« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindevalgret og Fri Valgret
I Anledning af Pastor Schacks Henvisning i sin Artikkel i Nr. 15 af »Kv. og Sf.« har vi modtaget Opfordring fra forskellige Medlemmer om at optage nedenstaaende Artikel. Vi imødekommer herved Opfordringen. Red.
Kvindevalgret og Fri Valgret.
Foredrag af Godsforvalter Berthelsen ved Løve Herreds Kvindevalgretsforenings Møde i Ruds-Vedby den 29. September 1907.
I.
Den Modstand mod Kvindernes Valgret, som bundede i en bornert Tro paa Kvindekønnets aandelige Underlegenhed, turde nu være opgivet fra alle Sider; i alt Fald aabent kommer slige Paastande ej let frem mere. Tværtimod er der adskillige, og jeg hører til dem, som tror paa, at de administrative og styrende Evner, som maa kræves til Stats og Kommunens Ledelse, er i nøjere naturligt Slægtskab med de bedste kvindelige Egenskaber end med de særlig mandlige. Er der nemlig nogen naturgiven Forskel mellem Kønnene i saa Henseende, saa turde den typiske Mand nærmest kendetegnes som Nyskaberen, Initiativets, det produktive Fremskridts Bærer, medens den typiske kvindelige Egenskab er den bevarende, opholdende, fordelende Evne til at »holde sammen paa Hjemmet under alle Forhold«. Men jo dybere man trænger ind i Spørgsmaalet om Statens og Kommunestyrets egentlige og rette Opgave, jo mere bliver man klar over, at denne netop væsentlig er af bevarende, opholdende og især fordelende (distribuerende) Art, medens de produktive Nyskabelser bør overlades det private Initiativ. Naar den moderne Stat og Kommune ingenlunde har holdt sig denne Regel efterrettelig, saa er dette ikke noget Bevis for at Reglen er urigtig - men snarere for, at vort offentlige Styre paa mange Punkter har grebet fejl og er kommen paa skæbnesvangre socialistiske Afveje. Der er dem, der mener, og næppe uden Grund, at det ikke bør hedde »den socialistiske Fremtidsstat«, men den socialistiske Nutidsstat«, fordi vi i vort offentlige Liv og indenfor alle Partier staar i Socialisme til Halsen, idet Grænsen mellem det enkelte Hjems Ret og Statens er ved at udviskes til Skade for et sundt Samfundsliv. Visse konservative Partiers Raab om »Toldbeskyttelse« er ligesaafuldt som de Liberales Krav om den uniformerede Statsskole og Socialisternes Forlangende om offentlig Børnebespisning, Kommunaldrift og Statsproduktion sikre Vidnesbyrd om, at man ikke har forstaaet at drage Grænsen rigtig mellem den Enkeltes Vir-keomraade og Statens.
Saafremt det kunde lykkes os at finde gode Former for Optagelse af Kvindekønnets særlige aandelige Egenskaber i vor offentlige Styrelse, vil vi vistnok derigennem erholde Hjælp til at opnaa en klarere og sikrere Erkendelse af, hvor hine Grænser rettelig skal drages. I Stedet for efter-haanden, som det nu sker, at omskabe Stat og Kommune til socialistiske Pensions- og Forsørgelses-anstalter for os alle, kunde det maaske da lykkes os at vende tilbage til den forstandige og i bedste Forstand konservative Tanke om Ret-Staten, hvor Styrelsens Opgave alene er regulerende og fordelende, men ikke direkte producerende, og hvor intet andet Fællesskab findes mellem de Enkelte end de frie Sammenslutninger og den naturlige Gruppering, som Forholdene til enhver Tid maatte skabe. Kunde Kvindens Deltagelse i vort offentlige Liv virke til dette Formaals Fremme, vilde det være en uhyre Kulturvinding for os alle. Og det er da paa høje Tid, at vi skrider til at give Kvinderne Magt og Myndighed lige med Mændene i Stat og Kommune.
Men - der er et »men« her, som slet ikke ellers er kommen frem i den offentlige Drøftelse af Kvindevalgretsproblemet, og som jeg anser det for min særlige Opgave, paa given Anledning, at drage frem ved denne Lejlighed. Naar mange frisindede Mænd, trods det ovenfor sagte, alligevel ikke er saa begejstrede for at skaffe Kvinderne samme Valgret som Mænd, saa er det af en helt særlig Grund, den nemlig - at vi ikke synes, at den saakaldte »almindelige Valgret«, som Mændene for Tiden har, er af videre Værdi for Folket i sin nuværende Skikkelse, og at det derfor, næppe er ret megen virkelig Kamp værd at skaffe vore Kvinder den samme nogenlunde værdiløse almindelige Valgret, som vi Mænd nu har«!
