« Tilbage til søgeresultaterne
Gift Kvindes Retsstilling
Torsdag den 25. Juni 1908 indleveredes til Justitsministeriet det nedenfor aftrykte Udkast til Lovforslag, udarbejdet af det af Dansk Kvindesamfund forrige Aar nedsatte Udvalg, forelagt og godkendt af Dansk Kvindesamfunds aarlige Fællesmøde i Juni 1908.
Til Justitsministeriet!
Ved »Dansk Kvindesamfund«s Aarsmøde i Juli 1907 blev der vedtaget et Forslag om, at »Dansk Kvindesamfund« skulde nedsætte et »Udvalg til Overvejelse af, hvad der kan gøres for at forbedre den gifte Kvindes Retsstilling«.
Udvalget kom til at bestaa af: Professor, Dr. jur. Munch-Petersen, Folketingsmand Jensen-Sønderup, Fru Astrid Hostrup (Redaktør Hostrups Hustru af Aarhus), Fru Stampe-Feddersen (Stiftsamtmand Feddersens Hustru af Nykøbing F.) og Frk. cand. phil. Helene Berg, Redaktør af »Kvinden og Samfundet«.
Senere supplerede Udvalget sig med Fru Kristine Henriksen (Arbejdsmand Henriksens Hustru af København).
Dette Udvalg har udarbejdet et Udkast til en Lov om nye Bestemmelser vedrørende Formueforholdet mellem Ægtefæller og Ægtefællers Forældremagt over deres Børn, ledsaget af nogle motiverende Bemærkninger.
Efter at det foreliggende Udkast med Bemærkninger har været forelagt paa »Dansk Kvinde-samfund«s aarlige Fællesmøde i Juni 1908, og det der er bleven vedtaget, at det skal forebringes Regering og Rigsdag, tillader vi os herved at fremsende Sagen til det høje Ministerium, idet
vi henstiller, at det omhandlede Spørgsmaal tages op til velvillig Behandling, og udtaler Ønsket om, at der saa snart som muligt vil blive fremlagt Forslag til nye Bestemmelser i Ægteskabslov-givningen i den af os antydede Retning.
Paa »Dansk Kvindesamfund«s Vegne
Jutta Boisen Møller
Formand.
UDKAST
til en Lov om nye Bestemmelser vedrørende Formueforholdet mellem Ægtefæller og Ægtefællers Forældremagt over deres Børn.
KAPITEL I.
§1
§ 10 i Lov Nr. 75 om Formueforholdet mellem Ægtefæller af 7. April 1899 affattes saaledes:
»Ægtefællers Myndighed i Formueforhold er den samme som ugifte Personers. Er en af Ægtefællerne ufuldmyndig, kan den anden Ægtefælle beskikkes til dens Kurator eller Værge, dog at der, forsaavidt den saaledes beskikkede Ægtefælle er interesseret i den Retshandel, der skal afsluttes, beskikkes en anden .
§2.
§ 11 i nævnte Lov affattes saaledes:
»Hvad en Ægtefælle indfører i Ægteskabet, eller hvad den under Ægteskabet erhverver ved Arv, Gave eller lignende Adkomst, raader den alene over.
Hvad Ægtefællerne erhverver ved deres fælles Virksomhed, kan hver af dem raade over.
Hvad en af Ægtefællerne erhverver ved sin selvstændige Virksomhed, har denne alene Ret til at raade over.
Dog kan den ene Ægtefælle i intet Tilfælde uden den andens Samtykke afhænde, pantsætte eller paa usædvanlige Vilkaar eller for usædvanlig lang Tid overdrage Brugsrettigheden over faste Ejendomme, og heller ikke med forpligtende Virkning for Fællesboet paatage sig Kaution eller lignende Forpligtelser, medmindre det sker som Led i sædvanlig Forretningsvirksomhed. Vil den anden Ægtefælle angribe Retshandler, stridende mod foranførte Bestemmelser, maa Retsforfølgning i den Anledning begynde inden et Aar fra Retshandlens Indgaaelse eller dens Tinglæsning, hvis saadan finder Sted.
