« Tilbage til søgeresultaterne
I Anledning af Frøken Helene Bergs Artikel om Hebronsagen
Naar Frøken Helene Berg beklager, at der er »gaaet Politik« i Hebronsagen, saa er jeg fuldkommen enig med hende paa det Punkt; men dermed hører nok ogsaa Enigheden op.
Jeg har længe følt mig oprørt over den Maade, hvorpaa Fru Bransholm fra forskellige Sider bedømmes, og naar nu ogsaa Frøken Berg synes til Dels at ville godkende Folketingsmand Sabroes Skildring af Fru Bransholm og af Forholdene paa Hebron, saa maa jeg udtale som min Mening, at hans Skildring ikke stemmer med Virkeligheden. Ganske vist synes ogsaa jeg, at f. Eks. Pigernes Værelser kunde være noget mindre tarvelige, end Tilfældet var. Men Fru Bransholm kan have haft sine gode Grunde til ikke at indrette dem anderledes, og i hvert Fald har hun sikkert her som ellers gjort det, der efter hendes Skøn var det rette. - Hvad nu Pigerne selv angaar, saa er det ganske misvisende kun at tale om dem som »hjemløse og forsømte« Børn; thi forsømte Børn kan jo være akkurat lige saa gode og medgørlige som andre Børn. Ogsaa mellem Pigerne paa Hebron har der sikkert været rare og flinke Piger; men det har været Undtagelser, for Sandheden er den, at til Hebron er i en Aarrække sendt saadanne Piger, som andre Anstalter eller Foreninger ikke turde tage eller havde maattet opgive. Det vil i al Almindelighed sige: halvvoksne Pigebørn, som enten er løsagtige og bundløgnagtige, tyvagtige eller abnormt svinske - og ofte ondskabsfulde, raa og frække, eller dog trodsige. Fru Bransholm kunde have gjort det, som vel nok nu vil ske: hun kunde have nægtet at modtage saadanne Piger, fordi det er saa svært at have med dem at gøre. Ja, det kunde hun. Men, saa vidste hun - som vi andre ved det af sørgelig Erfaring - at de »vanskelige« Piger, som man maa slippe, de vil som oftest snart blive anholdte og straffede, eller gaa til Grunde i Usædelighed og Drukkenskab. Og det er min Overbevisning, at Fru Bransholm har langt mere virkelig Følelse for disse ulykkelige Pigebørn, end Hr. Sabroe har. - Jeg ynder ingenlunde Pryglestraffen; men ingen har hidtil oplyst os om, hvorledes man uden Strænghed skal holde Orden mellem c. 40 Pigebørn, hvoraf de fleste er »vanskelige«. Desuden er det sikkert ganske urigtigt at tro, at Prygl har hørt til Dagens Orden paa Hebron. Naturligvis tør jeg ikke paastaa, at Fru Bransholm i ethvert enkelt Tilfælde er optraadt paa rette Maade, men, da »de kyndigste, de i alle Maader bedst udrustede Mænd og Kvinder«, saa vidt vides, endnu ikke staar til Raadighed, saa betragter jeg det nærmest som en Ulykke, at Fru Bransholm er bleven fortrængt fra sin Plads ved Hr. Sabroes Forfølgelse, som dog hovedsagelig har været grundet paa Sladder. Og at Frøken Berg kan tænke sig at rette en Tak til den Mand, som har fremført saa skammelige og saa helt grundløse Beskyldninger imod Fru Bransholm som Kvinde, det vil sikkert flere Kvinder end jeg finde ufatteligt.
Agnete Lind.,
Forstanderinde for »Foreningen til forvildede unge Pigers Frelse«.
I Anledning af Redaktørens Artikel »Nogle Bemærkninger om Hebron-Sagen«, udbeder jeg mig Plads for nedenstaaende i Deres ærede Blad.
