« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Valgret
Udkast til Tale ved Mødet i »City« 31. Januar 1908 af Dr, phil. Moltesen.
Nu da Kvinderne staar ved det Maal, som de bedste iblandt dem har længtes og stræbt efter: at faa Menneskerettigheder sammen med Manden, og da intet fornuftigt Menneske længere tør lægge dem Sten i Vejen, gaar Tanken tilbage til alle dem, der har været Vejbanere for Kvinden - Kvinden, der har faaet Skyld for at være Syndens, det Ondes Ophav, hende, som de højest stræbende Mennesker skyede, samtidig med at de længtes efter hende, ikke just som en Medhjælp, men som en Genstand.
De, der ser videst ud i Fremtiden, og som er mest radikale overfor deres Samtid, de religiøse Genier, hvordan har de set paa Kvindesagen? For Buddha var Kvinden Fristeren ligesom for Jøderne i Syndefaldshistorien, men da hans Moster Prajapati fik ham til ogsaa at stifte en Nonneorden, sagde han, at mens Læren ellers vilde have bestaaet i 1000 Aar, vilde den nu bestaa i 500. Han lod altsaa dog Kvinden komme med. Men da hans Discipel Ananda engang spurgte ham: »Hvorledes skal vi forholde os overfor Kvinder?« svarede Buddha: »Ikke se paa dem, Ananda.« »Men naar man ser paa dem, hvad saa?« »Ikke tale til dem, Ananda!« »Men naar man maa tale til dem?« »Saa skal man væbne sig med Forsigtighed, Ananda!« Det samme træffer man hos den gamle jødiske Prædiker, der siger: »En Mand fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde har jeg ikke truffet blandt dem alle. Kun det, se det har jeg fundet, at Gud har skabt Manden retsindig, men Kvinderne finder paa alle Slags Rænker.« Prædikeren tænker som Odin i »Havamaal«: »Saa er Fred med Kvinder, de, som falsk tænke, som paa glat Is at age med ubraaddet Fole .... eller i Storm at fare paa styreløs Skib.« Det er Erfaringer, som man gør hos alle undertrykte: List og Svig er Trællens eneste Vaaben.
Og nu Jesus Kristus. Han forkynder Menneskerettigheder, sætter Kvinden som Mandens Jævnbyrdige. Og hver Gang, man i Kirken har søgt at genoplive Kristi Kristendom, har man gjort det ud fra Tanken om det almindelige Præstedømme. Naar Romerstaten forfulgte de Kristne, var det ikke af religiøse Grunde, men af socialpolitiske - man forstaar derfor ogsaa Paulus, den radikale Tænker, men den konservative Politiker, naar han af Opportunitetshensyn skubber Kvinden til Side i det offentlige Liv.
Samfundet kunde ikke modtage den kristelige Socialpolitik, men alle Revolutionsmænd i Middelalder og nyere Tid tog den op. Gendøberne paa Reformationstiden, Puritanerne i England og i Amerika hævdede Menneskerettighederne, som den franske Revolution gennemførte, ikke som Menneskerettigheder, men som Mandsrettigheder. I den Tidsalder, som den franske Revolution indledede, den frie Konkurrences, i den kunde Kvinden ikke komme op ved Siden af Manden, hun kunde kun blive billig Arbejdskraft og derved Mandens farlige Konkurrent. De sociale Forhold egnede sig kun for Mandsrettigheder, ikke for Menneskerettigheder; den haardhændede Egoisme, som var Drivkraften i Frikonkurrencens Aarhundrede, kunde Kvinden ikke hamle op med, og da Staten ikke maatte gribe ind i Privatforretningen, men kun skulde spille Natvægterens Rolle, havde Kvinden ikke Plads der.