En Ægtefælle maa heller ikke uden den andens Samtykke i noget Aar bortgive mere end 5 pCt. af den til Fællesboet hørende Nettoformue, som den ved Udgangen af det sidst forløbne Aar havde Raadighed over. Handler en Ægtefælle herimod, kan den anden Ægtefælle dog kun angribe Gaven, forsaavidt Modtageren har været vidende om, at den oversteg den tilladte Størrelse, men er i andre Tilfælde indskrænket til at fordre Erstatning af Ægtefællens Særeje, den Del af Fællesboet, som den har Raadighed over, eller dens Lod i Fællesboet, naar det skiftes.
I de i denne Paragrafs 4de Stykke omhandlede Tilfælde kan den anden Ægtefælle i Stedet for at angribe Retshandlen gøre Erstatningskrav gældende mod Ægtefællen paa samme Maade som efter denne Paragrafs 5te Stykke.
En Ægtefælle har Ret til af den anden at forlange Oplysninger angaaende dennes Forretnings-virksomhed og navnlig til at gøre sig bekendt med Regnskaber og Bøger vedrørende dens Forretning; dog maa denne Ret udøves med størst mulig Hensynsfuldhed, og saaledes at ikke den anden Ægtefælles Erhvervsvirksomhed derved ufornødent forstyrres.«
§ 3.
Efter den nævnte Lovs § 11 tilføjes som ny Paragraf følgende Bestemmelser:
»Enhver af Ægtefællerne kan af den anden forlange Bidrag til Udgifterne ved Husholdningen, Børnenes Underhold og Opdragelse samt til Fyldestgørelse af dens personlige Fornødenheder i det Omfang, hvori det efter Ægtefællernes økonomiske Forhold maa anses passende. I Mangel af mindelig Overenskomst herom bestemmer Overøvrigheden, hvor meget der skal bidrages. Inddrivelsen af de af Overøvrigheden fastsatte Bidrag kan ske efter de for Underholdsbidrag til forladte og fraseparerede Hustruer gældende Regler.«
§4.
I Stedet for de nuværende §§ 12 og 13 sættes i én Paragraf følgende Bestemmelser:
»Retshandler, som en Ægtefælle indgaar i de i den foregaaende Paragraf beskrevne Øjemed og Omfang, kan gøres gældende mod hele Fællesboet.
Erstatningskrav udenfor Kontraktsforhold samt Udgifter bevirkede ved strafbart Forhold kan ligeledes kræves udredede af hele Fællesboet, dog med Ret for den anden Ægtefælle til Fyldestgørelse af vedkommende Ægtefælles Særeje, den Del af Fællesboet, som den har Raadighed over, eller dens Lod i Fællesboet, naar dette skiftes.
Andre Forpligtelser, som en Ægtefælle før eller under Ægteskabet paadrager sig, kan kun fordres fyldestgjort af dens Særeje, den Del af Fællesboet, som den har Raadighed over, eller dens Lod i Fællesboet, naar dette skiftes, saavelsom af dette, forsaavidt Ægtefællen hensidder i uskiftet Bo.«
§5.
Den nuværende § 14 faar følgende Affattelse:
»Er en Ægtefælle umyndiggjort eller ved Sygdom eller Bortrejse forhindret fra at varetage sine Anliggender, tilkommer det den anden Ægtefælle, for saa vidt denne er fuldmyndig, at bestyre hele Fællesformuen.«
§6
De nuværende §§ 15, 16, 21, 2 Stk., og 27 ophæves.
§ 7.
Efter den nuværende § 17 tilføjes som ny Paragraf:
»Enkes Ret til at hensidde i uskiftet Bo efter Ægtefællens Død er den samme som Enkemands. Beskikkelse af fast Lavværge for Enker bortfalder.«
§8.
