« Tilbage til søgeresultaterne
Svarene paa »Kvinden og Samfundets« Spørgsmaal om Omsorgen for ulykkeligt stillede Børn
»Kvinden og Samfundet« har haft den Glæde at modtage nogle og tredive Besvarelser paa de udsendte Spørgsmaal om vore Børnehjem og Opdragelsesanstalter. Af disse er Halvdelen fra Børnehjemsfolk. Mange af Svarene er meget udførlige, enkelte har næsten en Afhandlings Karakter. At aftrykke dem i deres Helhed var desværre umuligt for dette Tidsskrift. Efter Redaktionens Ønske har jeg derfor søgt at sammenarbejde Svarene paa hvert enkelt Spørgsmaal, idet jeg saavidt muligt lader Indsenderne selv føre Ordet gennem Citater*).
*) Da flere har ønsket at være anonyme, citerer jeg overhovedet uden Navn.
Paa nogle Punkter vil det da blive min Opgave at lade de modstridende Meninger komme til Orde, men for de fleste Spørgsmaals Vedkommende dækker alle Svarene saa nøje hverandre, at der kun kan blive Tale om at fremstille og med forskellige Motiveringer belægge den Tendens, der bærer alle Indsendernes Svar, og som ganske tydeligt afstikker Maal og Midler og sætter Kursen, hvorefter der styres eller - burde styres.
Det første Spørgsmaal, om de officielle Rammer, som Loven af 14. April 1905 har skabt, har mange ikke ment at kunne besvare, bl. a. af den Grund, at Systemet er saa lidet prøvet. De fleste finder det i og for sig tilfredsstillende som Form betragtet. »Men det Indhold, der er gydt i denne Form, lader paa væsentlige Punkter saa meget tilbage at ønske, at Systemet dog bliver forfejlet. Saavel Midlerne, hvormed man tilstræber Opdragelsen af den forsømte Ungdom, som Vilkaarene, hvorunder der arbejdes, og endelig Maalet, hvorimod der stiles, er saa mangelfuldt og misvisende, at man nærmest kommer til den Erkendelse, at Omsorgen for vanskelige og forsømte Børn for Tiden er i en forkert Gænge her til Lands«. En Børnehjemsforstander finder, at Hovedprincippet for Børns Anbringelse, for Sogneraadene i alt Fald, er at finde det billigste Sted. Der ankes ogsaa over, at det er et noget lille Virkefelt, Loven anviser Børnehjemmene, hvilket vel rettere vil sige, at det er for stor en Skare, der henvises til Opdragelsesanstalterne, og at Sorteringen, der foretages af Opdragelseshjemmene, ikke altid viser stor Kyndighed hos disse Ledere.
En særlig Domstol for Børn har kun 2 ønsket, som heri saa en Mulighed for en mere individuelt tilpasset Straf. Andre har fundet den overflødig under dansk Retspraksis eller endog skadelig. Tanken om et Centralorgan for enhver Art af Børnehjælp har heller ikke vundet Tilslutning mere end hos ganske enkelte Indsendere. Man frygter, det snarest vilde blive et Omsvøbsdepartement. Men naar man betænker, at Forholdene nu er saadan, at Plejehjemmene nærmest sorterer under Indenrigsministeriet (en Del tilses dog af en Embedsmand under Justitsministeriet), at Opdragelsesanstalterne hører under Justitsministeriet, og at der desuden af private og Institutioner gøres et stort, men ofte planløst Arbejde med forsømte og ulykkeligt stillede Børn, saa har man Lov til at tro, at et Centralkontor, der sad inde med alle Oplysninger, kunde organisere de forskellige Bestræbelser og snarere vilde simplificere Arbejdet end den nuværende Ordning.
Fuld Enstemmighed hersker der om, at et rigeligere og langt hyppigere Tilsyn er nødvendigt, og at en fast Læge burde være en Selvfølge i enhver Anstalt og i ethvert Hjem - en ønsker endog hans Besøg mindst 2 Gange ugentlig. Naar der nu er saa faa Kvinder i Tilsynet, finder en af Indsenderne Fejlen hos Kvinderne selv, der burde kræve at være med, hvor der tages Bestemmelse om Børneopdragelsen: »en Moder bør dog vel her have fuldt saa meget at sige som en Fader«. Hos Kvinder »kan man vente mere Ømhed, Udholdenhed og instinktmæssig Forstaaelse, hvor det gælder det forsømte, vanskelige og ulykkeligt stillede Barn«. Det burde derfor heller ikke i Loven om Værgeraadene hedde »en Lærer eller Lærerinde«, men og. Navnlig har flere ønsket Kvinder, der selv er eller har været Mødre i Tilsynet, særlig til at vaage over Orden, Renlighed, Klæder o. 1. Andre har gjort opmærksom paa, at dette Tilsyn først og fremmest skulde være hjælpende og vejledende, d. e. nærmest kræve Pædagogens og Lægens Blik. Det er indlysende, at den Forstander eller Forstanderinde, der ret ofte maa staa Skoleret for en Tilsynshavende mister al Autoritet overfor Børnene. Det burde være saadan, at den Person, det en Gang var betroet at lede et Hjem eller en Anstalt, overlod man trygt alle Enkeltheder i Ledelsen, saadan som nu hans Natur krævede dem. Men det forudsættes, at man paa en eller anden Maade havde sikret sig, at han eller hun havde de fornødne Kvalifikationer. Indsendernes Flertal ønsker her en særlig Uddannelse for Børne-hjemsfolk. Det er ikke en Eksamen, det kommer an paa, men en praktisk og teoretisk Leven sig ind i, hvad det er, Opgaven gælder. Der er for et Par Aar siden til Ministeriet indsendt en Plan til et Seminarium for Medhjælpere ved Opdragelsesanstalterne, og Spørgsmaalet har været drøftet i Kæmpegaards »Tidsskrift for Filantropi«.