Efter at have gennemgaaet Forhørene i ovennævnte Sag og derved bleven bekendt med en Mængde Detailler, hvis indre Sammenhæng en Udenforstaaende i mange Tilfælde kun kan gætte sig til, ender man med at have en uhyggelig Forestilling om Strenghed og Haardhed, Fattigdom og usle Levevilkaar, - alt dog set paa den mørke Baggrund, et Hjem for straffede, forbryderiske Børn i sig selv maa frembyde.
Men ikke mindst har man efter Læsningen af Forhørsakterne en levende Følelse af, at der paa væsentlige Punkter er gjort Fru Bransholm som Menneske og Kvinde en saa stor Uret, at det aldrig kan gøres godt igen.
De fattige, værgeløse Børn og de fattige, store Menneskebørn, dem alle kan vi ønske Sol og Lykke, og alle kan vi være med til at arbejde for, at Humanitetens Ide kommer til at gennemsyre Samfun-det, ikke mindst de Klasser, hvorfra Staten henter sin Ydeevne i Form af de økonomiske Værdier, der betinger Ideens praktiske Udførelse.
Men - naar Redaktøren slutter sin Artikel med, »at enhver Kvinde med Hjerte i Livet vil velsigne den rejste Bevægelse og takke den Mand, der har rejst den«, saa tillader jeg mig at protestere, - og det er mit Haab, at de fleste af de Kvinder, der har læst Redaktørens Artikel, vil gøre ligesaa.
Naar Hr. Sabroe paa offentlige Møder rundt om i Landet skamskænder en fraværende Kvinde paa den mest oprørende Maade, naar den retslige Undersøgelse derefter fuldstændig afkræfter hans mest ærekrænkende og graverende Anklager mod Fru Bransholm, og naar Hr. Sabroe trods dette, ikke gør Fru B. offentlig Afbigt, ja saa harmes man. Ikke alene over Hr. Sabroes Brutalitet og hans Publikums Mangel paa Humanitet, men ogsaa over den offentlige Mening, der ikke har Kraft nok til at vise en Folke-Repræsentant som Hr. Sabroe Vintervejen.
Takke Hr. Sabroe! Nej, - saa meget Hjerte har enhver Kvinde dog vel i Livet, at hun her vil sige et afgjort »Nej Tak!«
Augusta Knudsen.
Det har gjort mig ondt at læse Frk. Helene Bergs Stykke af 30. Januar om Hebronsagen, særlig hendes Slutningsbemærkning. Hvor kan Frk. Berg, sagde jeg til mig selv, skrive disse Linjer: . . . »da maa alle Kvinder, der har Hjærte i Livet, trods alt, velsigne den rejste Bevægelse og takke den Mand, som rejste den«? Hvis Fru Bransholm havde været en nær Slægtning af Frk. Berg, eller de unge Piger, der under Sagen har aflagt falsk Ed, havde været opdragne af Frk. Berg - mon hun da ogsaa vilde have kunnet takke Hr. Sabroe? Jeg tvivler derpaa. Men i alle Tilfælde vil jeg haabe, at de fleste Kvinder, »der har Hjærte i Livet«, og som ved, hvilke skammelige og hensynsløse Midler Hr. Sabroe har anvendt mod Fru Bransholm, vil dømme anderledes i denne Sag end Frk. Berg. At der muligvis kan komme noget godt ud af den »rejste Bevægelse« er en anden Sag. Det kan der sikkert, saa sandt som Gud kan lede godt ud af ondt. Men det skylder vi jo da ikke Hr. Sabroe Tak for. Nej, i Stedet for at være med til at takke ham, vil i al Fald jeg for min Del langt hellere være med til at udtale en hjærtelig Medfølelse med den Kvinde, som Hr. Sabroe paa en saa agitatorisk og hensynsløs Maade har angrebet, endskøndt jeg dermed selvfølgelig ikke vil sige, at hendes Opdragelsesmaade har været fejlfri.
Tørring, den 4. Februar 1908.
Ida Merwede Stensballe.