Nu er Forholdene anderledes, nu da Socialismen er bleven den Magt, som behersker Sindene i alle Partier, hvad enten man smykker sig med det Navn eller ej, nu da man kræver, at Samfundet skal ledes efter altruistiske og ikke efter egoistiske Principer, nu er Samfundet blevet modent for Menneskerettigheder, nu kræver Samfundet dem, mere maaske Mændene end Kvinderne. For nogle af Digterne er Kvinden vel stadig kun Genstanden, for Socialpolitikeren er hun Medhjælpen. I Socialismens Tidsalder vil hun blive en Bremse i Ordets dobbelte Betydning, den, der vækker Uro fremad til Hjælp for de svage, for Samfundsretfærdighed, den, der tilbageholder, naar Livet bliver for udadgaaende, der værner for Hjemmet. Naar Manden i Kampen for Tilværelsen vil have Øjnene fæstede paa de materielle Værdier, og paa de opportune Hensyn, vil hun have dem fæstet paa de ideelle. Især i de smaa Folk, der daglig maa værge sig for at blive slugt af de store, vil hun være den opholdende Kraft, det ser man i Sønderjylland og i Finland - hun har bevaret mere af det naturlige Instinkt end Manden, hun, Moderen, ved at gennem Ofret vindes Sejren.
Nu staar de danske Kvinder altsaa ved Døren ind til den kommunale Valgret, samtidig med at vi kommer den almindelige kommunale Valgret saa nær, som det under de givne Forhold synes muligt; selv om man kunde have ønsket det anderledes, gør vi, om »Forliget« gennemføres, et saa stort kommunalt Fremskridt, som vi ikke har gjort nogen Sinde før; det er ikke et Tilbageskridt som Grunloven af 1866, men paa saa godt som alle Punkter et Fremskridt og paa intet et Tilbageskridt.
Det er kun det første Skridt til Kvindens hele Nydelse af Menneskerettighederne, og det er jo det første Skridt, som koster. Den politiske Valgret for Kvinder kommer efter, men den kommer med en Grundlovsændring og er derfor vanskeligere. Kvindens kommunale Valgret kommer med et kommunalt Fremskridt, Kvindens politiske Valgret vil komme med et politisk Fremskridt, med en Grundlovsændring, saa vi faar den af Formuen priviligerede Valgret ud og en retfærdigere Valg-maade, end den nuværende. Maa jeg anbefale Dem at optage Forholdstalsvalgmaaden paa Deres Program!
Og nu beder jeg Dem ikke slaa Dem til Ro med, at det var kun faa Procent af Mændene, der stemte, da de fik Valgret. Da var Tiderne andre. Nu maa alle Kvinder med, ellers skammer de sig selv ud og alle dem, der har arbejdet sammen med dem. Før hed det: Mand af Huse; nu hedder det: Kvind af Huse.
Tale ved Mødet i »City« 31. Jan. 1908 af Redaktør Ove Rode.
Naar det siges, at Konsekvensen af Kvindernes kommunale Valgret ogsaa vil blive den politiske Valgret, saa er det i og for sig rigtigt. - Den ene vil utvivlsomt drage den anden efter sig. Imidlertid bør man næppe, som den foregaaende Taler, gøre sig Illusioner om, hvor hastigt den politiske Valgret vil komme. Naar man overalt i Verden har givet Kvinderne kommunal Valgret før den politiske, har det næppe været ud fra sagligt Synspunkt - at den politiske Valgret er hyppig mere udstrakt end den kommunale - men formodentlig fordi man har indset, at den kommunale Valgret ikke kunde opsættes en Dag, efter at den politiske Valgret var prøvet, medens man meget let kunde lade gaa et meget langt Tidsrum, efter den kommunale Valgrets Indførelse, uden at lade den politiske følge efter. Saaledes vil det desværre ogsaa gaa herhjemme.
Dr. Moltesen omtalte det afsluttede Valgretsforlig, der giver Kvinderne Valgret, som et meget stort Fremskridt, men han glemte at sige Dem, at selve den Maade, hvorpaa Forliget sluttes, og hele den Politik, der staar bag det, lukker for de videre Fremskridt. Dr. Moltesen vil næppe hævde, at Reformpartiets og de Frikonservatives Politik stiler henimod den Ændring af Grundloven med tilhørende Opløsning af Landstinget, som er nødvendigt, for at Kvinderne kan faa den politiske Valgret.