Ordene i Slutningen af § 25, 1. Stk.: »der af Manden sikres Hustruen«, udgaar.
§9.
Kapitel V om Adgang til at fordre Formuefællesskabet hævet under Ægteskabet faar følgende Affattelse:
§ 28: »Naar en Ægtefælle i væsentlig Grad har formindsket Fællesboet uden tilstrækkelig Undskyldning herfor i Omstændighederne eller har givet velgrundet Anledning til Frygt for Misbrug af dens Raadighed over det, kan den anden Ægtefælle forlange Formuefællesskabet ophævet, saa at fuldstændigt Særeje indtræder.«
§ 29: »Naar den anden Ægtefælle vil gøre denne Ret gældende, har den at henvende sig med skriftlig Begæring derom til Overøvrigheden, som skal paategne Andragendet, hvad Dag det er indkommet, og som derpaa, efter at have erhvervet de fornødne Oplysninger og saa vidt muligt givet Ægtefællen Lejlighed til at erklære sig, afgør, om Formuefællesskabet skal ophæves. Over Overøvrighedens Afgørelse kan der klages til Justitsministeriet, men Skifteretten kan da paa den anden Ægtefælles Begæring træffe de til at sikre Boets Tilstedeværelse fornødne Foranstaltninger, navnlig ved Benyttelse af Skiftelovens § 58, 2det og 3die Stykke.«
§ 30: »Endvidere kan en Ægtefælle forlange at faa Formuefællesskabet ophævet, naar den anden Ægtefælle ulovligt ophæver Samlivet, saavel som naar Fællesboet kommer under Konkurs i den anden Ægtefælles levende Live. Begæringen herom, der ikke kan afslaas, rettes til Overøvrigheden.«
§§ 31 og 32 forbliver uforandrede.
KAPITEL II.
§ 10.
Saa længe Forældrene lever sammen, udøver hver af dem den fulde Forældremagt over de fælles Børn. Opstaar der herved Uenighed mellem Forældrene, kan hver af dem forlange Spørgsmaalet afgjort ved Voldgift af Stedets Øvrighed som Formand (i København et Medlem af Magistraten, i Købstæderne Borgmesteren og paa Landet Politimesteren) samt en af hver af Forældrene valgt Mand eller Kvinde. Den, som ønsker saadan Voldgift afholdt, skal derom skriftlig eller mundtlig henvende sig til Formanden, som derefter berammer et Voldgiftsmøde og med en Frist af ikke over 8 Dage tilsiger Ægtefællerne til at lade deres Voldgifstmænd møde ved dette og til selv at give Møde for at aflægge personlig Forklaring. Endelig Afgørelse af Forholdet og af de økonomiske Spørgsmaal, hvortil det giver Anledning, træffes i Mødet med Stemmeflerhed. I Tilfælde af anmeldt gyldig Udeblivelsesgrund for en af Voldgiftsmændene eller Ægtefællerne, samt naar Formanden finder det nødvendigt for Sagens rigtige Afgørelse, udsættes Mødet, dog ikke mere end én Gang og ikke ud over 8 Dage. Saafremt en af Voldgiftsmændene udebliver uden saadan Anmeldelse eller, efter at Mødet saaledes én Gang er blevet udsat, kan Sagen afgøres af Formanden og den anden Voldgiftsmand eller, hvis de ikke kan enes om nogen Afgørelse, af Formanden alene. Udebliver en Ægtefælle uden lovligt Forfald, anses den for at have frafaldet sin Indsigelse mod den af den anden Ægtefælle ønskede Ordning med Hensyn til Barnet.
Naar det ægteskabelige Samliv er ophævet, kan i Tilfælde af Uenighed hver af Ægtefællerne begære Overøvrighedens Afgørelse med Hensyn til Spørgsmaal vedrørende Forældremagtens Udøvelse.
Bemærkninger til det foranstaaende Udkast.