Paa given Foranledning skal jeg herved erklære, at min Artikel »Nogle Bemærkninger i Anledning af Hebron-Sagen« i »Kvinden og Samfundet« Nr. 2. d. A. var et Udtryk kun for mine egne person-lige Anskuelser. Jeg havde og har intet Mandat til at udtale Dansk Kvindesamfunds Meninger.
Dansk Kvindesamfunds Meninger kunde heller ikke udtrykkes gennem en enkelt Mund, thi inden for D. K. S. er de forskelligste Meninger, og Anskuelser repræsenteret. Det, der samler alle D. K. S’s forskellige Medlemmer, er det ene, som udtrykkes i Fælleslovenes § l:
Dansk Kvindesamfunds Formaal er at arbejde for Kvindens kommunale og politiske Valgret og Valgbarhed, samt at virke til Fremme for Kvindernes almene Udvikling, for deres Uddannelse til selvstændigt Erhverv og for at forbedre deres Stilling i Familie, Samfund og Stat.
Enhver, som kan underskrive det heri indeholdte Program, kan være Medlem af D. K. S. og deltage i dets Arbejde; dette er det eneste Punkt, hvor der kan kræves »Rettroenhed«; derudover har alle D. K. S’s Medlemmer - de menige Medlemmer saa vel som Kredsstyrelsernes og Fællesstyrelsens enkelte Medlemmer som ogsaa Redaktøren - Lov til at nære, hævde og fremsætte hvilke Anskuelser, de vil, det være sig i religiøse, politiske, sociale, pædagogiske eller hvilke som helst andre Spørgsmaal, og »Kvinden og Samfundet« bør staa aabent for enhver, der med sit Navns Underskrift vil udtale sine Anskuelser i de Spørgsmaal, som særlig vedkommer Kvinder og Kvindesag.
Jeg har i denne Tid meget stærkt faaet den Opfattelse bekræftet, at der inden for D. K. S. rummes meget forskellige Anskuelser ; thi i Anledning af min Artikel har jeg modtaget adskillige Meningstilkendegivelser - dels af Misbilligelse og dels af Tilslutning. Der er imidlertid det karakteristiske ved disse Meningstilkendegivelser - hvor der overhovedet følger en Motivering med - at de, som udtaler deres Tilslutning, har faaet fat paa det, der var og skulde være min Artikels Kærnepunkt og egentlige Indhold: Behandlingen af de hjemløse og forsømte Børn og Samfundets Pligt og Ansvar over for dem; hvorimod de, som har udtalt Misbilligelse, næsten alle standser ved Maaden, hvorpaa Hebron-Sagen er bleven rejst, men ikke berører Sagen selv.
Misbilligelsen samler sig i de fleste Tilfælde om min Artikels Slutningslinier; men det synes mig ikke, at de, som har forarget sig over disse Linier, har læst dem rigtigt, i hvert Fald gengiver de ikke disse Liniers Indhold rigtigt. Jeg maa tilstaa, at det nu og stadig vilde undre mig, om der skulde kunne findes nogen Fader eller Moder, «der med Rette bærer dette Navn«, eller nogen Kvinde »med Hjærte i Livet«, som ikke med Glæde vilde hilse »en grundig og omfattende Reform i Omsorgen, Opdragelsen og Uddannelsen af vort Samfunds værgeløseste: »de hjemløse, forsømte Børn«, og herpaa - at den rejste Bevægelse resulterer i en saadan Reform - hviler den udtalte Tak, og heraf er den betinget.
I min Artikel berørte jeg med velberaad Hu ikke de mod Fru Bransholm rejste Beskyldninger »som Menneske og Kvinde«; det, jeg med min Artikel vilde, var alene at søge at føre Debatten ind paa det Omraade, udenfor hvilket den efter min Opfattelse intet Øjeblik burde været ført. Det, der kommer Offentligheden ved, og det, Offentligheden alene bør beskæftige sig med i denne Sag, er, hvorledes de Børn, der som hjemløse eller forsømte falder i Samfundets Hænder, behandles. Dette vedkom-mer os alle, og her har vi alle et Ansvar.
