« Tilbage til søgeresultaterne
Svarene paa »Kvinden og Samfundet«s Spørgsmaal om Omsorgen for ulykkeligt stillede Børn
(Fortsat).
I forrige Artikel er der kommet et Par uheldige Trykfejl:
2den Spalte, Linie 21 : Opdragelseshjemmene, læs: Optagelseshjemmene.
3die Spalte, Linie 5 indskydes; Børnehjemmene baade under dette og Kultusministeriet.
Omkvædet paa den forrige Artikel var. Penge. Penge, saa Anstalterne kan blive Hjem, ikke Fattiggaarde. Penge, saa Børnene kan faa et Hjems Hygge og Glæder. Penge, saa de kan faa Lejlighed til at uddanne deres Evner og Anlæg. Penge, saa der kan skaffes de bedste Kræfter til Ledelsen og sikres dem anstændige Kaar at arbejde under.
Maalet trykkes ned, først og fremmest paa Grund af Midlernes Utilstrækkelighed. Derom var alle enige. De samme Krav blev rejste af den humane, hvis Medfølelse andre kunde finde sentimental - af Demokraten, hvis Fordring paa lige Ret for alle Børn andre kunde finde doktrinær - og endelig af Socialpædagogen, der kun ved den allerypperste Opdragelse haabede at kunne redde netop de vanskeligste Børn for Samfundet.
Naar Justitsministeren under Hebrondebatten i Folketinget (som Svar paa et Ønske om at faa en Pædagog som Overinspektør) kunde sige, at det dog ikke var Latin og Metafysik, Opdragelses-anstalternes Børn trængte til, saa har han lige saa indlysende Ret som den Mand, der svarede »Økseskaft«, da de andre sagde »Goddag«.
Thi den bedste Opdrager er ikke den, der underviser i de sjældneste og vanskeligste Fag, men den, der sidder inde med et saadant Forraad af Midler - baade indre og ydre - at han overfor enhver Individualitet, ved ethvert Tilfælde kan vælge de hensigtsmæssigste til at virkeliggøre sine Formaal.
Indsenderne deler heller ikke Ministerens Opfattelse af en Pædagog. De har netop alle som én kraftigt hævdet, at Opgaven for dem, der har med forsømte Børn at gøre, er af ren pædagogisk Art. Ganske vist - er det smaat med de Midler, der skulde være Samfundets Indskud i Gerningen, saa maa det indrømmes, at det ogsaa mange Gange er smaat med de Midler, der skulde være Personlighedens Indskud. Men det vigtigste og glædeligste er, at alle Indsendernes Svar er baarne af den Grundopfattelse, som ogsaa klart udtrykkes, at det, det gælder om, er ikke at optugte, o: hæmme og tæmme, men at opdrage, o: pleje og fremelske.
Der er af nogle af Indsenderne gjort gældende, at man næppe uden videre kunde overføre almindelige pædagogiske Grundsætninger paa denne specielle og særlig vanskelige Art af Opdragelse. Hertil har nu andre svaret, at »en stor Del af de Børn, der kommer paa Opdragelsesanstalter, kun er forsømte Børn, hverken værre eller bedre end Børn i Almindelighed, Børn, der væsentlig trænger til at komme ind under gode og ordnede Forhold, saa kan de rette sig af sig selv, som en Blomst, der kommer fra Skyggen i Solen«. Men forøvrigt vil enhver Skolemand, der har taget sig af andet end selve Undervisningen, mange Gange have haft med Børn at gøre, hvis Karakter var vanskelig. »Haardhed, Grusomhed, Ondskab, Løgnagtighed, Dovenskab o. s. v. findes hos Børn i alle Samfundslag«.
Nu er der jo ogsaa de »Pædagoger«, der overfor den Slags Børn kun kender ét Middel: Straf - haardere og strengere for hver Gentagelse. Det er den juridiske Retfærdighed: hver Forseelse kræver sin Straf. Den koster saa og saa meget.
