« Tilbage til søgeresultaterne
En Samling Mindedage for danske Kvinder
En Samling Mindedage for danske Kvinder*).
Af Rigsdagsbibliotekar Emil Elberling.
*) Mulige Oplysninger vedrørende denne Afhandling (Rettelser eller Tilføjelser) bedes sendt til Forfatteren, Rigsdagsbibliotekar Emil Elberling, Forhaabningsholms Allé 11 2 Kbh.
Den 17. Marts 1845 indeholdt Dagbladet »Fædrelandet« rimeligvis den første politiske Artikel af en dansk Kvinde. Det var Oversættelsen af et tysk Brev, som Frøken Marie Arnesen (f. 1. Juli 1825, d. Juli 1891), Søster til Forfatterinden Benedicte Arnesen Kall, under Navnet Valgerda havde skrevet og 11. Marts afsendt til den tyske Professor E. M. Arndt i Bonn, samt et Indledningsbrev til »Fædrelandet«s Redaktion. Brevet til Arndt var en varm og velskreven Indsigelse mod hans haanlige og overmodige Udtalelser om det danske Folk (»de sølle Danskere«, »deres latterlige Forfængelighed« m. m.), fremsatte i hans Svar af 4. Jan. 1845 paa en Skrivelse fra en Holstener (en Stænderdeputeret) af 26. Decbr. 1844, ligeledes fuld af Fornærmelser og falske Beskyldninger mod det danske Folk. (Begge Skrivelser findes gengivne i Oversættelse i »Fædrelandet«, 6. Marts 1845). Valgerdas Brev var desuden en dygtig Gendrivelse af de tvende Tyskeres Forvrængninger af den historiske Sandhed og de virkelige Forhold. Hun hævdede heri Sønderjyllands (Nordslesvigs) Danskhed og Hertugdømmet Slesvigs statsretslige Uafhængighed af Tyskland, medens hun samtidig forsikrede, at det danske Folk kun ønskede et venskabeligt Samkvem med Tyskland og ingenlunde nærede Tanker om at ville gøre Tyskerne i Slesvig til Danskere, men alene om at værne sit Sprog og sin Nationalitet mod den fremtrængende Tyskhed. Hun opfordrede Arndt til at gøre sig bekendt ogsaa med de danske Blades Fremstilling af Forholdene, inden han gav sig til at dømme derom; thi de Fornærmelser, han havde fremsat mod det danske Folk, viste kun, at han ligesaa lidt kendte dette Folk som den Sag, hvorom han havde udtalt sig. »Det var kun en ung dansk Pige, der talte til den gamle Frihedskæmper. Digter og Historieskriver, men hun elskede sit Fædreland og sit Sprog ligesaa højt, som han elskede sit.«
I Anledning heraf skrev Arndt 19. Marts et kort Brev i »Augsburg.Allgemeine Zeitung« til Valgerda, hvori han kalder hende »den ædle Jomfru Valgerda« og roser hendes »naturlige og ædelt udtalte Fædrelandskærlighed«; men han kan ikke føje hende i at aftrykke hendes Brev i det nævnte tyske Blad, ej heller sige, naar og hvorledes han videre kunde tale om dette danske-holstenske Anliggende. Derimod gentog han 23. Marts i en Skrivelse til den preussiske Undervisningsminister Eichhorn al sin Haan og sine uretfærdige Paastande imod det danske Folk og udtalte den for ham som for andre Tyskere betegnende Mening, at det lille danske Folk naturlig maatte finde sig i at blive trængt tilbage, hvor det stødte sammen med det langt talrigere tyske. Baade Holstenerens og Valgerdas Breve samt Arndts Svar til dem begge og hans lange Skrivelse til Eichhorn er optrykte i hans Skrift »Anklage einer Maiestätsbeleidigung des grossen dänischen Volkes aus dem Jahr 1845« (Leipzig 1851).
Valgerdas Brev gjorde ikke ringe Opsigt i Danmark og vakte særlig J. L. Heibergs Beundring for den ham helt ukendte Forfatterinde, samt gav ham Anledning til at skrive Lystspillet Valgerda (opført paa det kgl. Theater i Febr. 1847), hvori han ligefrem betegner hende som »en dansk Skjoldmø«, »en Valkyrie«, »en Typus for den danske Kvindelighed, saaledes som netop den kan være Repræsentant for det Heroiske«. - Navnet Valgerda var ellers laant fra en ung islandsk Pige, i hvem Marie Arnesens Fader, Rektor Poul A., i sin Ungdom havde været stærkt indtagen. (I »Dagbladet« 6. April 1871 genoptrykte P. Hansen (»Cabiro«) Valgerdas Brev, samt Arndts Svar i Oversættelse, med en kort forklarende Indledning)*).