Dette agter jeg her at paavise gennem en kort Fremstilling af, hvor daarligt vort nuværende Valgsystem til Stat og Kommune evner at opfylde sin Mission: at udfinde de til Styrelsen bedst egnede, saa at Repræsentationen kunde blive et tro Spejlbillede af det Folk, som den skulde »repræsentere«.
Lad os tage vor Statsrepræsentation, Rigsdagen. Lad os for Klarheds Skyld i Tanken afskaffe Landsthinget (skønt dette Thing efter min Mening ikke behøver at være den Hindring for Folkets Vilje, som det undertiden har været) og tænke os det nuværende Folkething som eneste Lovgivningsmyndighed. Er dette Things Flertal da for Tiden et tro Udtryk for det danske Folk? Valgtallene giver Svaret: næppe en Trediedel af afgivne Vælgerstemmer bestemmer Flertallet, Regeringen og derved hvad der skal være Lov i Danmark! De to Trediedele af de stemmende Vælgere er uden Repræsentation, foruden de mange, som under de nuværende politiske Forhold overhovedet ikke vil spille med i den forargelige Komedie, som vort Valgsystem er, eller som bringes ind i falske Partiforhold for dog at spille med. Thi dette System tillader jo slet ikke Vælgerne at stemme frit efter deres Overbevisning om, hvem der er den rette Repræsentant for deres Ideer - det er Sagen! Det nuværende System ved Folkethingskredse har udviklet et supplerende System af fasttømrede politiske Partistyrelser, med den specielle Opgave at forsyne Kredsene med eller godkende lokale, men partibundne Undermaals-Kandidater, hvorpaa de ærede Vælgere værsaagod har at stemme, naar Valgdagen kommer. Det hemmelige Partistyre med sine Funktionærer i Presse og Kommune har bemægtiget sig den vigtigste Del af Repræsentationsretten, nemlig Opstillingsretten - og overlader saa det godtroende Vælgerfolk den ret betydningsløse Ret til at stemme paa en af de Gutter, som Partistyret stiller op eller har godkendt. Der er ingen anden Udvej for de andre Vælgere for Tiden. - At alvorlige Mænd kan anse det for »Frihed« at faa Lov til at stemme under saadanne Vilkaar, i alt Fald efter at Sammenhængen er klarlagt, er utroligt. Naar vore folkelige Vælgermøder mere og mere former sig som en Slags politiske Varietéer, med kæbestærke Parti-Bersærkers og behændige Parti-Jonglørers Optræden paa Scenen for et lattermildt Publikum, saa er det kun en Følge af det hele Systems Mangel paa virkelig Alvor. Og naar Rigsdagsmændenes Niveau sænkes, naar hæderlige og dygtige Mænd frabeder sig den »Ære« at komme i sligt Selskab, eller trækker sig ud deraf for ikke at miste Medborgernes Agtelse, naar Rigsdagsforhandlingerne bærer Præg af den samme Dekadence - saa turde det altsammen have sin Rod ikke i Tidens Slethed, heller ikke i Slægtens Tilbagegang, og Mændenes Daarligdom i og for sig, men alene i det Valgsystem, der frembringer den Slags Resultater: Mangel paa selvstændige Mænd i Repræsentationen.
Det anførte gælder jo forøvrigt ikke alene vort Land - næppe endog særlig. Overalt i de friest styrede Lande klages der over denne saakaldte Parlamentarismes Afmagt - dens Mangel paa Evne til at genspejle Folkets bedste Egenskaber og derved bære frem de ypperste egnede Styrere iblandt os, til en frisindet folkelig Samfundsledelse i vor Tid. Overalt gribes alvorlige Mænd af Frygt for, hvor vort saakaldte Selvstyre skal ende under disse Forhold. For over 20 Aar siden sagde Henry George: »Vi har udviklet Maskin-lekniken til en Højde af Fuldkommenhed, som ingen kunde drømme om for 50 Aar siden, men overfor Demoralisationen blandt vore Politikere synes vi at staa ligesaa hjælpeløse som Idioter«.
Og skønt dette var sagt om Amerika, kan det gælde ogsaa andre Steder, og er ikke bleven mindre sandt siden da.
(Fortsættes.)
