« Tilbage til søgeresultaterne
Moderskabsforsikring
Dansk Kvindesamfund har Torsdag den 15. Oktober ladet afholde et Foredrag i Grundtvigs Hus om »Kvindesagen i ny Belysning«. Selv om der ikke havde været tilføjet »det erotiske Problem«, saa vilde enhver i Kvindesagen bevandret paa Forhaand have vidst, at det her drejede sig om den fra Tyskland kommende Bevægelse, som kort og godt kan sammenfattes i de Ord: »Enhver Kvinde har Ret til Arbejde og til at have et Barn«.
Kravet om Ret til Arbejde blev første Gang opstillet af franske Socialister i fyrrerne, og enhver Socialpolitiker erkender nu dets Berettigelse. I Tyskland, som andet Steds, har Kvindesagens Forkæmpere sat dette Krav paa sit Program, og én Gruppe har tilføjet det andet Led (Barnet), medens den langt større Gruppe med Heftighed bekæmper denne Fordrings Berettigelse.
Det er ikke underligt, at denne Bevægelse er opstaaet i Tyskland »Hjemmenes Land«. Kvindernes uhyre Overtal og den deraf følgende Revolution inden for det daglige Liv, maa afstedkomme store Forandringer i Menneskers Tanker og Fordringer til Livet.
Et tysk Tidsskrift udsatte for nogle Aar siden Præmie for Besvarelsen af det Spørgsmaal: »Hvorledes faar jeg mine Døtre gift?« Det efterfulgtes af et andet: »Hvorledes forsørger jeg mine ugifte Døtre?« Dette sidste maa over alt besvares med: »Ved at uddanne dem til Selverhverv «.
Udvandringen og den større Dødelighed mellem Drengebørn har foranlediget Kvindernes uhyre Overtal, som nu i Europa naar 4 ½ Million! Disse Kvinder kan altsaa ikke blive gifte. Den tyske Kvinde er med Rette beundret for sine huslige Dyder. Dygtig, sparsommelig, ordentlig, aldeles gaaende op i Hjem og Børn. Bismarck kunde maaske lige saa godt have tillagt den tyske Husmoder Sejren ved Sedan, som den tyske Folkeskolelærer.
Og disse Kvinder, gennem Aarhundreder opdragne med kun et Maal for Øje, at blive Hustru og Moder, vaagner efterhaanden op til at forstaa, at kun Halvdelen af alle voksne tyske Kvinder er i dette Øjeblik gifte, og kan ad lovlig Vej opnaa den Glæde og Ære at bringe »Soldater« til Verden. Uddannelse til Selverhverv bliver altsaa en Nødvendighed. Men da man ikke paa Forhaand kan vide, hvilke Pigebørn, der bliver de af Skæbnen c: Mændene begunstigede, maa Uddannelsen dog i første Linje tage Sigte paa Hjem og Moderskab, og denne Dobbelthed, som dels vækker dels bekæmper naturlige Tilbøjeligheder, maa medføre mange ulykkelige Forhold.
De uægte Børns og Skilsmissernes Tal stiger, Sorg og Forvirring spredes i Samfundet.
Den uhyre Dødelighed mellem uægte Børn hendrager Opmærksomheden paa deres og deres Mødres ulykkelige Forhold. Allimentationsbidraget sættes op, og Formynder beskikkes dem, men man frygter for at begunstige dem paa de ægte Børns Bekostning. I lige Linje med Kravet paa Arbejde maa ogsaa komme Fordringen om lige Løn for lige Arbejde, og lige Ret for lige Byrder.
Med samme Skattepligt maa følge samme Rettigheder. Men under de nedarvede Forhold er gifte og ugifte Kvinder højst ulige stillede.
Mændene kræver med Rette nogen Erstatning for Forsørgerbyrden af Hustru og Børn: Husbondret, større Raadighed over Børnene o. s. v.
Gift Kvinde kan ikke bære Halvdelen af Udgifterne ved Familiens Underhold, Børnenes Fødsel, Opfostring, Hjemmets Pasning, stiller hende højst ulige med Manden paa Arbejdsmarkedet. Privathjemmene maatte i det mindste afskaffes og Fælleshjem oprettes, hvor nogle faa Kvinder besørgede Madlavning, Børnepasning o. s. v.; herved vandtes megen Tid, men Børnefødslerne kunde de jo desværre ikke overtage. Vi bliver altsaa end ikke paa denne Maade den økonomiske Afhængighed kvit.
Kun Staten kan overskære den økonomiske »Navlestræng« som forbinder Faderen med Moder og Barn og derved gøre alle Kvinder lige.
Den yderliggaaende Gruppes Fordring bliver altsaa: »Lad Staten forsikre alt Moderskab ved at lægge en Skat paa alle voksne Mænd og Kvinder og give et bestemt aarligt Bidrag til hvert Barn, der lever (300 Mark). Hæv Forskellen paa ægte og uægte, lad alle Børn være lige for Loven. Ægteskabet vil da være ophævet som lovbunden Institution, men de ideale Magter vil derfor ikke være stødte fra Tronen.«