Det maa erkendes, at den gifte Kvinde efter gældende Lov og Retspraksis let kan blive stillet saa godt som retsløs; thi naar Loven fastslaar, at »Raadigheden over Fællesboet tilkommer Manden alene«, og naar gældende Retspraksis med Hensyn til Børnene fastslaar, at »Faderens Vilje i Tilfælde af Uenighed er den afgørende«, saa er Bestemmelserne om Hustruens Myndighed og om Moderens Forældremagt for en stor Del uden Mening og uden praktisk Betydning.
Vilde man indvende, at Livet paa dette Omraade er anderledes end Lov og Retspraksis, at Manden langtfra i Virkeligheden benytter den Eneraadighed over Børnene og Fællesboet, som Loven paa det nærmeste hjemler ham, saa vil vi overfor dette Ræsonnement hævde:
1) At Lovgivningen bør følge Skridt med Udviklingen. Er Kvindens Stilling indenfor Erhvervslivet blevet en helt anden, saa at den økonomisk selvstændige Kvinde nu ikke længer er en Undtagelse, og er Opfattelsen af Kvinden - maaske til Dels paa Grund heraf - undergaaet en grundig Forandring, saa at hun nu af alle normale Mennesker betragtes som et Manden fuldt ud jævnbyrdigt Væsen, saa er det meningsløst og kan kun virke skadeligt fremdeles at fastholde Lovbestem-melser og en deraf følgende eller dermed sammenhængende Retspraksis, hvorudfra en helt anden Opfattelse lyser, den nemlig: at Kvinden er et Manden underlegent Væsen, der maa styres og ledes af ham, og hvem man ikke kan paalægge fuldt Ansvar.
2) At enhver Lovbestemmelse, der giver Kvinden en ringere Plads end Manden og stiller hende i et Underdanigheds- og Afhængighedsforhold til ham, ikke alene staar som en Krænkelse af Kvinden - ugift som gift - men tillige som en stadig truende Fare for den gifte Kvinde; thi selv om Reglen er den, at Manden ikke benytter sig af den Magt, Loven giver ham, saa kan det dog hænde - og det hænder, hvad ingen, der kender det virkelige Liv, kan være uvidende om - at Manden i Ly af Loven berøver Hustruen alt det, der baade moralsk og juridisk burde anerkendes som hendes selvfølgelige Hustru- og Moderrettigheder - ligefra Styrelsen af Hjemmet til Samlivet med Børnene.
Ganske særlig paa Grund af den praktiske Fare, som Loven saaledes indeholder, maa der indføres nye Bestemmelser, som er paa Højde med Kvindens nuværende sociale Samfundsstilling og med den ny Opfattelse af hende som et med Manden jævnbyrdigt Væsen, samt i Overensstemmelse med vor Tids og vort Lands Anskuelser om Forholdet mellem Mand og Kvinde: ikke som et Afhængigheds-, Lydigheds- eller Underdanighedsforhold for den ene Part; men som et Gensidig-hedsforhold mellem to frie, selvstændige og ligeberettigede Mennesker.
Kun paa et saadant Grundlag af fuld Ligestillethed for Loven kan Ægteskabet forsvares og opretholdes.
Den Omstændighed, som maaske tidligere kunde kaste et Skær af Berettigelse over de nugældende Ægteskabslove, nemlig at Kvinden før Ægteskabet meget ofte var et uselvstændigt Væsen, der ikke selv erhvervede sit Livsophold, men levede paa sine Forældres Bekostning, den findes ikke i vor Tid, hvor det i stigende Grad betragtes som naturligt, at Døtre ligesaavel som Sønner uddannes til at blive selverhvervende, og hvor bestandig flere Kvinder kommer ind i et Livserhverv og sørger for sig selv.
Man bør heller ikke lukke Øjnene for, at det er i skarp Modstrid med Hævdelsen af Ægteskabet og Familielivet at stille den Kvinde, der gifter sig, retsligt ringere end den Kvinde, der forbliver ugift.
