« Tilbage til søgeresultaterne
Københavns nye Byggelov
Torsdag d. 1ste Oktober begyndte Dansk Kvindesamfunds Københavnskreds Vinterens Arbejde med Afholdelsen af et Møde i »Grundtvigs Hus« om: »En god Byggelovs Betydning for Kvinden og for Hjemmet« med Dr. med. Poul Hertz som Indleder. Mødet var besøgt indtil Trængsel, men Spørgsmaalet er jo ogsaa af den største Betydning for de københavnske Kvinder og deres fremtidige Hjem. Sagen kan imidlertid ogsaa have Interesse udover København, idet en ny Byggelov for Hovedstaden sikkert vil blive taget til Forbillede for Byggelove og Vedtægter over hele Landet. Og desuden, enhver kan jo havne i København, der er vist allerede altfor mange, der gør det.
I sit indledende Foredrag hævdede Dr. Hertz i alt væsentligt det samme, som han skriver i sin Afhandling »En sund By at bygge«, som Redaktionen har faaet til sendt og hvoraf følgende er et meget kort Udtog.
Den nugældende Byggelov skriver sig fra 1889 og var i Følge en Udtalelse af nuværende Raadmand Philipsen allerede ved sin Fremkomst forældet. Grundlaget for den var nemlig et Forslag, som Kommunalbestyrelsen havde indsendt til Regeringen allerede i 1878. I 1898 nedsattes et Fællesudvalg angaaende en Revision af Bygningsloven af 1889, og det er Resultatet af dette Fællesudvalgs l0 aarige Arbejde og Overvejelser, der nu foreligger, som et Forslag til en ny Byggelov for København.
Det er, som Afhandlingens Titel viser, særlig dette Forslags hygiejniske Bestemmelser, som Dr. Hertz gør til Genstand for sine Undersøgelser, for som han skriver, det er ikke for meget sagt, at en Byggelovs Værdi staar og falder med dens hygiejniske Værdi.
Lovforslagets § l indsætter Magistraten som den bestemmende Myndighed i Byggesager, hvorved Bygningskommissionen ophæves, og under vedkommende Magistratsafdeling oprettes et Bygningsdirektorat, der ledes af en Stadsbygmester og to Understadsbygmestre, der alle skal være akademisk uddannede Arkitekter. Desuden foreslaas der ansat en Ingeniør. Men for en hygiejnisk Raadgiver synes Udvalget ikke, at der er Brug. Der er utallige Maader, hvorpaa de byggende søger at snige sig udenom Lovens Bestemmelser. Dr. Hertz understreger derfor stærkt, hvor betydningsfuldt det vilde være, dersom der ansattes en Embedsmand, hvis Hverv det udelukkende var at gennemgaa alle Byggeplaner, bedømme dem fra et hygiejnisk Standpunkt og gøre Indstilling om, hvad han deri finder misligt til Stadsbygmesteren og gennem denne til Magistraten.
Afsnittet om Gader, om Udstykning, Ekspropriation og kommunal Omlægning omtales kort men meget rosende. Dette gælder dog ikke Bestemmelserne om Gadebredden. Denne sættes normalt for nye Gader til 20 m, dog kan det tillades, at den nedsættes til 16 m og i den gamle By endogsaa indtil 12,5 m uden at der samtidig gøres nogen Indskrænkning i Husenes Maksimalhøjde.
Forslaget har beholdt den gamle Lovs urimelige Bestemmelser, at Højden maales til Overkanten af det øverste Bjælkelag i Stedet for som i alle andre Landes Byggelove til den øverste Kant af Gesimsen.
Afsnittet om Bygninger indeholder Forslagets mørke Sider. Her var det, at der trængtes haardt til Forbedringer af den nugældende Lovgivning, men det er, som Udvalget selv indrømmer, at »de foreslaaede Ændringer ikke vil findes at være meget vidtgaaende«, da man har frygtet for at krænke de økonomiske Interesser. Hovedbetingelserne for sunde Beboelseshuse er:
1) Det rette Forhold mellem Gadebredde og Bygningshøjde,
2) den rette Størrelse af det ubebyggede Areal og dets Tværmaal (c: de frie Afstande udenfor Gaardfacadernes Vinduer,
3) Beboelsesrummenes Indretning saa tilstrækkeligt Lys og Luftkubus er til Stede samt Luftfornyelsen er sikret,
4) Sikkerhed mod Fugtighed og Beskyttelse mod Indtrængen af Kulden om Vinteren og Heden om Sommeren.
