« Tilbage til søgeresultaterne
Nogle Bemærkninger i Anledning af „Hebron"- Sagen
Naar man tager »Akterne« i »Hebron«-Sagen for sig: Forhøret angaaende Forholdene paa Pigehjemmet »Hebron«, udgivet ved Justitsministeriets Foranstaltning, og Sagens Forhandling i Folketinget, som den findes stenografisk gengivet i Rigsdagstidende, og naar man samtidig erindrer Pressens Behandling af Sagen, da faar man - foruden en hel Række andre Fornemmelser - et overmaade stærkt Indtryk af to Ting:
at Omsorgen og Opdragelsen af de hjemløse, forsømte og saakaldte »forbryderiske« Børn ikke er i de rette Hænder,
og at vort offentlige Liv, som det fremtræder i Presse og Folkerepræsentation, ikke er i de rette Hænder.
Paa den ene Side har man et hjærteskærende Billede af vanrøgtede Børn og paa den anden Side Billedet af et vanrøgtet Samfund. Og disse to Billeder er nøje sammenhængende - ja, i den Grad, at det første, det af de vanrøgtede Børn, egentlig kun er et lille Afsnit af det andet og meget større, det af det vanrøgtede Samfund.
Her rejses der en Sag, der angaar Samfundets mest værgeløse, her henledes Offentlighedens Opmærksomhed paa, at disse værgeløse, der som hjemløse, forsømte eller vanartede er overgivet i Samfundets Hænder, at de vanrøgtes - vanrøgtes legemligt og aandeligt.
Og hvad siger saa Offentligheden hertil?
Igennem sit mangemundede Talerør, Pressen, rejser den alle mulige og umulige uvæsentlige og den egentlige Sag, de vanrøgtede Børn, ganske uvedkommende Spørgsmaal, og denne Sag faar den samme Skæbne, som er enhver Sag vis, der kommer til offentlig Behandling i dette af Partipolitik befængte Samfund: der gaar Politik i den. Den bruges som Knippel af politiske Modstandere. Det staaende partipolitiske Slagsmaal faar ny Næring, og der opstaar en saadan Larm, at det Skrig, der var udstødt paa de vanrøgtede Børns Vegne, maaske nok noget uartikuleret, men dog med en umiskendelig ægte Tone, det drukner næsten helt i Larmen, og der hvirvles saa meget Støv og Smuds op under det partipolitiske Slagsmaal, at Folk ikke kan se det, hvorved Opmærksomheden alene burde fæstes, men ser alt muligt andet, snakker om alt muligt andet og forarges over alt muligt andet.
Naa, saa naar Sagen ind i Rigsdagen. Nu var der maaske ikke saa megen Grund til at haabe - man er jo efterhaanden bleven noget nedstemt i sine Forventninger til vor Folkerepræsentation og Styrelse - men dog en Del Ret til at vente og forlange, at det vigtige Spørgsmaal om Samfundets Røgt af hjemløse og forsømte Børn, at det vilde blive løst ud af alt parti politisk Kævl at det vilde blive renset for alt det personlige, smaalige og smudsige, hvori det efterhaanden var bleven indviklet, at det vilde komme til en rent saglig og ublandet alvorlig Forhandling, hvor ud fra Meningerne rundt omkring i Landet kunde retledes, og fremfor alt, hvor ud af der kunde fødes de Reformer, der saa haardt tiltrænges i det offentliges Forhold til de hjemløse og forsømte Børn.
Intet blev fjærnere fra Virkeligheden.
Havde Sagen før været indviklet i partipolitisk Kævl, den blev det i forstærket Grad i Rigsdagen. Havde Forhandlingen før været personlig, smaalig og smudsig, den blev det mange Gange mere i Rigsdagen. Havde man før faaet trukket Sagens Behandling ned paa et saa lavt Niveau, at det maatte anses for umuligt at komme længere ned, man kom dog endnu lavere i Rigsdagen.
384 Spalter i Rigsdagstidende er fyldt med denne Debat. Enhver, som kan faa fat i Rigsdagstidende, bør læse disse 384 Spalter opmærksomt igennem; thi der kan læres meget deraf. Ikke ret meget om de vanrøgtede Børn, men saa meget desto mere om det vanrøgtede Samfund.
Var det da ikke bedre, om den »Hebron«-Sag slet ikke var bleven rejst? Saa var man da bleven forskaanet for alt det, som er fulgt med.
Ganske afgjort ikke - efter vor Mening.
Det er godt, trods alt, at denne stærke Bevægelse er bleven rejst, og vi ønsker af al Magt, at Folketingsmand Sabro maa faa Ret i sin Udtalelse i Rigsdagen, at »den Bevægelse, der nu en Gang er rejst, slutter ikke, forinden den Dag er kommen, da vi er bleven enige om i vor Lovgivning og vor Administration at fælde dette System, der er det raadende og skabe et nyt«; thi endskønt det er meget vanskeligt - ja, vel umuligt ud af det Virvar af modstridende Forklaringer og Anklager og Beskyldninger, der er kommet frem i »Hebron«-Sagen, at blive klar over, hvor i denne enkelte Sag Sandheden begynder, og hvor den hører op, saa er der dog bleven kastet et skarpt Lys ud over den Kendsgerning, at Samfundet langtfra har forstaaet sit Ansvar eller løst sin Opgave over for de Børn, der falder i dets Hænder.