*) Marie Andersen skrev langt senere tvende Artikler i »Fædrelandet«, nemlig 28 Juli 1864 om den forestaaende Fred og særlig imod Tanken om en nøjere Tilslutning til Tyskland, og 21. Febr. 1880 om Hustruens temmelig retsløse Stilling overfor hendes Ægtefælle og om de jævnlig forefaldende Mishandlinger af Hustruer, særlig til Støtte for Fr. Bajers Lovforslag; endelig i Aug. 1880 Smaa-skriftet »Svar paa Spørgsmaal, fremsatte i Roskilde Konvent i Anledning af Vielses-Ritualet«, under Mærket M. A. (Jvf. »Kvinden og Samfundet«, 1891 S. 143-52).
28. Jan. 1848 indeholdt »Fædrelandet« vistnok det første politiske Digt af en dansk Kvinde, nemlig Digtet: »Til Kongen. En Stemme fra Jylland«, unavngivet ligesom Valgerdas Brev 3 Aar tidligere, forfattet af den jydske Præstedatter Pauline Worm (f. 29. Novbr. 1825, d. 13. Decbr. 1883), dengang Lærerinde i Præstø.
18. Decbr. 1850 udkom paa C. A. Reitzels Forlag: Clara Raphael. Tolv Breve, udgivne med en saare interessant Indledning af J. L. Heiberg. Denne var aabenbart ligesaa indtaget i »Clara Raphael«, endog inden han lærte Forfatterinden personlig at kende, som han 5-6 Aar tidligere havde været i »Valgerda«. Dette lille Skrift (paa 110 smaa Sider) af den kun 20 Aar gamle Mathilde Fibiger (f. 13. Decbr. 1830, d. 17. Juni 1872) var det første Indlæg for »Kvindens Emancipation«, som man dengang udtrykte sig, eller rettere for Kvindernes Ret til selvstændig Tænkning og Optræden, uafhængig af Fordomme og gammeldags Forestillinger. Det vakte det største Røre og blev Aarets literære Begivenhed (2det Oplag udkom 11. Jan.; for det 1ste fik Forfatterinden et Honorar af 120 Rdlr., hvoraf hun gav de 20 til Komiteen for de Faldnes Efterladte). Det fremkaldte en stor Masse Bladartikler og Smaaskrifter, bl. a. af M. Goldschmidt (i »Nord og Syd« Jan. 1851), Rud. Varberg, Magnus Eiriksson, Fred. Dreier og N. F. S. Grundtvig (i »Danskeren« Maj 1851). Her skal kun fremhæves de to kvindelige Indlæg til Støtte for Clara Raphael, nemlig af Fanny le Normann de Bretteville (f. 1827, d. 1859, senere gift med Rektor Simesen i Flensborg), der skrev under Navnet Sibylla, først i »Nord og Syd«, siden i Smaaskriftet »En Brevveksling om Kvindens Stilling i Samfundet«, og Pauline Worms »Fire Breve til en ung Pige« fra Pauline (begge udkomne i Marts 1851). Som en Fortsættelse af disse Breve skrev Pauline Worm under Navn 23.-25. April i »Fædrelandet« s Feuilleton tre Artikler om »Kvindens Kald og Kvindens Opdragelse«, hvori kræves en hel Omdannelse af Pigeskolerne og deres Undervisning.
Mathilde Fibiger udgav selv i Løbet af 1851 to nye Smaaskrifter til nøjere Forklaring af sin Opfattelse: »Hvad er Emancipation« af Sophie A.* og »Et Besøg. Nye Breve af Forfatterinden til Clara Raphael«, underskrevne »Mathilde«. Hendes Anonymitet var nemlig hurtig bleven røbet, nærmest ved hendes Brevveksling med Heiberg, og hun maatte derfor opgive sin Lærerindeplads paa Lolland - alt til stor Forargelse for hendes Slægt og særlig for hendes Fader. Ikke mindre Uvilje vakte det, da der næste Aar blev Tale om, at hun vilde optræde som Talerske ved en Folkefest 25. Juli nær ved Rønnebæksholm, rimeligvis ved Siden af Grundtvig; men hun bøjede sig, skønt ugerne, for sine Sødskendes Mening. Hun vilde ellers rimeligvis være bleven den første Kvinde, der saaledes traadte offentlig op. Nu blev det Pauline Worm, som vandt Æren derfor, men først en Række Aar senere; hun holdt 24. Marts 1865 et Foredrag om »Holger Danske«; det var maaske det første. (Nærmere Oplysning kan hentes i Broderdatteren Margrete Fibigers Livsbillede: »Clara Raphael Mathilde Fibiger«. 1891, »Clara Raphael-Mathilde Fibiger«. 1891, samt i Frederik Bajers Klara-Rafael-fejden. 1879).
