« Tilbage til søgeresultaterne
Lydia von Wolfrings Arbejde blandt ulykkeligt stillede Børn
For dem, hvem de senere Tiders Børnehjemsrøre har haft mere end Aktualitetens Tiltrækning, kan det mulig være af Interesse at høre lidt om en Børnehjemsorganisation i Østrig, saaledes som den er skabt af et enkelt Menneske, den højt begavede Lydia von Wolfring.
Hun har for ca. 8 Aar siden ved en energisk Agitation faaet dannet en Forening, Pestalozziverein, som hun stadig er Leder af. Dens Formaal er: at beskytte Ungdommen i dens ved Lovene sikrede Rettigheder, at bidrage til dens fysiske og moralske Udvikling, at forebygge Forbryderiskhed hos den.
Udgangspunktet for Lydia v. Wolfring var de værgeløses Trang til Beskyttelse. Saa dygtigt har hun taget dette op, at Pestalozziverein allerede nu er anerkendt af Wiens juridiske Myndigheder som en uundværlig Hjælp i alle Børnesager. Men idet hun undersøger de talrige Tilfælde, hvor Forældre (kødelige, Stif- eller Plejeforældre) mishandler og forsømmer deres Børn, ser hun, at det ikke blot er Lidelser, hyppigt endende i Døden, som disse Børn skal skaanes for, men at Mishandlingen, de er Genstand for, oftest vil sløve alle højere Følelser og Evner hos dem og forudbestemme dem til et daarligt Liv, ja at mange endog af Forældre selv føres ind paa Forbryderbanen, f. Eks. tvinges til Løgn, Tyveri eller erhvervsmæssig Utugt.
Man mener mulig, at slige Hjem dog er sjældne Undtagelser. Jeg har ingen Statistik for danske Forhold; men fra det engelske »National Society for the prevention of cruelty to children« berettes efter en 14aarig Virksomhed, at Foreningen har hjulpet 281,000 Børn, 198,101 forsømte og forsultede, 45,756 saarede og grusomt mishandlede, 8,557 moralsk ødelagte ved mandlige Slægtninge. I 1423 Tilfælde endte Mishandlingen med Døden*).
*) Til Sammenligning kan tjene, at Værgeraadet hos os i et Aar, 1906, tog sig af 609 Børn fra hele Landet.
I England har Børnebeskyttelsen først taget Fart (ogsaa her skyldes det en Kvindes, Miss Mary Carpenters, Energi), og ene af alle Lande kan England paavise en Nedgang i Børneforbrydelserne. I Amerika er Bevægelsen begyndt senere, men meget kraftigt. Der ligger en dyb Ironi over de Omveje, den menneskelige Følelse tit maa gaa, i, at det her oprindelig var en Dyrebeskyttelses-forening, der udvidede sit Formaal til ogsaa at gælde Oldinge og Børn.
Lydia v. Wolfring har Gang paa Gang bittert maattet iagttage, at det ikke var nok at indlede retslig Anklage mod unaturlige Forældre. Bevismateriale er tit vanskeligt at skaffe - og en alvorlig Advarsel eller et Par Maaneders Fængsel vil forøvrigt næppe forbedre nogen Far og Mor. Frk W. er uden Skaansel overfor dem. Hun vil have Børnene fri for dem og bragt ind under rolige, normale Familieforhold. Det søger hun at skaffe dem ved sit »Kindergruppen-Familiensystem«.
Hovedprincippet herfor er: Fællesopdragelse af Drenge og Piger til det 14de Aar, i et Antal af 10-12 af forskellig Alder (som Søskende) i en Familie, under Ledelse af et intellektuelt og moralsk vel anlagt Ægtepar med sund Menneskeforstand og Kærlighed til Børn, selv om de ikke har noget særlig pædagogisk Kendskab.
Det er uden Tvivl praktisk at centralisere hele Administrationen samtidig med, at den praktiske Gerning forgrenes saa meget som muligt og lægges private, ikke Statsfunktionærer i Hænderne. Det er tillige billigt at lade Børnene opdrage hos Mennesker, der som i et rigtigt Hjem har deres egen Virksomhed og ikke skal leve af Børnehjemmet. Men Foreningen lader sig ikke blot nøje med at anbringe Børnene. Den fører et meget nøje Tilsyn med Hjemmene gennem kvindelige Medlemmer, der kommer paa faste Dage af Ugen, mens andre hjælper med til at beskæftige Børnene i deres Fritid og hjælper de tungnemme med deres Skolearbejde.
At der ogsaa er fast Lægetilsyn og omhyggelig Lægeundersøgelse af hver nyoptagen, er en Selvfølge, som dog ikke følger af sig selv i danske Børnehjem.
Reglerne for disse Hjem er ogsaa nok værd at læse. Øverst staar: Plejeforældrene skal behandle Børnene med Godhed og Mildhed og altid holde dem nette og renlige. De maa aldrig slaa Børnene eller tildele dem nogen Art af legemlig Revselse (Roheit erzeugt Roheit, staar der længere nede) og under ingen Omstændigheder helt eller delvis fratage dem den foreskrevne Næring.
En anden god og klog Paragraf er denne:
Skulde Plejeforældrene føle Uvilje mod et af de Børn, der er dem betroet, skal det meldes, og der vil da blive truffet andre Dispositioner for dette Barn.
Derefter følger nøje Regler for Kosten, for Renlighed o. 1.
Det indskærpes tillige, at hvad Børnene ellers har forbrudt, vedkommer ikke Hjemmene. De behandles der kun efter deres individuelle Beskaffenhed, »de skal føle, at de ikke er Numre for os, men smaa Mennesker, hvis sjælelige Stemning vi saa vidt muligt tager Hensyn til.«
Omtrent 150 Børn kan Lydia v. Wolfring huse i sine Hjem. Hertil har hun 5000 Kr. fast og et Budget paa 60,000. Foreningen er saaledes væsentlig henvist til privat Godgørenhed, og mange Ønsker - f. Eks. en Landbrugskoloni, der foreligger i detaljeret Plan - maa vente. Lydia v. Wolfring mener, at Statens økonomiske Støtte burde være større, men at ellers Børnehjælpen maa bæres af det private Initiativ (og særlig af Kvinder), fordi dette er smidigere, mere individualiserende end Statsmaskineriet.
Man maa hos Lydia v. Wolfring ikke blot beundre det store administrative og organiserende Talent, men ogsaa den Maade, hvorpaa hun agiterer. Uden store Ord; hun lader mest sit mægtige statistiske Materiale tale for sig selv, ofte et rystende Sprog. Klogt og roligt ordner hun Stoffet og drager sine Konsekvenser deraf. Et videnskabeligt Studium af fremmede og hjemlige Forhold og en rig praktisk Erfaring har arbejdet sammen i hendes større Arbejder: »Kindermisshandlungen« og »Verwahrlosung der Jugend«.
Bag al hendes Gerning mærker man en stor og rig Kvindes Kærlighed, der ikke tror, det er Opdragelsesanstalter, men Hjem, selv de vanskelige Børn trænger til - en Kærlighed, der kun slaar ud i Vredes Glød, naar politisk og religiøs Partisnæverhed lægger Hindringer i Vejen for det Værk, hun synes staar langt over alle Partier.
København, 23. Februar 1908.