Vender vi os fra de ydre Rammer for Børneforsorg her i Landet, som altsaa, trods nogen Kritik, i det hele anerkendes, til selve den praktiske Gerning, dens Maal og Midler, saa møder der os Reformønsker nok. Men alle strander de paa økonomiske Vanskeligheder.
Det kan ikke siges tit og stærkt nok, at der er det vanvittigste Misforhold mellem de Krav, der stilles til Børnehjælpsfolkene, og de Vilkaar, man byder dem at leve under. Selv om disse Mennesker frivilligt har valgt en Gerning, som de vidste i egentligste Forstand maa søge sin Løn i sig selv, saa bliver Samfundet dog medskyldig i, at den Armod, hvorunder de lever, vil have en Tendens til at trykke dem ned i en Atmosfære af Underklassekultur. Den vil røve dem det lyse Sind og det Arbejdsmod, som en saadan Gerning maaske særlig kræver. Stat og Kommune forstaar næppe Værdien af det ikke blot opbyggende, men forebyggende Arbejde, Hjem og Anstalter gør, saaledes at der ikke bør spørges, om vi har Raad til at skaffe dem og deres Ledere saa gode Kaar som muligt, men snarere - som en skriver - om vi har Raad til at lade være. Thi det er jo netop de spæde Spirer til samfundsnyttige sociale Anlæg, det gælder at finde og give Vækst hos ofte meget antisociale Individer. Og dette kræver sjældne Evner hos de ledende. »Jo mere vanskelige og forsømte de Børn er, der skal paavirkes, desto finere og dybere personlig Kultur kræves der af Opdrageren. Overfor harmonisk anlagte og velplejede Børn af kultiveret Afstamning kan ret grove og overfladiske Paavirkninger snarere gøre Fyldest end overfor forsømte og forhærdede Børn; hos disse maa Livsværdierne, som Opdragelsen skal fremelske, hentes op fra fjernere Dybder i Barnesindet; Spirerne til dem er vanskeligere at finde, jo sjældnere de er, og kræver en klogere, forstaaelsesfuldere Behandling for at komme i Vækst. Med andre Ord: den pædagogiske Opgave, hvorom Talen er, hører til de allerfordringsfuldeste og vil næppe lykkes for andre end Landets kyndigste, finestmærkende Pædagoger«.
Som bekendt er Forholdet her i Landet det, at man ikke lønner en Undervisning efter dens Art, men efter dens Indhold. Underskolens Lærere faar mindre end de højere Klassers. Hvad Under da, at Opdragelsesanstalternes Lærere næsten ingenting faar? Og hvad Under, at de store pædagogiske Begavelser kun sjældent ofrer sig for saa ringeagtet en Gerning?
Alligevel er dette kun den ene Side af Sagen, og maaske ikke den værste. Selv første Rangs Lærerkræfter vilde have uhyre svært ved at løse deres Opgave, naar de ikke forsynedes med Midler til at virkeliggøre deres pædagogiske Krav. Og her bringer Fattighuskaarene baade Hjem og Anstalter til at slaa sørgeligt af. Det gælder - skriver en Indsender - at skaffe disse Børn en Opdragelse, der mindst staar paa Højde med den, der ydes andre Børn. Ingen Kostskole tager et Barn under 800 Kr. aarlig. 120 Kr. har Overinspektøren en Gang nævnt som et passende Vederlag for de Børn, her er Tale om. Hvad kan der ydes herfor? Større Forbedringer er det altid næsten umuligt at skaffe offentlig Støtte til. Som Overretsassessor Ussing en Gang paa et Kriminalistmøde tilraabte Rigsdagsmændene: »Havde der været Tale om Kontrolstationer for Svin, vilde Pengene let kunne opnaas, nu gælder det kun Børn«.
De forskellige Indsendere peger paa adskillige Ønsker, hvis pædagogiske Værd er indlysende, men som de maa opgive af Nød.