Loven af 7. April 1899 opstiller som bekendt det fuldstændige Formuefællesskab som den normale Ordning og tillægger da som Regel Manden Eneraadighed over Fællesboet. Det er ikke selve Formuefællesskabet, vi ønsker at rokke ved, idet dette vistnok, som de økonomiske Forhold er, sædvanlig vil findes naturligt. Men vor Bestræbelse har været rettet paa at fjærne den store Uretfærdighed, som begaas, naar man tillægger Manden den uindskrænkede Raadighed over det Bo, som Hustruen dog lige saa vel som han er Medejer af. At det skulde være farligt for Fællesboet ogsaa at tillægge Hustruen en vis Raadighed over det, kan ikke erkendes. Fællesboet vil netop kun værnes ved, at begge de i dets Opretholdelse interesserede Parter kan gøre deres Indflydelse paa dets Styrelse gældende, og det strider aldeles mod det virkelige Livs Erfaringer, at det skulde være Hustruen, der særlig forøder Fællesboet, idet det tværtimod hyppig er Hustruen, der ved sin Sparsommelighed og Arbejdsomhed opretholder hele Hjemmet.
Endnu dybere indgribende og langt mere uretfærdigt kan det dog virke, at Hustruens Forældremagt, i Tilfælde af Uenighed mellem Ægtefællerne, ganske suspenderes. Paa dette Omraade kan der paa-føres en Moder de største uforskyldte Lidelser, og der kan, hjemlet af den raadende Retspraksis, ske Overgreb, der ogsaa vil indvirke skadeligt paa Børnenes Udvikling og Lykke. I dette Forhold ligger der den stærkeste Tilskyndelse til at faa en Reform indført i den gældende Ægteskabslovgivning.
De nye Bestemmelser, »Dansk Kvindesamfund« s ovennævnte Udvalg har udarbejdet et Udkast til, gaar i sit Hovedprincip ud paa at bringe Ligeslillethed mellem Manden og Kvinden ind i Ægte-skabslovgivningen.
Derfor foreslaas det gennemgaaende at erstatte »Mand« og »Hustru« med »Ægtefælle«, saaledes at enhver Bestemmelse gøres gensidig, og at enhver Rettighed og enhver Forpligtelse, forsaavidt Forudsætningerne iøvrigt er de samme, kommer til at gælde lige saa vel for den ene som for den anden af de to Parter i Ægteskabet.
Til Udkastets enkelte Paragrafer tillader vi os endvidere at gøre følgende Bemærkninger:
Til Kapitel I § 1: Naar der ved § 2 i Loven af 27. Maj d. A. om nogle Forandringer i Kvindens Retsstilling er aabnet Kvinderne samme Adgang som Mændene til at blive beskikket til Værger eller til Kuratorer, maa der ogsaa være Mulighed for, at en Hustru kan blive beskikket til at indtage en saadan Stilling overfor sin ufuldmyndige Mand. En anden Sag er, at denne Adgang, bortset fra de Tilfælde, hvor Manden bliver umyndiggjort, ikke vil være synderlig praktisk.