I Forslaget deles København: i den gamle By indenfor Voldene, en indre og en ydre Zone, hvor der skal gælde forskellige Bestemmelser med Hensyn til Bebyggelsen. Den indre Zone er imidlertid meget vidtstrakt og omfatter store endnu ganske ubebyggede Arealer, saaledes at det vil blive en unødvendig stor Del af Byen, hvor der tillades en saa intens Bebyggelse som den Byen nu sukker under. Dr. Hertz foreslaar, at der her ses bort fra de økonomiske Interesser, og at den indre Zone indskrænkes betydeligt. Der henvises til, at man i andre Byer, f. Eks. Hamborg, Frankfurt a. M. og München ikke har betænkt sig paa at lade Forbedringer i Byggereglerne strække sig over Arealer og endog Gader, der delvist var bebyggede. - Et af de vigtigste Spørgsmaal for Byens Sundhed angaar det ubebyggede Areals Størrelse, og skønt Dr. Hertz finder, at Forslaget kunde have været radikalere, udtaler han dog sin Tilfredshed med de Forbedringer, som her foreslaas indført. I den indre Zone maa der kun bebygges det halve af Grundstykket, paa Hjørnegrunde tre Fjerdedele. Endogsaa i den gamle By foreslaas det ubebyggede Areal forøget fra ¼ til 1/3 af Grunden. - Derimod udtales der en dyb Beklagelse over Afsnittet »Frie Afstande udenfor Vinduer«, idet de gamle Bestemmelser fra 1889 gaar næsten uforandrede igen. For at sikre Gaardværelserne Lys og Luft bør Bredden af Gaardspladsen bestemmes ved 1) Højden af og 2) Afstanden fra den skyggende Mur. Men i Stedet derfor gaar Forslagets Regler ud fra Højden af den Mur, hvori de paagældende Vinduer sidder. Der fremhæves det urimelige i, at Gaard-værelserne, der i Reglen anvendes til Soveværelser, og i hvilke 1/3 af Døgnets Timer tilbringes, ikke skal have lige saa godt Lys som Beboelsesværelserne til Gaden. Betydningen af Solens Virkning paa Sovekammeret er jo anerkendt af alle. De tilladte Afstande er altfor korte, hvilket naturligvis vil faa størst Betydning i den indre Zone, hvor Grundenes ubebyggede Areal er mindre end i den ydre. I Retning af en tilfredsstillende Ordning af Gaardspladsen lader Forslaget altsaa meget tilbage at ønske. Det er en stor Skuffelse at finde, at det mindste tilladelige Gulvareal i et Beboelsesrum, som hidtil er sat til 6 m2, hvilket vil sige, at man fremdeles skal kunne træffe de celleagtige Pigeværelser, som er en Skam for et Hus. Minimalloftshøjden er kun forøget med 12 cm, en Haandsbred, altsaa saa godt som intet. Og der er ingen Regel givet angaaende Vinduesarealets Størrelse, hvad der meget trængtes til. Der findes heller intet Forslag om Ventilation i Beboelseshuse, hvad der dog let lader sig indrette. Køkkentrapperne forbedres noget, men ikke nok. Men Forslagets sorteste Plet er dog, Godkendelsen af Kælderbeboelse, idet Kældere er og bliver usunde Boliger. Solen kommer sparsomt til Kældrene, Luften er ikke saa frisk nede ved Jorden som højere oppe og Værelser maa nødvendigvis være koldere end andre, og endelig er Fugtigheden i Kældere i Længden uundgaaelig. Det er af Læger almindelig anerkendt, at Sundhedstilstanden hos Kælderbeboere er daarlig. Et Forbud mod Natophold i Kældere har været under Overvejelse, men er blevet opgivet. - Naar man saaledes betragter hele Lovforslaget, faar man det Indtryk, at Respekten for de økonomiske Interesser absolut synes at have været større end for Hygiejnens Krav. Og dog er Hygiejnen