Naar en enkelt Indsender har opfattet min Artikel som et Angreb paa Børnehjemsfolkene, da er det mig meget magtpaaliggende at værge mig imod denne Misforstaaelse. Der er flere Børnehjems-folk, hvis Personligheder jeg ærer, og hvis Arbejde jeg nærer dyb Beundring for. Det synes mig, at alle gode Børnehjemsfolk maa være interesserede i: 1) at det ikke overlades Tilfældigheden, hvem der opretter og leder Børnehjem; 2) at der af dem, der vil tage det betydningsfulde Børneopdra-gelsesarbejde op, kræves en grundig Uddannelse, og 3) at der sikres Børnehjemsfolkene gode pekuniære Forhold at arbejde under.
De, som føler Lyst og Kald og Evner til at blive Børneopdragere for de hjemløse, forsømte og saakaldte »forbryderiske« Børn, vil jo kun i alle Maader blive bedre i Stand til at udføre deres ansvarsfulde Arbejde og bedre beskyttet imod alle Angreb, naar de har et System bag sig, som er pædagogisk forsvarligt, naar de selv har faaet en til deres Opgave passende Uddannelse, og naar de i deres Virksomhed bliver fri for den Hindring og Hæmsko, som Fattigdom altid er.
Endnu en Bemærkning kan jeg ikke tilbageholde. Naar de Børn, der her er Tale om, kaldes »forbryderiske« eller betegnes som »løsagtige«, »bundløgnagtige«, »ondskabsfulde«, »raa«, »frække« o. lign., da er der noget deri, som oprører mig, og jeg kan ikke forstaa, at de Mænd og Kvinder, der har denne Opfattelse af dem, egner sig til at tage sig af dem, hverken som Ledere af Hjem for dem, eller som Ledere af de Institutioner, der har med Behandlingen af dem at gøre, eller som Tilsynshavende eller Raadgivere ved saadanne Hjem eller Institutioner.
Lad mig tilføje, at mit Kendskab til den Slags Børn, der her er Tale om, ikke er en rent teoretisk; jeg har i 7 Aar af mit Liv arbejdet og levet blandt den Del af Befolkningen, som undertiden kaldes »Bærmen«, dels herhjemme og dels i Londons fattigste og elendigste Kvarterer, og jeg har faaet et ret nøje Kendskab til saadanne Børn, som for en vis Betragtningsmaade staar som »forbryderiske«. Det er min Erfaring, at det, naar man vil hjælpe Mennesker, enten det saa er Børn eller Voksne, gælder om at tro paa det gode i dem og tale til det bedste i dem, saa faar man det bedste i dem frem. Møder man Mennesker - og dette gælder i høj Grad Børn, der er saa instinktivt fintmærkede - med Mistro, saa lukker de sig til, bliver fjendtlige, og saa har man Trodsen og det, der ser ud som Bund-fordærvethed.
Selvfølgelig er jeg ikke uvidende om, at der kan findes slette Tilbøjeligheder hos Børn; men Børneopdragere er sikkert paa Vildspor, naar der for deres Opfattelse er en bestemt Klasse Børn, der er »forbryderiske«, eller naar de kan stemple enkelte Børn som »bundfordærvede«, og de slette Tilbøjeligheder hos Børn dyrkes og udvikles, tror jeg, ved Prygl og haard Behandling.
I ovenstaaende Indlæg er nogle af de i Anledning af Hebron-Sagen rejste, personlige og Offentligheden uvedkommende Spørgsmaal bleven berørt - meget nødig ganske vist, men tvunget af Omstændighederne. »Kvinden og Samfundet« kan imidlertid ikke give Plads for mere Diskussion om denne Side af Sagen. Derimod vil jeg gøre mit til, at dette Blad kan give et Bidrag til en saglig Forhandling af det saa overmaade betydningsfulde og Kvinderne saa nærliggende Spørgsmaal: Omsorgen og Opdragelsen af hjemløse, forsømte Børn.
Lyngby, 10. Februar 1908.
Helene Berg.
