Kvindernes Valgret og den offentlige Moral

Kvinderne skal jo nu have Valgret til alle By- og Sogneraad; og dette første Skridt paa en ny Bane vil uden Tvivl blive efterfulgt af flere andre. Undertegnede er ikke fri for visse Betænkeligheder i Anled­ning af denne betydningsfulde Begivenhed. Disse Betænkeligheder bunder dog ikke i nogen Frygt for, at Kvinderne ikke skulde kunne stemme ligesaa fornuftigt som Mændene, men de har en ganske anden Aarsag. Det er jo nemlig mere og mere gaaet op for tænkende Mennesker, at det herskende politiske System ikke har holdt, hvad det lovede, - ikke har skænket Fol­keslagene den »Frihed og Lighed«, de suk­kede efter, men tværtimod viser en sørge­lig og voksende Tendens til at demorali­sere Politikerne; og da denne Bevægelse kan kendes allevegne, hvor de »frie For­fatninger« er indførte, er der Grund til at tro, at Skylden ligger i selve Systemet. I Amerika, hvor der formelt set er mest »Frihed«, der er tillige det sørgelig paro­diske ved Systemet stærkest fremtræden­de, idet Pengemagten i Virkeligheden be­hersker Valgene i de forskellige Instanser; man tænke kun paa, at i Byen New York har en Bande Røvere i en Aarrække i Ly af »den almindelige Valgret« kunnet do­minere Byens kommunale Liv og udsuge Borgerne paa mangfoldige Maader; saa Henry George havde ikke Uret, naar han i sin Tid bemærkede: »Vi har udviklet Maskinteknikken til en Højde af Fuldkom­menhed, som ingen kunde drømme om for 50 Aar siden, men overfor Demoralisa­tionen blandt vore Politikere synes vi at staa ligesaa hjælpeløse som Idioter«. - Nu vil det vist almindelig indrømmes, at Kvinderne ligesaa vel som Mændene er Mennesker; og der er derfor Grund til at frygte for, at det politiske System, der vir­ker saa demoraliserende paa Mændene, vil i det lange Løb øve en lignende Indflydelse paa Kvinderne, og da var vi i Sandhed kommet af Asken i Ilden. Nogen Trøst er der vel i den Kendsgerning, at Forholdstalsvalgmaaden er bleven indført, idet denne Valgmaade uden Tvivl giver noget bedre Muligheder for at faa de bedste Mænd eller Kvinder valgt; men bedst vilde det dog være, om vi, naar Kvinderne skal have Valgret til Rigsdagen, kunde faa ind­ført den virkelige »fri Valgret« efter Over­retssagfører Johan Pedersens geniale Sy­stem; (jeg henviser herom til Johan Pe­dersens Skrifter samt til en udmærket Ar­tikel i Tidsskriftet »Ret« for Oktober 1907 om »Kvindevalgret og Fri Valgret«).-------

Men selv om det nu er sikkert nok, at et slet Valgsystem (som det vi for Tiden har til Rigsdagen), vil virke demoraliserende baade paa Mænd og Kvinder, saa følger jo dog ikke deraf, at et godt Valgsystem i og for sig kan klare hele Sagen. De aandelige og sædelige Værdier frembringes ikke paa en saa udvortes Maade som alene ved selv det bedste Valgsystem. Det kom­mer til syvende og sidst an paa de Men­nesker, der skal bruge Systemet og fylde Formerne, Og naar da nu danske Kvin­der kaldes til Deltagelse i det offentlige Liv, saa gælder det om, hvor megen Idea­litet der er i dem, om deres Hjærter kan blive varme for en stor Sag, og om de vil ofre noget for den. Og her vil jeg særlig pege paa det Spørgsmaal, som i den sidste Tid atter er kommen paa Dagsordenen, nemlig den offentlige Moral.  At den offentlige Moral synker til et Lavmaal, er jo en stor national Ulykke; thi det betyder, at Folkelivet i det hele er ved at degene­rere. En saadan Ulykke har naturligvis altid mange Aarsager; men i vore Dage vil den altid hænge sammen med Pressens Stilling og Forhold; Pressen er i Nutidens hele Lov en væsentlig medvirkende Fak­tor til at skabe den offentlige Moral; og naar da en stor Del af Pressen synker ned til at være Smudspresse, da staar det ilde til med Folkelivet.