Heller ikke er det saaledes, at Sagen ikke længere har nogen Modstandere; den har baade skjulte og aabenbare Fjender, skjulte, som blot holder sig rolige under den stærke Bevægelse, som nu er rejst, og aabenbare, som sandelig ikke tier.
Modstanden bygger særlig paa to Argumenter. Man hævder det umulige i pludselig at give Valgret til en uhyre Kreds af Mennesker, der ingen Indsigt har i de Forhold, hvor Valgretten skal bruges. Ja, saaledes sagde ogsaa alle konservative, da Mændene i Fyrrerne forlangte almindelig Valgret. Men ikke desto mindre blev der pludselig Adgang til det offentlige Liv til hundrede Tusinder, som ikke før havde deltaget i Statsstyret, og hvis Mulighed for at sætte sig ind i dets forskellige Krav iøvrigt var adskilligt mindre end Kvindernes nu. Men hvorledes tror man ogsaa at kunne skabe Interesse for det offentlige Liv hos dem, man ikke giver Adgang til at deltage deri. - Ja! de enkelte Foregangsmænd og -Kvinder, de, der sætter deres Arbejde og Liv ind paa at rejse en Bevægelse, de har naturligvis ikke blot Interessen, men skaffer sig de ypperste Kundskaber som Middel i deres Kamp. Men alle de andre Tusinder! Kan man fordre eller vente, at de sætter et omfattende Arbejde ind paa Opgaver og Spørgsmaal, som de véd altid vil blive unddraget deres Afgørelse. Giv dem derimod Adgang. Luk Døren op! Saa vil Kvinderne nok vide at forberede sig til deres Deltagelse i det offentlige Liv mindst lige saa godt som Mændene.
Det andet Argument gaar ud paa, at Kvinden i Modsætning til den kloge og forstandsbeherskede Mand, væsentlig er et Følelsesvæsen, til hvem man ikke kan betro Afgørelse af Sager, hvis Løsning kræver nøgtern Dømmekraft og koldsindigt Overlæg. Denne Anskuelse er i den sidste Tid navnlig hævdet af Folketingsmand Dr. Birch, (der er et af Samtidens mest lunefulde, vægelsindede og følelsesbeherskede Mennesker), som et Udtryk for ældgammel Mandsoverlegenhed, og dog ved vi alle, at der er Mænd saavelsom Kvinder, hos hvem Følelsen og Stemningslivet, og andre Mænd og Kvinder, hos hvem det forstandsmæssige er det overvejende. Man plejer ganske vist at henvise til, at Kvinderne hidtil, naar de har grebet ind i det offentlige Liv, altid har ladet sig raade af Følelserne. Man henviser til den Stemningsbevægelse, som i sin Tid fremkaldte Kvindernes Adresse til Fordel for Prygleloven. Man henviser til Kvindernes Deltagelse i det nye Stemningsuvejr, der under Navn af Forsvarsbevægelsen gaar over Landet. Man tager imidlertid fejl, naar man tror, at saadanne Bevægelser er ejendommelige for Kvinderne. I det politiske Liv er der ligesaa mange Vidnesbyrd om Stemningsbevægelser blandt Mænd. Og desuden - naar Kvinder er traadt frem i saadanne Bevægelser, er det hyppigst ikke af egen Drift, men fordi snedige og koldsindigt beregnende Mænd til Fordel for deres politiske Planer har haft Brug for at kalde Kvindestemninger til Live.
Men er der Modstand, og vil den være sejg og træg at overvinde, er jeg fuldt overbevist om, at den tilsidst besejres. Men Kvinden havde ganske vist været nærmere ved Maalet under en Udvikling af vor Politik, hvorved den kommunale Valgretslov var blevet ført igennem i sin Renhed og efter en Kamp med Landstinget, thi derigennem vilde en saadan Politik tillige have haft Styrke til at føre den politiske Valgret med sig.
Men nu kommer altsaa den kommunale Valgret, og saa vil Kvinderne forhaabentlig vide at bruge den. Jeg imødegik før de Anskuelser, der ud fra Mænds og Kvinders Forskellighed vil søge at godtgøre Kvindevalgrettens Urimelighed. Men dette betyder ikke, at jeg politisk set undervurderer Forskellen. Tværtimod, Kvinderne bør netop føre ind i vor Politik Elementer, som er deres Køns Særeje. Kvindagtige Mænd og mandhaftige Kvinder er ikke Mennesketyper, som Menneskeslægten gør vel i at uddanne. Det offentlige Liv, som gennem Aartusinder har tilhørt Mændene, har just heller ikke formet sig saaledes, at det ikke kan tiltrænge nyt Blod og Indsatser af nyt Temperament. Kvinden bør tage sine højeste og fineste Egenskaber med sig ind i det offentlige Liv, for at hun og Manden i Fællesskab kan omdanne det. Men Kvinderne bør ikke derfor gaa til Valg som et Kvindeparti. Alle Forsøg herpaa vil hos os ligesaa vel som andetsteds kun fremkalde Skuffelser. Politik kan ikke føres igennem paa anden Maade end ved Partier, der jo slet ikke er andet end Sammenslutning mellem Mennesker, der har væsentlig samme Anskuelser, for at gennemføre deres Tanker. Men blandt Kvinderne vil Anskuelserne dele sig paa samme Maade som blandt Mændene. Ogsaa Kvinderne bør derfor dele sig efter Anskuelser og forene sig med Mænd, med hvem de stemmer overens. Maaske vil Kvindernes Indtræden i det offentlige Liv føre til Partiernes Omdannelse eller til Skabelse af nye Partier; men det maa ikke føre til, at Kvinderne danner Parti overfor Mændene. Kønsforskellen slettes ikke i Stemmeretten, for at den derefter skal genopstaa ved Valgene. Kun i Samarbejdet udnyttes Valgrets-Udvidelsen tilfulde.
Men spørger man: Hvor vil nu Kvinderne gaa hen? Der er konservative Partiførere i mange Lande, som pludselig har gjort Volter fra absolut Modstand mod Kvindernes Valgret til at blive dens absolute Forkæmpere, og som har indrømmet, at de gjorde det for den konservative Sags Skyld, fordi de mente, at Kvinderne vilde stemme konservativt. Jeg tror, de tager fejl. Der vil selvfølgelig altid være konservative Kvinder, men ikke blandt dem, der selvstændigst og ivrigst har tænkt over Samfundslivet og den Stilling, man hidtil har givet Kvinderne. Det Samfund, som Mændene har skabt, har just ikke formet sig idealt; alligevel er der Mænd nok til at ville bevare det og til at modsætte sig en Udvikling, der fører bort fra den nuværende Ulighed i Menneskenes Kaar. Hvis det blot var for at bevare vor Samfundstilstand, behøvede Kvinderne saamænd ikke at bede om Stemmeret. Nej, naar Kvinderne kommer, saa maa de i Kraft af selve Kvindestemmerettens Idé slutte sig til de Partier, der ønsker at omforme Samfundet.
Jeg har talt ud fra mit personlige og politiske Standpunkt. Hensigten med at indbyde Mænd og Kvinder af forskellig Retning har vel heller ikke været den, at de forskellige Meninger skulde tilsløres. Men jeg vil slutte med at paakalde Enigheden i al Fald hos alle de tilstedeværende Kvinder. Jeg vil bede Dem forsøge noget, som hidtil væsentlig har været Mændene forbeholdt, og raabe et »Leve«, for, at Kvinderne maa bruge den kommunale Valgret til at rejse en Politik, som endelig en Gang i dette de halve Afgørelsers Land kan hidføre en hel Afgørelse, en hel Sejr. Leve Kvindernes politiske Valgret!