Vil man være retfærdig, maa man erkende, at Fru Bransholm stod paa en vanskelig Post; man kan beklage hende og hælde til den Antagelse, at der i mangt og meget er bleven gjort hende Uret, og at mange af de mod hende rejste Beskyldninger er ubeføjede eller overdrevne; men ingen, som uhildet læser »Forhøret« igennem, kan mene, at hun er en Kvinde, til hvem Omsorgen for og Opdragelsen af hjemløse eller forsømte Børn kan betros; selv om man ene og alene holder sig til hendes egne Forklaringer, maa man komme til denne Opfattelse.
Ansvaret hviler alligevel ikke først og fremmest paa hende.
Der staar et System bag hende, og der staar Autoriteter, der forsvarer og opretholder dette System.
Men det, der egentlig holder det herskende System i Live, det, der giver de paagældende Autoriteter Magt og Myndighed, er den almindeligt raadende Opfattelse, at til de fattige, hjemløse, forsømte Børn er det ringeste, baade i Retning af ydre og indre Forplejning, godt nok.
Der er, trods al Humanitet, trods al Demokratisering af Samfundet, en Foragt for disse værgeløse Væsner, disse »vanskelige«, »forbryderiske« Børn; de behandles ret beset mere som Samfunds-affald, man saa billigt og nemt som muligt maa se at skaffe sig fra Halsen, end som Menneske-spirer og Muligheder, man med den største Omhu og uden at tænke paa at spare burde søge at føre frem til saa rig en Udvikling som muligt. Man burde her ikke følge Princippet: saa lidt som muligt, men tværtimod Princippet: saa meget som muligt. Det burde ikke overlades til mere eller mindre ukyndige Mænd og Kvinder at oprette og lede Hjem og Opdragelsesanstalter for Børn. Den, som giver sig til at kurere paa Folk uden at have den forlangte Uddannelse og Adkomst dertil, bliver straffet som Kvaksalver. Men naar det gælder Børns legemlige og sjælelige Velfærd, deres Opdragelse og Uddannelse og dermed - naar undtages enkelte særligt udrustede - deres hele Fremtid, saa kan en hvilken som helst Kvaksalver faa Lov at kludre dermed.
Nej, her har Samfundet en Pligt. Det er Staten, der bør oprette Hjem for de hjemløse. Og de Hjem og Anstalter, Staten opretter, bør være ikke saa fattige og knappe som muligt, men saa velindrettede og lyse og lykkelige som muligt. Og de bør ledes af de kyndigste, de i alle Maader bedst udrustede Mænd og Kvinder. Her er et Omraade, hvor man mindst af alt burde spare, sidst af alt burde holde igen. Thi hvorfor skal de Hjem, Samfundet byder sine hjemløse Børn, være fattige Hjem, eller maaske endog have Karakter af Strafanstalter? Hvorfor skal de ikke være velstillede Hjem, hvor der bydes de Børn, der optages, de bedste Betingelser for at udvikles godt, for at blive sunde, glade, dygtige Mennesker? Hvorfor skal de Børn, Samfundet tager sig af, absolut holdes nede blandt de ringest stillede i Befolkningen? Hvorfor skal de vilkaarligt bestemmes til at blive Tjenestepiger og Tjenestekarle og endda i mange Tilfælde slet uddannede Tjenestefolk? Hvorfor ikke lade dem faa en Uddannelse, der kunde kalde deres mulige Evner frem? Hvorfor ikke give dem frit Lov til at vælge det Arbejde, det Erhverv, som deres Lyst kalder dem til, og som deres Evner og Anlæg peger i Retning af? Og bestemmer deres Lyst og Evner dem til at blive Tjenestefolk, lad dem saa faa en forsvarlig Uddannelse paa dette Omraade.
Staten bør ikke optræde som den fattigste Familieforsørger, ikke handle over for de hjemløse Børn som evneløse, uforstandige eller slette Forældre.
Men har Staten Raad til at handle som en velstillet, forstandig, god Moder og Fader? Ja, har Staten Raad til at lade være? Det beror paa en Kortsynethed, det er daarlig Økonomi at lade være. Maalet bør være: ud af de hjemløse Børn at skabe Værdier for Samfundet, ikke Byrder og Tab for det, og det baade for Børnenes Skyld og for Samfundets Skyld. Disse og mange andre lignende Spørgs-maal og Synspunkter burde ikke uden videre afvises og forkastes som urimelige og meningsløse eller som indeholdende uigennemførlige Krav, men de burde tages op til alvorlig og samvittigheds-fuld Overvejelse og Drøftelse.
Kan den Bevægelse, der er bleven rejst, med »Hebron« som Udgangspunkt, føres herhen, og kan der derudaf skabes en grundig og omfattende Reform i Omsorgen, Opdragelsen og Uddannelsen af vort Samfunds værgeløseste: de hjemløse, forsømte Børn, da maa enhver Fader og Moder, der med Rette bærer dette Navn, da maa alle Kvinder, der har Hjærte i Livet, trods alt velsigne den rejste Bevægelse og takke den Mand, som rejste den.
Lyngby, den 25. Jan. 1908.