Vilde det nu ikke være en smuk og lo­vende Begyndelse paa de danske Kvin­ders mere offentlige Virksomhed, om de vilde aabne et kraftigt og forhaabentlig sejrrigt Felttog imod Smudspressen? Gan­ske vist lider hele Samfundet under denne Presses Hærværk; men der er dog to Grup­per af Mennesker, som det særlig gaar ud over, og som jeg her skal pege paa. Den ene Gruppe er de fattige Kvinder. Naar Smudsbladene blandt andet tjener Penge ved Utugtsannoncer, hvem gaar da denne skamløse Trafik mest ud over? Ikke over de »velsituerede« Labaner, som har Tid og Raad til Vellevnet; heller ikke over unge Piger fra velstillede Hjem, som vist næppe føler sig fristede af den Slags Annoncer. Men det gaar ud over de fattige unge Kvinder, som midt i Nutidslivets mange Fristelser er begyndt at komme paa Glatis. Maa ikke enhver Kvinde, som endnu har en ærlig og retskaffen Blodsdraabe i sig, harmes i sit Inderste over den Forhaanelse, som herved bydes Kvinderne i Almindelig­hed og de fattige Kvinder i Særdeleshed? Og kan man tænke sig et mere modbyde­ligt Hykleri end dette, at Blade, der hvert Øjeblik opkaster sig til Forsvarere for »de smaa«, ikke destomindre behandler fattige Kvinder paa den Maade? - Den anden Gruppe, det særlig gaar ud over, er Bør­nene. Naar man ser en Klump Menne­sker staa paa Fortovet og stirre interesse­ret op paa Smudsbladenes Vinduer, paa de gyselige Reklamebilleder, saa tvivler jeg ikke om, at en Del af disse Mennesker trækker foragteligt paa Skuldrene og siger til sig selv: Uf, de Smudsblade! Men det forekommer mig, at de Journalister, der sidder omme bag Vinduerne, har nok saa megen Grund til at se med Foragt paa den gloende Menneskemængde og tænke om­trent som saa: »Ja, rynk I bare paa Næ­sen, og skæld I bare ud paa Smudsbla­dene - det er dog Jer, der giver os de Penge, hvorved vi holder vor pæne For­retning gaaende! Og I giver os ikke bare Jeres Penge, men I giver os ogsaa Jeres Børn. I sender daglig Jeres Børn i Skole hos os, for at de stadig kan nyde godt af det Undervisningsstof, vore Spalter inde­holder!« - Vi holder Børnehjælpsdag her i København hvert Aar, og Københavns Borgere er følsomt bevægede ved Tanken om de mange stakkels vildfarende Børn, der skal hjælpes. Men samtidig gør den samme københavnske Befolkning alt, hvad der staar i dens Magt, for at saa mange som muligt af Børnene gennem Smuds­pressen kan blive moralsk ødelagt, og man saaledes kan være vis paa, at der ikke skal blive Mangel paa fordærvede Børn, saa at man kom til at opgive Børnehjælpsdagen af den Grund. - Barnelivet er, som det ofte er sagt, Fantasiens Tid. Børnenes Lege, baade de smaas og de størres, beror netop paa denne levende, frodige Fantasi, og det er for en stor Del ogsaa den, der gør Børn saa kønne og fornøjelige at se paa, og som gør, at de selv saa let bliver glade. Men netop derfor har det ogsaa af­gørende Betydning for Børnenes Fremtid, hvad vi fylder deres Fantasi med. Naar nu Forældre af alle Stænder uden Betæn­kelighed lader deres Børns Fantasi fyldes med Smudsbladenes skamløse Frækhed - med de gyseligste Skildringer af Rov, Mord, Skandalehistorier og sædelig Uren­hed -, hvad betyder saa det? Det bety­der ganske simpelt, at man gør sit Bedste for at bestialisere, d. v. s. dyriskgøre den opvoksende Slægt. - Vi lever i en højst videnskabelig Tid. Alverden kender no­get til Naturens Love og ved, at de ikke lader sig bryde. Alverden kender saaledes Aarsagsloven og ved, at enhver Aarsag har sin Virkning. Men paa dette særlige Punkt synes Københavns Befolkning at mene, at Aarsagsloven er ophævet. Naar den skamløse Presse daglig uafbrudt for­gifter de Livskilder, hvoraf vore Børn og vor Ungdom aandeligt skal leve, saa tæn­ker Københavns Borgere, Fædre og Mø­dre, fine og grove: »Det gør saamænd in­genting - hvorfor skal den ikke have Lov til det!« Naar Paulus i Brevet til Galaterne Kap. 6 citerer Aarsagsloven, som den virker i Menneskelivet, med det berømte Ord: »Hvad et Menneske saar, det skal han og høste«, - saa raaber Københavns Borgere: »Det passer ikke! Du ser altfor mørkt paa Sagerne! Aarsagsloven har ikke noget at gøre i dette Forhold! Vi kan rolig lade Skandalepressen opelske alt det skidne, raa og lave i vore Børns Sind og alligevel haabe paa, at der skal udvikle sig et kønt, fint, ædelt og dygtigt Menneske­liv«. - Med andre Ord, den københavnske Befolkning synes paa dette vigtige Punkt at have tabt Brugen af sin sunde For­nuft. -----------

Mon nu ikke Kvinderne kunde føle sig kaldede til her at slaa et Slag og forhaabentlig vinde en Sejr? Hvad vilde det ikke betyde for vort Folk, om danske Kvinder nu satte sig det Maal: Inden vi første Gang stævner til kommunale Valg, skal hele Smudspressen være udryddet fra vore Ene­mærker! Og naar der da spørges, hvad Kvinderne skal gøre for at faa begyndt denne betydningsfulde Kamp, saa skal jeg ikke komme ind paa Enkeltheder, men kun pege paa det, som principielt og prak­tisk er det første fornødne, - det som Mændene hidtil har været for pjaltede til at gøre, men som Kvinderne nu forhaabentlig vil gøre og derved tvinge Mændene til ogsaa at tage Affære: de skal bryde Tavsheden. Vi befinder os jo paa dette Punkt i en ganske abnorm Tilstand: Her er et stort og vidtrækkende Samfundsonde, nemlig Smudspressen. Alle ved, at den virker fordummende i intellektuel Hense­ende, forraaende i moralsk Henseende, at den er en Forhaanelse af al Kultur, et Stykke moderne Barbari af den modbydeligste Art. Alle ved det, mange beklager det, de bedste sørger over det, men ingen siger noget. Skønt ellers nu om Dage al­ting drøftes offentligt, tidt ogsaa ganske private Sager, saa tier man stille om dette offentlige, af alle kendte dybtgaaende Sam­fundsonde; det er, som om der her var kommen en aandelig Lammelse over vort Folk. Var det ikke godt, om Kvinderne her kunde hæve Fortryllelsen og sige det forløsende Ord, saa at lidt efter lidt ogsaa Mændene kom med og alle de anstændige Blade kom med.