Til § 2: Naar den bestaaende Lovgivning tillægger Manden den almindelige Raadighed over Fællesboet, motiveres dette med, at han ved sin Erhvervsvirksomhed forsørger Familien, og at denne Erhvervsvirksomhed vilde lammes, hvis han ikke havde fri Raadighed. Det er imidlertid klart, at denne Betragtning i hvert Fald ikke kan føre til en absolut Regel om Mandens Raadighed. Hvor der saaledes ikke er Spørgsmaal om Udbytte af egentlig Erhvervsvirksomhed, men om Arv eller Gave til en af Ægtefællerne, finder Betragtningen ingen Anvendelse, og der lader sig da ikke anføre nogen som helst Grund til, at ikke ogsaa Hustruen, naar hun iøvrigt er erklæret fuldmyndig, skulde kunne raade frit over saadanne Aktiver. Og naar Hustruen driver Erhvervsvirksomhed og derved bidrager til Familiens Forsørgelse, fører ganske de samme Grunde, som i Almindelighed har motiveret Mandens Raadighed, til at tillægge hende Raadigheden over, hvad hun saaledes fortjener. Ved den gældende Lovs § 27 er der ogsaa tillagt den gifte Kvinde fri Raadighed over hendes Selverhverv. Men denne Bestemmelse er dog bl. a. indskrænket til de Tilfælde, hvor hendes Virksomhed ikke grundes eller vedligeholdes væsentlig ved Fællesboets Midler. En saadan Begrænsning kan imidlertid ikke opretholdes, idet Mandens Raadighed jo ikke udelukkes, fordi han anvender Fællesboets Midler til sin Erhvervsvirksomhed, og det da ligesaa lidt bør gælde med Hensyn til Hustruen, der jo har samme Ret til de fælles Midler som Manden.
Selve den Grundtanke, som ligger bagved den nuværende Ordning, fører da naturlig til altid at tillægge den Ægtefælle, - ligegyldigt om det er Manden eller Hustruen - fra hvem den paagældende Del af Fællesboet hidrører, hvad enten det nu er ved Arv, Gave eller som Udbytte af egentligt Erhverv, Raadigheden derover. Har de begge været sammen om at fortjene det, maa hver af dem have fri Raadighed derover. Det maa dog hertil kræves, at de driver Forretningsvirksomheden sammen som en Slags Kompagnoner, f. Eks. naar Hustruen sammen med Manden driver en lille Butikshandel; derimod vil det, hvis Manden er Grosserer, ikke være tilstrækkeligt for at tillægge hende Medraaden, at hun fører Bøgerne paa hans Kontor, idet her hendes Virksomhed maa betragtes som underordnet i Forhold til Mandens som den ledende.
Man vil maaske nære Betænkelighed ved en saadan Ordning paa Grund af den Usikkerhed overfor Omverdenen, som den formentlig vil medføre. Men denne vil i Virkeligheden ikke blive synderlig større end de i Nutiden meget hyppige Tilfælde, hvor der ved Ægtepagt er etableret fuldstændigt Særeje mellem Ægtefællerne, og hvor det ogsaa vil kunne være meget vanskeligt at afgøre, hvad hver Ægtefælle som Ejer har Raadighed over. Ganske vist skal der finde Tinglæsning af en saadan Ægtepagt Sted, men dette forhindrer dog ikke, at mange faktisk indlader sig med Ægtefællerne uden at kende noget nærmere til det økonomiske Forhold imellem dem, og paa den anden Side vil netop den nye Lovs Regler i sig selv virke som en Slags Advarsel overfor Omverdenen, saaledes at forsigtige Forretningsfolk kun vil indlade sig i vigtigere Transaktioner med en Ægtefælle og tilstaa den en større Kredit efter nærmere at have undersøgt dens Forhold eller mod, at den skaffer den anden Ægtefælles Samtykke dertil.
Reglen bliver altsaa, at hver Ægtefælle raader ganske frit over, hvad der hidrører fra den. Men herfra kan der dog være Grund til at gøre Undtagelse, hvor der er Tale om mere ekstraordinære Dispositioner, idet det hertil er naturligt at kræve den anden Ægtefælles Samtykke - en Tanke, der ogsaa har fundet en vis Anerkendelse ved den nuværende Lovs § 11.
