« Tilbage til søgeresultaterne
„Dansk Kvindesamfund"
Nedenstaaende Artikkel findes i et lille Agitationsskrift fornylig udsendt af Dansk Kvindesamfunds Odensekreds. Da den saa udmærket klart fremstiller Dansk Kvindesamfunds Arbejde og Stræben, har vi ment, at den kunde være af særlig Interesse for alle de mange nye Medlemmer, der i Dag for første Gang modtager »Kvinden og Samfundet«. Vi aftrykker den derfor med Forf. Tilladelse.
„Dansk Kvindesamfund"
er et Landsforbund; dets lokale Kredse er spredt over hele Landet. -
§ l i Samfundets Love lyder saaledes: »Dansk Kvindesamfund«s Formaal er at arbejde for Kvindernes politiske Valgret og Valgbarhed samt at virke til Fremme for Kvindernes almene Udvikling, for deres Uddannelse til selvstændigt Erhverv og for at forbedre deres Stilling i Familie, Samfund og Stat. -
Ovenstaaende Lovparagraf findes saavel i Samfundets Fælleslove som i alle Love for lokale Kredse; det vil deraf fremgaa, at »Dansk Kvindesamfund« har den Opgave at arbejde for Kvindernes politiske Valgret.
Før d. 20. April 1908 stod der »kommunale og politiske Valgret«. - »Dansk Kvindesamfund« har i Aaret 1908 tilendebragt en Del af sit Arbejde, idet det har naaet eet af sine store Maal. -
Kvindernes politiske Valgret er fremdeles »Dansk Kvindesamfund«s Hovedformaal; men jævnsides med Arbejdet for dette vil Samfundet - saaledes som det ogsaa fremgaar af dets Loves § l - rette sine Bestræbelser mod at gøre Kvinderne til dygtige Mennesker og nyttige Samfundsborgere samt fortsætte sin Virksomhed for at forbedre deres sociale Stilling.
Naar »Dansk Kvindesamfund« har knyttet dette Arbejde til Fordringen om Kvindernes Valgret og Valgbarhed, saa har det derved gjort Kvindesagen den største Tjeneste, idet denne er ført ind i et sundt og frugtbringende Spor.
Jeg kender ikke Forholdene i England godt nok til, at jeg kan udrede dem, men jeg ser, at de engelske Kvinder, der arbejder for Kvindernes Valgret, uhjælpeligt løber Panden imod en Mur.
Dersom Kvindesagens Forkæmpere slog uophørligt kun paa et eneste Sømhoved, saa der til udenforstaaende kun lød det ene Raab: Valgret! Valgret! Vi vil ha’ Valgret! da kunde jeg tænke mig, at Kampen for Valgrettens Opnaaelse kunde blive netop saa haard, som den synes at være i Landet bag Vesterhavet, der dog har fostret en Stuart Mill.
Besiddelsen af den kommunale Valgret og Valgbarhed gør os næsten trygge med Hensyn til den politiske Valgret, den kan ikke lade længe vente paa sig; men danske Kvinder vil ikke staa stille, stirrende og raabende paa dette ene. I Ventetiden vil de søge at nedbryde Stykke for Stykke af de Skranker, der hæmmer deres fri Udvikling, saaledes vil de modnes til at modtage den politiske Valgret og Valgbarhed.
»Dansk Kvindesamfund«s aarlige Delegeretmøde har været kaldt »Kvindernes Rigsdag«. - Kvinder i alle Landets Egne vælger og sender Repræsentanter til disse aarlige Møder; at de ikke er uden Betydning vil fremgaa deraf, at Sager, der blev fremdraget til Forhandling i Sommeren 1907 paa Landsmødet i Svendborg, indbragtes som Forslag paa Rigsdagen om Vinteren og vedtoges i Rigsdagssamlingen 1907-08. -
Den 3., 4. og 5. Juni 1908 afholdtes »Dansk Kvindesamfund« s Delegeretmøde i Odense. Der var 180 Delegerede. Mødet var præget af en god og fornøjelig Stemning, og talrige Emner forhandledes.
I denne Vinter er »Dansk Kvindesamfund« s Kredse naturligt optaget af at forberede Kvinderne til Deltagelse i de kommunale Valg i Marts 1909; man søger derfor at vække Kvindernes Sans for Kommunalstyrelse. I Odense Kreds sker dette derved, at man har formaaet Medlemmer af Odense Byraad til at holde Foredrag om kommunale Emner. - De hidtil afholdte Foredrag har givet en klar og god Oversigt over Dele af det mangfoldige og vidtforgrenede Arbejde, der sorterer under Byens Raad i en saa stor Kommune som Odense By.
»Dansk Kvindesamfund« knytter sig ikke til eller støttes af noget politisk Parti, det kalder sig derfor upolitisk. Da det dog søger at vække Medlemmernes Interesse for Kommunens og Statens Styrelse, maatte man maaske hellere kalde det »upartipolitisk«. - I Hovedbestyrelsen, i Kredsbestyrelserne og blandt Kredsenes Medlemmer findes alle politiske Partier repræsenteret; Højre, Venstre (moderat, reform, radikal) og Socialdemokrater færdes Side om Side. -
Det er imidlertid ikke Meningen, at »Dansk Kvindesamfund« skal erstatte de politiske Partier for Kvinderne - tvertimod. - »Dansk Kvindesamfund« vil netop søge at sende de bestaaende politiske Partier en Skare vaagne og dygtige Kvinder som Medlemmer. - Men, naar vi træder ind i hver sit politiske Parti, bør vi ikke derfor forlade vort eget Samfund; Kvinder fra alle Lejre maa fremdeles samles i deres egen Forening. Først naar den sidste Ring af Lænken, der er smedet Kvinden af gamle Fordomme og forældede Love, falder til Jorden, er det Tiden at opløse Kvindernes Samfund. - Denne Artikel skal derfor slutte med en Opfordring til alle Kvinder om at indmelde sig i »Dansk Kvindesamfund«. Den, der personligt føler de snærende Baand, bør selv hjælpe til at sprænge dem; den, der er heldigere stillet og føler sig fri, bør som Kvinde gaa med for Kvindens Skyld; hun kaldes »svag« og har gennem Aarhundreder maattet bære Undertrykkelsens tunge Byrde. -