En Republik i en Republik

Efter  »Outlook« ved Fru Marie Monrad f. Frederiksen.

*) I Tilslutning til de tidligere Artikler i »Kv. og Sf.« om Omsorgen for ulykkeligt stillede Børn, vil denne Afhandling være af stor Interesse for dem, hvem Spørgsmaalet overhovedet interesserer. Red.

I 1890 tog Wm. R. George, en af New Yorks Borgere, en Flok paa 50 Feriebørn med sig til sit Landsted ca. 40 Mil fra Byen. Naboerne sendte ham Klæder og Fødemidler i saadan Mængde, at han næ­ste Aar tog dobbelt saa mange. Tilførs­len af Forplejning holdt Skridt med Gæ­sterne, og i de fem første Aar blev der ved den Hjælp, som Omegnens medinteresserede Beboere ydede ham, sørget for 2 eller 300 Drenge og Piger hver Som­mer. Føde og Klæder kom altsaa som Gaver; han selv holdt autokratisk Justits, og det kunde nok gøres nødig. Hans Liv havde ført ham i Berøring med New Yorks Gadedrenge. Han havde taget virksom Del i Reformpolitiken og ved visse Lej­ligheder under Gadeopløb paataget sig en Politibetjents Rolle for at søge at øve gavn­lig Indflydelse paa de unge Gemytter. Saaledes havde han et Kendskab til disse Gavtyve som kun faa merkantile Forret­ningsmænd.

Men han var ikke tilfreds med Resul­tatet. Vel havde Børnene det storartet, de fik alt, hvad de behøvede; men han syntes ikke at mærke synderlig Fremgang moralsk. De frivillige Gaver modtoges snarere af dem med Kritik end med Tak. Henad Efteraaret var det Skik, at Nabo­erne mødte med Æbler, der spredtes ud over Jorden, og man samledes for at se Drengene slaas om dem til stor Moro for Tilskuerne. Men Mr. George opdagede, at i denne Sport laa snarere en Spore til den samme Graadighed efter at faa noget for intet, som han i Byen havde fundet at være en farlig Kilde til Forbrydelser. Saa bestemte han sig den fjerde Sommer til at forandre Politik, og han meddelte sine Ko­lonister, at herefter maatte de tjene deres Klæder ved Arbejde. Dette vakte Mod­stand. De vidste, at hidtil var alt blevet givet til dem, og nu nægtede de at ar­bejde, kort sagt gjorde Strike. Heldigvis lod Mr. George sig ikke anfægte, han kun­de vente. Denne hans Taalmodighed er det, der har været hans Held. Imidlertid var der en af Drengene, der ønskede et Klædningsstykke og meldte sig til Arbejde for at faa det. Nok en fulgte hans Eks­empel, saa en tredje, og før Sommeren var omme, arbejdede de alle for, hvad der før var givet dem som Almisse. Æble­dagen blev ligeledes afskaffet, og da Bør­nene vendte hjem, var det ikke alene med en Forestilling om Arbejdets Værd og om Ejendomsret, men ogsaa med en Følelse af Selvrespekt, ligesaa fornøjelig som ny. Den paafølgende Sommer gik han et Skridt videre. Disse Fyre fra den store By var vilde som Dyr, havde ikke mere Begreb om Ejendomsret end disse. Det var en almindelig Plage, at de stjal i Na­boernes Frugthaver, og hver Morgen efter Morgensang skete der en korporlig Afstraffelse i de andres Paasyn. Dette var et langtfra behageligt Arbejde, men syntes nødvendigt. Saa en Dag fik han en Ide. »Drenge, nu skal I høre, hvad Lanky og Curly har at sige til deres eget Forsvar, og I kan saa dømme, om de er skyldige eller ej.« Tilskuerne rettede sig, og en inter­esseret Hvisken gik gennem Rækkerne. Lanky vendte sig til sin Kammerat og mumlede: »Den er værre.«

»Jæ tow ingen Ævler,« raabte han med et Grin. Men da han mødte Refleksen af Grinet i de nys ansatte Dommeres Ansig­ter, blegnede Lanky, og han prøvede et nyt Forsvarsmiddel.

»I har allesammen tawen Ævler!«

Tavsheden syntes truende. Han prøvede endnu engang:

»Det var ikke mig, det var Curly!«

Dette blev for galt, og Raabene »skam Dig!« hilste dette hans sidste Forsøg, og han satte sig fortabt ned.

»Skyldig eller ikke-skyldig?« spurgte Mr. George.

Tavshed.

En bagved rejste sig og sagde: »Far George mener, gore han det, eller gore han det ikke?«

»Han gore det!« lød det i Kor, og Straf­fen, der paafulgte, blev givet med fuldt Bifald.

Da Turen kom til Curly, havde han lært saameget, at han straks sagde, at han havde taget Æbler, lovede aldrig at gøre det igen; og skønt han dømtes skyldig, foresloges det at lade Naade gaa for Ret, og Dommeren efterkom Forbønnen.