Et saadant Samtykke skal saaledes altid kræves til Gaver af ikke helt ubetydelig Karakter. Fremdeles til Salg, Pantsættelse og Stiftelse af Brugsforhold af mere usædvanlig Karakter over faste Ejendomme. Paa Grund af den overordentlige Betydning, som Besiddelsen af en fast Ejendom kan have for begge Ægtefællers økonomiske Eksistens, maa dette gælde ubetinget, ligegyldigt om Ejendommen er erhvervet af en Ægtefælle før eller under Ægteskabet, og paa hvilken Adkomst Erhvervelsen hviler. Hvis en Ægtefælle netop driver Handel med faste Ejendomme som Erhverv, maa den kunne hjælpe sig ved en Generalfuldmagt fra den anden Ægtefælle til at foretage saadanne Dispositioner. Endelig har man ogsaa anset det for nødvendigt at kræve Ægtefællens Samtykke til Paatagelse af den erfaringsmæssig særlig farlige Kautionsforpligtelse. Man har vel ment at maatte gøre Undtagelse, hvor »det sker som Led i sædvanlig Forretningsvirksomhed«, saaledes naar en Handlende sætter sit Navn paa Veksler i et i Forhold til hans Forretning rimeligt Omfang. Men Reglen vil dog herefter blive, at en Mand ikke uden sin Hustrus Samtykke kan indgaa Kaution med forpligtende Virkning for Fællesboet.
Man har fremdeles haft under Overvejelse, om der ikke kunde fastsættes yderligere Indskrænknin-ger i den Dispositionsfrihed, som i Almindelighed maa være forbeholdt Forretningsfolk, saa at de f. Eks. ikke skulde kunne ophæve eller gøre væsentlig Forandring i Karakteren af deres Forretning uden Ægtefællens Samtykke. Man har imidlertid opgivet dette, da man ansaa det for umuligt at finde en tilstrækkelig bestemt Grænse, og har da som en Slags Erstatning herfor indført den i Paragrafens sidste Stykke omhandlede Tilsyns- og Regnskabsret for Ægtefællen. Denne Ret vil være af Betydning til at afværge de uhyggelige Tilfælde, som ikke sjældent er forekommet, at Manden har holdt sin Hustru i fuldstændig Uvidenhed om sin økonomiske Status, indtil pludselig Sammen-brudet skete.
Slutningsbestemmelsen i den nuværende Lovs § 11 er det, paa Grund af dens ringe praktiske Betydning, anset for overflødigt at medtage.
Til § 3: Den Ret til Underhold, som denne Paragraf tillægger Ægtefællerne overfor hinanden, faar under de nuværende Samfundsforhold, hvor Manden hyppigst staar som den eneste erhvervende, særlig Betydning for Hustruen, idet der hjemles hende en klar og fremtvingelig Ret i saa Henseende mod Manden, og saaledes gøres en Ende paa det trykkende Afhængighedsforhold, hvori hun nu ofte føler sig overfor ham. Den er forøvrigt allerede nu i det væsentlige, om end paa mindre klar Maade, anerkendt ved Lov af 7. April 1899 § 13, 1. Stk., og ved Lov af 27. Maj d. A., indeholdende nogle Bestemmelser om Hustruers og Ægtebørns Retsstilling § 2; ved denne Bestemmelse er dog Adgangen til at henvende sig til Overøvrigheden kun tilstaaet som en Nødhjælp, hvor Manden unddrager sig fra efter Evne at sørge forsvarligt for Hustru og Børn, medens den i Følge nærværende Bestemmelse skal staa hende aaben i alle Tilfælde, hvor han ikke godvillig vil overlade hende de Midler til Husholdningen og til hendes og Børnenes Underhold, som hun efter Ægtefællernes økonomiske Forhold med Rimelighed kan forlange.
Til § 4: Bestemmelsen i den nuværende Lovs § 12 om Mandens personlige Hæftelse for Hustruens før Ægteskabet paadragne Gæld maa bortfalde sammen med Mandens Eneraadighed over Fællesboet.
løvrigt svarer denne Paragraf i alt væsentlig til den nuværende § 13, kun at Reglerne er gjort fælles for begge Ægtefæller, og at Paragrafens første Stykke har faaet en vis Udvidelse i Overensstemmelse med den foregaaende Paragraf. Det maa forøvrigt erkendes at være mindre rationelt, naar Paragrafens 2det Stykke aabner Adgang til for Erstatningskrav, som en Ægtefælle paadrager sig udenfor Kontraktsforhold, at holde sig til hele Boet og ikke blot til den Del deraf, som den paagældende Ægtefælle har Raadighed over. Men man har været betænkelig ved at foreslaa Forandring i en Ordning, som man fra gammel Tid har fastholdt af Hensyn til den skadelidende Tredjemand, og som i og for sig ikke rummer nogen Ulighed over for Ægtefællerne.
