« Tilbage til søgeresultaterne
Paa Tærskelen
Døren sprang op, - og paa Tærskelens Skille
Tøvende staar vi og prøver os selv. –
Foran os Hallen, hvor Pille ved Pille
Bærer de mægtige Korsbuers Hvælv.
Underlig Lyset og Mørket sig bryder,
Blikket forvirres, til Dagsskæret vant,
Raabet derude fra Skarerne lyder
Kun som et Ekko af Røster, der svandt.
Der skal vi ind fra de sollyse Vidder,
Give vor Troskyld, vort Letsind, vort Mod;
Raabet har naaet os, uhindret vi glider
Frem mod vort Livsmaal paa Tidsstrømmens Flod.
Maalet, som købes med tusinde Glæder,
Barndommens brogede, festglade Pragt,
Naar over Tærskelens Skille vi træder,
Klædt i vort Borgersinds snehvide Dragt. -
Døren sprang op, - og den flodstærke Bølge
Skyller med sejrende Vælde os ind,
Gammel og ung med hinanden i Følge,
Ringe og højbaaren, fremsynt og blind.
Enten vi fødtes i Lys eller Skygge,
Sammen vi fristed’ Umyndigheds Kaar,
Sammen til Frihed med rankede Rygge
Ind under Ansvarets Hvælving vi gaar.
