« Tilbage til søgeresultaterne

Gift Kvindes Navn og Titel

Af: Astrid Stampe Feddersen

« Se emneord

Under mærkerne x og »Kvindesagsven« drøf­tes i de to sidste nr. af »Kvinden og sam­fundet« (nr. 20 og 21) spørgsmålet om, hvor­ledes gifte kvinder bør nævnes. Det gøres gæl­dende, at da så mange kvinder indtager selv­stændige stillinger som tandlæger, prakt. Læger o. s. v., er det lidet oplysende at kalde tand­læge Olsens kone »fru tandlæge Olsen«, da man så ikke véd, om hun også selv er tandlæge, eller kun manden er det.

Meget sandt!

Det er i det hele taget lidet oplysende at kalde hr. Olsens kone fru Olsen, idet man så kun véd, at hun er gift med Olsen, slet ikke hvem hun selv er. Det har såmænd hændt mig, at jeg i flere år har kendt en gift kvinde under hendes mands navn og spurgt flere mennesker, hvad hendes eget navn var, men ingen har vidst det. Det passer virkelig ikke i vor tid, hvor den gifte kvinde ikke længere udelukkende er til som et led i mandens hus­stand, og der har da også så småt begyndt at rejse sig en bevægese for at den gifte kvinde skal holde sit eget navn.

Men folk tror, at det er ulovligt. De véd ikke, at der i Danmark ikke er nogen lov for, at hustruen skal tage mandens navn (se Deuntzers familieret), at det kun er en skik, der er kommen ind efterhånden, og at denne skik endnu ikke er trængt helt igennem på landet.*)

*) Overretssagfører Munch-Petersen har lovet i  et  af de følgende nr. at oplyse dette nærmere.

Men selv om kun få gifte kvinder vil gå så vidt som til kun at kalde sig ved sit eget navn, så vilde det dog være meget mere be­tegnende, at kalde sig ved sit eget navn med mandens bagefter, som vi gamle banebrydere på det område har måttet lade os nøje med, end at kalde sig ved sit fornavn og mandens efternavn, som »Kvindesagsven« foreslår.

Jeg synes, at vi kvindesagsvenner ikke no­gensinde bør lade os kalde docter, tandlæge, kaptein o. s. v., uden at vi virkelig selv ind­tager den stilling, men at vi idetmindste bør nævne os ved vort eget navn sammen med mandens.

»Kvindesagsven« peger på en uskik, vi kvin­der også bør modarbejde, den nemlig, at føje »ske« eller »inde« til enhver bestilling eller arbejde, vi udfører. I gamle dage var det manden, der indtog alle lønnede stillinger, men fordi de fleste stillinger nu er åbne for alle mennesker, mænd som kvinder, er der da ingen mening i at føje de - tilmed tyske - endelser »ske« eller »inde« til, hver gang det er en kvinde, der indtager stillingen. Kan vi udføre en bogholders, gårdejers, lærers o. s. v. arbejde, lad os så dog ikke ødelægge disse ord ved at føje et »ske« eller »inde« til, men lad kønnet kendes ved, om der står hr., fru eller frk. forved.

Endnu uheldigere end det ovenfor nævnte er det, når man kalder formanden i en forening: formandinde. Mand betød på oldnordisk men­neske: mand og kvinde, og i ordet formand har det sin gamle betydning, som vi må gøre vort til at bevare.

Mange vil måske sige, at det er småting, hvorledes man nævner kvinderne, når de blot får lov til at være helt og fuldt menne­sker. Men det er alligevel ikke småting. Det er hele det system, som fandt sit fulde udtryk i lovene før 1857, ifølge hvilke enhver kvinde var umyndig til sin død, enten hun blev gift eller ej, og på hvilket der blev gjort det første brud, da den ugifte kvinde 1857 blev erklæret myndig ved samme alder som manden - det er dette system, der har givet sig udslag i navne, stillingers benævnelser og titler, og det er dette system, vi kvindesagsvenner må se at få ryddet op fra grunden, før bliver vi ikke et med manden fuldt ligestillet menneske.

Nykøbing F.,  17. Decbr.  1908.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner