« Tilbage til søgeresultaterne
Gift Kvindes Navn
I Tilslutning til Artiklerne i de sidste Nr. af »Kvinden og Samfundet« om gifte Kvinders Navn, er der endnu Anledning til at se, hvorledes Spørgsmaalet stiller sig rent juridisk. Som Fru Stampe Feddersen allerede har udtalt i sidste Nummer, findes der ikke i den gældende Ret nogen juridisk Pligt for Hustruen til at bære og bruge Mandens Navn.
For at en saadan Pligt kunde bestaa, vilde det være nødvendigt, at vor Lovgivning enten udtrykkelig eller forudsætningsvis gav en saadan Regel. Udtrykkelig er det ikke nogetsteds sagt, og den eneste Bestemmelse, der overhovedet beskæftiger sig med dette Spørgsmaal, er Lov af 22. April 1904 om Navneforandring. Denne udtaler nemlig i § 5, at »den fraskilte Hustru, som vil genoptage det hende som ugift tilkommende Slægtnavn, har Ret til at faa et Bevis i saa Henseende udfærdiget af Øvrigheden«. At der ikke i denne Bestemmelse er slaaet fast, at hun uden et saadant Bevis ikke har Ret til at bruge sit Pigenavn, fremgaar aldeles klart af Forhandlingerne paa Rigsdagen. Det af Regeringen forelagte Lovudkast havde nemlig den Affattelse, at den fraskilte Hustru har Ret til at faa det i saa Henseende fornødne Bevis udfærdiget, men Ordføreren i Folketinget, nuværende Justitsminister Høgsbro, fik, netop for at man ikke paa Ordet »fornødne« skulde støtte en Pligt for Hustruen til at bære Mandens Navn, dette slettet, ligesom han under Forhandlingerne udtalte, at under Sagens tidligere Behandling i Rigsdagen var »den daværende Justitsminister Rump og den senere Justitsminister Goos ganske enige med os i, at en saadan Ret tilkommer den fraskilte Hustru.«
En Højesteretsdom af 28. Maj 1879 udtaler, at en gift Kvinde ikke havde gjort sig skyldig i Falsk ved at underskrive nogle Kontrakter med sit Pigenavn, »hvortil hun i og for sig ikke kunde være uberettiget«.
Med Højesterets forsigtige Udtryksmaade kan man sikkert gaa ud fra, at Meningen med Dommen ogsaa er den at slaa fast, at en Hustru har Ret til at bruge sit Pigenavn. At bære Mandens Navn er en Skik - eller rettere en Uskik, som først den nyere Tid har set opstaa. Ude paa Landet er der adskillige Steder, hvor Brugen endnu ikke er trængt igennem, og det gælder om allerede nu at raabe Vagt i Gevær, forinden Skikken bliver til en almindelig Sædvane og derigennem gaar over i Lovgivningen.
Kjøbenhavn, Januar 1909.