den mest uselviske Apostel for alles Gavn og for Sundhed og Velvære. Dr. Hertz undrer sig over, at et Udvalg, i hvilket har siddet 5 Repræsentanter for Arbejderstanden og 4 Mænd, der er udgaaet fra Arbejderstanden og tildels endnu tilhører den, har kunnet gaa med til det, som fra et hygiejnisk Synspunkt er mindre godt, uheldigt eller endog fordømmeligt i dette Forslag. Det er jo dog først og fremmest Arbejderstanden og deres Lige, som kommer til at føle Ulemperne og døje Følgerne af Forsyndelserne mod Hygiejnen i en Byggelov. Det er ikke »the upper ten thousand«, der vil komme til at leve i Stuerne med 2,65 m Højde, det er ikke dem, hvis Døtre skal leve i Kamre paa 6 m2, ej heller dem, som skal slæbe tunge Byrder op ad Køkkentrapper, der er som snævre Vindeltrapper med skæve Trin, og allermindst dem, der maa tage til Takke med Kælderboliger. Det er desuden en kostbar Luksus for en Kommune at finde sig i en daarlig Bebyggelse. Eftergivenhed mod Forretningsbyggeriets Fordringer om »Hensyntagen til de økonomiske Interesser«, dette sminkede Udtryk for selvisk Pengebegær, betales dyrt af Byer med overfyldte Hospitaler og Reservesenge paa alle Byens private Kliniker, saa sandt som Overbebyggelse, Sammenpakning og Udelukkelse fra frisk Luft og rigeligt Dagslys undergraver ethvert Menneskes og særlig hvert Barns Modstandskraft.
Efter Dr. Hertz’s Foredrag førtes en Diskussion om Sagen, hvor blandt andet oplystes, at Natophold i Kældere er forbudt paa Frederiksberg, og det hævdedes, at Byggevedtægter som i Hamborg og i danske Provinser vilde være langt at foretrække, fordi de lettere og hurtigere lader sig regulere. Det omtaltes ogsaa, at Fabrikkerne burde ligge i passende Afstand fra Beboelser.
Forslaget til den nye Byggelov for København vækker ret naturlig en Del Interesse og vil rimeligvis i den nærmeste Tid, naar den kommer frem i Borgerrepræsentationen, blive Genstand for yderligere Diskussion. Forhaabentlig vil da Kvinderne vide at følge med i denne Sag, som i saa høj Grad vil komme til at gribe ind paa deres Virkefelt, Hjemmene. Desværre vil de jo ikke faa nogen direkte Indflydelse paa Lovforslagets Skæbne i Borgerrepræsentationen, men det er dog muligt, at man der alligevel vil vise sig lydhøre overfor Kvindernes Ønsker i Betragtning af, at de snart vil faa et Ord med at sige. Og naar Loven endelig forelægges Rigsdagen, maa Kvinderne have et vaagent Øje med den. Naar man har læst om Virkninger af Kvindestemmeretten i Ny Zeeland (se Artiklen forrige Nr.), kan man ogsaa have Grund til at haabe, at Kvinderne her, som der, til Trods for, at de uden Tvivl har en udviklet økonomisk Sans, vil vide, at der er Interesser, der gaar forud for de økonomiske. - Dem, der skulde ønske at sætte sig nærmere ind i Sagen, anbefales det i høj Grad at læse Dr. Hertz’s ovennævnte Afhandling. Det skal blot tilføjes, at Redaktionen ogsaa fra en anden Læge, nemlig Kredslæge Povl Hejberg har modtaget et Cirkulære indeholdende »Et Par Ord om Forslaget til en Byggelov for København«. Dr. Hejberg udtaler sig ganske i samme Retning som Dr. Hertz og anbefaler Læsningen af hans Afhandling. Dr. Hejberg beklager, at der ikke allerede nu findes Kvinder i Borgerrepræsentationen. Endnu har man jo Lov at haabe, at der alligevel vil blive taget tilbørligt Hensyn til Hjemmets og Kvindens interesser.