Det næste Trin var naturligt om ikke selvfølgeligt. En Vej skulde anlægges og Sten hugges, og Mr. George bestemte, at dette Arbejde kunde bruges i Stedet for Prygl. Den Dag, dette sattes i Kraft, hørte han en Dreng sige til en anden: »Hør, jæ vilde ønske, han ha’e slået os og ladt os gaa, saa ha’e det væt ovre mæ det samme.«

Han mærkede nok, at dette var den al­mindelige Mening, thi herefter skete der en synlig Nedgang i Antallet af »Forbrydel­serne«. Men der var endnu et, der maatte læres. En Dag var Mr. George’s Assistent syg; han kunde ikke sætte dem til haardt Arbejde uden nogen til at have Tilsyn, og han kunde ikke faa sig selv til at vende tilbage til Pryglestraffen.

Der var en stor Dreng, hvem han ikke syntes at være kommen nær. Alle Tilløb tilbagevistes muggent med tilsyneladende Ligegyldighed. Mr. George nikkede til ham. »Banjo, kom her.« Drengen rejste sig trevent i den Tro, at nu gjaldt det ham for et eller andet, han havde bedrevet.

»Jeg vil ansætte dig som Politi; det skal være dit Hverv at se til, at Drengene gør deres Arbejde.«

Øjnene fik Liv. »Jeg skal nok passe, de rapper sig,« sagde han; og han fik dem til at rappe sig, og det saa grundigt, at det varede Dage, før nogen Rettergang var nødvendig.

Saameget havde Mr. George lært, at Lovbryderen kan vendes til Lovgiver. Det Efteraar, sagde Mr. George, gik jeg og tænkte: hvorfor kan de ikke lige saa godt tjene deres Føde? Kommer de ud i Ver­den, maa de dog gøre det - ja, det skulde de. Vilde det gaa? Det blev en haard Tørn. Men vil man ikke arbejde, faar man heller ikke noget at leve af, hvorfor lære det modsatte her? Skal det gøres, maa man finde nogen Industri, der sætter dem i Stand dertil. Hvordan?Paa Verdens­markedet vil, hvad de kan gøre, ikke være tilstrækkeligt til at skaffe dem ordentlig Kost. Vi maa indrette et Pengesystem, der svarer til deres Fornødenheder, og som denne lille Kommune vil antage som Bytte­middel. Og en Bank? Ja en Bank, hvor de kan deponere deres Fortjeneste, - og hvorved de kan lære at spare. Og naar de drager bort, maa Kommunens Penge kunne omsættes i de Forenede Staters Penge. Saaledes erhverver de sig Ejen­dom. Denne maa beskyttes. Hvorledes? De har vist sig villige til at bøje sig for de Love, jeg har brugt til Beskyttelse af an­dres Ejendom, hvorfor saa ikke lide paa, at de vil give Love til Beskyttelse af deres egen? Ja, vi vil have en lovgivende Magt, der giver Love, og en Domstol med For­hør af Lovbryderne. Drengene skal give Lovene saavelsom udføre dem. Hvad skal jeg kalde denne Organisation? Jeg har ikke kendt noget tilsvarende. Og dog sy­nes det ikke helt nyt. Det er jo nærmest Selvstyre. Det er en Drenge-Republik, det maa være Navnet: De Unges Republik. Saaledes blev George’s »De unges Repu­blik« til. -

Nu har den en Grund paa 150 Tønder Land, der ejes af et Raad af Tillidsmænd, og desuden faktisk Benyttelsen af 150 Tønder til, som ejes af Mr. George og nogle andre af Republikens Beskyttere,

der har forlagt deres Hjem hertil for der­ved at faa Anledning til at støtte Pigerne og Drengene med Raad og Daad. Bor­gerne, d. v. s. Drengene og Pigerne i Re­publiken, tæller omtr. 150. Nogle af dem er sendt af Forældrene, nogle paa Prøve af Landets Domstol. De nyder stor Fri­hed indenfor deres egne Grænser, men har ikke Lov til at forlade dem. Vaskeri, Ba­geri, Snedkerværksted og Trykkeri danner Hovedsysselsættelsen inden Døre, Mark­arbejde og Vejanlæg i det fri. Der er to Fængsler, et for Piger og et for Drenge, Bibliothek, Skole, Kapel og Bank med et velordnet Bank- og Mønt-System. Der er en Domstol, og en Dommer vælges hvert Aar af Borgerne. Fra denne Domstol kan der i visse Tilfælde appelleres til en Høje­steret valgt af Drengene blandt Tillids­mændene; men denne Domstol ser kun til, at Rettergangen gaar efter de fastsatte Reg­ler i Underretten, hvad der kan siges at svare til Forfatnings- og Rets-Spørgsmaal. Der er en Præsident, Vice-Præsident, Stats- og Finans-Minister, der alle vælges aarligt. De tre sidste er Politikommissærer, Sundhedsraad og Præ­sidentens Kabinet. En Pige og Dreng er Befuldmægtigede, valgte af Præsidenten, foruden nogle Retsbetjente og Fængselsvogtere. Alle Borgere, Drenge som Piger, over fjorten Aar har Stemmeret; ingen vedbliver at være Borger udover enogtyveaars Alderen. Den lovgivende Forsam­ling afskaffedes af Borgerne selv, og Lov­givningen henlagdes til Bymøderne, der holdes én Gang om Maaneden.