Til § 5: Betydningen af den forandrede Affattelse af den nuværende § 14 er navnlig den, at Hustruen i de omhandlede Tilfælde uden Medvirkning af nogen Værge for Manden kan bestyre hele Boet.
Til § 6: § 15 og § 21, 2. Stk. foreslaas ophævet, fordi de indeholder særlige Beskyttelsesforskrifter for den gifte Kvinde, hvilke, naar hun ligestilles med Manden, maa forsvinde. § 16 er indgaaet som Bestanddel i den nye § 13. § 27 er overflødiggjort ved de videregaaende Bestemmelser om Hustruens Raadighed, som følger af § 11.
Til § 7: Naar Hustruen i Mandens levende Live ligestilles med Manden, følger deraf som næsten nødvendig Konsekvens, at hun ogsaa som Enke maa indtage en tilsvarende Ligestilling, hvorfor Indskrænkningen i hendes Ret til at sidde i uskiftet Bo eller i hendes Myndighed ved Beskikkelse af fast Lavværge maa bortfalde.
Til § 8: Det er under den nye Ordning anset for naturligt, at ogsaa en Hustru uden at iagttage Reglerne om Ægtepagt maa kunne sikre sin Mand en Forsørgelse.
Til § 9: Reglerne om Bodeling i Kapitel V vil vel efter den nye Ordning ikke blive af samme praktiske Betydning som nu, hvor der tilkommer Manden den almindelige Raadighed over Boet. Men de vil dog næppe kunne undværes og er derfor her bevaret væsentlig i deres tidligere Form; kun er de overensstemmende med hele Udkastets Tanke gjort fælles for begge Ægtefæller, om end de naturligvis stadig faktisk hyppigst vil kunne ventes at blive anvendt af Hustruen overfor Manden.
Til Kapitel II, § 10: At der maa tilkomme begge Forældrene, Moderen saa vel som Faderen, fuld og selvstændig Forældremagt over deres Børn, synes, som ovenfor berørt, at være et saa selvfølgeligt Retfærdighedskrav, at det bør anses for overflødigt at komme ind paa en nærmere Motivering af det. Naar Forældrene paa dette Punkt stilles lige, opstaar der imidlertid Mulighed for en Konflikt, til hvis Løsning det da vil være nødvendigt at lade en udenfor staaende Myndighed træde til. Reglerne herom indeholdes i § 10.
Saa længe Forældrene lever sammen, har man tilstræbt at ordne Forholdet saa lempeligt som muligt ved at lade Afgørelsen ske ved Voldgift af Personer, som Forældrene selv vælger, med Stedets Øvrighed som Formand. Ved de nærmere Forskrifter herom har man taget den i Lærlingeloven af 30. Marts 1889 § 18 omhandlede Voldgift til Forbillede, dog med visse Lempelser, som Forholdenes Forskellighed har gjort naturlige. At Øvrigheden derved vil blive stærkt besværet, er der næppe Grund til at befrygte, idet Forældrene vistnok ret sjældent vil henvende sig til den, men i de fleste Tilfælde af Frygt for en saadan Indgriben vil blive enige.
Naar Samlivet mellem Ægtefællerne er ophævet, har man derimod ment at kunne tage Sagen mere formelt, saaledes at det overlades til Overøvrigheden, der jo har flere lignende Forhold under sig, at træffe Afgørelse angaaende Forældremagtens Udøvelse.