For det første at faa mindre Anstalter, der mere kan faa Hjemmets Præg, undgaa det uniforme, militære, som er nødvendigt, hvor mange er samlede. Med en mærkværdig Overensstemmelse har alle Børnehjemsfolkene udtalt sig for ikke at have mere end 15-20 Børn i hvert Hjem. Der indvendes, at det vilde være vanskeligt at finde saa mange gode Hjem og dygtige Ledere. Men mange Vanskeligheder vil svinde, naar det daglige Liv former sig saaledes, at Barnet ikke føler noget anstalts- eller internatagtigt ved sit Opholdssted, men føler det som sit Hjem. Først da vil Børnene faa en naturlig Interesse for at være med til at skabe Orden og Hygge i det. En Forstanderinde protesterer stærkt mod, at Børnene arbejder for fremmede, men vil, at de skal gøre alt Arbejdet i og med Hjemmet - tømre, mure, tapetsere o. s. v. Pigerne skal sy, i Stedet for at bruge omsyet fremmed Tøj, og naturligvis gennem Deltagelse i Husgerningen opdrages til vordende Husmødre.
Det er udmærket, naar dette Arbejde faar et lignende Frivillighedens Præg som overfor en rigtig Far og Mor, man gerne vil hjælpe. Jo mere det bliver et Led i Børnenes Pligter, des tvivlsommere er dets Værdi. Det har ikke været nogen Anstalt vanskeligt at skaffe Børnene Arbejde, der skulde vække Energi og Udholdenhed, Villie og Pligtopfyldelse. Efter Fellenberg mente man, Landbruget var det ene saliggørende i den Retning. En enkelt Indsender holder endnu paa det. Andre fordømmer det som ensidigt - det holdes ikke mere oppe af andre Grunde end de økonomiske - det er det billigste. Det, man nu ønsker, er et Arbejde, der ikke kommer udefra blot som et Krav til Børnene, men imødekommer en Trang hos dem selv, og derved udløser de frugtbare Evner.
Men Sparsommeligheden fra det offentliges Side begynder allerede overfor Elementarunder-visningen. Det hedder i d. kgl. Anordning for de anerkendte Børnehjem § 10, at der foruden i de almindelige pligtige Skolefag saa vidt muligt bør undervises i pædagogisk Sløjd eller i Husgerning, hvilke Fags opdragende Betydning under de her omhandlede Forhold maa sættes meget højt. Passende Gymnastiklokale bør søges tilvejebragt«. Man forstaar ikke, at Staten anerkender Børnehjem og anviser dem særlig opdragende Fag samtidig med, at den beskedent nøjes med at ønske dem, men ikke giver Midler dertil, saa lidt som til Samlinger (fysiske og naturhistoriske), der kunde gøre den egentlige Undervisning frugtbringende og interessevækkende. En enkelt Forstander lægger Vægten paa en solid Skoleundervisning. De fleste andre ønsker ikke blot Sløjd, men en rigere Mulighed for alsidig eller rettere speciel Uddannelse: i Gartneri, forskellige Haandværk, Søvæsen (paa el Skoleskib efter engelsk Mønster) og som Musikere. I franske og engelske Opdragelsesanstalter spiller Musikkorpset en uhyre Rolle, baade Uddannelsen til det og dets Medvirkning, og mange Regimentmusikere udgaar derfra.
I engelske Hjem og Anstalter undervises der ialt i 73 forskellige Fag, d. e. uddannes til 73 forskellige Virksomheder. Hos os er Smedien paa Bøgildgaard en enlig Svale. Vi forudbestemmer Børnenes Skæbne, idet den Uddannelse, de faar »henviser dem til de laveste Klasser i det arbejdende Proletariat: Landarbejdere, Matroser, Fyrbødere«. Maalet sættes for lavt, derom er alle enige, og heri er Økonomien Skyld. Vi opdrager en Underklasse, fra hvis triste Barndom Utilfredsheden spirer frem. Thi kun Lys giver Lykke, kun Glæde gør god. Og der bliver paa Hjemmene Raad til saa faa og smaa Fornøjelser, ogsaa af dem, Sundhed og almindelig Udvikling kunde kræve: Udflugter til Musæer, Kirker, Slotte eller naturskønne Steder, - Feriekolonier for de svagelige i hvert Fald - Sport og Gymnastik som nævnt. I England har Opdragelsesanstalterne Sportskampe og Gymnastikkonkurrence med andre Skolers Elever. Tænk hvilken Højnelse af Selvfølelsen en vunden Sportssejr maa betyde! Der er ganske vist ogsaa hos os dem, der lader deres Plejebørn tumle sig paa lignende Maade med Byens eller Omegnens Børn. Men flere klager over, at Hjemmenes Børn betragtes som ringere end de andre. De har ligesom et Stempel paa sig, hvad endnu mere gælder Anstalternes.
For foreløbig at samle Resultaterne: Hovedmaalet for Arbejdet for forsømte, ulykkelige og vanskelige Børn er at give dem et Hjem. »Hjemmet er Barnets naturlige Voksested«. Og »Hjemfølelsen er af den højeste sociale Værdi«. Det er dernæst disse Børns Ret at faa det, som ethvert godt Hjem giver sine Børn: Lejlighed til fuldt at udvikle deres Evner og Anlæg - og hvad en kalder »ethvert Barns Fødselsret: et Par Moderarme om dets Hals og et Moderhjerte nær dets eget«, - en Beskytter og et Tilflugtssted, hvor man mindre spørger om dets Pligt end om dets Ret.
(Fortsættes.)
