« Tilbage til søgeresultaterne

Lov af 27. Maj angaaende Børn udenfor Ægteskab

« Se emneord

I »Nationaltidende«s Tillæg læser vi føl­gende Bemærkninger til denne Lov:

I Henhold til Lovene af 27. Maj d. A, angaaende Børn udenfor Ægteskab og dis­ses Forældre samt om Hustruers og Børns Retsstilling har Overøvrigheden nu fastsat de Normalbidrag, der skal svares til Børn i og udenfor Ægteskab saavel som til Moderen udenfor Ægteskab. For Børne­nes Vedkommende skelnes der mellem Bi­draget i de to første Leveaar og Resten af Tiden, d. v. s. indtil Barnets fyldte 18. Aar eller dog til dets fyldte 14. Aar, hvis det oplyses, at Bidraget derefter er helt eller delvis ufornødent, eller at Faderen har Ægtebørn, som han ikke evner at under­støtte.

I København, Frederiksberg Birk og Nordre Birk er Bidraget for de to første Leveaar sat til 144 Kr. og derefter til 120 Kr., for den øvrige Del af Københavns Amt til henholdsvis 120 og 108 Kr., for Roskilde og Køge Købstæder til 108 Kr. og 96 Kr. og for den øvrige Del af gl. Ros­kilde Amt til 72 Kr. og 60 Kr. De to sidst­nævnte Satser er valgte af Flertalet af Lan­dets øvrige Amter og Købstæder; enkelte gaar dog noget højere - Frederiksborg Amt (84 Kr. og 72 Kr.), Odense og Esbjerg Købstæder (86 Kr. og 72 Kr.), Aalborg Købstad (80 Kr. og 72 Kr.), Aarhus og Horsens Købstæder (86 Kr. og 78 Kr.) - og enkelte noget lavere, nemlig Bornholm Amt (60 Kr. og 50 Kr.), Hjørring og Thi­sted Amter (66 Kr. og 60 Kr.). For Fær­øerne er Bidraget sat forholdsvis højt, nemlig 90 Kr. og 75 Kr.

For Moderen udenfor Ægteskab er Nor­malbidraget for Maaneden før og Maaneden efter Barselfærden sat til 20 Kr. i Kø­benhavn, Frederiksberg og Nordre Birk, til henholdsvis 15 Kr. og 20 Kr. i den øvrige Del af Københavns Amt og til 15 Kr. i Roskilde og Køge, men i det øvrige Land til 12 Kr. for hver af de to Maaneder. Til Dækning af Udgifterne ved selve Barsel­færden er Normalbidraget sat ens over hele Landet, nemlig til 12 Kr. For Fær­øernes Vedkommende er der sat et samlet Bidrag af 54 Kr. til Moderen udenfor Æg­teskab for Maaneden før og efter Barselfærden og for selve denne, hvilket atter er en Del højere end det almindelige i det øvrige Land og endog noget højere end det samlede Bidrag for København med til­stødende Jurisdiktioner.

-----------Vi kan ikke undlade hertil at føje en lille sproglig Bemærkning. I gamle Dage var Adskillelsen mellem ægte Børn og uægte Børn god Latin i Lovsproget; endnu Loven om det offentlige Fattigvæ­sen af 9. April 1891 bruger disse Betegnel­ser. Allerede Aaret efter denne Lov gaar man imidlertid - ved Loven af 12. April 1892 - til Afskaffelsen af Udtrykket »uægte Børn« og erstatter det med Ud­trykket »Børn, der er avlede udenfor Æg­teskab«, hvilket Udtryk endelig i Loven af 27. Maj. d. A. erstattes med »Børn udenfor Ægteskab«. Der ligger utvivlsomt en Ten­dens i denne Udvikling, idet man har villet fjerne den Erindring om tidligere Lov­givnings Plet paa de udenfor Ægteskab fødte Børn, der laa i Udtrykket »uægte«. Men er der saa ikke noget inkonsekvent i om Børn, der er fødte i Ægteskab, behol­der Udtrykket »ægte Børn« eller »Ægtebørn« - og dog kan man se dette Ud­tryk anvendt endnu i Loven af 27. Maj d. A.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner