« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Sønderjylland
Rigsforeningsloven.
Lørdag d. 4. April vedtog den tyske Rigsdag Foreningslovens § 7, saaledes som den var foreslaaet ændret af Udvalget. Forhandlingerne varede fra Kl. 11 Formiddag til Kl. 8 1/2 Aften.
Foreningsloven indeholder mange Fremskridt, men Socialdemokraten Heine paastaar, at det er tarveligt Preusseri, naar undtages, at den fjerner Kvindernes Retsløshed.
Der har været forhandlet i Udvalg og i Partimøder og i rent private Møder mellem Medlemmer af de forskellige Partier. De frisindede har kæmpet indbyrdes, og for mange iblandt dem har det været haardt at beslutte sig til at stemme for en Lov, der indeholder en Paragraf som § 7.
Kun Frygten for at faa noget endnu værre, har drevet dem til at stemme ja.
Og nu er altsaa § 7 vedtaget med 200 Stemmer imod 179.
Med denne Paragraf har Tyskland sat Rekorden med Hensyn til Undertrykkelse af de i Landet boende fremmede Nationaliteter, og da den i høj Grad angaar vore fraskilte Landsmænd, kræver den Opmærksomhed ogsaa her i Landet.
I § 7 bydes: »Forhandlingerne i offentlige Forsamlinger skal føres paa Tysk«.
Det gælder ikke for internationale Kongresser (dog ikke!!), heller ikke for Vælgerforsamlinger i Forbundsstaterne og Elsass-Lothringen fra den Dag af, da Valgdagen er officielt bekendtgjort.
Udvalget har faaet Paragrafen ændret derhen, at Modersmaalet tillades i Forsamlinger i de Landsdele, hvor der lever en Befolkning med ikke tysk Modersmaal, naar denne Befolkning efter Resultaterne af sidste Folketælling overstiger 60 %. Dog gælder denne Lempelse kun i 20 Aar.
Den danske Rigsdagsmand, Haussen -Nørremølle stillede et Ændringsforslag, idet han anmodede Rigsdagen om at indføje Ordet »politiske« foran Forsamlinger.
Men § 7 vedtoges uforandret. - Hvorledes denne Paragraf vil komme til at virke i et Land, hvor der findes saa mange fremmede Nationaliteter, faar man et lille Begreb om af følgende Oversigt:
Polakkerne beholder Sprogfrihed i 42 Kredse, mister den i 49; Venderne beholder Sprogfrihed i 0 Kredse, mister den i 5; Mährerne beholder Sprogfrihed i 0 Kredse, mister den i 1; Hollænderne beholder Sprogfrihed i 0 Kredse, mister den i 5; Vallonerne beholder Sprogfrihed i 0 Kredse, mister den i 1; Danskerne beholder Sprogfrihed i 3 Kredse, mister den i 1; Franskmændene beholder Sprogfrihed i l Kreds, mister den i 7 Kredse.
Og naar de 20 Aar er omme, hvorledes vil det saa se ud for Ikke-Tyskerne? Hidtil er Tyskland stadig gaaet tilbage med Hensyn til Behandlingen af erobrede Folk.
Der kunde lyde et »Ve de besejrede« af over 4 Millioner Menneskerøster op imod den forgyldte Rigsdagsbygning i Berlin. Der, hvor Kejser Wilhelm I’s hvide Marmorstøtte staar i Hallen paa blodrøde, tykke Tæpper, som badet i Sol, kaster et Rosenskær over den kolde Sten. Med Vaabenmagt overvandt han os Danske og »la grande Nation«, og nu har tyske Rigsdagsmænd med Lovens Magt lukket Munden paa hans Sønnesøns fremmede Undersaatter.
Vel er der en Frist paa 20 Aar for nogle iblandt dem, men mange, mange rammes haardt allerede nu.
Men vi, som med Smerte ser Uvejret fare hen over vore Landsmænd syd for Grænsen, vi mindes et gammelt Ord, der tit har staaet sin Prøve: »Hovmod staar for Fald«. Der findes ikke nogen større Forbrydelse end den, at fratage et Folk sit Modersmaal. Legemlig Død er for intet at regne mod aandelig Død, den, der rammer et Folk, som mister sit Sprog. Og derfor er Sprogmord den største Forbrydelse, en Stat kan begaa.
8/9 08.