Ingen af Indsenderne har i et saadant Straffesystem set en pædagogisk Retfærdighed. Snarere har de søgt at trænge ind til de Kilder, hvoraf de vanskelige Egenskaber udsprang. De har da hurtig opdaget, at Motiverne til den samme Handling kan være yderst forskellige. »Det, det ene Barn begaar af Hævnlyst eller Ondskab, kan af det andet blive begaaet af Tankeløshed eller simpelt hen af stærk (maaske ubevidst) Trang til Styrkeprøve, Kraftudfoldelse. I andre Tilfælde er det maaske Videbegærligheden, der i en ubehersket Stund faar Magten over Barnet og faar det til at glemme Forbud og Love.«
Nu er det ganske klart, at der, hvor en tilfældig sammenpakket Flok skal opdrages - en Ting, der for mange af dem er noget ganske nyt - dér kan Straf ikke undværes. Ekstraarbejde - Berøvelse af en Fornøjelse - Isolering - Tab af Tillid og Tillidshverv o. s. v. vil svare til forskellige Forseelser. Men Pryglestraf - hvad svarer den til? Er den ogsaa et nødvendigt og godt Middel?
Flertallet af Indsenderne har ment, at den var nødvendig, men har samtidig hævdet, at den kun bør anvendes yderst sjældent, ved særlig graverende Lejligheder. Det er vist en Mening flere deler, naar én skriver: »Det er Livets egen ubønhørlige Lov: den der ikke vil høre, maa føle«. Thi mens kun enkelte forsvarer »en rask lille Lussing«, er de fleste klar over, at skal der slaas, maa det være uden Hidsighed, og først naar alle gode Midler har vist sig frugtesløse, o: naar Barnet »ikke vil høre«. Til dette ikke sjældne Forsvar for Prygl har nu en Indsender bemærket, at en uforstandig og ilsindet Lærer altid vil kunne skyde sig ind under, at der netop i dette Tilfælde forelaa en Nødstilstand. Hvornaar kan man i det hele vide, om alle andre Midler er forsøgte?
Hovedspørgsmaalet er imidlertid, hvorledes Pryglene virker, om det er en Kur, der hjælper ud over Øjeblikket. En Statistik (som vi med en af Indsenderne haardt savner), der viste, at et anseligt Procentantal af Opdragelsesanstalternes Børn var blevet dygtige og hæderlige Mennesker, vilde tvinge Teoretikerne til at bøje sig for den praktiske Erfarings Mænd. Ingen af disse tror dog, at Prygl kan udvikle værdifulde Egenskaber. »Man kan ikke med ondt skabe godt«. De er kun et negativt Middel. Paa ganske enkelte, svage Karakterer - hævder nogle Indsendere - kan legemlig Straf virke opdragende ved at være en Afstiver til at holde det daarlige nede. Men »viser det sig, at et vanskeligt Barn har faaet Prygl gentagne Gange i Løbet af et Aar, er der allerede Grund til alvorligt at overveje, om man ikke er inde paa en Skraaplan«.
Det er utvivlsomt rigtigt. Men hvad gør saa den, der i Pryglene har set et sidste Middel, naar ogsaa det glipper? Vil han prygle haardere? Eller vil han ikke netop forsøge en personligere Paavirkning og bygge paa Tillid til de Kræfter, der er, saa en ny Forseelse for Eleven selv staar som et Fald ned til det daarlige i ham - ikke som en Triumf over Opdragerens Paapasselighed.
Desværre har ingen rigtig forsøgt at angive, om der var bestemte Handlinger, de mente krævede Prygl, eller bestemte Karakterer. Alle er dog vist enige om, at Straffen ikke maa have Karakter af Hævn (f. Eks. over Uheld, ituslaaet Porcelæn el. lign.).