Alle Spørgsmaal vedrørende det udenforstaaende Samfund, d. v. s. hvad der svarer til internationale Mellemværender, bestemmes af Mr. George og Tillidsmæn­dene. Private Spørgsmaal af Borgerne, der giver Lovene, forhører Lovbryderne og udfører Straffen. Naturligvis bliver New Yorks Love at respektere og tages til Følge af Domstolene i Republiken. Saaledes er Skolegangen tvungen, saavelsom at Statens og Sognets sanitære Anordninger overholdes. Ingen Bestemmelser af pri­vate Sager tages af Bestyreren eller Raadet, men overlades aldeles til de unge Bor­gere. Det er en ligesaa selvstyrende Re­publik som nogen Stat i Unionen, naar undtages, at som en Stat er underordnet Forbundets Forfatning og Love, saaledes er George’s Republik underlagt Statens.

Da Republiken for nogle Aar siden, imponeret af New Zealands Eksempel, ud­stedte en Otte-Timers Lov - de gjorde det til en Forbrydelse at arbejde ud over otte Timer - blandede Mr. George sig ikke deri. Pigerne stod som sædvanlig op halv seks, havde Maden færdig halv syv og endt deres Arbejde tidlig paa Eftermid­dagen, og Reformatorerne maatte gaa tilkøjs uden Aftensmad. Følgen var, at der øjeblikkelig sammenkaldtes et ekstraordi­nært Bymøde, og den tvungne otte-Timers Lov blev enstemmig tilbagekaldt. Love mod uanstændig Tale og Vandel haandhæves af Samfundet og det langt strængere end lignende Love udenfor. Saaledes ogsaa Loven mod Løsgængeri. Naar en Dreng kommer ind i Republiken, bliver det hans egen Sag at vælge sit Arbejde, mens hans Kammerater velvillig staar ham bi. Bestemmer han sig for ikke at bestille noget, finder han sig snart som Tigger, og Tiggeren henvises straks til Ar­bejdsanstalten, hvor Arbejdet er tvungent. Men alt dette er ordnet og holdes i Hævd af Borgerne selv.

De Hovedprinciper, som Mr. George har lagt til Grund for denne sin lille Re­publik, synes værd at lægges Mærke til af alle dem, der giver sig af med Statsøko­nomi og Lovkyndighed. Hvad er det, der driver den lovløse Ungdom i de store Byer til Forbrydelser andet end Lyst til Ejen­dom, der let bliver til Ønsket om at faa noget for intet; Hang til Æventyr, der i en By som oftest giver sig Udslag i Æven­tyr med Politiet, og Glæden i Bifald, der ogsaa lettest erhverves ved de dristige Be­drifter, som Æventyr med Politiet medfø­rer. Enten Drengen eller Politiet bliver den sejrende, har mindre at sige. I hvert Fald er Drengen en Helt i sit Partis Øjne. Samfundet ser roligt paa, at disse Drifter tilflyder Forbrydelsernes Strøm, prøver saa at dæmme op ved at indgyde Frygt for Opdagelse og Straf, men kommer til­kort. Mr. George prøver at indordne disse Kræfter Lov og Orden - og ham lykkes det. Den Dreng, der kan blive Betjent, Dommer eller Præsident, bliver en Helt. Lysten til Æventyr tilfredsstilles, naar han skal holde den nyankomne til Orden og til at adlyde Statens Love; og Rigdom som Løn for Arbejde, Sult for Driveri enes om at bibringe ham den Lære, der er bleven et af Republikens Mottoer: »Intet uden Arbejde«. Repu­bliken har nu eksisteret længe nok til at

have staaet sin Prøve, og Resultatet overtræffer dens Venners Forventninger. Med et rundt Tal er omtrent 500 gaaet ud i Li­vet fra Republiken, de fleste hørende til en Klasse, hvis Omgivelser fristede til Forbrydelse, og som efter Karakteren at dømme nærmest kunde slaa ind paa en Forbryderbane. Udaf disse 500 vides to eller tre at være blevne Forbrydere og fem eller seks at være forsvundne ganske og aldeles. Men af disse otte eller ti var ikke én i Republiken mere end nogle faa Maaneder - ikke længe nok til at have nogen Nytte af Livet dér. De resterende 490 vides at tjene et ærligt Levebrød ved hæderligt Arbejde. Og af disse 490 er der 20, som enten har taget Afgang fra La­tinskolen, er i saadanne eller forbereder sig dertil. Som dette nedskrives, er to andre Republiker ved at organisere sig, en i Kalifornien og en i Georgia, og en Bevægelse er sat i Gang for at danne en national Forening med det Formaal at hjælpe Borgere i andre Stater, der ønsker at etablere lignende Republiker, ved at give dem Oplysninger og maaske overlade dem oplærte Hjælpere til at begynde Ar­bejdet.