15. April 1852 grundlagdes Nathalie Zahles Skole, idet hun overtog en af Frøken Sofie Foersom tidligere ledet Pigeskole; næste Aar kom dertil en Flok Piger fra Susette Dalgas’s (den senere Fru Mariboes »Danekvindeskolen«. Hvad denne Skole med dens mange senere Forgreninger har virket for de danske Kvinders Oplysning og den kvindelige Undervisnings Omdannelse, dels ligefrem dels middelbart som Forbillede for alle højere Pigeskoler, gøres det ikke nødig her at udvikle.
22. Juli 1853 begyndte Ilia Fibiger, Mathildes ældre Søster (f. 5. Oktbr. 1817, d. 10. Juni 1867) sin Gerning som frivillig Sygeplejerske paa Almindeligt Hospital under Koleraepidemien og vedblev dermed et Par Maaneder. Den blev Forløber for hendes Ansættelse som Overvaagekone paa Frederiks Hospital fra 7. Aug. 1854 (ansat 24. Juli) indtil Maj 1860. Det kan vel næppe omtvistes, at denne Virksomhed, skønt den ikke straks fandt Efterligning, dog har brudt Vej for den senere Udvikling af Sygeplejerske-Forholdene. Der hengik vistnok 20 Aar, inden Dr. L. J. Brandes paa Naturforskermødet 1873 tog Ordet for at faa Sygeplejersker af de dannede Klasser, og dette gav Stødet til, at Overlægerne paa Københavns Kommunehospital 1875 fremsatte et Forslag herom, som toges til Følge af Kommunalbestyrelsen ved Budgettets Behandling i Decbr. s. A. Systemet optoges paa Frederiks Hospital 1883-84 og senere rundt om i Landet og har givet mangfoldige Kvinder en Livsstilling og en Livsgerning.
20. Novbr. 1857 udkom De Fornuftige, en dansk Roman, uden Forfatternavr, men skreven af Pauline Worm. Den er - ligesaa fuldt som den 2 Aar tidligere udkomne norske Roman »Amtmandens Døtre« af Camilla Collett - et alvorligt Indlæg for Kvindesagen, idet den skildrer, hvorledes en ung Pige med ædel Selvstændighedstrang og kunstnerisk Stræben lider Skibbrud i Kampen mod sine Omgivelsers smaalige »Fornuft-Hensyn«, der finder Støtte i den almindelige Fordom mod Kvindernes frie personlige Optræden.
29.Decbr. 1857 udkom tre vigtige Love om Kvindernes retslige Stilling: Lov om Kvindens Myndighed, d. v. s. om ugifte Kvinders Myndighed lige med Mænd ved 25 Aars Alder; Lov om Arv, hvorved Døtre fra 1. Maj 1858 skulde have lige Arveret med deres Brødre, medens Arveloven af 1845 endnu fastholdt den ældgamle Ret, at Sønnerne fik dobbelt Arvepart (»Broderlod«), og kun gav Forældrene Ret til, om de særlig ønskede det, at dele lige mellem Børnene uden Hensyn til Køn; endelig den almindelige Næringslov, som tilstod ugifte Kvinder og Enker, samt fraskilte og forladte Hustruer, lige Ret til Erhverv med Mænd, dog ikke paa Borgerskab, men kun med det simplere Næringsbevis. At forfærdige Modepynt, sy Klædningsstykker til Kvinder og Drengebørn under 10 Aar, Linnedsyning o. lign., skulde være fri Næring for Kvinder.- Til Tak for disse tre Loves Udstedelse indsamledes der 6 Aar senere blandt danske Kvinder omtr. 22,700 Kr. til en Guldkrans paa Frederik VII’s Ligkiste. Hovedparten af disse Penge (over 16000 Kr.) brugtes ikke til Kransen, men blev et Grundfond for det senere Mindesmærke, Rytterstatuen paa Christiansborg Slotsplads. Indbyderne havde aabenbart ikke drømt om en saa stærk Tilslutning. (Om disse Loves Behandling paa Rigsdagen, se en Afhandling i »Kvinden og Samfundet«. Decbr. 1897, af Emil Elberling).
Der hengik dog mere end 35 Aar, inden man saa to fuldt uddannede kvindelige Haandværkere, Snedkermestrene Sophy Christensen (April 1893) og Cathrine Horsbøll (Novbr. s. A.) - den første nu Forstanderinde for Tegneskolen for Kvinder. I Aug. 1894 blev Sophie Andersen Bogbinder-svend, vistnok den tredje i Rækken.
25. Maj 1858 paa Skolemødet i Aarhus fremsatte Lærer Kraiberg (senere Overlærer i Aarhus) Forslag om Kvinders Ansættelse som Lærerinder ved de kommunale Skoler; tidligere brugtes de kun som Lærerinder for Pigerne i Haandarbejde og som Læremødre for Smaabørn. Forslaget vandt Tilslutning paa Mødet, og med dettes Henvendelse til Undervisningsministeriet oversendtes en Afhandling herom af Pauline Worm, der rimeligvis havde givet Stødet til Sagens Fremkomst.
(Fortsættes).
