« Tilbage til søgeresultaterne
Et Kvindeværn - en Kvindesag
Allerede for en Del Aar tilbage er man overalt i den civiliserede Verden begyndt at realisere en meget smuk Tanke: at danne et Værn for rejsende unge Piger, saaledes, at hvorsomhelst en ung Pige træder ud paa en Jernbanestation eller gaar i Land fra et Skib, vil hun finde en Kvinde, rede til at tage sig af hende og hjælpe hende til Rette i de fremmede Omgivelser. Hvilken betryggende Følelse maa det ikke være for de hjemmeværende Forældre at vide, at hvorsomhelst deres kære, unge Datter færdes i de fremmede Lande, vil hun være omgivet af en Garde af venlige Mennesker, hos hvem hun kan søge Vejledning og Oplysning, saa at hun beskyttes mod at falde i Hænderne paa Folk, der vil udnytte hendes Uerfarenhed og Ukendskab med de fremmede Forhold.
Forskellige internationale Forbund saavel fra jødiske, katolske, som ogsaa fra protestantiske Lejre har i en Række af Aar arbejdet paa at fuldstændiggøre et saadant Værn. Folk, der har rejst en Del i Udlandet, vil i en Del Byer have lagt Mærke til Kvinder, som, kendelige paa et eller andet Mærke, har taget sig af ankommende unge Piger paa Stationerne. Men for at Systemet skal kunne virke tilfredsstillende, er det nødvendigt, at alle Lande i saa stort Omfang som muligt indretter et
stadigt Tilsyn ved ankommende Tog og Skibe, og ved de internationale Forhandlinger, som er ført mellem Nationalkomiteerne til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel, har alle Komiteerne forpligtet sig til at virke for Planens bedst mulige Udførelse.
Den danske Nationalkomité har hidtil ikke haft Lejlighed til at kunne udrette noget paa dette Punkt, og den vil fremdeles være afskaaret fra at kunne opfylde den Forpligtelse, den har paataget sig, saa-fremt ikke københavnske Kvinder i stort Tal vil melde sig til hver for sig at udføre et ganske lille Medarbejde paa dette Omraade. Jeg føler mig overbevist om, at der findes overordentlig mange yngre og ældre Kvinder i København, der gerne vilde udføre et eller andet personligt Arbejde i Menneskekærlighedens Tjeneste, de ved blot ikke, hvor de skal tage fat, eller til hvem de skal henvende sig. Her er en Lejlighed, hvor en Kvinde med ringe Opofrelse af Tid og Kræfter kan gøre et smukt Arbejde.
Det gælder om, at der ved Ankomsten her til København af Skibe fra Udlandet, altid kan findes en Kvinde parat til at vejlede unge ankommende Piger. Skibene ankommer til forskellige Tider paa Dagen. Hver Kvinde kan faa sin bestemte Ankomsttid paa en bestemt Ugedag at passe, men saa gælder det naturligvis ogsaa om, at Tjenesten passes med urokkelig Troskab.
Alle nærmere Oplysninger om denne Sag gives beredvilligt ved mundtlig eller skriftlig Henvendelse til Sekretæren i Komiteen for Bekæmpelsen af den hvide Slavehandel, Nørrebrogade 49, 1. Sal (Kontortid fra Kl. 10-1). Fra 15. Marts er Kontoret i Blaagaardsgade Nr. 29, 1. Sal. Skovgaard Mortensen.
Vi giver ovenstaaende Opfordring vor varmeste Anbefaling. Sekretæren i den danske Komité for Bekæmpelsen af den hvide Slavehandel, Hr. Skovgaard Mortensen, er kendt af mange af Dansk Kvindesamfunds Medlemmer, da han har holdt Foredrag i adskillige af vore Kredse om den Sag, som ligger ham saa stærkt paa Sinde, og som han arbejder saa ihærdigt og udholdende for - en Sag, som i særlig Grad bør kunne vinde Kvinders Interesse og Medvirken.
Vi haaber, at denne Opfordring om en Haandsrækning fra københavnske Kvinder maa finde aabne Øren og villige Sind, og at mange af dette Blads Læsere snarest vil melde sig til Tjeneste. Redaktionen af »Kvinden og Samfundet«.