerne bør begynde at opregne en Mængde Tilfælde for først og fremmest at faa klart for os, hvad man egentlig bør forstaa ved Forfængelighed.
Men naar vi nu begynder at samle Eksempler, bliver vi forbavsede over, hvor vidt dette Begreb kan udstrækkes. Vi samler Eksempler fra Balsale, Forlystelsessteder, Paaklædningsværelser og Gader. Men vi mærker, at vor Høst af Eksempler kan strækkes ud over helt andre Omraader, hvor der ikke mer er Tale" om Forlystelser og Letsind. En Skoledreng, som ved at gøre Spilopper forsøger at indynde sig hos sine Kammerater, kan være forfængelig af akkurat samme Grund som en kirkeligsindet, skinhellig Olding; en ung Pige kan være det af akkurat samme Grund som en Videnskabsmand, en Kunstner af samme Grund som en Politiker og saa videre.
Inden vi kan finde den almindelige Grund, maa vi først have Rede paa det almindelige Kendetegn.
Og dette fælles Kendetegn er, at de alle vil ses i et bestemt Lys af deres Omgivelser og omgiver sig med en vis selvdannet Forestilling.
En Kvinde, som koketterer med sig selv, medens hun staar foran Spejlet og ordner sin Dragt, forsøger derved at faa sine Træk til at gengive det Billede, som hun tydeligt ser for sit indre Blik.
Dette Billede er undertiden skabt af hende selv efter hendes egen Smag, men oftere er det tillige et Laan fra Modeverdenen. Eller, hvis hun ikke paa Forhaand har dannet sig et eller andet bestemt Billede, saa skaber hun det i alle Tilfælde foran Spejlet. Hun indtager den ene Stilling efter den anden, anbringer sine Blomster snart paa den højre og snart paa den venstre Side af Hovedet, undertiden reder hun sit Haar op, undertiden reder hun det ned; hun vælger og vrager Farver og Former, lige indtil hun for sig har et saadant Fantasibillede af en Kvinde, som tilfredsstiller hende, og som hun derfor tilegner sig.
Og paa samme Maade er det i Selskabslivet, naar hun ler og bøjer sit Hovede, eller, naar hun staar stille for at tale med nogen og faar Lejlighed til Gestus og skiftende Ansigtsudtryk - hun forsøger hele Tiden at efterligne det Billede, som hun har dannet sig i sit Indre, eller som hun netop er i Færd med at danne, medens hun taler. Dette Billede vil hun indprente hos andre, og hun mærker ogsaa, at det fæstner sig hos dem, som ser paa hende og taler med hende. En Kvindes hele Liv er ofte ikke andet end en eneste Bestræbelse efter at indprente hos andre et saadant Billede, og en højere Glæde end Held i disse Bestræbelser kender hun ikke. Glæden beror imidlertid ikke paa, at andre virkelig modtager dette Billede; den skyldes Bevidstheden om, at Billedet bliver staaende hos dem, og at det har Evne til at betage
Men dette Ønske om at gøre et vist, beregnet Indtryk paa andre er ingenlunde noget, som udelukkende er ejendommeligt for Kvinderne.
En Kvinde, som er bleven vant til at behage ved det Billede, som hun har skabt af sig selv, kan ikke frivilligt afstaa fra at kokettere, selv om hun netop derved har skabt sit Billede. Kun en stor, indre Forandring kan befri hende tor denne Vane, en Forandring, som overflødiggør Koketteriet, fordi Lysten til at behage er forsvunden.
Arvid Järnefelt: Min Omvende
se. Overs. af A. P. Rosenberg. (1903).
