Fra Genéve
skrives til Folketingsmand Bajer:
Vi har sammen med en Del Venner dannet en lille Forening, lige saa beskeden i sine Fordringer som i sit Medlemsantal. Som De vil se bærer den et Navn længere end den selv. Den kalder sig: „Comité for Lovændring af Kvindens formueretslige Stilling.”
Et af de første Spørgsmaal, som vi har henvendt vor Opmærksomhed paa, er den gifte Arbejderkvindes Raadighed over Selverhverv. I vort Land, hvor Code Napoleon er Lovregel, gaar den gifte Kvindes Fortjeneste ind under Fællesboet. Paa Grund heraf har Arbejderhustruen ofte en meget haard Tilværelse, naar hendes Mand er henfalden til Dovenskab eller Drik. Han gør da tidt sin lovlige Ret gældende som Fællesboets Herre, ved at tilegne sig sin Hustrus Fortjeneste til egen Fordel. Vi tilsigte en Lov, som forandrer denne Uretfærdighed, det vil sige, som i visse Tilfælde tilsikrer Kvinden Ret til selv frit at raade over, hvad hun fortjener. Et saadant Lovforslag har for 5 - 6 Aar siden været forelagt i Frankrig, desværre har det indtil nu været uden Resultat
Vi har hørt, at der i Danmark er gennemført en Lov, som giver Kvinden Ejendomsret over, hvad hun selv fortjener. Hr. Minot*) har raadet os til at henvende os til Dem, for at faa nøjagtige Oplysninger om denne Lovs Indhold og hvorledes den er blevet indført i den danske Lovbog.
Jeg véd min Herre, at De er en oprigtig Tilhænger af Kvindens Ret. Vær saa venlig at meddele os alt om de Kampe, dette Spørgsmaal har maattet fremkalde i Eders Land, det vil levende interessere os. o. s. v.
Skrivelsen er undertegnet af Foreningens Sekretær
Alanche de Watteville, født de Gingins.
Det kan kun interessere os danske at se, at her er et vigtigt Punkt i vor Lovgivning for Kvindens Ret: „Bajers Lov af 7de Maj 1880”, hvor vi gaar forud for flere andre Lande, der endnu maa arbejde for saadan lille Retfærdighedslovs Gennemførelse.
*) Sekretær ved Federationens Bureau i Geneve. Overs. Anm.