Derimod har mange - som ellers tror, at Prygl kan have gode Virkninger - gjort opmærksom paa, at man altid maa være varsom, fordi »der er Karakterer af saa fintfølende Natur, at Straf paa urigtig Maade faar den modsatte Virkning paa dem, avler Trods og Stivsind«. Naar det indvendes, at det dog er særlig vanskelige Børn, der er Tale om, har andre ment, at der netop overfor dem krævedes den største Forsigtighed. En Forstander for en af vore Opdragelsesanstalter for de vanskeligste Drenge har da ogsaa fuldstændig fordømt Prygl. Muligvis bunder mange af Vanskelighederne i en mangelfuld Forstaaelse af, hvad det er, der rører sig hos Barnet. Hvad er det daarlige, det slette, naar man rigtig undersøger det?
Meget skarpt lyder det fra en af Besvarelserne: »Det er en praktisk, af pædagogisk Uforstand udsprungen Vildfarelse, at Tvang, Prygl o. s. v. er opdragende. Det onde i Barnet er ikke en selvstændig Vækst - et Slags Ukrudt, man kan hæmme eller luge bort, saa det gode kan vokse stærkere. Det onde er en Forkrøbling eller Misdannelse i den sjælelige Vækst. Den rettes kun ved, at der skaffes bedre Vilkaar for den naturlige Vækst og Betingelser for kraftigere Ytringer af den sjælelige Energi.
De to Grundfejl, som ligger bag ved næsten alle Børneforvildelser, er Dovenskab og kønslige Udskejelser.
Dovenskab er enten blot Mangel paa Interesser eller Vidnesbyrd om bristende Hjerneenergi. Dovenskaben og alle deraf udspringende Laster kan derfor ikke bekæmpes ved Tvang, men kun ved at styrke Legemet, særlig Nervesystemet, fremkalde Livsglæde, omgive Barnet med Kærlighed, give Plads for alle dets smaa Interesser, saa der af dem i Tidens Løb kan vokse større Interesser og fastere Stræben frem.
Kønslige Forvildelser, Nydelsestrang o. s. v. er enten patologisk og skal da behandles af Lægen, eller har sin Grund i Lediggang, Mangel paa andre Interesser. Jævnlig skyldes disse Laster kun mangelfuld sund Ernæring, uregelmæssig og utilstrækkelig Søvn og anden saadan Uordentlighed i Livsførelsen.
Ingen af disse Børnelaster kræver Straf, men alene Pleje og Undervisning.
Tvang skaffer aldrig sundere Baner for den sjælelige Energi, men forkrøbler enten hele Energi-mængden eller fører den ind paa forkrøblede Udveje, saa den avler Lumskhed, Løgnagtighed, hemmelige Synder eller sløv Ligegyldighed. Overfor kraftige Naturer avler Tvangen Trods, gør Sindet raat og brutalt og frister til selv at gøre Overgreb, hvor man faar Magt dertil.
De moralske Egenskaber bunder alle i Medfølelse og Æresfølelse, og disse kan kun udvikles gennem Tillid og Respekt for Personligheden.
Alle Børn, men mest de forkomne, trænger til Fasthed i de daglige Vaner og i de Forestillinger, de arbejder under. Men Fasthed kræver hverken Haardhed, legemlig Straf eller Vold«.
-------Naar alt kommer til alt tror jeg nok, at alle Indsenderne er enige om, at den Anstalt eller det Hjem, der kun ved Undervisning, ved planmæssigt Arbejde og fast Orden søger at optugte et socialt brugbart Individ - den har ikke løst sin hele Opgave. Netop ved de rigtig vanskelige Børn gælder det at redde et Menneske. Det kan være forfærdelig svært - som en skriver - at finde de Følelser, til hvilke der skal appelleres. Men det er godt, at Opgaven søges der, at finde frem til og faa Tag i det positive, enten man saa ellers tror mere eller mindre paa Prygl. »Det gælder at bryde gennem et Panser af Mistro, Uvilje og Forkuethed«. Men bag det »findes noget godt hos ethvert Barn«.
Overfor de spæde Spirer det mangen Gang er, er »Ros mere værd end Dadel«, Tillid mere end Bevogtning. Det er Kærlighed og Forstaaelse og Tillid, forsømte Børn trænger til - lige saa meget som forkælede - for at de selv kan føle Sympathi, og deres Æresfølelse rejses. Her melder det store Krav sig til Lederen: har han ikke blot Myndighed, men Kærlighed nok, saa han kan komme i et nært personligt Forhold til hvert af Børnene? Thi »Oprejsningsmagt er der kun i at føle Taknemlighedens og Hengivenhedens Solskin lysne inde i Sindet«. Georg Christensen.
Til de Mænd og Kvinder, som besvarede de i Marts og April af »Kvinden og Samfundet« udsendte Spørgsmaal om de Principper, hvorefter vore Børnehjem og Opdragelsesanstalter bør ledes, sender Redaktionen sin bedste Tak.
Spørgsmaalene blev udsendt til et Par Hundrede Mænd og Kvinder - fortrinsvis til Pædagoger, til nogle Jurister og til nogle socialt interesserede Præster, samt til alle Forstandere og Forstanderinder for Børnehjem og Opdragelsesanstalter. Svar indløb der, som meddelt i dette Blads Nr. 9, fra nogle og tredive. Endvidere en Del Breve fra andre, som med forskellige Motiveringer undskyldte, at de ikke svarede. Endelig et Par Breve, hvori der udtryktes Vrede over de udsendte Spørgsmaal.
Besvarelserne var til vor Glæde og Tilfredsstillelse gennemgaaende af en saadan Karakter, at vi kun kan ønske, at de Anskuelser og Principper, som ligger bagved og har dikteret Besvarelserne, hurtigst muligt maatte blive ført ud i Livet og praktiserede paa alle Børnehjem og Opdragelsesanstalter i Landet.
Men Hovedbelingelsen for, at det pædagogiske Niveau kan blive hævet paa vore Børnehjem og Opdragelsesanstalter er, at det pekuniære Niveau bliver hævet. Der maa ske en Omvurdering af Børnene; de maa sættes i højere Pris end 120 Kr. pr. Hoved.
I vort Naboland, Norge, har der ogsaa i denne Tid staaet en skarp Strid om samme Sag. Dér var det en Bog, som en Lærer Evje udgav om Forholdene paa et norsk Børnehjem, der rejste Bevægelsen. Men i Norge gik det anderledes og rigtigere end her. Der tog Landets udmærkede Justitsminister, Castberg, Sagen i sin Haand. En grundig Undersøgelse blev sat i Gang med det foreløbige Resultat, at Sagen kom for i Stortinget, hvor de frisindede Partier med Castberg i Spidsen krævede Forholdene grundigt omordnede. Castberg selv holdt en stor Tale, hvori han udtalte, at den rejste Kritik havde været nødvendig for at faa Fejlene rettet, og han brød i kraftige Ord Staven over det herskende Straffesystem.
Da Kravet om en Reform i Omsorgen for hjemløse og forsømte Børn i Norge har faaet en saa udmærket og indflydelsesrig Støtte som Justitsminister Castberg, maa Udsigterne dér for en grundig Forbedring paa dette Omraade siges at være meget lyse.
Saa lyse er Udsigterne desværre ikke her i Danmark; men det tør dog nok haabes, at den Bevægelse, der ogsaa her er rejst, ikke skal brænde ud og synke sammen i sin egen Aske uden at have bevirket andet end tom Larm og unyttig Strid. Dør den saaledes hen, vil Sløvheden blot lægge sig tungere over Samvittighederne; og den danske Godmodighed - d. e. Sløjhed, Magelighed, Overbærenhed paa de gale Steder, Hykleri - vil atter have vundet en Triumf.
Lyngby, 26. Maj 1908.
Helene Berg.
